Ambiencen, det er simpelthen, det er som pennestrøg hen over stilheden, det er det. Det er som om, stilheden får en nubret overflade. Det er skønt altså.
Musikken svinder hen. Så er den der pludselig ikke mere. Så er der måske mærkeligt nok en fugl lige pludselig, som man ikke har lagt mærke til. Så er den også væk.
Så bliver rummet endnu mere stofligt, endnu mere uldent i virkeligheden.
Så sker der ingenting.
Man spidser sine ører simpelthen, for at høre de allermindste, allermindste ting.
Så er der et svagt råb. Jah, fra et eller andet sted, et hus måske, i nærheden. Man kan høre et svagt skænderi. Nogen, der taler lidt højt til den anden. Som svarer igen. Så dør det også hen.
Så er der en cykel. Og jeg hører fælgens susen og dækkenes syden på gruset i gaden, gruset ved siderne af gaden.
Man kan næsten orientere sig i rummet uden at se ud i det. Alle de små lyde giver rummet dimensioner, proportioner.
Man kan også høre små rytmer, der tager form. Som om det måske er noget, der kommer fra rørene.
Det kommer kun fordi, man lytter. Ellers er de der jo ikke. Hvis man ikke lytter, så er de der jo ikke. Men hvis man virkelig gør sig den anstrengelse, anstrenger sig for at høre, nogle mønstre, som om man vil orientere sig, som en blind. Jamen, så danner der sig alle mulige mure, hvælvinger, rum, skakter og små, egentlig uforståelige rytmer.
Hvad kommer de af? Jamen, det kan man aldrig finde ud af.
- transkription af det gloriøse nummer "Lytter til stilheden", et af året allerebedste stykke poesi simpelthen, på Jørgen Leth, Mikael Simpson og Fritjof Toksvigs nye plade Ingen regning til mig. Jørgen fyldte 77 i går, han er ligesom min faster født i 1937, en sej årgang, og ligesom Else Marie har han aldrig været mere eller bedre sig selv.
