Jørgen roser dig for åben mikrofon

altså Leth, og svarer betuttet på dit indsendte, gode spørgsmål i dagens udgave, den allerførste, af 24syv-brevkasse-programmet Spørge-Jørgen (og jeg sad faktisk lige og læste en ny bog om den oprindelige Spørge Jørgen og Storm P's undergravning af den opbyggelige tekst, da du råbte vagt i gevær inde ved siden af):

- Det er et spørgsmål fra en dansk forfatterinde, der hedder Cecilie Lind; jeg ved ikke, om du kender hende?

- Hende kender jeg godt. Ja, hun er en god digter. Ja.

- Hvad er det, der gør hende god?

- Jamen, hun har et meget inddampet sprog, som er fyldt med fantasi. Jeg synes, hun er en meget spændende digter faktisk. Hun er lige kommet med en ny digtsamling, som jeg har læst og som er hendes bedste indtil nu. Den er lige kommet, kort før jeg tog herover til Haiti. Og hende sætter jeg pris på. Jeg har også mødt hende et par gange; hun er en spændende digter. Hun har en måde at fortætte sit sprog på og sin fantasi, som gør, at det er nogle digte, der står og lyser. Hende kan jeg godt lide. Hvad spørger hun om?

- Hun spørger, om du kan lide katte?

- (pause) Nej, jeg er ikke specielt vild med katte. Det må jeg sige, det er jeg ikke, det er jeg ikke. Vi talte om en kat i går, nemlig den kat, der optræder i Godfather, scenen med Marlon Brando, det er den eneste kat, jeg godt kan lide.

- Hvad er det, du godt kan lide ved den kat?

- Det er, at den er meget selvstændig. Den har magt, det kan man se; den måde, den bevæger sig på, den måde, Marlon Brando som Godfather behandler den på, med respekt, med sine hænder, helt specielt. Men ellers er jeg ikke tiltrukket af katte overhovedet - heller ikke af hunde for den sags skyld. Men det er da okay, jeg har heller ikke noget imod dem, det er ikke sådan. Men den dér kan jeg specielt godt lide; jeg tror også, der i en James Bond-film engang har været en spændende kat. Jeg kan lide katte på film, men ikke rigtig i virkeligheden.

Hader Wes Anderson katte?

En eksemplarisk snævert vinklet blogpost på The New Yorkers hjemmeside af Ian Crouch (opfølger til blogposten: "Does Wes Anderson hate dogs?") apropos den kat i The Grand Hotel Budapest, som Willem Dafoe summarisk smider ud af vinduet:

Perhaps my earlier inquiry about dogs was incomplete. Maybe Wes Anderson hates cats, too? Not so, based on what he said recently to Linda Barnard, of the Toronto Star: “Every now and then it’s nice to bring some animals into the equation, I guess. I don’t own a cat but I don’t have any negative feelings.” Simple antipathy would be merely boring. Instead, Anderson’s phrase “bringing animals into the equation” suggests that he holds his animal characters in a strange kind of esteem. They are more than mere emotional ornaments; they face the same cruel and sinister world that his humans do.

NORSKE SKOVKATTE MOD OMSTÆNDELIGHEDSKONTROL

Jeg læste nummerpladen

KILLIX

som

KILL LIX(-tal),

men nu slår jeg det op på nettet, for det var naturligvis en forfængelighedsreklame:

og derfor komma af ren og skær misundelse komma

Jeg sidder og skriver og skriver på en lille evighedsanmeldelse af ikke-akutte, totalskønne småbøger og kigger åndsfraværende over på fredagens WA Bøger, der ligger opslået på blæksprutten med Lars N's cyklist (fra da jeg i morges skrev blogposten nedenfor), og pludselig kan jeg se, at der er noget helt galt med de sidste linjer, der i avisen lyder:

Først og fremmest er vi her på Weekendavisen bare dybt misundelige på denne massive feedback til Sentura halvusynlige anmeldelser. Af ren og skær misundelse genoprettede jeg 1. februar Blogdahl, den frie version 2.0., på adressen bukdahl.blogspot.com./ Lad kattejammeren knitre!

Og typisk nok gennemskuer jeg kun, at der er noget stilistisk-syntaktisk-musikalsk galt med især det klumpede par "misundelig" og "misundelse", men da jeg tjekker tilbage i manus, opdager jeg, at den uskønne kattejammer er en bivirkning, collateral damage, af indholdsmæssig censur (man må ikke lige ud sige, at hjemmesiden er automatiseret og (derfor) ikke har plads til debat og blogs - selvom det er sandt, lyder det dårligt, og det er jo ikke løgn), men skide være med indholdet, det er den formelle terror, der gør ondt; og hvis bare ikke "og derfor" medsamt de to kritiske kommaer var røget med i købet:

Først og fremmest er vi her på Weekendavisens bare dybt misundelige på denne massive feedback til Senturas halvusynlige anmeldelser. På vores nye, automatiserede hjemmeside er der ikke mulighed for hverken blogs eller debat, og derfor, af ren og skær misundelse, genoprettede jeg 1. februar Blogdahl, den frie version 2.0, på adressen bukdahl.blogspot.com./ Lad kattejammeren knitre!

Hørt, nemlig!