Spejl, motherfuckers, og spejl på spejl på jer! Og hey, BRØL!

Underligt at sidde på solidarisk sidelinje og opleve reaktionerne på Cecilies elektriske og eksplosive kronik - først både offentlige og private tilkendegivelser af stor forløsning og genkendelse fra, ja, først og fremmest kvinder, både digterkolleger og helt "almindelige" (vi har ligesom Mette Høeg, og min redaktør Johannes Baun i dagens WA-kommentar, også vore tavse flertal) yngre og ældre og langsomt, men sikkert kom så grimrianer, ja, først og fremmest mænd, ud af træværket, som amerikanerne siger, der først og fremmest udmærker sig ved at være eminent dårlige læsere af Cecilies tekst (det er sgu ikke en kronik, det er en TEXT): selvtilfredst håner de den for at bare at bevise og dokumentere Mette Høegs pointe: unge, kvindelige forfattere er selvoptagede. Men det, Cecilie for helvede gør, er jo at SPEJLE klicheen og give den kød. JA, jeg er en ung, syg. ambitiøs kvindelig digter med kritikerkæreste - og VRÆNGE af den: OG HVAD SÅ? Hvad i alverden har det med værdien og vurderingen af min skrift (lige meget hvor udkrængende den er) at gøre. Og med flimrende klart ekko hele vejen fra barndom og ungdom, fortrykt af pige- og kvindeidealer. BLIVE VRED over den patroniserende, nedgørende PIGE- og KVINDEliggørelse af hendes person og hendes kunst. Der er sgu ikke nogen klynk i den tekst, der er brøl er der! De grimme, dumme læsninger kan findes både i kommentarsporet til kronikken hos Politiken.dk (jeg linker IKKE) og på diverse kommentartråde på FB, blandt andet hos Søren Villemoes, der i Blæksprutten i WA Bøger i dag er eksemplarisk svagtlæsende - heldigvis citerer han starten på kronikken, så brølet også kan høres klart og tydeligt i det, jeg nogle gange kommer til at betegne som MIN avis:

I går kunne endnu en forfatter fra Forfatterskolen melde sig i debatten. I en kronik i Politiken skrev digteren Cecilie Lind: »Jeg er kvinde, jeg er 23 år, jeg er uddannet fra Forfatterskolen, jeg har udgivet to bøger, jeg lider af en spiseforstyrrelse, jeg lider af angst og depression, jeg er kæreste med kritikeren Lars Bukdahl, min kæreste er 23 år ældre end mig. Han antog elleve af mine digte i tidsskriftet Hvedekorn, da jeg var 17 år, han anmeldte min debutbog i Weekendavisen, da jeg var 18 år, vi startede med at knalde, da jeg var 19 år, jeg går ud fra, at jeg på daværende tidspunkt med Mette Høegs famøse ord kunne betegnes som ' kønsmoden pige'. Too much info? I don't care. No such thing as oversharing.« I indlægget fortsætter Lind med at fortælle, at hun kender Lea Marie Løppenthin og Josefine Graakjær fra sin gamle klasse på Forfatterskolen. Hun synes, at det er synd (står der sgu heller ikke LB) for dem, at de er blevet så uretfærdigt behandlet af Høeg, der ifølge Lind repræsenterer »verdens dumhed«. Lind mener, at det er hendes ret at være vred. Hvem der i givet fald skulle nægte hende denne ret, er svært at greje. Og hvorfor det er vigtigt for offentligheden at vide, hvornår hun og min gode kollega Bukdahl indledte deres forhold, er endnu sværere at regne ud. Men hvis det skulle tjene som argument imod Høegs insinuationer om, at de »højest positionerede (...) mænd på de litterære institutioner« har en interesse i kønsmodne kvinder, var det måske ikke det bedste valg. Hvis det skulle tjene til at vise, at Høeg havde gang i et personangreb rettet mod Lind, virker det forceret, konstrueret, påtaget.