søndag den 27. maj 2012

Hybridforbud - Roskilde slukker for Frode

Dette er (heller) ikke orden! Jeg får en ubændigt lyst til at akkompagnere samtlige mine 15 Hvedekorn-oplæsere tirsdag-torsdag med lavt, disharmonisk blokfløjtespil (fra artikel i net-tegnseriemagasinet side 9):

Med kort frist har tegneseriefolk og en kendt digter fået forbud mod at spille den musik, der var en planlagt del af deres optrædener under festivalen.
I 2011 var der fire aftener på Roskilde Festival med Tegneseriebeats, hvor livetegnede billeder til tonerne af musik blev filmet og blæst op på et lærred. Det var en del af underholdningen for de mange mennesker i festivalens teltlejre, og i år er tegnerne blevet inviteret tilbage. Men nu har festivalen meddelt, at der ikke må spilles musik under Tegneseriebeats i år.
Musikalsk digter også gjort stille
Tegneseriebeats deler en scene med flere af de danske skønlitterære forlag, som holder litteraturoplæsninger og forfatterinterview i løbet af dagtimerne. Og forfatterne bliver også ramt af det nye musikforbud. Digter, musiker og (sommetider) tegneserieforfatter Jens Blendstrup skulle have optrådt med sit band Frodegruppen, men det må han ikke alligevel. - For mig og Frodegruppen er det helt og aldeles grotesk, siger Blendstrup. - Vi har i snart et år regnet med vi måtte spille. Men ikke engang ét nummer må vi spille. Intet. Jeg har hørt, at Per Vers heller ikke må sige lyde med sin mund.
Festival-ledelse: Musik giver støj på linjen
Der er usikkerhed blandt kunstnerne om, hvorfor Roskilde Festival slukker for musikken.
- Jeg ved faktisk ikke, hvem der forbyder os at spille musik. Men jeg ved, at Gyldendal har været helt oppe på ledelsesniveau for at få et svar, oplyser Jens Blendstrup. Tegneseriebeats har fået besked om, at det er rettigheder til musikken, der er problemet: - Roskilde Festivals folk har fortalt, at rettighedsorganisationerne Koda og Gramex har forbudt musik på festivalens teltområde, siger Marianne Eskebæk Larsen, som sidder i bestyrelsen for Dansk Tegneserieråd og står for at afvikle Tegneseriebeats. Det er imidlertid Roskilde Festival selv, der ikke længere vil have, at der indgår ’ukurateret’ musik i tegneserie- og forfatterarrangementerne. - Musik er fremragende til at skabe stemning, og Tegneseriebeats er ikke de eneste, der gerne vil have lov at spille det i forbindelse med deres aktivitet, skriver Christina Bilde, talskvinde for Roskilde Festival i en mail. Hun fortsætter:
- Vores holdning er, at det ganske enkelt skaber for meget ‘støj’ på linjen/festivaloplevelsen, hvis den musik, der er del af festivalprogrammet, suppleres af musik fra andre aktører, hvor musikken er sekundært element. Det skal være muligt at tage en pause, og den musik, der er, skal have lov at leve og stå for sig selv.

- Man må alvorligt overveje på kommende litteraturfestivaler at forbyde optrædende musikere at synge tekster, kun scat-sang kan i særlige tilfælde tillades, ellers vil det skabe for meget støj på linjen/festivaloplevelsem hvis den oplæsning, der er en del af festivalprogrammet, suppleres af sproglig artikulation fra andre aktører, hvor ordene er et sekundært element. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar