Jens Christian Grøndahl har skrevet en større klamamse om personforfølgende anmeldere og som sædvanlig i særdeleshed mig, der kommer på forsiden af Politikens 2. sektion i morgen, ringede Carsen Andersen fra samme avis og fortalte mig, og så kunne jeg omsider ikke længere holde kæft - det har jeg gjort i præcis en uge nu, og det har føltes fedt, men også satans unaturligt, og ingen tvivl om at BT- og Aftenshow-momentumet er ovre nu - og ævlede løs i et en ti minutters tid om, at jeg kritiserede værker og forfatterskaber og sgu da ikke personer, men at jeg godt kan forstå, at forfatterne har svært ved at skelne, når de markedsfører sig så groft kulørt og udspekuleret på deres person(a), som netop derfor kan være en temmelig oplagt og uimodståelig metafor på værkets personlighed og mangel på samme -men JCG truer nok ikke med tæsk i morgen, han fnyser sikkert bare, velformuleret fesent ...
og på jp.dk indftager Jakob Levinsen det ledige synspunkt, at, når nu jeg krysteragtigt/ godmodigt ikke vil, så bør Kritikerlavet tage IM på ordet og melde ham til politiet, for man skal ikke slippe ustraffet fra at true med tæsk, hvilket han selvfølgelig godt kan have ret i, men hvis man ser pragmatisk på det, og det har jeg forsøgt at gøre (og taget konsekvensen af ved at holde ugelangt kæft), så er det da en langt værre straf at blive uhjælpeligt og mindeværdigt til nar, jf. Philip Ytournels pragtfulde Dagens tegning i lørdags, end at blive idømt en martyrisk bøde- eller hæftestraf efter al mulig jurdisk omkringbumlen - samme Krtikerlav bør desuden opfordre til boykot af IM's bøger, hvilket da til gengæld er alt, alt for nådigt sluppet, og derudover burde det have været JPs' egen Jon Helt Haarder, der var blevet truet med træsk, og ikke mig, fordi JHH er lektor i performativitet og gav IM's seneste roman to stjerner, mens jeg bare er en vennesæl og lalleglad og harmløs litteraturentusiast, som af en eller anden uudgrundelig grund gør visse forfattere edderspændt rasende:
Af flere grunde er det imidlertid uretfærdigt at det lige netop er Bukdahl, der i bogstavelig forstand skal være Prügelknabe for Ib Michaels afløbstrang. Eksempelvis fik hans seneste roman ligeledes kun to småsarkastiske stjerner her i avisen af Jon Helt Haarder, der sågar er ekspert i den særlige gråzone mellem selvbiografi og fiktion, Ib Michael ofte dyrker. Men også fordi Bukdahl, uanset sin buldrende skrivestil, når det kommer til stykket er et ærkesødt menneske. En 90er-avantgardens muntre søn, der fuld af begejstret benovelse bare vil litteraturen det godt og helst være venner og på fornavn med en masse digtere. Han er da desværre også afstået fra at politianmelde den vrede forfatter for trusler. I den efterfølgende debat på Ib Michaels forfatterprofil har han ligefrem af et godt hjerte ønsket ham held og lykke med sin nye roman. Det synes jeg er ærgerligt. Trusler om vold er ikke noget man flirter med, det hører overhovedet ikke hjemme i en demokratisk samtale og er med god grund strafbart.Det er selvfølgelig også irriterende for en litteraturredaktør, at bladtegnerne på hans avis er langt mere kontroversielle og provokerende end anmelderne.