-->
Som om der ikke uddeles priser nok til forfatterforeningernes stressede Blixen-galla, der for tredje gang blev afviklet forrige fredag, har De Skønlitterære Forfattere konstrueret en ny, håbløst klodset én, kaldet Isak Dinesen-prisen,
med følgende fundats (og hvorfor kun eksempler på bipersoner (5!) og korttekstpersoner (1), fordi det er dér prisen bliver helt absurd?):
”Isak
Dinesen-prisen tildeles en forfatter, der i sit skønlitterære virke stærkt og
overbevisende skildrer en person af et andet køn end forfatterens. Det
kan være en hovedperson eller en fortæller, men det kan også være en
udfoldet skildring af en biperson som fx Denys Finch Hatton i Karen
Blixens Den afrikanske Farm, Molly i Ulysses af James Joyce, Lisbeth
Salander i Stieg Larssons Millennium-trilogi, mændene i Joyce Carol
Oates’ romaner eller kvinderne i Michael Cunninghams The Hours. Og
endelig kan det også være en hovedperson i en tekst i en tekstsamling,
som fx Den lille Havfrue fra HC Andersens eventyr eller mændene i
Blixens fortællinger”
Hvad er dog tankegangen? At det er en frygtelig svær og alt for sjælden
og særligt fortjenstfuld bedrift at skildre en person af andet køn end
forfatteren stærkt og overbevisende? Men det er for søren – og Lykke-Per og
Jakobe og co. - en frygtelig svær og alt for sjælden og særlig fortjenstfuldt
bedrift at skildre ENHVER person stærkt og overbevisende.
Gode forfattere af begge køn har alle dage været gode til at skildre
personer af begge køn, men takket være patriarkatet har langt flere mænd gjort
sig kloge på kvinder end omvendt, og derfor virker det også som at føje spot
til idioti, at den første prisvinder blev Jens Christian Grøndahl* for sit massivt
patroniserende kvindeportræt - på samme tid er hun djærvt fandenivoldsk (fordi hun er født på Vesterbro) og viist skæbne-resigneret - i kortromanen Tit er jeg glad. Et klip (jegfortælleren er efter sin mands død flyttet tilbage til Amerikavej, hvor hun voksede op, Stefan og Morten er hendes stedbørn, Anna er mandens første kone og fortællerens veninde, som døde sammen med fortællerens mand, mens de havde en affære ELLER NOGET):
"Jeg stod af på Vesterport og tog elevatoren op med min cykel. Trafikken var tæt, og den udifferentierede strøm af lyd og bevægelse virkede beroligende på mig. Der er så forfærdelig stille ude i forstæderne. Jeg cyklede gennem passagen ved Det Ny Teater og kørte en omvej ned Vesterbro Torv mod Istedgade. Jeg kom pludselig til at smile. Narkomaner, prostituerede og muslimer, det var ikke meget galt, Stefan ville aldrig forstå mig. Din søn er for længst vokset fra mig, Anna, og er det egentlig ikke i sin orden? Jeg spurgte mig selv om Morten ville have mere lyst til at besøge mig på Amerikavej, men jeg tvivlede. Vist er han venstreorienteret, men det er for ham nok en kulturel ting snarere noget, der handler om solidaritet med de underste, man ved heller ikke hvad man kan bliver mødt med dernede af dårlig smag og usunde vaner."
Så urkomisk med denne bedagede slumromantik (narkomaner, prostituerede og muslimer - godt bandnavn), som Grøndahl tørrer af som autentico på sin pivfalske fortæller - har han virkelig ikke hørt om gentrificeringen af Vesterbro? Har han aldrig sat sin fod i en af Kødbyens labert rå spisesteder? Det myldrer sgu da med mænd og kvinder af Mortens slags på Vesterbro.
Hvis det endelig skulle være, er der langt mere stiligt liv (og lang
mindre (dvs. slet ingen) anstrengt sentimentalitet) i Jens Smærup Sørensens portræt af en
jævnaldrende kvinde i titelnovellen i mini-samlingen Hendes store dag. Men hvorfor skal det overhovedet være, når akkurat
Iben Mondrup i sin kollektivroman Karensminde, der fortjent løb med den store Blixen Literary
Award, som en selvfølgelighed skildrer samtlige personer, kvinder, mænd, unge,
gamle, med samme ubændige styrke og overbevisningskraft?
* de to andre nominerede var Signe Brønserud for sin debutroman Om et klaver, der har en mandlig (dagbogs)jegfortæller i hovedrollen, og Merete Pryds Helle for sin Folkets skønhed, der har en kvinde i den altdominerende hovedrolle, men selvfølgelig en håndfuld mænd i biroller ... Juryen bestod af Thøger Jensen, Janne Teller og Jesper Wung-Sung
PS: Er prisen faktisk et klumpedumpet svar på hvidhedsdebatten og søsterdebatter om licensen til at skildre andre køn, seksualiteter, etniciteter, kulturer end ens egen? Måske!? Men det kunne have været den smule mere meningsfuldt med en egentlig queer-pris, der præmierer litterære eksperimenter med kønsidentitet som fx Pablo Llambías' gamle forskydning af Suzanne Brøggers Kærlighedens veje & vildveje, og hvordan i alverden går en pris, der hedder Isak Dinesen-prisen, ikke uden videre til den forfatter, der kalder sig Madame Nielsen?
