som han på en eller virkelig omvendt måde bliver i Marianne Stidsens flosset fnysende svar til mine tekster om højreorienteret poesi i WA, "Velkommen til de nye vilde" (bestående, må vi endnu en gang understrege, for det gør hun ikke, af siger og skriver 2 +30-årige poeter, den ene ren undergrund, den anden såkaldt huspoet i Berlingske), hun skriver blandt andet:
"DET OPSIGTSVÆKKENDE er dog, at de ikkevenstreorienterede, eller apolitiske, som de ofte også kalder sig selv, digtere i dag nægter at lade sig udskamme, skræmme og underkue – sågar baseret på noget så pinligt som en fejlcitering fra Lars Bukdahl! »De Nye Vilde« kunne man med rette kalde dem. Med tanke på den 80er-generation af digtere, der ligeledes søgtes slået i jorden af den foregående marxistiske falanks af jammerlige knækprosaister og socialrealistiske klamphuggere. Vi taler her Michael Strunge, Søren Ulrik Thomsen etc."
Det er til at få hovedpine af, når man tænker på med hvilken veloplagt desperation Strunge i sin tid forsvarede sig og sine mod netop den der marxistiske falanks' mistænkeliggørelse af kort hår og sort tøj og blanke støvler som noget betænkeligt højreradikalt eller det, der er værre. Her i artiklen "Gø ad en loppe, hyle mod månen" fra Sidegaden i året 1982
"Kan en puls være fascistoid , eller vil den forvirre den kedelige militærmarch? Kan man stole på en generation med jord under neglene? Er det reaktionært at knalde blottet for læderbukser og fornuft? Er det aristokratisk at spytte på Hovedgaden eller at vide mere end andre? Er det voldsæstetisk at bruge kraftudtryk? Er det formynderisk at få højlydt ondt i kroppen, når andre træder i spinaten? Er vi antihumanister når blodet stiger os til hovedet på grund af vores taktløse hjertes bifald til den stakåndede togfløjte? Er vi selvdestruktører, når vi endnu en gang skruer musikken op, så den overdøver mediemaskinens kasseapparat - vi har ondt i ørerne, hjertets kraft sender blodet på susende rundfart, når vi langer os selv en lussing over, at den politiske reaktion kan læse."
I min artikel "Strunges strenge. 80'erne som politiks opdrag", som deler antologi med Marianne Stidsens allerede slemt og fortegnet - men endnu ikke crazy - opbyggelige artikel "Jeg skaber selv mit selv - Michael Strunge og den senmoderne identitetsproblematik" (kan en titel lyde mindre punket!), nemlig En bog om Michael Strunge. redigeret af Anne-Marie Mai og Jørgen Aabenhus, udgivet 2008 på Strunges 50 årsdag (han ville nu have været 68 fandengaleme), skriver jeg før anførelsen af ovenstående citat :
"I sidegaden nr. 3, signerer Strunge den lange tryk 16-udladning "Gø ad en loppe, hyle mod månen" (god titel!), der svarer igen på en række midaldrende kritikeres lidet subtile advarsler mod "højreromantiske" og "antirationalistiske" tendenser i 80erdigtningen; kyndigt diskuterer og problematiserer Strunge forbindelsen mellem avantgarde og fascisme, bl.a. gør han opmærksom på, at "ærke-kommuniost, den gamle ur-Punk Broby Johansen" som 20-årig udgav en "digtsamling med titlen - blod. Den afsluttende, opkørte besværgelse af kritikernes idioti er, syens jeg, et retorisk mesterstykke, generationstalsmandens sorte stjernestund."
