"Er det ikke altid så ligetil fra linje til linje at etablere en nærmere sammenhæng i F.P. Jacs tidlige digte, er det til gengæld let at mærke suset fra de store linjer i denne besættende poesi: "hvergang min bevidsthed/ formulerer sig dansende for mig/ er jeg bare den formidlende identitet/ af hvid ren fuldbyrdelse." Så langt fra en opvækst blandt den dannede middelklasses tætpakkede Mogens Koch-reoler og pladesamlinger af Blue Note cool jazz er Jac og hans bysbarn Strunge endnu et par beviser på, at kunstnerisk talent ikke nedarves socialt, men slå fuldkommen tilfældigt igennem: Enten er man født med det, eller også er man ikke, og det var de begge, endda i "de forgrædte fattigforstæder", som Jokum Rohde kalder Vestegnen.
(...)
Og for en person, der udmærket kan huske 70'ernes forstadsstemning, er netop kontrasten mellem det grandiose schwung i Jacs digte og så det miljø, det blev til i, tankevækkende: "hvergang jeg føler/ jeg står overfor en opstandelse/ af den tilstand/ jeg øjeblikkeligt befinder mig i,// iklæder jeg mig mit hvide silketøj/ og begiver mig ud i gaderne,// så alle får mulighed for at tage del/ i min pludselige anonyme lykke", skrev Jac, når han kom hjem fra arbejdet på elektronikfabrikken. Jeg er fandme til, lyder bogens titel, næsten som en protest - imod hvad? Ja, imod den følelse af ikke at være til, som man ikke behøver bo i Hvidovre for at plages af og gør oprør imod, når man er ung og født ind i en verden, som man ikke kan fortænkes i at tage for en selvfølge, eftersom den forelå som et faktum, før man fandme selv blev til."
(billede fra inkinc)
