Den designerede plageånd - en dokumentarisk cut-up-roman 1

KAPITEL 1

(passagerne i Rune Skyum-Nielsens Jakob var her - Bogen om Ejersbo, hvor jeg, LB, nævnes - med efterfølgende fodnoter i form af de tekster fra WA, der henvises til/ citeres fra):

side 239 (afsnit markeret:"CHRISTIAN KIRK MUFF/ JOR BAGH, NEW DELHI - OKTOBER 2002" (= RSK har interviewet CKM omkring mail, som der citeres fra nedenfor, og parafraserer dette interview):

"Selvfølgelig måtte det være sådan. Alle kunne ikke holde lige meget af Nordkraft, slet ikke antirealisten Bukdahl, der ville have elsket at sable Jakobs roman. Men Jens Kistrup var kommet ham i forkøbet på Weekendavisen og havde anmeldt Nordkraft rosende, I stedet nøjedes Bukdahl med en ugentlig stikpille eller to - alt sammen i artikler, der i deres udgangspunkt ikke havde med Nordkraft at gøre. Og selvfølgelig havde Jakob bidt mærke i den overvældende interesse:

Subjekt LB inklinerer
Date: Fri, 11 Oct 2002 13:55:40 +200
Nå ja, Lars Bukdahl har svinet mig til endnu en gang i sidste weekend i en klumme*, samt også i dag inde i en anmeldelse af Benn Q. Holms nye bog**. Jeg skal nok sende dig nogle uddrag. Det er storslået. KH Jakob

Muff kørte forbi ambassaden og læste sig igennem de seneste eksemplarer af Weekendavisen. Bukdahl mente blandt meget andet, at Jakob formulerede sig "åndsforladt og affortryllet". Muff skrev og efterlyste et ondt genmæle, men uden held:
  skide være med Bukdahl - jeg morer mig faktisk over det nu, fordi han skyder så meget forbi målet.
  Der var sket noget med Jakobs selvtillid, hvis landets store litteraturprovokatør ikke var i stand til at tirre ham"

(side 251-252, afsnit markeret "ANDERS 'SIGURT' HANSEN/ BJELKES ALLÉ, KØBENHAVN N - NOVEMBER 2002)

"DR"' bogprogram havde interviewet Jakob og Benn Q. Holm under bogmessen, og Sirgurt ville ikke misse indslaget for noget i verden. Han havde gjort klar med popcorn og iskolde dåsebajere. De to forfattere var hinandens nærmeste konkurrenter - begge realister, begge aktuelle med en potentiel samtidsroman, og stik mod alle odds var Nordkraft løbet med størstedelen af omtalen.
(...)
Mens Holm savrede løs på fællesspørgsmålene, gumlede Jakob tyggegummi og lænede sig mod gelænderet.
  "Der har været en kritiker, der har været så sød at kalde jeres bøger for oppust... eller oppumpet hamburgerryg. Altså kan du overhovedet se noget i det?"
  Journalisten stak mikrofonen i Jakobs retning.
  "Na-ha," svarede han, "altså, han burde holde kæft, når de voksne snakker. Ikk'?"
  Det gibbede i Sigurt. det var en klokkeklar hilsen til ham fra Weekendavisen. Ham der blev ved at rakke ned på Nordkraft."

(side 275-276, afsnit markeret "CHRISTIAN KIRK MUFF/ JOR BAGH, NEW DELHI - MARTS 2003")

"Jakob bragte en gammel kending på banen:
  Har du læst L. Buh-dahls seneste Ejersbo-had i i fredagens Weekendavis-Bøger - denne gang i anledning af C. Jensens tale. petit-stof***. På en måde skyder han begge sine egne fødder af med en bazooka. Meget smukt. Og hvad fanden var det mere jeg ville sige? Og så kunne jeg jo foreslå et læserbrev: HJÆLP TIL L.B.: Hold nu helt kæft hvor jeg håber Lars Bukdahl snart får et ordentligt skrald fisse" Ikke mere i denne omgang. J
  Muff opfordrede ham til at gøre alvor af truslen, men der blev ikke bidt på. Så længe Nordkraft vandt priser og det ene oplag efter det andet blev udsolgt, så var der kun én, som ydmygedes af Bukdahls insisteren.:
  Christian, jeg syens jo det er morsomr at se fjolset skyde begge sine egne fødder af med en bazooka. Håber det går godt med pigerne.
  Måske havde Jakob ret. Man skulle ikke fodre sin stalker, hvis man ville af med ham igen, man skulle ignorere ham."

side 391-392 (markeret "HANNE EJERSBO/ NIBEVEJ, ST. RESTRUP - APRIL 2008" (Ejersbo's mor læser fødselsdagsportrætter af sin søn, der fylder 40 år LB))

"Hun rev hele side seks ud af Politikens søndagsudgave, så meget fyldte artiklen om Jakob.
  "Ikke så meget udenomssnak stod der med store typer i overskriften.
  Da hun nåede til afslutningen, fik hun sig en mindre forskrækkelse:
  "Men ellers er tiden hjemme i lejligheden på Nørrebro brugt på at udtænke, planlægge og skrive et endog meget stort roman- og novelleprojekt. På grund af sygdom har han længe været ude af stand til at arbejde på det, men hans læsere står parat i samme øjeblik, bøgerne ligger der. Jo før, jo bedre."
  Dermed fik Jakob sine bange anelser bekræftet - at der blev sladret i forfattermiljøet, og at hans sygdom var blevet en offentlig kendt hemmelighed.
  Fem dage senere var det Weekendavisens tur. Som Hanne sad dér med saksen forstod hun, at det var en anderledes artikel. Overskriften lød:
  "Yndlingsaversion nr. 13".****
  Det var skrevet af en skribent ved navn Lars Bukdahl. Han lod til at være vred på Jakob, hans uddannelse og Nordkraft:
  "Det er også en journalistisk idé, at den fineste, prisværdigste realisme er den mest dybdeborende rå. Og grunden til, at journalistisk uddannede eller bare mindede forfattere farer så meget værre end andre udøvere af almindelig, socialdemokatisk synsvinklet psykologisk realisme, nede i skriften og stilen, er jo nemlig, at de ikke forsøger at efterligne andre (kedelige) bøger, men gudhjælpme har ambition om at aflytte selve Virkeligheden - med stort, blodigt og pulserende V, og den slags går uafværgeligt galt."
  Det var alt for kringlet formuleret for Hannes temperament, men venligt ment var det vist ikke. Måske anede Weekendavisen ikke, hvad Politiken havde vidst en uge tidligere - at Jakobs helbred var helt til rotterne. Ellers var det en ejendommelig og ondskabsfuld timing. Hanne undlod at vise klippet til sin søn. det var bedst sådan."


FODNOTER

*

Kaudervælsk inc.

4. oktober 2002 Weekendavisen Sektion 3 (BØGER) Side 16

Poesi there. Det er i rappen, at de splinternye danskere udtrykker sig, med flere tunger og uden at lægge fingrene mellem.

OM personen Hossain i Jacob Ejersbos succesombruste roman Nordkraft skrev den angiveligt kulturradikale Politikens anmelder, Bjørn Bredal, at han taler »et pragtfuldt perkerdansk«. Det lyder for eksempel på side 91 sådan her: »’Du ikke sige undskyld. Men den krig var meget grim ting.« Sådan optræder nudanskere af første, anden, tredje generation i den statsanerkendte litteratur, og sådan applauderer kritikken den ærligt talt temmelig flove forestilling. De unge nudanskere skriver ikke selv statsanerkendt litteratur: romaner & digtsamlinger & teaterstykker; ikke endnu i hvert fald, men flere af dem folder sig ud på rap-scenen. Og det kan der være flere gode grunde til.

Blandt andet er rappen fra starten af hverken fin eller ren, monologisk eller national. Rap er en bastardform, der passer som sod i mose. Eller som rapperen Zaki (Youssef), formulerer det i nummeret »Frag-mental« på sin debutplade Zakis Musikmozaik fra sidste år: »Min stil er fragmentarisk/ halvt arabisk og halvt arisk.« Zaki, der er halvt egyptisk, skiller sig ud ved at rappe på både arabisk og spansk og engelsk og dansk, så vidtspændende et kaudervælsk som muligt. Jeg kan ikke lade være med at citere videre fra den forrygende aggressive »Frag-mental«: »I en verden af begreber/ Abe se abe taler/ Får jeg lyst til at te mig som original og/ Betragte mig selv som skaber af mytologiske storbyfabler/ Skriver så hektisk og anorektisk at jeg får vabler/ Blaf, blaf, blaf/ jeg kommer til dig som toptunede, toptrænede elitesoldater/ Knepper hver og en af Dansk Folkepartis mandater/ I verbaler/ Og til jer der betaler/ Jeg ved, hvor I bor, jeg har arrangeret det sådan at hele Nordsjælland bliver bombet med rådne hvaler.« U$O (Ausamah Saeed), halvt marokkaner og halvt yemenit, rapper på dansk eller rettere på rap-dansk. Stilen og universet på hans debutplade fra sidste år, Mr. Mi$ta, er meget gangsteragtig: røverhistorier om at gå i byen (Århus!) og score piger og drikke/ryge hjernen ud. Som gangsterrapper er U$O helt okay på papiret, men hvad man ikke kan læse er, at han i visse numre rapper dobbelt så hurtigt som konkurrenterne, hvilket er til at blive helt svedt af. Direkte fremmedpolitisk er nummeret »Lad være med at dømme mig«, som med stor skarphed beretter om at blive arresteret for at køre bil i farvet tilstand: »De fucker med mit hoved/ begynder at rode under hynder, kommode/ de bønder troede/ jeg ikke kender deres stil/ sender et smil/ tænder nikotin/ ber dem lægge ting fra sig/ så de kan for- svinde fra mig/ de fire civil/ med lir og bil.« Mest synlig og radiovenlig er gruppen Outlandish (= ødemarksk ca.), som består af de tre ligeligt rappende medlemmer Isam (Bachri), med rødder i Marokko, Lenny (Martinez), Cuba, og Waqas (Baqri), Pakistan. På deres dugfriske, anden plade, Bread & Barrels of Water, er det småt med både lir og aggressioner. Outlandish har ingen problemer med at lade nuancerede diskussioner af religion, integration, generationskonflikter og arrangerede ægteskaber indgå i det tjekkede flow. Gruppen rapper stadigvæk på engelsk og spansk og urdu og arabisk, men slet ikke på dansk, hvilket Informations Klaus Lynggaard allerede har anholdt, så det vil jeg ikke gøre. Jeg vil nøjes med at pointere, at dansk poesi nu om dage ikke nødvendigvis behøver at være på dansk. Lyt bare til Waqas’ muntre nomade-idyl på nummeret »Dirty dirty East«, det var det, man på Ewalds tid kaldte hyrdedigtning: »My desert caddie cruising streets/ I don’t pimp ho’s I pimp sheep/ Pass that waterpipe/ I want my high tonight/ Life is hard out of sight/ Struggle on to make it tight/ Hey girlfirend can I have some water/ At the well I caught her/ 9 sons and a daughter we share/ Making it clear from the dirty dirty«. Og det er som sædvanlig lige så meget sand, som det er sagt: Gør det klart med skidt og kamel!

 
**

Onkel Samtid

11. oktober 2002 Weekendavisen Sektion 3 (BØGER) Side 4

Anti-rimånd. Benn Q. Holm har skrevet en meget, meget lang samtidsrealistisk roman, det har han virkelig, jeg tager ikke pis, den er meget, meget lang og meget, meget, meget samtidsrealistisk.

Benn Q. Holm: Album. 575 sider. 350 kr. People’s Press. 

HVIS jeg nu skriver, at jeg sidder her foran min gamle blegt lysende Compaq-skærm og anmelder den nye roman af den succesfulde samtidsrealist, John Z. Stråhl, mens jeg lytter til Suedes nye, semisløje cd, afbrudt af klankene fra byggepladsen bag Codanhus, er mit liv så blevet en samtidsroman? Det håber jeg sandelig ikke, men nogle gange kommer man fandeme i tvivl, især når man sidder dér foran sin blegt lysende osv., mens man lytter til bla bla bla, og anmelder den nye roman af ikke John Z. Stråhl, men den lige så succesfulde Benn Q. Holm. Album hedder den, romanen, og bum bummelum, siger jeg, anmelderen, for så kedelig synes jeg sgu kun min samtidsvirkelighedsrealitet er i glimt (som dette!), men den store reklame i intet mindre end første del af Søndags-Politiken fortæller mig, at Ekstra Bladet har udtalt, at Album er »En besættende litterær film (...) Fornem, fornem romankunst, der til forveksling ligner livet.« Og jeg som troede, at en roman skulle ligne en roman og hverken livet eller en film, hvilket nu om stunder vistnok er sådan cirkus det samme. Politiken citeres for den fantastiske tautologi: »Benn Q. Holms store vellykkede samtidsroman er en slægtskrønike og et Danmarksbillede.« Hvor ville jeg dog gerne læse en samtidsroman, der f.eks. var et Marsbillede... Album er det andet stive og oppumpede stykke samtidshamburgerryg, som er blevet gejlet igennem til hovedværkstatus dette efterår, og det er ærlig talt så pisseirriterende, at jeg ikke engang vil bruge krudt på at ironisere over forsideportrættet af forfatteren, der stylet til perfektion af Sidsel Marie Bøg kaster en særdeles tilforladelig slagskygge på et ryatæppe. Jeg vil på stedet eksplodere i raseri over, at folk lader sig bluffe igen og igen. Jeg kan sagtens se, at Benn Q. Holm ligesom Jakob Ejersbo skriver nydeligt grænsende til godt, og han er endda endnu flittigere på tasterne end Ejersbo, men hvor skriver de dog begge to åndsforladt og affortryllet. Mine damer og herrer, det skal være et trip at læse litteratur, en lir, som jeg dekreterede her i avisen for et par uger siden. Sådan som Helle Helle og Jan Sonnergaard f.eks. praktiserer hver sin yderliggående realisme, den lumsk neddæmpede og den oprømt kursiverende. John Chr. Jørgensen kan tale alt det, han vil, om dansklærerlitteratur, men hvis der er noget, Benn Q. Holm er, så er det da pædagogisk: alt skal ind med skeer. Vi skal ikke have været borte fra en person mere end et halvt år, før hans indre monolog beredvilligt beretter alt, hvad der er sket siden sidst og hvordan han ligesom har haft det. De er i det hele taget helt utrolig meddelsomme, Q. Holms indre monologer, og smitsomme: er der mere end én person i et lokale, har den monologiske bacille gerne været hele raden rundt, før der er gået to sider. Når personerne er stressede eller har fået for meget at drikke (hvilket heldigvis sker ofte), kommer der pænt gang i de indre tastaturer, og man aner konturerne af et fandenivoldsk talent, der på ubestemt tid er sat under administration af et prosaisk overjeg, som er kontraktligt forpligtet til at skrive samtidsroman & slægtskrønike & Danmarksbillede. Og jeg nægter at referere, hvad der egentlig sker, for der sker, hvad der nu engang er sket i samtiden & slægten & Danmark i halvfjerdserne & firserne & halvfemserne - kvindefrigørelse & koncerter i Saltlageret & venturekapitalisme - vi følger tre personers (med samt deres familiers) indre monologer gennem tiderne, venstrefløjsbarnet og loneren Jon, fantasten og forfatteren Martin og den uheldige tabereksistens Lars. Jon bliver hurtigt helt væk i romanen, mens Lars hele tiden er på nippet til at folde sig ud som en sand kulørt karakter, sådan lidt picaro-agtig (han har også de mest syrede i-monologer), Martin er bare forfatter-alter-ego, med dagdrømme og piger og pigen og druk og rastløshed. Lars bliver involveret i lidt afpresning og gangsteri, men ellers er det imponerende, hvor få gode historier, der bliver fortalt (det gælder også Nordkraft), og hvor bogholder-loyal forfatteren er over for sine monologister (og buketten af ekstralitterære stemmer, tv-program, brev, avisartikel). På min reol, hvor bl.a. Dickens og Scherfig står og stråler, handler samtidsrealisme (også) om at fabulere og karikere. Og eksperimentere! Nevøen til Lars-personen hører Dr. Dre, mens Lars selv insisterer på gammel heavy som Thin Lizzy, og deri er han rørende enig med sin forfatter, som helst holder sine bøger tunge & tynde & leasede.

