fredag den 22. marts 2019

Kærlighedsversionen

af min anmeldelse i dag af Inger Christensens Essays, som blev lige lovlig egenknudret og citattung:


Pege-Inger. Inge Christensens intrikat tankedansende essays genudgives i ny, musikalsk, elegant sekvens, visdom fås ikke heftigere

Fugl Fønix: Findes stadigvæk ikke

Ingen Christensen: Essays – del af labyrinten & Hemmelighedstilstanden. 264 sider. 299,95 kr. Gyldendal

Af Lars Bukdahl

Efter endt, rundtosset læsning af sønnen Peter Borums re-komposition af essayene i Inger Christensens to navnkundige essaysamlinger, Del af labyrinten, 1982, og Hemmelighedstilstanden, 2000, til et samlet bind Essays og efterfølgende, adspredt bladren i sidste års kæmpebind med efterladte papirer, Verden ønsker at se sig selv, har jeg opdaget, at der er en uskrevet tekst af Inger Christensen, som vi fatalt mangler! Og som det forekommer yderst vigtigt at notere og begræde fraværet af:
  Christensen skrev til den såkaldte skriftrække Krise & Utopi, udgivet af Gyldendal og redigeret af IC, Niels I. Meyer og Ole Thyssen, i de første fire af de fem bind, der 1979-1981 nåede at udkomme, fire opslag til et ”Forsøg på utopisk ordbog”, ”Afrealisering”, ”Arbejde”, ”Energi”, og ”Broderskab”, som i deres frygtløst skarpsindige forfra- og gennemforgrubling af alt og det hele ville have elevateret hende til instant europæisk mesterfilosof,-status, hvis de var udkommet på fransk i et lille, nøgent Galimard-bind i stedet for skjult i en sen-70er-mudret såkaldt skriftrække.
  I de efterladte papirer optræder nemlig en utrykt tekst, ”Utopisk ordbog. Fortsatte brudstykker”, med små definitioner, der henviser til både systemdigtet alfabet, 1979 – ”frygt: angst, ængstelse,, uro, bekymring, skræk, panik, rædsel, forfærdelse, gru (se desuden terrorbalance/ Fugl Fønix: findes stadigvæk ikke” – og til de fire tekster i Krise & Utopi-bindene. Og nu kommer vi omsider til kriminalistikken: Under opslagsordet ”kærlighed” står der:
  ”(se Krise & Utopi nr. 6, endnu ikke udkommet)”
  Det vil sige, at hvis Gyldendal ikke havde stoppe skriftserien, så havde Inger Christensen fortalt os, hvad kærlighed er! Og det kunne vi jo nok have brug for at få at vide. Læs bare det sidste, hun skriver om det skrumlede, gamle ord ”broderskab”, som hun nemlig pudser helt nyt og lysende:
. ”Hvis det falder mig ind at sige ’jeg er en fisk’ – så er jeg selvfølgelig ikke nogen fisk, men det primære er at jeg med denne sætning kn få en viden ikke alene om fisken, men også om mig selv, som jeg ikke kan få på andre måder./ På en sær måde er det det samme, når jeg siger ’jeg er et menneske’. Jeg er selvfølgelig et menneske, jeg ligner et menneske, men ved at lytte til selve udsagnet, og denne lytten er en undren, fik jeg en viden om mig selv, men også om mennesket. Her begynder broderskabet, som en afrealisering af min undren over at være menneske.”
  Derfra skulle definitionen af kærlighed begynde. Stavekontrollen sætter en rød streg under ”afrealisering”, den utopiske ordbogs centrale og første ord, som Christensen har opfundet selv som en modsætning til tidens løsen om at realisere sig selv: ”Min selvrealisering, min magt til at lede og fordele min hverdag og dens uhyggelige tryghed bliver eksemplarisk for den vestlige kulturs realisering af alt, rub og stub, i billedet af den vilde vækst.”
  Christensens formuleringer er så højspændt, traktatagtigt koncentrerede og hendes formler for samfund og eksistens så suverænt marsbo-originale, at jeg virkelig ikke tør parafrasere. Dette er så tæt opslaget om afrealisering afslutningsvis når en definition af samme, hold tungen lige i hovedet:
  ”Med min særlige disposition (mine anlæg, som er det hvormed jeg henvender mig til andre) genkender jeg verden på én gang som den er og uophørligt finder sted og som den ikke har fundet sted. Ikke før. Det er dette ikke-sted, som hver gang et menneske fødes, med rette kan kaldes en utopi.// Hvis denne utopi er opbrugt den dag barnet træder ind i det vi kalder de voksnes rækker, begynder barnet at realisere sig selv, for at der dog skal være noget til stede, i stedet for at afrealisere sig selv, fordi alt allerede er til stede.”
  Så giver jeg lige min og læserens hjerne en kort pause!  
  Begge nu sammenbragte og ”sammenflettede” essaysamlinger er opsamlinger af tekster skrevet til alskens sammenhænge 1969-1994, i de seneste år fortrinsvis tyske sammenhænge, eftersom Christensen på den anden side af grænsen opnåede stor anerkendelse og måske faktisk større, på grund af anderledes selvfølgelig genirespekt, end hertillands. Den ufærdige serie af opslag til den utopiske ordbog ligner et fragment af det hele, fuldendte poetologsiek/filosofiske værk, Christensen aldrig fik skrevet. I deres lynblinkende brogethed kan de samlede essaysamlinger minde om Per Højholts essayopsamling, Stenvaskeriet, bortset fra at Højholt da allerede havde skrevet hele to boglange poetikker. Til gengæld ligner forfatterskabet som helhed, med den lille perlerække af poetiske mesterværker, det, Brev i april, alfabet, Sommerfugledalen, og så disse spredte, men brillante essays, slående T.S. Eliots forfatterskab (bortset fra at Eliot ikke skrev tre brandoriginale romaner oveni). Mens selve Christensens mix af poetisk tænkning og tænkende poesi i dag praktiseres familienært af Ursula Andkjær Olsen.
  Udover den utopiske ordbog tæller brillant-teksterne det store essay, bogens yngste, om den kunstneriske proces, ”Tilfældighedens ordnende virkning”, credo-essayet ”Terningens syvtal” (”Gud er ikke død, siger jeg til mig selv. Gud er den samtale mennesket fører med sig selv, eller omvendt: den samtale universet fører med mennesket for at komme til bevidsthed om sig selv”), inspirations-essayet ”Hemmelighedstilstanden” og den hypnotiske remse om Roms fontæner, ”Vandtrapper”, der virkelig ikke hører hjemme i en essaysamling, men det har den så besluttet at gøre alligevel.
  Blot fremragende er fodnoterne til det og alfabet, de alt for korte nærlæsninger af Dante, Ewald og Aarestrup, barok-præsentationen ””Jeg tænker, altså er jeg en del af labyrinten” og de mere traditionelle, men samtidigt ekstremt Christensensk tætvævede erindringsessays ”Frihed, lighed og broderskab i sommerhuset” og ”Samspil”.
  Men jeg vender forbistret fascineret tilbage til den utopiske ordbog, som samtidens økokritiske poesi stadig ikke er i nærheden at indhente. Den her smukke, vilde passage er ikke tænkt og set fra Mars, men fra Neptun mindst:
  ”(…) Således er vi med vores kroppe som dele af biologiske rum en slags afbøjning, en underdrejning af et brat og udifferentieret varmespild, en slags omvej, en rumlig forsinkelse af solens død, som er det vi kalder liv./ Sådan set er vi en slags plaster på en diskontinuitet, en krusning over et brud, sammensmeltede med de dampende sår vi prøver at hele ved ustandselig forvandling./ Vores trang til fremtid, vores forplantning og vores arbejde, hele vores utopiske funktion er vores evne til at transponere energi og formilde, måske ligefrem forskønne nedbrydningen ved vores blotte eksistens.”
  Hjertet bliver klogere af at læse Inger Christensen.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar