Den bedste hævn er helt ærligt skamrosende mindeord

(fra tv.2.dk - jeg kan også ses talende om Rif, der for første gang ikke kan svare igen, i Deadline her klokken 22:30, sammen med Dy Plambeck, hans jagtkammerat)

Rifbjerg var fantastisk til at fornærme

(TV2-LINK)

Af Astrid Søndberg

05. april 2015, 14:47

Klaus Rifbjerg er død.

 83 år gammel men aldrig forældet - stemmen i dansk litteratur, der ifølge lyrikanmelder på Weekendavisen, Lars Bukdahl, tog det danske sprog og sparkede det ind i det 20'ende århundrede.

- Han er jo en af de helt store i dansk litteratur. Det kan man også være, hvis man kun udgiver en lille bitte digtsamling, hvis den bare er god nok - men Klaus Rifbjerg var også en stemme, der aldrig holdt mund. Så han var både en af de stærkeste forfattere, vi har haft - men han var også en af de synligste og mest højlydte, siger Lars Bukdahl.
Og Rifbjerg har arbejdet på at være synlig til det sidste - han holdt aldrig op med at skrive.
9. april 2015 udkommer Rifbjergs helt nye novellesamling 'Besat' på forlaget Gyldendal - en række af fortællinger, der alle foregår under eller har tråde til besættelsestiden.
- Det vilde er at have siddet her i weekenden og skulle anmelde ham til næste uges avis - og opleve ham så vild og livfuld som nogensinde, siger Lars Bukdahl.
- Det er det, der har været så uretfærdigt overfor alle de andre forfattere. For ikke bare havde han den der ekstreme produktivitet. Niveauet var der også - i hvert fald i hver tredje eller fjerde bog - men det er også en god statistik, når han næsten udgav lige så mange gange om året, siger Lars Bukdahl.
- Han er en af dem, der har betydet aller mest. Hvis man skal lave noget, der ligner en overdrivelse, men ikke er det, så var det ham, der gjorde dansk litteratur moderne. Der omkring 1960, hvor det stadigvæk var sådan lidt lilleputagtigt, og dansk posi var små rimede digte, der handlede om gråvejr og melankoli. Han tog det danske sprog og sparkede det ind i det 20'ende århundrede, siger Lars Bukdahl.
Men selvom Klaus Rifbjerg var stemmen, der aldrig holdt mund - så er Bukdahl ikke overbevist om, at de yngre danske forfattere i dag læser ham lige så meget, som hans forfatterskab fortjener.
- Jeg tror, de læser man for lidt, fordi han blev den der dinosaurus, en mammut, der stod og brølede i baggrunden. Men de skulle tage og læse ham nu, mener Lars Bukdahl og anbefaler gennembrudsværkerne fra 60'erne som 'Konfrontation', 'Og andre historier' - men også bare at gå på jagt i Rifbjergs omfattende produktion, omfatter op mod 170 romaner, digtsamlinger og novellesamlinger.
- Selv i de svageste af hans bøger er der de 30 linjer, den ene side, der bare står og gløder, siger Lars Bukdahl.
Og som samfundsdebattør var Rifbjerg ikke mindre skarp.
- Han var fantastisk til at være ond, til at fornærme. Han kunne i den grad få sagt nogle grovheder, så de stod og blomstrede og folk ikke kunne komme over det, siger Lars Bukdahl.
- Han lød som ingen andre. Der kommer et hul, som ingen andre kan udfylde.
Se hele interviewet med Lars Bukdahl over denne artikel.

Ingen ville man hellere karikeres af (ørnenæsen som en spætte)

- fra Rifbjergs sommerføljeton ,"Stop Hother - en sommerfarce", i Information, juli 1998, en slags sequel til udødelige Marts 1970, som (måske rimeligt nok) aldrig udkom i bogform:

Mens kriminalkommissæren prøvede at stave sig igennem Overlærerens ældgamle værk og rystede mere og mere på hovedet, jo længere han kom frem, var der anderledes gang i galocherne ude på Forfatterskolen, hvor unge Bukdahl var midt i sit foredrag om den ny kunst. Han så ved nærmere eftersyn lidt medtaget ud, men det var kun, fordi han havde mødt Erik Skyum-Nielsen nede i porten, og der var opstået den sædvanlige shoutingmatch mellem de to, hvor den ene kritiker først råbte: 'Du er dum', hvorefter den anden svarede: 'Du er dum', og når de blev trætte af det, tog de fat på variation to, hvor den ene fortsatte med at råbe: 'Du er dum', mens den anden svarede: 'Det kan du selv være' og vice versa. Desværre (for ham selv) havde Bukdahl på et tidspunkt overtrådt spillereglerne ved at indføje ordet 'brilleabe', men det var kun fordi Skyum netop havde holdt et foredrag i radioen om, hvor glad han var for at være bælgøjet. 'Bonk', sagde det, og så sad Informationskritikerens lige højre i øjet på Bukdahl, så han selv kunne prøve, hvordan det var. Det lagde dog ingen dæmper på den unge mands entusiasme, han strøg blot Søren Kierkegaard-håret op i en endnu højere valk, så det glimtede i sygekassebrillerne, og huggede løs mod forsamlingen med ørnenæsen som en spætte på vej ind i et træ. ­ Vrøvl, sagde han, ­ det er sateme det bedste. Ikke bare sådan i almindelighed, men saligt, sublimt vrøvl, det er det, der er sagen, sgu, så har jeg ikke sagt for meget, kraftedme nej. Vrøvl og fjol, guddommeligt, uendeligt saligt fjol, det er det, der skal til! Bare læs Grotrian, venner, der er hverken hoved eller hale på det, men det er sådan det skal være, sgu, ingen pointer, ingen mening, men glimtet, det er det, der tæller, det herlige, fjollede glimt, hej, hvor det suser, det er saftsuseme dér, vi skal hen, og det er jo en hel flok, jeg taler om, en hel hær af fjollerister, der myldrer frem, læs dem dog for satan, læs Arnhøj og Vimmelskaft og Sønderborg og Malstrøm og Vibeke Nielsen, sikke et talent, tør jeg sige det, selvfølgelig tør jeg sige sige det, og Ingeborg Mutte, hun er sgu den bedste, for satan, sikke en masse vrøvl... Med skinnende øjne fulgte de unge kursister det kritiske lys og forestillede sig selv i hans rolle. Tænk, at sidde der som dommer i Weekendavisen og kunne se frem til en karriere dér! Det var en ønskedrøm, og de så for sig Bukdahl som fyrreårig, halvtredsårig, tresårig og halvfjerdsårig og stadig med strømmen af ord flydende fra læberne, stadig med denne henrivende entusiasme for det sublime sludder, der var poesiens inderste kerne. Og så fik han endda penge for det, masser! Hvis kriminalkommissær Mortensen ikke havde stukket begge fingre i ørerne for helt at koncentrere sig om bogen, ville han sagtens kunne høre det bifald, der lød på Forfatterskolen efter Lars Bukdahls foredrag. Det var bragende, ja så voldsomt, at dueflokkene overalt i byen både reelt og symbolsk gik på vingerne. Til gengæld syntes Mortensen absolut ikke, der var noget at råbe hurra for. Han havde ­ for at sige det kort ­ nået bunden. Ikke i sin lange karriere havde han læst noget så udfordrende åndssvagt som Overlærerens roman 'Marts 1970', og tanken om at han gennem læsningen skulle få et praj om, hvor han fandt et spor, der førte til pågribelsen af en vis Hother Christoffersen, fyldte ham med kvalme. Hother Christoffersen fandtes ikke!

Et par sider senere - flagermusevinger!

(fortællingen "Tåge" følger flere medlemmer af en familie - Karl er den store dreng og Doris (vistnok) hans søster; "One September in the rain" er et Louis Armstrong-nummer))

Men der var ingen flyversjusser eller noget, der bare lignede, da Doris en aften kom ind, og Gregers var på manøvre, eller hvad han var, og Karl havde indtaget overkøjen, men lå i den underste, hvor Doris bøjede sig ind over ham, og han mærkede hendes bryster svinge frem og tilbage som bløde kirkeklokker, og hun udstødte det sædvanlige fnis, men også sagde et eller andet, han ikke rigtig fik fat i: "Noget, du kan lide, ikke?" "Hvad tænker du nu på?" Og så var det netop "One September in the rain", der ligesom kom valsende ind fra højre øre, og hun lo endnu en gang og klappede ham på kinden og valsede selv ud ad døren, han havde slet ikke set de dejlige ting, blot mærket dem som flagermusevinger omkring kinderne og næsen, eller var det noget han havde drømt?

