Det synes nu at være en - mere eller mindre bevidst/nødretslig - fast dans, som dermed bliver sin egen paraboglige del af en forfatterskabsfigur, at digtere skifter forlag hele tiden, zig-zag frem og tilbage og hele vejen rundt og i ottetaller (ikke som en abc-sekvena med med flere bøger på det ene faste forlag efter det andet ala JC Grøndahl fx - og heller ikke den gl. Laugesen- og Turèll-figur: 1 bogforlag, flere hæfteforlag) og benyttende flere forlag i samme stund og selvsamme nu. Se nu fx Lene Asp, der udgav 2 bøger 16. februar, den ene, fabelsamlingen Lille håndbog for fortabte, på Antipyrine, og den anden, langdigtet Sort, på Rasmus Graffs nye, fræsende flittige OVO press. Kenneth Jensen har netop udført samme two-step, bare forskudt, kortdigtene Konventionel drift i december på OVO, kortromanen Tragedie plus tid nu her på Antipyrine. Rasmus Graff himself ditto: Livet efter Kina på Antipyrine, Failure Gazette (samlede mislykkede tekster spalteopsat!) hos sig selv på OVO. De to store pioner-forlagsomkringspringere, Glenn Christian og Rasmus Halling Nielsen, har selvfølgelig også nye bøger/hæfter ude på OVO, Glenn Gran Canaria (DEL 1), en slags suite, Rasmus Afbrudt, pludselig, en slags leksikalsk stammen (som er en af de bedste slags stammen), men ingen af de nævnte er jo derfor OVO-digtere eller Antipyrine-digtere eller nogetsomhelstandetforlag-digtere. de er forlagscollagemagere -
Her en OVO-collage:
ASP:
Sort klædedragt kan symbolisere fromhed, sædelighed, alvor. Siden Alexander den Stores død i 323 f.Kr. har vi haft sort uheld.
JENSEN:
lidt som et barn
hænger stjernerne ikke
som de skal
GRAFF:
situationen tager en korrektur på hjertet,
det slå som dirigeret
CHRISTIAN:
Bihulerne tømmes
For sten
De er
I tvivl
igen
HALLING:
Mens personer kan forsøge at
lede eller styre et oprør , der et
oprør , der et oprør , der et oprør ,
der ud i en voldsom ud i en
voldsom forstyrrelse
Viser opslag med etiketten Rasmus Graff. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Rasmus Graff. Vis alle opslag
onsdag den 18. februar 2015
søndag den 27. november 2011
Generationsgangster
Et stykke tid fortsatte diskussionen om det upassende i at udnævne generationer ovre på Rasmus Graffs blog, og er det egentlig ikke temmelig kuriøst, at man finder det grineren nonchalant at tale om omstyrtningen af samfundet i Politikens I Byen og Århus Kunstbygnings kælder, mens generation er en farligt powerplay-patroniserende term (jeg er helt med på, at generation er en powerplay-patroniserende term, men når vi allesammen godt ved, at den er det, kan vi måske bruge den til noget sjovt og konstruktivt) - nå, hvad jeg ville sige var, at jeg ved et tilfælde er kommet til at se flere (højst forskellige) gangster/kupfilm på det seneste, Tower Heist, Animal Kingdom, The Town, og pludselig fik jeg en (lille) vision af generationen som en gangsterfamilie eller et røver-crew, der nøje planlagt og med et vis held kupper den litterære dagsorden og af alle kræfter (herunder ikke mindste maskering) forsøger ikke at blive fanget af politiet og FBI, der er litteraturkritikken, der omhyggeligt arbejder på at finde et kup-mønster, der kan forbinde kuppene og forbinde røverne til kuppene, hvilket hver gang lykkes til sidst, bortset fra at der altid er mindst 1 røver, der slipper væk og undgår at sidde i generationsfængsel resten af sit liv ...
lørdag den 19. november 2011
Generationer er godartede poltergeister
Tue Andersen Nexø har en god generationsskitse i sin klumme i Informations bogtillæg:
Jeg ved ikke, om der er en tendens i alle debuterne dette efterår, men det er, som om en ny generation — født omkring 1985, udkommet det sidste års tid eller to — er ved at blive synlig. Amalie Smith, Julie Sten-Knudsen, Asta Olivia Nordentoft og Bjørn Rasmussen er debuteret i år [Amalie sidste år]. Theis Ørntoft udkom for et par år siden, men hører vist til i samme gruppe, det samme gør avisens egen Olga Ravn, hvis første egentlige bog gerne skulle komme på Gyldendal næste år. Et sted i udkanten, sådan ser det ud for mig, står Josefine Klougart./ De kender hinanden på kryds og tværs, fra tidsskrifter, Forfatterskolen, oplæsninger og alt muligt andet. Og deres bøger kredser også om det samme: køn, krop, begær, identitet. De skriver på en hård, nogle gange næsten pornografisk kødelighed. På den anden side virker begæret ikke liderligt hos dem, men snarere ulykkeligt. Især er det fyldt med konflikter. Gennem deres begær slås mennesker med hinanden. Hvem underlægger sig hvem? Har den ekshibitionistiske krop magten over sin beskuer? Eller tvinger den andens blik én til at indtage sære stillinger.
