Viser opslag med etiketten stilheden. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten stilheden. Vis alle opslag
mandag den 7. september 2015
STILHEDEN BLIVER 100 i DAG!
(min forstørrelse og forfedning)
STILHEDEN 1915
Stilheden i 1915 indtraf den 7. september og omfattede Vesteuropa og landene fra Baltikum i nord til Balkan i syd. Da den var uforudset findes der ingen beretninger om den. Mange opdagede den slet ikke, kortvarig og tilfældig som den var, dette til trods for at de selv deltog i den. Stilheden fandt sted, fangede Europa mellem to åndedrag og med det ene ben løftet så at sige, hvorpå alt og alle fortsatte som om intet var hændt. Hvor skulle man endelig også vide fra at den stilhed man uformodet bidrog til omfattede hele Europa? Naturligvis kunne den også have været gjort til genstand for samtaler umiddelbart efter, men eftersom de få vidner var urimeligt fordel, - mange boede afsides, i egne hvor stilheden i forvejen var deres fortrolige - skiftede man hurtigt emne. Nyhedsmedierne, som foruden at deltage i den også modtog vantro forespørgsler om den, indså straks at den ville være umulig at verificere og derfor kunne medføre hvad som helst, og dyssede den ned. Den som søger oplysning om begivenheden er selv nu, så mange år efter, ilde faren. Et bulgarsk agronomisk tidsskrift nævner den i en bisætning i forbindelse med en omtale af vandmøller i de nordøstlige provinser, og pseudonymet Ludwig Renn afser ilde anbragt ironi på fænoment i sin roman fra 1936, Vor Grossen Wandlungen. det bør ogås nævnes at man fra fransk side i 1921 tog initiativ til at gentage begivenheden på dennes 6 års dag, men det forblev et lokalt forehavende, svigtet af en hund i Cointainecourt og duer i Honfleur. I Argentina lykkedes det dog i 1944 at gennemføre eksperimentet som fiktion. Den oprindelige stilhed, som her forsøges nærmere omtalt, indtraf midt på eftermiddagen kort efter klokken 16.09. På dette tidspunkt var der, i løbet af det følgende sekund, dødstille i Europa. Alle europiske hjerter lod sig fange mellem to slag, alle ure mellem et tik og et tak, brændingerne langs alle kyster havde netop trukket sig tilbage og den næste dønning endnu ikke løftet sig. Et tåbeligt vindstille påbød for et øjeblik alt europæisk løv tavshed og mange skridt indledtes men ingen fuldbyrdedes. Af millioner af grunde frembragte ved et tilfælde ingen i Europa nogen lyd. Et ufroligneligt af ingen ænset snapshot.
- begyndelsen på Per Højholts AURICULA, de sidste hundrede års bedste danske roman selvfølgelig
(tak til Carsten Puggaard for at have gjort opmærksom på 100-året på Facebook)
STILHEDEN 1915
Stilheden i 1915 indtraf den 7. september og omfattede Vesteuropa og landene fra Baltikum i nord til Balkan i syd. Da den var uforudset findes der ingen beretninger om den. Mange opdagede den slet ikke, kortvarig og tilfældig som den var, dette til trods for at de selv deltog i den. Stilheden fandt sted, fangede Europa mellem to åndedrag og med det ene ben løftet så at sige, hvorpå alt og alle fortsatte som om intet var hændt. Hvor skulle man endelig også vide fra at den stilhed man uformodet bidrog til omfattede hele Europa? Naturligvis kunne den også have været gjort til genstand for samtaler umiddelbart efter, men eftersom de få vidner var urimeligt fordel, - mange boede afsides, i egne hvor stilheden i forvejen var deres fortrolige - skiftede man hurtigt emne. Nyhedsmedierne, som foruden at deltage i den også modtog vantro forespørgsler om den, indså straks at den ville være umulig at verificere og derfor kunne medføre hvad som helst, og dyssede den ned. Den som søger oplysning om begivenheden er selv nu, så mange år efter, ilde faren. Et bulgarsk agronomisk tidsskrift nævner den i en bisætning i forbindelse med en omtale af vandmøller i de nordøstlige provinser, og pseudonymet Ludwig Renn afser ilde anbragt ironi på fænoment i sin roman fra 1936, Vor Grossen Wandlungen. det bør ogås nævnes at man fra fransk side i 1921 tog initiativ til at gentage begivenheden på dennes 6 års dag, men det forblev et lokalt forehavende, svigtet af en hund i Cointainecourt og duer i Honfleur. I Argentina lykkedes det dog i 1944 at gennemføre eksperimentet som fiktion. Den oprindelige stilhed, som her forsøges nærmere omtalt, indtraf midt på eftermiddagen kort efter klokken 16.09. På dette tidspunkt var der, i løbet af det følgende sekund, dødstille i Europa. Alle europiske hjerter lod sig fange mellem to slag, alle ure mellem et tik og et tak, brændingerne langs alle kyster havde netop trukket sig tilbage og den næste dønning endnu ikke løftet sig. Et tåbeligt vindstille påbød for et øjeblik alt europæisk løv tavshed og mange skridt indledtes men ingen fuldbyrdedes. Af millioner af grunde frembragte ved et tilfælde ingen i Europa nogen lyd. Et ufroligneligt af ingen ænset snapshot.
- begyndelsen på Per Højholts AURICULA, de sidste hundrede års bedste danske roman selvfølgelig
(tak til Carsten Puggaard for at have gjort opmærksom på 100-året på Facebook)
søndag den 15. juni 2014
Jørgen Leth lytter til stilheden, tillykke med det
Jamen, jeg synes ... det er vigtig, at man har fornemmelsen af at befinde sig i et rum. Og der er et ydre rum, udenfor. Og det er man midt i. Det bevæger sig jo, der er nogle ting man kan høre. Og de indgår i ens bevidsthed.
Ambiencen, det er simpelthen, det er som pennestrøg hen over stilheden, det er det. Det er som om, stilheden får en nubret overflade. Det er skønt altså.
Musikken svinder hen. Så er den der pludselig ikke mere. Så er der måske mærkeligt nok en fugl lige pludselig, som man ikke har lagt mærke til. Så er den også væk.
Så bliver rummet endnu mere stofligt, endnu mere uldent i virkeligheden.
Så sker der ingenting.
Man spidser sine ører simpelthen, for at høre de allermindste, allermindste ting.
Så er der et svagt råb. Jah, fra et eller andet sted, et hus måske, i nærheden. Man kan høre et svagt skænderi. Nogen, der taler lidt højt til den anden. Som svarer igen. Så dør det også hen.
Så er der en cykel. Og jeg hører fælgens susen og dækkenes syden på gruset i gaden, gruset ved siderne af gaden.
Man kan næsten orientere sig i rummet uden at se ud i det. Alle de små lyde giver rummet dimensioner, proportioner.
Man kan også høre små rytmer, der tager form. Som om det måske er noget, der kommer fra rørene.
Det kommer kun fordi, man lytter. Ellers er de der jo ikke. Hvis man ikke lytter, så er de der jo ikke. Men hvis man virkelig gør sig den anstrengelse, anstrenger sig for at høre, nogle mønstre, som om man vil orientere sig, som en blind. Jamen, så danner der sig alle mulige mure, hvælvinger, rum, skakter og små, egentlig uforståelige rytmer.
Hvad kommer de af? Jamen, det kan man aldrig finde ud af.
- transkription af det gloriøse nummer "Lytter til stilheden", et af året allerebedste stykke poesi simpelthen, på Jørgen Leth, Mikael Simpson og Fritjof Toksvigs nye plade Ingen regning til mig. Jørgen fyldte 77 i går, han er ligesom min faster født i 1937, en sej årgang, og ligesom Else Marie har han aldrig været mere eller bedre sig selv.
Ambiencen, det er simpelthen, det er som pennestrøg hen over stilheden, det er det. Det er som om, stilheden får en nubret overflade. Det er skønt altså.
Musikken svinder hen. Så er den der pludselig ikke mere. Så er der måske mærkeligt nok en fugl lige pludselig, som man ikke har lagt mærke til. Så er den også væk.
Så bliver rummet endnu mere stofligt, endnu mere uldent i virkeligheden.
Så sker der ingenting.
Man spidser sine ører simpelthen, for at høre de allermindste, allermindste ting.
Så er der et svagt råb. Jah, fra et eller andet sted, et hus måske, i nærheden. Man kan høre et svagt skænderi. Nogen, der taler lidt højt til den anden. Som svarer igen. Så dør det også hen.
Så er der en cykel. Og jeg hører fælgens susen og dækkenes syden på gruset i gaden, gruset ved siderne af gaden.
Man kan næsten orientere sig i rummet uden at se ud i det. Alle de små lyde giver rummet dimensioner, proportioner.
Man kan også høre små rytmer, der tager form. Som om det måske er noget, der kommer fra rørene.
Det kommer kun fordi, man lytter. Ellers er de der jo ikke. Hvis man ikke lytter, så er de der jo ikke. Men hvis man virkelig gør sig den anstrengelse, anstrenger sig for at høre, nogle mønstre, som om man vil orientere sig, som en blind. Jamen, så danner der sig alle mulige mure, hvælvinger, rum, skakter og små, egentlig uforståelige rytmer.
Hvad kommer de af? Jamen, det kan man aldrig finde ud af.
- transkription af det gloriøse nummer "Lytter til stilheden", et af året allerebedste stykke poesi simpelthen, på Jørgen Leth, Mikael Simpson og Fritjof Toksvigs nye plade Ingen regning til mig. Jørgen fyldte 77 i går, han er ligesom min faster født i 1937, en sej årgang, og ligesom Else Marie har han aldrig været mere eller bedre sig selv.
Abonner på:
Opslag (Atom)