- bløde kirkeklokker, flagermusevinger omkring næsen - metaformester!

Jeg læser videre, jeg kan heldigvis læse videre

Der var ikke så meget at snakke om.
  Det grå lys som nu arbejdede sig ind over badeværelsets gule, fik temperaturen til at falde på en harsk måde. Der var bedre under dynen, der var også bedre i den krop, hun efterhånden fik bygget op, mens hun drejede nøglen om for at åbne døren til gangen. Låsen skrumlede og gav sig med en usmurt jamren, mens hun drejede nøglen rundt, der var lyde i huset, som hun hørte og ikke-hørte, men lige nu sad nøglen i hende selv, og hun fandt det egentlig komisk, at hun låste døren, når hun skulle tisse, før et eneste menneske i huset var vågen, og ingen ville forstyrre hende. Men det var tanker, der åbnedes for, mens det net af sødme, der var karakteristisk for hende, foldede sig ud og svøbte sig om hende og løb ind alle vegne, hvor hverdagsnøglen lukkede op med sin tunge skrumlen og halvdagen forvandlede sig til rigtig dag.

- prosa findes slet ikke, der findes poesi i forskellige formater og opsætninger, alt andet er ligegyldigt!

Der kom den mund anstigende - Klaus Rifbjerg 1931-2015

FUCK, HVOR KUNNE HAN FØRST OG FREMMEST BARE OG LIGE TIL DET SIDSTE SKRIVE!

Det sidste. jeg læste i Rifbjergs seneste bog (der er givetvis flere i det mytiske Gyldendalpengeskab), Besat, i går eftermiddags - fra novellen "Tåge", en kvinde vågner engang under besættelsen:

Desuden elsker hun ham. Mens hun står med hænderne under den kolde hane og prøver at gnide liv i det stykke 20 % sæbe, som ligger til fælles brug, er det ikke svært at forestille ham inde i sengen, hvor han ligger på siden og sover. Han ligger på siden og sover som de fleste mennesker, og det hele er der inklusive det lille, grå overskæg, der laver en lyd mod puden, hvis man hører godt efter, og han bevæger sig i søvnen. Han har haft det overskæg altid, det giver hans udtryk noget mandigt og autoritativt, det skaber respekt, men det er også komisk på en lidt ubehagelig måde, hvad hun ikke kunne undgå at bemærke, da Boy begyndte at kysse hende for mange år siden. Der kom den mund anstigende, og hun havde lyst til at gemme sig i hans krave, men så knirkede de små børster allerede mod hendes overlæbe, og det gjaldt om at vænne sig til dem, for de ville sandsynligvis være der i mange år, knirk knirk, ligesom hans tunge og alt det andet, der fulgte med, fordi det nu engang var sådan og ikke kunne være anderledes. Der var ikke så meget at snakke om.

- skal vi sige her i morgenlysets chok - det var jo ikke meningen at der nogensinde skulle holde med at udkomme Rifbjergbøger! - at det er en allegori på den ikke bare litterære offentligheds forhold til Klaus Rifbjerg siden 1956, da han aggressivt veloplagt debuterede med Under vejr med mig selv.

Hvil i fortsat rullende, ubændig uro. Store Klaus!

Schades fodspor på Gentofte Sø - og rævenes

Vi gik tur rundt om Gentofte Sø i går, og nu ved vi omsider, at det har Jens August Schade også gjort talrige gange, og det synes vi, at vi kunne mærke - ligesom han også har hængt ud inde i Hellerup, i og nær Øregårdsparken -

fra sønnen Virtus Schades biografiske skitser, organiseret efter muser, i bogen Schade i spejlet;

Ang. musen Inga (Lyngbye - stadig lyslevende Schade-illustrator og billedkunstner i egen ret), en oplistning af hjem/tilholdssteder afsluttes med:

(...) en villa i Gardes Allé i København, tæt ved Øregårdsparken, for mig er det netop dette sted, der er Inge. Og Schade oplevede som digter en af sine friskeste perioder. Hver dag og hver aften kunne han gå lange ture ned til havet, der sås for enden af næsten alle alléerne. Øresund med skibe. Og på den anden side af Strandvejen lå Øregårdsparken, hvorfra Inga malede akvareller i en stram stil med store farveflader. Han begyndte at skrive digte, der var påvirket af disse omgivelsers mættede lykke, men også af hendes akvarellers og tegningers præcision og kraftfulde spændthed.

Ang. musen Susan:

I en lille varm kælder nær Gentofte Sø levede han samme med Susan, der var erklæret heks, i omkring et tiår (...)

Et håndskrevet digt i Schades sidste, (som så mange andre af hans PROSAbøger) oversete og undervurderede værk, 70 eventyr om det hemmelighedsfulde København og omegn, også fra 1978:

RÆVENE PÅ GENTOFTE SØ

Ræve, som skyggebilleder. - Ude på
Søens Is - en hvid måne og sne -
ræveunger, 3 forskellige - de leger,
der er sus i halen, klare øjne.
Se de to voksne ræve. -
Hun-ræven i sin lange, mørke kjole. -
Sne hele vejen udenom søen.
- - -

- det rævehalesus hørte vi også ekkoet af.

Praktiseret autofiktiv forvirring

Min anmeldelse i WA Bøger af genudgivelsen af Tove Ditlevsens sidste bog, romanen Vilhelms værelse, diskuterede umuligheden af at læse romanen u-autofiktivt, og som sagt så gjort,; jeg kom til at kalde titelpersonen Vilhelm for Victor, før jeg havde outet ham som en dead ringer for virkelige Victor Andreasen - pædagogisk pinligt!:

-->

På Fru Thomsens opfordring svarer Kurt på annoncen, accepteres af Lise og flytter ind i eksmanden Victors Vilhelms værelse. Han studerer værelset grundigt for at komme på sporet af denne i de fleste af bogens bevidstheder heftigt dominerende herre, der for anden gang har forladt Lise og nu er flyttet sammen med elskerinden Mille. Vi-lhelm er chefredaktør på et formiddagsblad og rimer på Tove Ditlevsens store kærlighed og fjerde ægtemand Vi-ctor Andreasen, chefredaktør på Ekstra Bladet.

Værklistedigt

Det bedste sammenhængende digt på Klaus Rifbjergs værkliste (klart bedre end flere af de bøger 1974-1981, det inkluderer (men Dobbeltgænger er verdens bedste autofiktionsparodi):

Sommer
En hugorm i solen
25 desperate digte
Vejen ad hvilken
Tak for turen

De beskedne I-V
Kiks
Stranden
Det korte af det lange
Twist

Et bortvendt ansigt
Drengene
Tango

Dobbeltgænger
Joker

Voksdugshjertet
Livsfrisen
Vores år

Det sorte hul
De hellige aber

Sondheim does Rifbjerg i mit hoved

Vi havde været i Palads og set Into the Woods og var lidt manisk oppe at køre over vores grundglæde over filmen, og vi skulle købe ind i Fakta ved Nørreport, og jeg stod ved kassen og ventede på dig, og jeg læste i Klaus Rifbjergs efterårsroman i lommestørrelse, Idræt, som ikke havde fået læst, og som jeg havde i lommen, fordi jeg skal anmelde hans nye samling af "fortællinger", Besat, der ser virkelig lovende ud, noveller med indskudte prosadigte vist ca., og jeg havde alle (med Rifbjerg jævnaldrende - han er et år yngre) Stephen Sondheims virtuost knopskydende, semi-rappende sange fra musicalfilmen i hovedet, da jeg begyndte at læse videre i bogen, og pludselig passede den travle, bouncy Sondheim-lyd perfekt til Rifbjergs travle, bouncy skrift i nærmere bestemt kapitel 4, der flashbacker tilbage til en hospitalsindlæggelse i protagonistens barndom, så jeg oplevede mig nynnede læse, læsende nynne:

Han vidste ikke af, at omsrog i stort regi har undertoner af hade, hvor skulle han vide det fra? Slask sagde det mod linoleummet, når gulvkluden kom farende, og hun bøjede sig ned for at vaske gulvet, klink, sagde det, lille klink, når termometeret blev slået ned, før det skulle op i enden og lade sig påvirke. Helt hyggeligt, respit på stjålen tid med bevidstheden om helvedet, der ventede, det naturlige, det, som åbenbart var i roden, det, som alle accepterede, vejen til helbredelsen (hvad ingen sagde), vejen ad hvilken (som ingen vidste, hvad var), men absolut moderne, alle instrumenter slebne og fuldkommen hensigtsmæssige, blanke, dødbringende ved mindste fejl, men mirakuløst præcise i hånden på eksperten, hvis tørke forbandt sig med kødet, som med en underspillet, knirkende hvisken åbnede for betændelsen, mens alting skreg, og cigaretten, som akrobaten med god grund og fuld ret undte sig selv bagefter og efter stuegangen, blev tændt, og han sås i silhuet, uangribelig, sugende røgen til sig og spyende denf ra sig i en tilsyneladende uendelig sky, mens han tænkte på alt andet end den helbredelse, han bragte, i længden kedelig, i øjeblikket en udfordring, men ellers en distraktion og ikke noget, der gjorde ondt, i hvert fald ikke på nogen han kendte eller brød sig om og da slet ikke ham selv, sentimental kunne man i hvert fald ikke kalde ham.

- til sammenligning, og det er helt forskellig tekstlighed, men den mesterlige FART er den samme, et klip fra heksens monolog, i den lange intro-sangsekvens til Into the Woods:

[WITCH]
In the past, when your mother was with child, she developed
an unusual appetite. SHe took one look at my beautiful garden
and told your father that what she wanted more than
anything in the world was
Greens, greens and nothing but greens:
Parsley, peppers, cabbages and celery,
Asparagus and watercress and
Fiddleferns and lettuce-!
He said, "All right,"
But it wasn't, quite,
'Cause I caught him in the autumn
In my garden one night!
He was robbing me,
Raping me,
Rooting through my rutabaga,
Raiding my arugula and
Ripping up my rampion
(My champion! My favorite!)-
I should have laid a spell on him
Right there,
Could have changed him into stone
Or a dog or a chair...
But I let him have the rampion-
I'd lots to spare.
In return, however,
I said, "Fair is fair:
You can let me have the baby
That your wife will bear.
And we'll call it square."

 

- Klaus Rifbjerg ankommer til akademimøde på Rungstedlund

Det er rigtigt sandt

Brian Sandberg
har meldt sig
ind i Alternativet
og fået tatoveret
et sent maleri
af H.A.Brendekilde
forestillende Karup
Å
lige over sine trætte
og rynkede bryn.

RESULTATRIGT ANTIROCKERDIGT

Det er åbenbart rigtigt nok og ikke en aprilsnar, at Brian Sandberg er blevet smidt ud af Bandidos i bad standing (der blandt betyder at han skal dække alle Bandidos-relaterede tatoveringer til (allerede bærer han en hoben overstregede Hells Angels-tatoveringer) - hvor er ytringsfrihedsfundamentalisterne henne i den sag?), både BT og Ekstra Bladet har historien. Sandbergs brøde er, ifølge" en talsmand fra Presse- og Juragruppen i Bandidos", at han har chikaneret et medlems ekskone med eksplicitte sexopfordringer pr. sms. Hendes i enhver forstand afsluttende svar til Sandberg er optrykt i BT og kan her læses i digtformateret format:

-->

JEG HAR IKKE 

LYST, OG JEG 

HAR ALDRIG 

HAFT LYST. JEG 

VILLE ALDRIG 

RØRE DIG, ELLER 

LADE DIG RØRE 

MIG. KØRTE KUN MED 

PÅ DEN I STARTEN 

FOR AT SE OM 

DET VIRKELIG 

KAN PASSE, AT I ER 

SÅ SYGE I HOVEDET. 

DU SKAL BARE 

HOLDE DIG 

LANGT VÆK FRA 

MIG OG LADE MIG. 

JEG HAR EN 

KÆRESTE, JEG 

VIRKELIG ELSKER, 

OG INGEN AF 

JER VILLE 

NOGENSINDE KUNNE 

MÅLE JER MED HAM

TROR HVERKEN

HAN ELLER C. 

VILLE BRYDE SIG OM, 

AT DU LÅ OG 

SKREV SÅDAN 

TIL MIG. SÅ BARE 

SKRID UD AF MIT 

LIV OG FORTSÆT MED 

AT STIKKE HINANDEN 

I RYGGEN. OG

JEG BLOKERER DIG 

NU. DU SKAL ALDRIG 

SKRIVE TIL MIG 

IGEN, FOR SÅ GÅR 

JEG VIDERE MED DET.

Realiser naragtigheden, L&R

Den sløjeste aprilsnar foreløbig er Ekstra Bladets nyhed om, at Brian Sandberg, min særlige rockerven, er blevet smidt ud af Bandidos "in bad standing". Den stærkeste aprilsnar er forlaget Kronstorks, der imidlertid også gjorde virkelig ondt, da jeg 2 sekunder inde i læsningen erkendte løgnagtigheden,, fordi det jo ville være så fedt og rigtigt og KLOGT gjort af Lindhardt & Ringhof, hvis det virkelig var sandt, så for helvede bare GØR det sandt, taberforlag!

Pressemeddelelse: Kronstork fusionerer med Lindhardt og Ringhof

April 1, 2015

 

Kronstork og Lindhardt og Ringhof fusionerer fra august 2015.
Det har i længere tid været en udfordring for Lindhardt og Ringhof at etablere en markant litterær profil. Omvendt har forlaget Kronstork de seneste par år kæmpet med at strømline deres forretningsmodel.
“Kronstork er den litterære puls, vi har ledt så længe efter”, udtaler Lasse Lindhart, der er en af grundlæggerne af Lindhardt & Ringhof.
For Forlaget Kronstork er det en stor mulighed:
“Vi ser frem til at blive en del af Egmont-koncernen, det giver nogle strategiske muligheder, især i forhold til marketing og løn, vi ikke havde før”, siger CFO hos Kronstork Erik Scherz Andersen og bemærker: “Jeg tror, Woetmann-brødrene vil have godt af at blive del af en professionel organisation”.
Hos Lindhardt og Ringhof ser man det som en fordel at fusionere med et lille forlag.
“Det er en del af Lindhardt og Ringhofs dna at være Danmarks næststørste litterære forlag, og sådan skal det blive ved med at være”, siger Lasse Lindhardt. “Det går ikke, vi bliver størst, så mister vi vores pejlemærke - det er også derfor, vi ikke køber Gladiator”, fortæller Rikke Ringhof, den anden grundlægger af forlaget.
Kronstorks redaktion, der til daglig består af de to Woetmann-brødre, har derimod ligget søvnløse i forbindelse med beslutningen.
“Vi har længe ledt efter en platform, hvor vi kan udvide vores finansielle aktiviteter,” udtaler Woetmann-brødrene og uddyber: “Men vi må nok erkende, at vi har haft visse bekymringer over at blive en del af L&R, da det virker, som om at alle titler, de udgiver, bliver tømt for kærlighed”.
Det er Rikke Ringhof enig i.
“Kronstork har - det må vi indrømme - et stærkere brand end os hos den litteraturvidenskabsstuderende del af ungdommen, som vi jo ved er dem, der bestemmer, hvad der bliver opfattet som fremtidens gode litteratur,” siger Rikke Ringhof, “så det er naturligt for os at positionere os i forhold til den gruppe - og her har vi ikke været skarpe nok”.
Fusionen betyder helt konkret, at Kronstork får frie hænder, økonomisk og redaktionelt, til at styrke L&R’s litterære profil. “Vi er overbevist om, at vi kan give L&R’s forfattere noget mere x-faktor, og så kan det være, vi skal rydde lidt ud i mellemlagsforfatterne”, fortæller Woetmann-brødrene.
Skønlitteraturen vil på det fusionerede forlag fremover komme med et let modereret logo, hvor &’et i L&R bliver udskiftet med en kronstork.
Handelens omfang er hemmeligt, men der er tale om et større millionbeløb, som vil blive delt mellem Kronstorks forfattere.
Kontakt presse@kronstork.dk for yderligere oplysninger.

See digteren husende digte - den personcentrerede kommentar

Første version af min kommentar om usynlige og glemte digtere i WA i dag koncentrerede sig om digteren Jens Asbjørn Seehuusen og lød sådan her:

-->

MINOR POETS UNITE! Digteren Jens Asbjørn Seehuusen blev glemt, før han døde, støv ned i bibliotekets magasin og læs ham for første gang og helst bagfra

Her stirrer glemslen

Af Lars Bukdahl

Nogle digtere får Nobelprisen og forsiden på Politikens anden sektion, når de dør. Andre digtere får ikke selv den mindste pris og kun i heldigste fald en nekrolog nederst på navnesiderne. Til den første gruppe hører svenske Tomas Tranströmer, 1931-2015, debut 1952, til den anden gruppe hører danske Jens Asbjørn Seehuusen, 1958-2015, debut 1983.

  Seehuusens betydeligt synligere ven og kollega Thomas Boberg - modtager af Akademiets Store Pris 2011 og sikret en stor, fed nekrolog, når han, det sket sent, stiller vandrestøvlerne - skrev øjeblikkeligt en smuk, personlig nekrolog på kollektivbloggen Promenaden, hvis begyndelse jeg plukker lidt i:

   ”Digteren Jens Asbjørn Seehuusen er død, han blev 56 år gammel. På NAVNE siden i dagens Politiken (12-2-15), kan man, hvis man kigger godt efter, finde en billedløs uanselig nekrolog. Man finder den næppe selv uden forudgående tip, med mindre man er nået op i den alder, hvor man, som forfatteren Arne Herløv Petersen skrev til mig, bevidst læser nekrologer. (…) Vi mødtes ofte dengang, læste op sammen eller drak os fulde, noget vi var ret gode til. (…) Jens Asbjørn var et modsætningsfyldt menneske, sky og senere i sit liv også indimellem paranoid, men med pludselige udbrud af eufori på livet og digtningens vegne. Hans egne muligheder, de uendelige muligheder. Så han var vel et klassisk digtersind, omskifteligt og plaget. Digtene og litteraturen var alt.”

  Jeg kendte kun Seehuusen som læser og anmelder, men ville gerne skrive en slags mindeord på min blog og opdagede beskæmmet, at hans bøger ikke længere stod på reolen. De var blevet frasorteret, da jeg takket være en en flytning måtte reducere mit bibliotek til det essentielle, og residerer nu i en papkasse i det ene eller andet kælderrum – hvilket jo i sig selv er en temmelig grusom smagsdom. Jeg synets også, jeg burde skrive en rigtig avisnekrolog og gik på biblioteket og lånte otte af Seehuusens ni bøger, hvoraf de syv befandt sig i magasinet, én af de oppestående var lånt ud: imidlertid blev den redaktionelle kommunikation forstyrret af terroren i København og planen desværre forpurret.

  Erik Skyum-Nielsen, der som anmelder havde fulgt hele forfatterskabet, signerede en respektfuld nekrolog i Information - så var der to! Ligesom Boberg besværger Skyum skyheden:

  ”I vore dage, hvor det at være følsom nærmest opfattes som en diagnose, kommer der let til at klæbe en art outsideretiket på et menneske som digteren Jens Asbjørn Seehuusen, som døde forleden, 56 år gammel. Han var af væsen sensitiv og befandt sig nok bedst på høflig distance til langt de fleste. Men bag hans som regel lidt reserverede facade gemte der sig en melankoli på størrelse med København og en længselssorg som et helt ocean. ”

  Og pludselig begynder kritikeren at lyde som digteren. Når jeg kigger på min egne anmeldelser i arkivet skærer jeg mig på ambivalensen:

  Samlingen Du, 1997, patroniserer jeg positivt: ”Seehuusen finder netop sit særpræg ved at arbejde så tæt som muligt op ad grænsen til den uskønne forbistring” Den næstfølgende samling, Sine Qua Non, 1999, skælder jeg al hæder og ære fra: ”Det kan godt være, at det er, fordi jeg har siddet og skrevet på årets artikel om Peter Laugesen den halve nat, men nej hvor jeg dog ikke gider sådan noget vrangvendt hønisselyrik.”

  Både Boberg og Skyum taler om en ny klarhed og åbenhed og endda humor i digtsamlingen Lyset klirrer, 2003, og især den enlige kortprosasamling, der (måske!) blev hans sidste bog, Idyller, 2005, som jeg var meget glad for at være decideret begejstret for: det var som om, alle de eksistentielle og erotiske rørelser, han i digtene nærmede sig rygvendt og kantet mumlende, med en befriende, sært kølig underfundighed pludselig fik rum og luft og kontur: 

  ”Han gik op og ned af gulvet. Rystet. Han sagde til hende: Tænk, hvis du var styrtet ned. Ja, jeg var løbet ad trappen, det er klart og måske havde du ikke været helt død, men du er jo ikke en hare, jeg ville jo ikke bare kunne stoppe dine lidelser.”

  Jeg brugt et par dage på at læse og genlæse Seehuusens værk, og vel var det uretfærdigt, at han stod i skyggen af 80’er-stjernerne, Strunge Thomsen, Tafdrup, Jac, og ikke for alvor fik knyttet sig til sen-80’er-særlingene, Frank, Juul, Vizki, Grotrian, men det er også retfærdigt: Digtene træder sig omstændeligt, akavet over fødderne, nærmende sig verden rygvendt – en . Men som hos alle talentfulde minor poets falder læseren igen og igen over dygtige digte, liflige linjer og besættende billeder som dette, fra I det kommende, 1988: ”Dine pupiller (….) er/ sort vin, næsten tørret ind, i bunden af to glas”.

   Seehuusen fik sådan cirka den gode, lille reception, som hans gode, lille talent fortjente, indtil højdespringeren Idyller, som han ikke fik lov at følge op på, selvom han ifølge Boberg tilbød forlagene både kriminalromaner og en værdig, kortprosaisk efterfølger. Det er skammeligt – og I ved selv hvem I er, forlagsuslinge - at svigte en moden digter, omsider brudt igennem til de øvre skylag.

  Her er et digt om at blive glemt, der er værd at huske - titeldigtet fra Lyset klirrer:

  ”Lyset klirrer og er temmelig tyndt guld/ hamret forsigtigt ud af dine ord, elskede,/ her glemme leen,/ her glemmes det bord som kun fandtes kort/ her glemmes legetøj med trusler,/ her glemmes krydset af hvorsomhelst og nårsomhelst./ Her glemmes menneskemængden,/ her glemmes forskellen på at blive voksen og ikke./ Her glemmes alt om balancer,/ her opretholder skævheden retfærdigheden og lader/ retfærdigheden opføre sig yderst urimeligt, det betyder intet./ Her stirrer glemslen på den kendsgerning,/ at vi skal være og huske alt.”

 
- digtere ved en sø, fra venstre: Thomas Boberg, Anders Rou Jensen, Kim Skotte, Poul Borum, Juliane Preisler,  Terje Dragseth og Jens Asbjørn Seehuusen

I dag forsvandt Vejle

Min anmeldelse af Peter H. Olesens roman Et hus er ikke et hjem i WA i dag mangler af pladshensyn sin slutning, der ikke var en anmeldelse af romanen, men af en anden bog; den usynlige udeladelse gjorde den samlede tekst surere end intenderet:

-->

Den herligere Olesen-bog for mig er efterårets underfundige samarbejde med digter og billedkunster claus ejner, Atlas over Vejle, hvor Vejle-fraflytteren Olesen skriver uvilligt nostalgiske digte om Vejle-destinationer, som Vejle-fastboeren claus ejner opsøger og affotograferer og/eller udsætter for mini-happenings. Ved siden af digtet ”Stejle Vejle” har claus ejner til eksempel taget tid på sin opvandring ad samtlige bakkede veje, her digtet:

  ”Ømkulevej, Kiddesvej, Uhrskovvej,/ Gl. Kongevej, Strandgårdsvej, Dornsvej/ og så selvfølgelig Christian Winthersvej./ Gader og veje i Vejle og omegn / som hører til blandt landets 16 stejleste strækninger./ Det giver mig en stolthed/ som jeg slet ikke ved/ hvad jeg skal/ stille op med.”

  Det jeg kan anmelderen godt stille noget op med, han – og hans kunstnerkumpan - ligner faktisk nogen.