Min første melankolilektion

var Cirkeline-sangen, sunget at Poul Dissing, og -sekvensen (rigtigt (skitse)amimeret og ikke bare stop-motion) "Snemusen Knud" som er helt vildt melankolsk i min erindring, but not so much, når jeg ser og hører den igen, al den raske og sjove action, men der må have været noget med Dissings sandpapirstemme og det første billede af snemusen lillebitte på indlandsisen (jeg kan ikke overskue de postkolonialistiske implikationer (hvorfor er snemusens tud rød?), undskyld), der bare umiddelbart har dirret igennem mig: