I WA Bøger gæsteanmeldte Niclas Freiseleben Lund frustreret og beundrende (LINK), her hans afslutning:
"Egentlig er der noget misvisende ved at citere Den nye
spejltrådskaserne som pænt afrundede udsnit. Fælles for de
sammenhængende forløb og ophobningsdelene er netop deres svært
navigerbare, drivende eller muterende karakter.
Det gør
bogen til en krævende, genstridig og til tider frustrerende
læseoplevelse. Resultatet bliver en slags øhops-læsning, hvor mit fokus
retter sig mod stærke, prægnante dele, som der heldigvis er mange af.
Lad os tage et mere:
»kærligheden er en forfærdelig
skovtur med en forfærdelig kurv med en forfærdelig hank der gør det
svært at fragte maden, den forfærdelige mad; de forfærdelige madder,
madder smurt med forfærdeligt smør, smør der er skjult under honningen
og kvalmen opstår men der tygges, mens myrerne kribler rundt under
tæppet og er ækle, og skoven mørknes af mangel på sol, for solen skal
sove« .
Godt? Ja. I passager som denne er der egensindig
vellyd og power. Og der er bestemt den vilterhed, der forbindes med
Lind. Alligevel forekommer det mig, at der er noget andet på færde i Den
nye spejltrådskaserne. Ordknapt og lige ud ad landevejen er det ikke,
men det er, som om direktheden og hårdheden fra Ragusa og Mit barn her
bløder ind i legesygheden. Det er en mere kværnende og klaustrofobisk
sproglabyrint, man denne gang føres ind i.
Det er som altid ret kompromisløst. Er det godt? Ja, ja, det tror jeg."
I Politiken i dag giver Lilian Munk Rösing (i sin første CL-anmeldelse - på tide!) 5 hjerter (LINK) og er bare ellevild:
"Og når prinsessens barn, som jeget et sted har gjort sig til rugemor
for, kaldes »Ferskensten Frankenstein«, er det på lignende vis en smuk
og klangbåren navngivelse. Enkelte steder skejer klangen ud i regelrette
rim. Således garneres den afsluttende kombinerede døds-og bryllupsscene
ikke alene med et surrealistisk billede, der på karakteristisk vis
genstandgør kropsdele, men også med et rim: »Jeg hørte dem hviske. Og
hjertet var faldet lidt ud af min mund. Med tungen som sliske«. Hvis det
minder mig om noget, minder det mig om den østrigske nobelpristager
Elfriede Jelinek, der ligeledes mikser myter, antikke og moderne, i en
på én gang indædt og vittig prosa, der bæres frem af klang og rytme.
Humoren i Linds tekst frembringes ikke mindst af den sidestilling af det
abstrakte (overførte) og det konkrete, som i stilistikken kaldes
zeugma: »Mutters alene med læbestift på, med sorg i hjertet, med mod på
mere«, »Døden klæder mig som det klæder en præst at spise ribs i
sommersolen«, »Som mø med ører og hår og had«. Linds sproghengivne frie
associationer bringer nyt liv i gamle klude: faste talemåder, eventyr og
folkeviser, døde metaforer, stumper af salmer og digte. Det er
digterisk kunst med kraft til at bringe alt stivnet i skred, ikke mindst
stivnede myter, stivnede kvindebilleder."