Jeg ved godt, jeg selv er gammel fødselsårsfundamentalist, men jeg synes, det er synd og snyd ikke at tilføje Hanne Højgaard Viemose, født 1977, Ida Marie Hede, født 1980, og Christina Hagen, født 1980, til gruppen og/eller generationen, bare fordi de på papiret er for gamle (Viemose er lige blevet færdig på Forfatterskolen, Hede blev færdig i 2008, Hagen i 2006); i forhold til de tendenser, Tue optegner, er Hagens brillante anden bog, romanen 71 dage til M fra sidste år, gruppens/generationens absolutte, ind et tæt mørke selvopløsende HOVEDVÆRK, i mine missende øjne i det mindste.
På sin blog vrisser Rasmus Graff paranoidt over selve generationskonceptet:
Den nye generation. Trangen til at udpege, pege på den. Jo mere der bliver peget, jo mere bliver den til. Hvad er det for en trang? Hvad skal vi med en ny generation? Jeg har aldrig forstået det, aldrig forstået trangen til at samle navne og udtryk under en fane, et brand – og slet ikke når det ikke er de udøvende selv, der peger på sig selv som generation. En slags litteraturvidenskabelig kolonialisme, måske./ I sidste uge samlede Lars Skinnebach nogle digtere på Hovedbiblioteket, som måske, måske ikke, udgør en generation – de-vi svarede ikke rigtig på Lars' spørgsmål, en generation blev ikke manifesteret. I denne uge i en klumme i Information kæder Tue Andersen Nexø nogle tendenser sammen.
Nedenunder kommenterer Olga Ravn forsonligt (overfor både Graff og og generationaliteten):
Hvad er egentlig forskellen på et fællesskab og en generation? Og kan fællesskabet bruges til at kaste lys rundt på hinanden/sig selv på en god måde? Og også på en måde, så flere og flere måske kan komme med? Jeg ved det ikke rigtig. Det kunne måske være en måde at betragte 'generation' på. Men kun måske. Kh Olga
Og på sin blog tænker Olivia Nordenhof offensivt videre:
I min slummer lå jeg og tænkte på det med generationer, rasmus graff har et blogindlæg i går hvor han forsvorer sig (hedder det det?) at skulle være en del af en generation, og i det hele taget udpegningen af generationer. På en måde undrer det mig. Jeg kommer til at tænke tilbage til den der artikel, tidens trodsige tøser. Noget af det der ærgrede mig mest ved den var, at den fik fremstillet det som om, at det vigtigste for os var ikke at blive sat i bås, at være helt alene om det vi gjorde. Jeg synes at det vigtigste aspekt ved tendensudpegning, er at tendensen går fra at være individuelt forankret til at have et politisk potentiale. Fællesskabet har et politisk potentiale. Det tematiske fællesskab også. I stedet for at holde rigidt på vores egen krop, som jeg synes den artikel lagde op til at vi gjorde, synes jeg vi burde slå erfaringerne sammen og på den måde udvide erfaringen til en fælles kamp. Lad der for min skyld endelig være tale om en generation, jeg synes jeg har meget tilfælles med mine jævnaldrende, ikke kun, som Tue skriver, oplever jeg en fælles interesse for krop og seksualitet og identitet, jeg ser også en ny status i fx naturbeskrivelsen, som jeg synes er meget spændende.
