Jeg skal som "KENDT IRMAKUNDE" - noget har al den product placement i bloggen været godt for! - i morgen eftermiddag fotograferes og interviewes til butiksbladet IRMA KRYDDERIET, hvilket jeg er meget stolt over og spændt på, og er på forhånd blevet spurgt, om jeg kan fremhæve en "forfatter der er god til formidle passionen for mad? Nulevende og blandt klassikerne". og hvis vi nu bare holder os til DK, hvem og hvilke titler kan man så finde på? spørger jeg bloglæserne, her er, hvad jeg fik nedgriflet sent i aftes i sommerhuset, men jeg mangler garantrisset alle mulige oplagte navne og titler:
Schade: Kællingedigte
Helle H: Hus og hjem
Jensen: Frokosten
Blixen: Babettes gæstebud
Hammann: Smørhullet
Højholt: + 1 remse, Kongen ankommer til cafeteriaet ved havet
Gustav Wied: Ædedolkeklubben i Livsens Ondskab
Theis Ørntoft: Wasabi-digt (meget Irmask)
digte (skal lige tjekkes op) af Benny Andersen, Klaus Høeck, Lone Hørslev, Halfdan, Jac, Rif (Fasan), måske faktisk prosa af Jan Sonnergaard ...
her (første linje kun af) tungebrækkerremsen fra
+1, som jeg engang råbte op til et fint kultur + mad-arrangement, arrangeret af Claus Meyer, i Nimbushallerne, lige ned i hovedet på de dyrt og fint spisende, på et tidspunkt, det er virkelig sandt, forsøgte en kvindelig spisende at skubbe mig ned fra stolen (eller var det faktisk selve bordet), jeg stod på, men jeg stod fast - mit livs (foreløbigt) eneste sande avantgarde-moment:
snaps fars kapers ribs laks asters sovs gips labskovs østers slips turnips
- og hvorfor kan man ikke købe slips i Irma (nu kineserne også går med slips!)? Eller gips?