***

Petit

21. marts 2003 Weekendavisen Sektion 3 (BØGER) Side 14

 

CARSTEN Jensen, der i et af sine tidligere liv var litteraturkritiker, boede en årrække - før kritikerepisoden - i Aalborg, og det har han altid haft det slemt med. I sin tale ved overrækkelsen af boghandlernes gyldne laurbær til Jakob Ejersbo, optrykt som kronik i Politíken forleden dag, fortæller Jensen, at Ejersbos roman, Nordkraft, der som bekendt handler om unge mennesker ude i noget snavs i Aalborg, har intet mindre end forløst ham: »Jeg havde ikke bare haft en stor oplevelse. Jeg var også blevet forløst i en forstand, der var mere personlig, end jeg måske først var klar over. Jeg forstod, hvorfor mine år i Aalborg havde været så spildte. Jeg havde hadet Aalborg, men jeg havde glemt at elske den, og måske havde jeg ikke engang hadet nok. Jeg havde ikke udsat mig for byen.«

For det første er det jo ikke for sent at flytte tilbage og gøre sig færdig med Aalborg, postvæsenet leverer også gerne Der Spiegel i Nordjylland, for det andet må man spørge den tidligere kritiker, hvad i alverden dette strengt private mellemværende, der i talen fungerer som både (langt) afsæt og afsluttende punchline, har med sagen, dvs. bogens eventuelle litterære kvaliteter, at gøre. Men det er selvfølgelig fint, at Jensen på denne måde sørger for selv at relativere sin umådeholdne kanonisering af den unge forfatter: »Jeg kan ikke se nogen forfattere, i min egen eller i din generation, der kommer bare i nærheden af dig, hvad angår originalitet, intensitet eller blik for mennesker.« Jensen er født i 1952, og her følger en ukomplet liste over danske prosaforfattere født i 50erne, 60erne og 70erne, hvoraf ingen kommer bare i nærheden af Jakob Ejersbo (f. 1968): Peter Adolphsen, Solvej Balle, Jens Blendstrup, Mads Brenøe, Jeppe Brixvold, Camilla Christensen, Jens-Martin Eriksen, Lars Frost, Simon Fruelund, Jens Christian Grøndahl, Kirsten Hammann, Jørgen Christian Hansen, Helle Helle, Merete Pryds Helle, Christina Hesselholdt, Peter Høeg, T.S. Høeg, Carsten Jensen, Erling Jepsen, Ida Jessen, Hans Otto Jørgensen, Pablo Henrik Llambías, Klaus Lynggaard, Christian Haun Nielsen, Bent Vinn Nielsen, Bjarne Reuter, Peter Rønnov-Jessen, Jan Sonnergaard, Lars Stadil, Susanne Staun, Charlotte Weitze. Det er meget godt gungret af en tidligere kritikermus på ryggen af en virtuel forfattermyre!

****

Yndlingsaversion nr. 13: Stilen holder ikke en mm

11. april 2008 Weekendavisen Sektion 2 (BØGER) Side 6

Er journalister, der skriver romaner om Aalborgensiske Junkier, i stedet for bare fagbøger om Flammen og Citronen og Blekingegadebanden.

Lad os fortsætte den nedslående krønike om Den Nye Politiske Litteratur, som Pablo Lambías' Rådhus, 1997, og Jan Sonnergaards Radiator, også 1997, IKKE resulterede i: Absolut ingen - udover måske lige Christina Hesselholdt i sin pænt upolitiske præmiehybrid Kraniekassen, 2001 - lod sig inspirere af Llambías' fikse koncepterier. En hel del til gengæld forsøgte at følge op på Sonnergaards frenetiske grotesker, som de ekkoende den kulturjournalistiske neonbøjning dumt læste som traditionelt socialrealistisk-sentimentalt (i stedet for socialsurrealistisk-sorthumoristisk) programmerede, hvilket resulterede i professionelt forglemmelige novellesamlinger som Jesper Wung-Sungs To ryk og en aflevering, 1998, Jacob Ejersbos Superego, 2000, og Rolf Højmarks Pindsvin kan ikke svømme, også 2000, alle fulde af pædagogisk udpindede følsomme og/eller afstumpede samtidsmedlemmer i eksemplarisk novelle-aktion.

Den dårlige, men dygtige elev Ejersbo overtrumfede sin læremester Sonnergaard, da det lykkedes ham at overbevise både Gyldendal, anmelderne og læserne om, at de tre overdimensionerede noveller eller noveletter i Nordkraft, 2002, var 1 tyk roman, og ikke bare en tyk roman, men en tyk samtidsroman, og ikke bare en tyk samtidsroman, men samtidsromanEN tromletyk! Hvorfor den så lige skal foregå (citeret fra bagsiden) »i Aalborg, i første halvdel af halvfemserne, blandt misbrugere og pushere, drømmere, kynikere og fortabte forældre, som alle sammen kun lige kan holde skindet på næsen, hvis de lader være med at se sig tilbage?«

Det skal den på grund af en akkurat sentimental idé om, at den fineste, prisværdigste realisme (og realisme er NB altid et plusord uden videre) er den, der er mest dybdeborende rå, den der borer sig længst ned på samfundets bund, og i kategorien eksotisk råt bundfald er det sørme svært at slå Aalborgensiske Junkier. Derfor hyssede Bjørn Bredal på forsiden af Politikens 2-sektion sig op til, at Nordkraft »vil blive stående - måske som narkomiljøets Hærværk«. Klap lige svingdøren, hr. redaktør!

Det er også en journalistisk idé, at den fineste, prisværdigste realisme er den mest dybdeborende rå. Og grunden til, at journalistisk uddannede eller bare mindede forfattere farer så meget værre end andre udøvere af almindelig, socialdemokatisk synsvinklet psykologisk realisme, nede i skriften og stilen, er jo nemlig, at de ikke forsøger at efterligne andre (kedelige) bøger, men gudhjælpme har ambition om at aflytte selve Virkeligheden - med stort, blodigt og pulserende V, og den slags går uafværgeligt galt. Prøv bare at høre, hvor folkekomedie-gumpetungt det foregår, når en iransk flygtning og en ung »pusherfrau« taler henholdsvis »pragtfuldt perker-dansk« (citat af Bredal) og (midt i omstændelig, gråmeleret indre monolog) råeste city-slang:

»Hvad er det, der er så farligt ved det hår?« spørger jeg./ »En mand han blive så liderlig, når han kigger på kvindes hår,« siger Hossein. Der spiller et lille drillende smil i hans øjne, og jeg ved simpelthen ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv« [tihi, og OK, det er så pludselig Mit livs novelle, kuriøst nok LB]// (...)// »Hav en god dag, skat,« siger Asger henne fra sengen, da jeg er på vej ud af døren næste morgen. Han tror jeg skal i skole. Manden holder simpelthen ikke en meter. Hele situationen er dybt deprimerende. Så dybt, at jeg overvejer om jeg virkelig skal flytte ind hos min mor og Hans-Jørgen og forbedre min studentereksamen. Men hvad skal jeg bruge den til? Altså ... hvad fanden skal jeg lave? Og samtidig går jeg rundt med en helt vildt underlig fornemmelse indeni. Det er ikke tjald-noia, for den er forsvundet (...)«

Av for ægthed! Enhver autentisk effekt i en (god) novelle af Sonnergaard eller for eksempel et (godt) rap-nummer skyldes for fanden virtuos og legesyg, vedkendt og fuldt (skrift)bevidst kunstfærdighed, forkortet: kunst! Al journalistisk fiktionsprosa er dårlig fiktionsprosa, en del god fiktionsprosa er journalistisk, en smule god journalistisk er god litteratur. Og så overlader jeg ellers ordet til Jokeren i Den Gale Poses københavnske junkie-nummer »La Coca Razzia« fra 2001:

»Det mig der ik' er til at/ skyde igennem hvid som et spøgelse - grundet/ forøgelse af min seriøse Florida-forkølelse/ Blottet for følelse - ondskabsfuld og respektløs/ Så »ud af kroppen«-agtig, at jeg nærmest virker vægtløs/ Jeg' ligeglad - jeg ved, at lortet ændrer min adfærd/ Yo jeg sagde det før: »jeg' ligeglad, der«/ Hjerteløs når jeg slipper min smerte løs/ Pattestiv op i Københavns natteliv.«

Selvindlysende sandheder om kritik (som rigtig mange ikke desto mindre nægter at fatte)

1. Hvis kritikeren ikke synes, at en bog er god, er det fordi kritikeren ikke synes, at den bog er god, og hvis kritikeren synes, at en bog er god, er det fordi kritikeren synes, at den bog er god

2. Kritikeren skriver om bogen, ikke om forfatteren - og heller ikke for eller til forfatteren, ligesom forfatteren (forhåbentlig) ikke skriver sin bog for eller til kritikerne

3. Hvis kritikeren skriver meget om en bog, som kritikeren ikke synes er god, men som mange andre, også andre kritikere, synes er god, er det fordi mange andre, også andre kritikere, synes den bog er god, men denne kritiker synes ikke den er god

Den virkelige Lars

Hvordan har du det, Lars?

Hæsblæsende virkeligt

Hvordan føles det at blive læst om i morgendagens avis, Lars?

Kvælende fiktivt

Hvordan er vejret, Lars?

Vådt og mørkt og anelsesfuldt

Skal du ikke snart i seng, Lars?

Jo, øjeblik

Den rigtige Laus

er digteren Laus Strandby Nielsen, ligeså suveræn som overset, der var en rigtig helt i søndags, fordi jeg havde to hjemmeblivende, syge Hvedekornsdigtere (ud af 4) til første set klokken 11 på Bogfourms Spotscene, og så jagede jeg hen til Gyldendals backstage-lokale, hvor Laus sad og ventede på gå på til Lyrik-morgen 10:45 og tryglede aggressivt og fik et spontant ja og jagede tilbage til min scene, hvor først Sebastian Nathan og så Molly Balsby brillerede, og så, så var der endnu ingen Laus, så jeg lod publikum vælge sidenumre til to digte fra årgang 1976 - af henholdsvis Louis Jensen og Flemming Røgilds, viste det sig, begge af Laus' store 70'er-generation - og så kom han omsider, Laus, som en frelsende ærkeengel og læste op fra sin nye, fantastiske bog Når det er mørkt, bliver det lyst, og blandet andet dette skandinaviske bekendelsesdigt, der også er med i nr. 2 af det lumsk blærede litteraturtidsskrift Udkant, TAK, ÆGTE LAUS:

MEN

Jo, vi er fra Skandinavien, ja,
vi har det godt, ja,

vi har måske ikke fortjent det,
men vi ser på verden

gennem skandinaviske briller.
Vi har et stort og langvarigt mørke

som vi har vænnet os til, derfor
er lyset så skarpt

når vi ser på verden, måske
har den ikke fortjent det, men

vi tror på fortvivlelsen
med et menneskeligt ansigt,

vi ved det ikke, men vi tror
vi er gode nok, vi tror

på der altid er et forbehold
med et menneskeligt ansigt,

vi tror på penge
med et menneskeligt ansigt,

vi tror på maskiner
med et menneskeligt ansigt,

vi tror på mennesker
med et menneskeligt ansigt,

men, men, men, men og men
igen. Igen.

 

Posthum karikatur

Jeg skulle lige fatte, at den mandlige hovedpersonen, Laus Trolle, i den næstsidste novelle "Therese Marie" i Klaus Rifbjergs seneste, efterladte bog, novellesamlingen Dametur (udkommer torsdag) ret præcist er en vranten karikatur af mig, LB, og at den kvindelige titel- og hovedperson dermed totalt upræcist skal forestille at være dig, Cecilie, min kæreste, som han tydeligvis hverken har mødt eller læst noget af. Senfattelsen skyldtes at de første sider koncentrerer sig om om Therese Maries opvartende funktion i de tos samliv, men så kommer Hvedekorn unavngivet ind i billedet og snart også en Nørrebro-version af Øverste Kirurgiskes gamle Vesterbro-venue The Lab, hvor Rifbjerg optrådte i juni 2008 (se posten nedenfor), og en kammesjuk til Laus Trolle, kaldet Stavblenderen, og så er ingen tvivl omsider mulig (smerteligst, fordi præcisest i sin ondskab, er karakteristikken af Laus "små bøger"):

"Det pudsige for Therese Marie var, at da det først lykkedes hende at få ham ind i opmærksomhedsfeltet, og han for alvor så hende var der - hvad man kunne have formodet - ingen ubalance i forholdet. Hun skrev digte, og han redigerede et tidsskrift, så i virkeligheden var hun supplikanten og han direktøren, men det mærkedes ikke, nærmest tværtimod. Han tog imod hende med næsten overdrevet chevalreskhed, når hun mødte op med sine møjsommeligt sammenstrikkede strofer, der havde samme karakter som hendes Marie-latter senere fik. De gav sig ud for noget, de ikke helt kunne leve op til. De gav sig ud for noget, de ikke helt kunne leve op til, og i reglen var de for lange.
  Men bestemt ikke for Laus, der fandt dem ikke blot afvæbnende talentfulde, men også morsomme, ja, egentlig radikalt morsomme. Han trykte en håndfuld af dem, og flere gange optrådte de sammen det sted, hvor de oprindeligt havde mødt hinanden, og hun var begyndt at lægge sine garn ud. det var i et frygteligt lokale i en tredje baggård på Nørrebro, hvor det susede ind fra en kælderhals, der ikke kunne lukkes og ikke blev det, for hvis det var lykkedes, ville de tilstedeværende ikke have overlevet. der blev oset godt af næsten alt, hvad der kunne brænde. Publikum strømmede til, og det var hovedsageligt sammensat af af håbefulde unge mennesker og enkelte skævvredne og vemodige ældre, der alle skrev og drømte om en dag at blive berømte.
  Her var Laus en slags general, og mange var bange for ham, fordi de mente. at han med sit tidsskrift og det, han skrev rundt om i bladene, kunne have afgørende betydning for opfyldelsen af de ønskedrømme, de allesammen havde og led under. Der er ikke meget ved storhedsdrømme, hvis man inderst inde ved, at de aldrig bliver til virkelighed.
  Men på det punkt var Laus suveræn og med god grund, for i det beskedne akvarium, hvor han svømmede var han stor. At det også gjorde ham tiltrækkende siger sig selv, og Therese Marie var da også parat til at strække sig meget vidt, da hun først var kommet ind i varmen og havde fået ham gaffet (står der, måske menes der: gaflet? LB). Hvad hun særligt beundrede hos Laus, var han skarpe blik for det tilgjorte, alt, hvad der gav sig ud for at være noget stort, men var noget lort. Andre kunne måske også se det, men ingen sagde det.  - i hvert fald ikke så tydeligt og klart som Laus. Ikke alene kastede han sig over hvad han opfattede som kitsch, han bed sig fast, sled og ruskede og slap ikke, før der flød blod, og ofret skreg. Det drejede sig ikke om en artikel, der var snarere tale om en føljeton, hvor folk i uger, ja, måneder og år kunne se, hvad de var for nogen snydepelse, fupmagere, klamphuggere og prætentiøse idioter.
(...)
Det (falsk latter LB) karakteriserede i og for sig generelt stemningen i lyriktemplet på Nørrebro. Folk strømmede op på scenen, og ordene strømmede fra dem i hop og guirlander, vendt på hovedet og slået flade, pustet op og punkterede, ja, der var ingen grænser, for hvor radikalt og grænsesprængende det var og i sidste ende lumsk kedeligt. det skabte indimellem en vis uro, et par af de håbefulde råbte op, når de havde besøgt baren lidt for rigeligt, uden at forbinde deres trang til at ytre sig voldsomt med den frustration, der uvægerligt måtte snige sig ind, når det, man higer så lidenskabeligt efter, ikke vil indfinde sig, og det, man deltager i, ikke er så sjovt, som man bilder sig selv og hinanden ind. Man kunne sammenfattende sige, at der var mere kunstighed over arrangementerne end kunst, og at den meget omfattende viden, Laus var i besiddelse af, sjældent kanaliseredes ud til de videbegærlige som andet end propaganda for noget splinternyt, som i sin kerne ikke var mere nyt end Moses med tavlerne og opfindelsen af det trykte bogstav.
  Fra begyndelsen af havde Therese Maria været helt med. med sin næse for, hvor det hotteste udspillede sig, var hun ikke længe ok at finde frem til tredje lyriske baggård på Nørrebro. Det var der, man kom, og man var ikke hvem som helst, det var netop folk som Laus Trolle og hans berygtede sidekick, en skægbevokset gnom og skægtullemand kaldet Stavblenderen, og som faktisk havde udgivet en bog, der vakte en vis opsigt i kredsen, men lynhurtigt var blevet glemt igen, mens man ventede på det store gennembrud, som alle vidste måtte komme, men ingen rigtig gjorde sig forestillinger om, hvad var eller kunne være. I lang tid forestillede Marie sig, at den hvide hval skulle opbringes af Laus, men da han foreløbig havde indskrænket sig til at udgive små bøger, der i få sekunder spjættede som haletudsen indesluttet i sin slimklat og derefter døde med et meget lille plut, begyndte hun at tvivle, og de følelser, hun havde næret for kæresten, forvandlede sig til irritation - ikke mindst da han nu var forsænket så dybt i sin desperate virksomhed, at han kun tog imod den kaffe, hun serverede for ham med en hånd strakt bagud og forventede, at hun ikke alene smed hans snavsede underbukser i maskinen, men også i tumbleren og derefter fiksede dem frem og foldede dem og lagde dem på plads."

Handlingen er så den, at Marie Therese træder i forskruet feministisk karakter sådan lidt a la Grease og forvandler sig "fra slumstormerpoet til en pige med vrinsk". Ved Laus' og Stavblenderens vældige multimedie-performance på spillestedet går hun "behersket og og roligt, men med lyden af de ny hæle mod scenegulvet helt tydelig, hen og gav Laus et diskret skub i ryggen, så han tog den ud over scenekanten og brasede lige ned i stortrommen." Omsider gjalder en ægte, "vild og befriet latter". Slutningen kan jeg - på trods af al forudgående, sløv og automatisk satire - ikke lade være med at finde ægte rørende:

"Mens Blenderen grøn i hovedet og uden at sige så meget som én vittighed betragtede Therese Marie, mens hun med Laus' hoved i sit skød tørrede det blod væk, faldet havde påført mesteren, følte han en rørelse, han ikke havde oplevet, siden han udgav sin bog, der var blevet venligt modtaget. Og rørelsen blev ikke mindre, da Laus i det nu tomme og helt stille lokale åbnede øjnene og så med et ømt blik på Therese Marie og sagde:
  - Jeg elsker dig, Therese Marie.
  - Marie, sagde hun.
  Hun strøg ham over panden og opdagede, at han egentlig var ganske køn på sin underlige måde.
  - Elsker du også mig?
  Hun løftede hånden og betragtede Laus en stund.
  - Ja, nu får vi se, sagde hun.
  Det var en følsom situation, ja, så følsom og sammensat, at ingen lagde mærke til, at Stavblenderen stod og tudede, undtagen ham selv, selvfølgelig."

Rif på Lab - en doku-tråd

Lars Bukdahl

Yesterday at 11:53am ·

Kære Øverste Kirurgiskes brevkasse
Har Rifbjerg nogensinde læst op på The Lab (eller Mayhem) og i givet fald hvornår (en novelle i hans nye, efterladte samling Dametur synes at ville parodiere en seance dér)!?
kh Lars

Comments

Jesper B. Korndal Husker han var på The Lab mener det var Juni 2008...

Lars Bukdahl OK! så har vi ham placeret på åstedet, godt, tak!

Lars Bukdahl Kan vi få officiel bekræftelse, Niels Ivar Larsen, Muhammed Sternberg, Jens Blendstrup !?

Jesper B. Korndal Svarre holdt en mindre tale til ham mindes jeg

Niels Ivar Larsen JA! Store Klaus læste op hos os. På Lab, husker ikke årstallet, tror det må have været tidligere end 2008 dog. Det var en stor dag. Havde længe søgt at overtale ham.

Jesper B. Korndal Kan sagten svære han har været der tidligere Niels Ivar Larsen, men den juni dag i 2008 var han der i hvert fald...husker det som om han modtog en pris og Svarre sagde et par bevingede ord

Jens Blendstrup Ja det husker jeg tydeligt vi måtte lave døren højere for at han kunne komme ind med sin sixpence !

Niels Ivar Larsen Okay, så må det have været der. Vi havde ham kun en gang. Men det blev aftalt, at han skulle dukke op helt tilbage i 2000, da ØK fik Klaus Rifbjerg-prisen. Jeg måtte have fat i Sven Holm til at lægge pres på ham.

Lars Bukdahl (jeg vil citere rigt på min blog senere, men kan dog røbe så meget at en central medvirkende er en "skægbevokset gnom og springtullemand, alle kaldte Stavblenderen" ...

Lars Bukdahl )

Jens Blendstrup Ja jeg husker også Martin ringede til ham på et redaktions møde på diakonissen. Det har nok været i år 2000 Og fangede ham i Spanien. Det blev en længe snak. På fastnet telefon!

Muhammed Sternberg skriver senere

Muhammed Sternberg Ja, Lars, jeg havde ringet flere gange til hans hjem i Spanien og fik omsider booket ham til at komme og optræde på Lab. Det skal nok passe, at det var i juni 2008. Jeg blev medlem af ØK i 2006, så det er efter det år. Jeg fik aldrig talt med ham på dagen, bl.a. fordi Svarre talte ivrigt med ham og holdt tale for ham og vist troede, at det var deres brevkorrespondance, som havde ført til, at han var der (Niels Ivar tror tilsyneladende, at Rifbjergs tilstedeværelse var foranlediget af ham selv). Den slags var og er en meget syret oplevelse for mig. Nå, jeg ville alligevel ikke have vidst, hvad jeg skulle have talt med Rifbjerg om, men det må også have været lidt sært for ham, at den generte person, der bookede ham ikke henvendte sig til ham på Lab. Det kunne jeg ikke overskue, pinligt nok.

Lars Bukdahl TAK til alle informanter og til Sternberg for den endelige, autoritative, meget rørende version (og for i går på Bogforum) - FINDES DER MON FOTOS!? OG KAN NOGEN HUSKE HVAD HAN LÆSTE OP?

Muhammed Sternberg Thomas "Klæbehjerne" Krogsbøl ville muligvis kunne huske det!

Jesper B. Korndal og måske Thomas Ahrensbøll Hansen

Niels Ivar Larsen Hør her, jeg lobbyede meget kraftigt for at få Klaus Rifbjerg til at læse op. Det gjorde jeg alle de gange, jeg mødte ham og det gjorde jeg i en telefonsamtale, jeg havde med ham, hvor Sven Holm havde ringet ham op først og anbefalet ideen - Sven havde selv læst op på Lab. Og der sagde han, at det ville han gerne på et eller andet snarligt tidspunkt. Det kan Sven bekræfte.

Niels Ivar Larsen Det var digte fra Konfrontation, og vistnok også fantasien om Søren Krarup som gammel.

Muhammed Sternberg Hør selv her, det er ikke sådan man booker folk til at komme på en specifik dato.

Muhammed Sternberg Beklager.

Niels Ivar Larsen Det har jeg ikke påstået noget om. Første skridt var jo ligesom at få et ja overhovedet. Men fint at du fulgte op.

Jesper B. Korndal Jeg kan efter en mindre snak med mig selv, bekræfte at jeg INTET havde at gøre med at han dukkede op...

Muhammed Sternberg Ha, det var præcis sådan her, jeg havde det på den aften.

Jesper B. Korndal Men denne tråd er en af de flotteste længe, om ikke andet

Lars Bukdahl Vel er jeg ikke Peter Øvig og ØK ikke BZ ...

Muhammed Sternberg Har man nogensinde set Lars og Øvig noget sted samtidig

Caspar Eric jeg har længe gået og tænkt på, hvem der var dansk litteraturs Timon. Nu ved vi det.

 

(citater følger LB)

Min kæreste kollega

Cecilie Lind shared Hvermandag.dk's photo.
14 hrs ·
Jeg er blevet indlemmet i en redaktion, tilmed en finere én af slagsen: hvermandag-redaktionen! Skriv jer endelig på maillisten (http://hvermandag.dk) og modtag ny litteratur i mailindbakken hver eneste ene (evige) MANDAG


Hvermandag.dk
November 11 at 9:46pm · 
 
Det er svære tider. Uro og folkemummel.
Jo, BogForum er over os.
Så meget desto mere er der grund til netop i dag at trutte i den gyldne elektrobasun: Hvermandags navnkundige trehovedede redaktionsmonster er blevet firehovedet:

Velkommen til Cecilie Lind!
Gæsteredaktionsordningen kører videre, som om intet var hændt. Men nu er vi altså fire til at skiftes om tjansen, til at bakke op og supplere hverandre - og til at deltage i de animerede redaktionsmøder selvfølgelig også.
På den lange bane er det meningen, at den gamle redaktion (på nær én steady boss) skal skiftes ud med nye fakkelbærere. Vi skal bare lige forberede de gamle på det, i.e. råbe muligheden for en lempelig aftrædelsesordning ind i deres anselige høreapparat

Anmeldelser sørger bedst - Klaus siger det

Jeg interviewer Klaus Lyngaard i dag klokken 12:30 på en af Bogforums to Gyldendal-scener om hans gode bog Personfølsomme oplysninger, der sagtens kunne have heddet You Want it Darker som Leonard Cohens farvel-plade, som Klaus suverænt, herunder suverænt Lynggaardsk, anmeldte i går som og i stedet for en nekrolog, og selvfølgelig begynder han med sin farfar:

"Min farfar blev tussegammel. De sidste mange år snakkede han mest om at komme op og ligge ved siden af Rigmor, min højtelskede farmor, på kirkegården i Skive. Jeg var ung og dum og forstod egentlig ikke hans higen mod døden, jeg synes på en måde, det var blæret, han var blevet så gammel.
Han var sgu så sej, den gamle. Med hans porcelænspiber, hans cigarer, hans skrå og snus (»Cigaretter er for damer!,« sagde han), med hans veste og lommeure og fint udformede stokke, med hans kinamandsagtige ansigt og uforlignelige stil var han i den grad et fortidslevn, men også bare så virkelig og skøn og statuesk. »Jeg har jo set det hele,« sagde han. »Og nu har de sateme også sat en mand på månen.« Men jo, med to verdenskrige i bagagen plus det løse i form af så vilde teknologiske fremskridt, at det nærmest var, som om Jules Vernes romaner tog form for øjnene af ham, havde den gamle mand set og hørt nok, da han endelig fik fred i 1980, 90 år gammel.
Der kunne man tale om, at en epoke gik under. Vi mistede forbindelsen bagud og har i og for sig drevet rundt på åbent hav siden. På en forpulet tømmerflåde.
Jeg kommer til at tænke på min farfar og det der med at være mæt af dage, når jeg lytter til Leonard Cohens seneste lp, You Want It Darker"