søndag den 8. juli 2018

Afrika i Katrines mørke hjerte

Hvor gennemgribende vigtig og nådesløst inspireret Katrine Marie Guldagers Bjørnen er, beviser de 2 pludselige Afrika-afsnit sent i bogen, hvor hovedpersonen Vibse husker akut, midt i hendes svenske fortrædeligheder sin barndom i Afrika og sin far og mor i Afrika. Også Katrine havde en barndom i Afrika - og Afrika har tidligere optrådt i forfatterskabet, glimtvist i den sublime roman Det grønne øje og med fiktionsdistance i novellesamlingen Kilimanjaro og for fuld selvbiografisk (lys)styrke i den skramlede "psykoanalyse" Lysgrænsen. Her de to  (eller 2 + 1) intense, hårde afsnit:

side 114:

"Mens jeg ligger vendt ind mod bålet, er det, som om en gammel, mørnet elastik i sindet sprænges. Pludselig er jeg tilbage, afstanden til Afrika er kort: Jeg sover og drømmer i varmen, jeg lærer at svede som en afrikaner. Uden et ord. Længslen har næsten samme størrelse som mig selv, umulig at skule. Her er det længslen efter mor, der tænkes på. Kommer hun ikke snart hjem? Hvornår går døren op? Kommer hun ikke snart? Var det døren? Var det mor? Er hun på vej? jeg har allerede spurgt fru Chitambo flere gange. Men fru Chitambo ler bare: Åh, disse dumme, hvide børn. De har så travlt med deres længsel. Deres evindelige lyst.

Sådan husker jeg Afrika; som en øvelse i at vente. De længste timer i verden. Kommer mor ikke snart? Mor kommer, træt, glad, sur, ligeglad. Mor går. Mor kommer. Mor kommer med et ansigt, der lyser. Sådan er mor: Hun holder skyggerne væk, hun holder sit eget svigt, had langt væk. Hun holder det ind bag ryggen, slår det væk.
  Mørke, svigt, had har ikke at noget at gøre mellem mor og barn, det afstandsløse. Mor holder det væk, væk, væk, for det gør mødre, det er det, de skal, og alligevel sniger mørket sig ind, bider sig fast i en skulder (stille skrig), for barnet er jo ikke dumt. Barnet har jo set det hele, mærket det hele, sanset det hele. "

side 134:

"Jeg stirrer ud på sneen, det stillestående landskab, og min hjerne svirper tilbage, tilbage til dengang min far prøvede at overbevise min mor om, at vi skulle sejle over Zambezi. Åh, fantastiske Zambezi. Historiens vingesus.
  Min far vil over på den anden side. Han er en opdager, en eventyrer, og han er meget ung. Han vil bygge en tømmerflåde og køre bilen op på den, selv fragte os over. Men hvad nu, hvis tømmerflåden ikke holder. Hvis bilen synker, hvis vi gør. Min mor er først lidt bekymret. Så bliver hun gal. Nu er han for eventyrlysten. Nu må han tage sig sammen. Han er fra, han er mand, de kan .
  Far kigger ned, kigger væk, bøjer sig, det lange menneske.
  Efterhånden bor han ikke andre steder end i min erindring, min erindring, som også snart er væk.
  Jeg håber, de har fundet hinanden i Himlen.
  Jeg håber, de er blevet geneforenet.
  Nogle gange tror jeg, at det er dét, vi bruger hele livet på: at lime mor og far sammen, gifte dem i vores hjerter, igen og igen. "

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar