tirsdag den 5. maj 2020

ANTI-UAFVENDELIGHED

ikke en nekrolog - en kronologifornægtelse

Det var OK, at medier blev ved med at ringe dér torsdag eftermiddag og aften, fordi så kunne jeg forsøge at tale og tale og tale mig fra det urimelige og forfærdelige faktum, at Yahya var død. Og det, jeg igen og igen og igen forsøgte at sige og sige og sige, og som journalisterne kun fik med kvart og halvt var, at jeg ikke ville finde mig i, at det var skrevet  i stjernerne over Trillegården, at Yahya skulle dø ung, for det var skervet sort på hvidt OG MED STORE BOGSTAVER i hans digte, for den som kan læse - og der er meget jeg er elendig til i dette liv, men jeg kan godt læse - at der var talent til mange, mange, mange års crazy broget forfatterskab. I den ene avis siger jeg, at jeg glædede mig til , at han blev gammel og gråhåret og skrev en slægtsroman og i den anden avis, at jeg glædede mig til, at han blev gammel og hvidhåret og skrev vise sufi-digte. Og jeg tænker, at det er rigtigt nok, at han først skulle skrive slægtsromanen og så skrive sufi-digtene, og så måske efter sufi-digtene skulle han skrive et kort, symbolsk, no-inspiretet læsedrama. Eller hvad ved jeg! Mulighederne var legio, fordi talentet var umådeligt. Det var poesien og litteraturen han havde viet sig til, men for at blive virkelig fri i den, poesien og litteraturen, var han nødt til fucking alkymistisk at smede sit liv, den barndom, han var blevet katapulteret ud af, og den ungdom, der blev ved at eksplodere og implodere, til akkurat poesi og litteratur. I anden halvdel af debuten og hele nr. 2 løber han skrivende om kap med livet for omsider at komme foran og få ro og overblik, men det vil forbandet nok ikke lykkes, hvor meget han end besværger og vrænger ironisk og patetisk. Der er så mange forjættende sære og fine spor i nr. to af, at en ekspansion af rummet og udtrykket står og tripper; der er de koncise, skarpe portrætter af medfangerne i fængselsafsnittene, der er de danmarkshistoriske udsyringer i psykoseafsnittet ("Slumroyal"!). Det var helt klart planen for ham og med ham, at han skulle blive en rigtig nationaldigter, skrive et historisk, fandenivoldsk epos, der ville få Bjørn Nørgaards gobeliner til at blegne i afmagt. Lige efter den hårdkogte, personmyldrende kriminalroman, der ville give genren poetisk stil for første gang siden Dan Turèll. Og hvad ved jeg! Men jeg ved, at det ville og skulle og kunne blive til mere og videre og yderligere og endnu mere yderliggående. Fordi sproget og poesien og litteraturen ville ham, lige så meget som han ville sproget og poesien og litteraturen. Han optog alverdens dansk som en svamp og sprøjtede sirlig, excentrisk, præcis, legesyg, kraftfuld skrift ud. Og fordi han lige dér, når han skrev, lige meget hvad fanden der ellers pågik af flammende lort, var suveræn, og vidste og glædede sig ved, at han var det. Det var uafvendeligt, at han skulle skrive, og at han skulle skrive ting, der ville vare og vare og vare, det var ikke uafvendeligt, at han skulle dø, inden han overhovedet var kommet i gang for alvor. Nr. to skulle være broen eller tunnelen måske snarere til de nye ting, der skulle ske, den skulle ikke være det sidste, forpulede kapitel af bare to (uforlignelige). Jeg husker de to oplæsninger på Bogforum. Den første triumferende anmassende  i 2013 på Gyldendals stand med Hassans Preislers elektroniske ledsage-musik på en konkurrerende stand som afmægtig muzak under den rullende, taktfaste torden fra Yahyas strube. Den anden indædt hvirvlende på Gyldendals stand i 2019, mens jeg løb rundt med min søn, der havde fået fingre i en reklame-ballon med pind, to balloner med pinde vist faktisk. og publikum omkring mig stod og blev synligt berørt af at blive erindret om, hvor vild mandens poetiske karisma og power dog var og blev. Vi stødte ind i  Yahya, Cecilie og jeg, dér i 2013, i døren til Bella Center, og han var så sød og sjov og cool, så prinseligt sikker på og kun den mindste smule måbende over, at han var blevet den stjerne, som det altid var meningen, han skulle være, og som det altid var meningen, insisterer jeg på, at han skulle være blevet ved at være, på gedigen, betydelig livstid. Det var aldrig meningen, at han skulle dø purung. Det var meningen, at han skulle skrive sig tudsegammel. Det er skammeligt og for galt og kriminelt begrædeligt, at han ikke er her mere.


14 kommentarer:

  1. Du kan have fuldstændig ret - især i betragtning af, at vi ikke ved, hvad han døde af. Men når han nu er død, er vi åbenbart sådan indrettet, at vi projicerer en mening ind i døden. Både i liv og digt gik han til kanten.

    SvarSlet
  2. Hvorfor nedgøre Hassan Preisler?

    SvarSlet
  3. "Mulighederne var legio, fordi talentet var umådeligt."

    Er det korrekt? Når han skulle bruge så meget livsmateriale for at klemme en toer ud, kunne det tyde på, at han skrev på hovedstolen hver gang, og at det blev sværere og sværere for ham at skrive.

    SvarSlet
  4. Hej Lars - smukke ord om en smuk kunster. Jeg var selv meget imponeret og inspireret af Yahyas talent og det, han kunne have givet os fremad ift. at favne flere aspekter, nedbryde grænser og opbygge gennesigtighed. Han var en både karismatisk og meget underholdende. Men aaaargh og lidt øv; Det, jeg synes, der mangler i de aktuelle heltekvad, er, at han samtidig var skyld i, at en pænt antal (fakta) unge mennesker i dag døjer med angst og traumer fra uforvarende at have været udsat for vold, trusler på livet med kniv og pistol. At dette skyldes, at Yahya var mentalt ustabil er indiskutabelt, men det hører med til historien og fylder ingenting i den offentlige kanonisering. Jeg har ingen problemer med, at Yahyas åbenlyse talent besynges, men mere, når man du beskriver ham som "sød, sjov og cool" uden overhovedet at kommentere på skyggesiden. Det virker lidt for unuanceret.

    SvarSlet
    Svar
    1. Yahya Hassan skød også en anden indvandrer (i foden).

      Slet
    2. Yahya Hassan fik desuden et tilhold, da han generede en tidligere kæreste.

      Mandens kriminelle synderegister fylder sandsynligvis mere end hans to tynde digtsamlinger.

      Men Lars Bukdahl kan åbenbart ikke rumme denne skyggeside af mandens talent.

      Slet
  5. Jeg betragter mennesker, der f.eks. er kandidater for det racistiske parti Stram Kurs, som nogen der ikke rigtigt tør være rigtige mennesker, med det fulde ansvar (og den medfølgende dybe glæde) det kræver. De er så afhængige af at tænke i apartheidagtige syndebuksscenarier, så enhver form for visionær tænkning altid vil være fraværende. Racisme er kronisk dumhed, en altid idiotisk syndebuksretorik, der pr. automatreaktion peger på andre og væk fra sig selv, fordi at forholde sig for alvor til sig selv er en umulighed. Selvindsigt findes ikke hos racisten. Der findes kun et eller andet tomt had til "det fremmede", bygget på et kunstigt skabt "os" og "dem", som vidner om en enorm frygt og helt sikkert et projiceret selvhad. Racisme er så dumt, så mange analyser af den ganske enkelt er for generøse i forhold til den tomhed og dumhed, der ligger bag. Men det er selvfølgelig ikke overraskende, at den kronisk talentløse Uwe Max Jensen forsøger at svine en afdød person til, fordi intet synes at være for lavt, for dumt og for svinsk i den sammenhæng for ham. Det er et angreb på at være almindeligt medmenneskelig, at være et ansvarligt menneske, og dermed også en form for åndelig selvskade. Noget som Uwe Max Jensen, måske, hvis der en dag spirer bare en anelse selverkendelse frem, vil kigge tilbage på som et åndeligt lavpunkt. Uwe Max Jensen skriver om at kunne rumme, men Uwe Max Jensen kan slet ikke rumme at være et menneske. Det kræver for meget. Det er tydeligt at se.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er ikke "racisme" at mene, at Danmark er danskernes land.

      Slet
    2. Nej, du har ret. Det er ikke "racisme" men dyb, utvetydig og, selvfølgelig, hjernedød racisme, når det gælder dig og dit rædselsfulde parti. Kriteriet for at blive organdonor er fuldt til stede her. Held og lykke med at gå den vej. Farvel.

      Slet
    3. Du virker ikke som typen, der kan rumme andre politiske holdninger end din egen. Egentlig lidt trist.

      Slet
  6. Det er ikke at svine Yahya Hassan til at gøre opmærksom på, at hans kriminalitet også var en del af ham.

    SvarSlet
    Svar
    1. Din hensigt er at svine "indvandrere" til generelt. At du selv er x. generationsindvandrer ligesom alle andre går selvfølgelig helt henover hovedet på dig og dit parti. Hvis I en dag vågner op og opdager det, via, uha, tanker, så kan I nedlægge det idiotiske foretagende og måske komme bare lidt videre. Det vil spare det danske samfund for noget så uintegrerbart, som de samfundsbetalte syndebuksretorikere helt uden selvindsigt, som I er.

      Slet
    2. Du virker ikke som typen, der kan rumme andre politiske holdninger end din egen. Egentlig lidt trist.

      Slet
    3. "Rumme" er et "interessant" ord at bruge, når man, som du, er medlem af et parti, der går ind for en deportationspolitik i forhold til grupper af mennesker. Du kunne lige så godt skrive om at rumme apartheid eller kz-lejre. Hjernedødt udsagn. Hvis det er muligt, så håber jeg, at du og dine partifæller en dag kommer ud af det ufatteligt idiotiske, åndelige lavpunkt, I svømmer rundt i og igen en dag kan SE andre, og alle, mennesker som medmennesker. Det blev det sidste herfra.

      Slet