Viser opslag med etiketten Høeghsmindevej. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Høeghsmindevej. Vis alle opslag

onsdag den 21. januar 2015

Aarhus Universitet som pludselig villaby

Jeg har undret mig over, hvorfor jeg er så dybt fascineret af de gule murstensvillaer på Høeghsmindevej, som afgjort er kønne og også originale med deres særdesignede runde og firkantede, kæmpestore og helt små og smalle vinduer (gennem det største af dem kan vi tydeligt se et Kaspar Bonnen-billede hænge for enden af trappen), men sgu da ikke kønne og originale nok til, at jeg bliver indtaget så uhjælpeligt. Men nu har jeg fundet ud af årsagen: De minder mig simpelthen om Aarhus Universitet, Danmarks eneste ægte, smukke og organiske campus, hvor jeg både har studeret og som barn hængt en hel masse ud, fordi begge mine forældre var universitetslærere, det er de tryggeste mursten, jeg ved, og tunnelen under Ringvejen (som jeg skal have vist dig snarligst) er den eventyrligste passage i hele verden, og jeg tror, jeg uformuleret har set de gule villaer som en præcist dekadent knopskydning fra Universitetsparken, en spontan, men sirlig Marskolonisering, og klart, at det syn gør mig glad! 


Hus på Høeghsmindevej



En person, der ikke er min mor, foran Institut for Statskundskab, hvor min mor havde kontor i cirka 40 år



Min mor foran instituttet (som hun altid bare kaldte det)