Jeg skrev for syv år siden en tyk bog, der ikke for ingenting (men heller ikke uironisk) hed Generationsmaskinen og som Tue på en pæn måde slagtede i Information og som starter med at reflektere over generationsmodellens brugbarhed og sandhedsværdi (lige før har jeg refereret et anti-generations-udfald fra Niels Lyngsø):
(...) generationsmodellen [er] selvfølgelig en fiktion og en konstruktion, men det er forfatterskabsmodellen også, altså postulatet om om at en række værker skal hænge sammen, måske endda i en meningsfuld, organisk udvikling, bare fordi det er signeret af den samme person. Generationsmodellens påstand om, at en række jævnaldrende digteres værker hænger sammen pga. fælles litterære og ikke-litterære erfaringer og påvirkninger og måske direkte arbejdsfællesskaber, er da kun et beskedent hak mindre mere fiktiv og på flere punkter mindre. De er gode chancer for, at der er mere sammenhæng mellem Niels Lyngsøs digtbog Stof fra 1996 og Morten SAøndergaards digtsamling Ild og tal fra 1994 og Merete Pryds Helles roman Men jorden står til evig tid fra 1996, for nu bare at nævne tre af de allernærmeste kolleger (Lyngsø og Søndergaard har været venner og avrebjdskammerater gennem mange år, Pryds Helle lever sammen med Søndergaard), end der er mellem Stof og den slægtsroman i tre bind, som Lyngsøs skriver i 2033. Det er under alle omstændigheder svært at se, hvorfor den ene sammenhæng skal være mere genuin end den anden. den eneste, helt fast, nej, konkrete størrelse er det af forfatteren formelt indrammede værk, alt derudover er fiktioner og manipulationer, som imidlertid, vil jeg fastholde, , har en prægnant, ekstra sandheds- og erkendelsesværdi, der gør det værd at beskæftige sig med sagerne. Men så skal man også holde sig fiktiviteten for øje, og det har litteraturvidenskaben rigtignok ikke altid gjort, i alt for høj grad har periode- og generationskonstruktioner fungeret som pædagogiske reduktioner til laveste fællesnævner, som de enkelte forfatterskaber og værker så blot har været henvisninger til: "Guldhornene" henviser til Oehlenschläger, der henviser til den første danske romantik, der henviser til international romantisk tænkning. Jeg vil hævde, at med en veludviklet fiktions- eller spilbevidsthed kan det modsatte lade sig gøre: at bruge generationskonstruktionen til at åbne op for betydninger og sammenhænge, der kan berige både monolæsningen og stereolæsningen, plus at kritikeren får mulighed for at gå til nogle frivole yderligheder, som selv tryghedssøgende periode- og generationsfans finder obskøne, fx en rigid fødselsårssystematik. Hvis man bare ikke tager den for mere end hvad den er, en kæk konstruktion, en forførende fiktion.
Og så vil jeg selvfølgelig gerne være den første til at fiksere den næste generation (hvis det ikke er den næste igen), født 1990-95, drevent balstyrisk polyfon, og igen mestendels kvinder, og alle Hvedekornsdigtere (1, Cecilie, har udgivet et digthæfte, Ulven åd min eyeliner), Cecilie Lind, Joachim Aa. Sørensen, Ingrid Nymo, Maja Liisberg, Signe Lodahl Gjessing, Thit Jensen, Isidora Cale, Nanna Kornelia ...
Jeg ved ikke, om der er en tendens i alle debuterne dette efterår, men det er, som om en ny generation — født omkring 1985, udkommet det sidste års tid eller to — er ved at blive synlig. Amalie Smith, Julie Sten-Knudsen, Asta Olivia Nordentoft og Bjørn Rasmussen er debuteret i år [Amalie sidste år]. Theis Ørntoft udkom for et par år siden, men hører vist til i samme gruppe, det samme gør avisens egen Olga Ravn, hvis første egentlige bog gerne skulle komme på Gyldendal næste år. Et sted i udkanten, sådan ser det ud for mig, står Josefine Klougart./ De kender hinanden på kryds og tværs, fra tidsskrifter, Forfatterskolen, oplæsninger og alt muligt andet. Og deres bøger kredser også om det samme: køn, krop, begær, identitet. De skriver på en hård, nogle gange næsten pornografisk kødelighed. På den anden side virker begæret ikke liderligt hos dem, men snarere ulykkeligt. Især er det fyldt med konflikter. Gennem deres begær slås mennesker med hinanden. Hvem underlægger sig hvem? Har den ekshibitionistiske krop magten over sin beskuer? Eller tvinger den andens blik én til at indtage sære stillinger.
Jeg ved godt, jeg selv er gammel fødselsårsfundamentalist, men jeg synes, det er synd og snyd ikke at tilføje Hanne Højgaard Viemose, født 1977, Ida Marie Hede, født 1980, og Christina Hagen, født 1980, til gruppen og/eller generationen, bare fordi de på papiret er for gamle (Viemose er lige blevet færdig på Forfatterskolen, Hede blev færdig i 2008, Hagen i 2006); i forhold til de tendenser, Tue optegner, er Hagens brillante anden bog, romanen 71 dage til M fra sidste år, gruppens/generationens absolutte, ind et tæt mørke selvopløsende HOVEDVÆRK, i mine missende øjne i det mindste.
På sin blog vrisser Rasmus Graff paranoidt over selve generationskonceptet:
Den nye generation. Trangen til at udpege, pege på den. Jo mere der bliver peget, jo mere bliver den til. Hvad er det for en trang? Hvad skal vi med en ny generation? Jeg har aldrig forstået det, aldrig forstået trangen til at samle navne og udtryk under en fane, et brand – og slet ikke når det ikke er de udøvende selv, der peger på sig selv som generation. En slags litteraturvidenskabelig kolonialisme, måske./ I sidste uge samlede Lars Skinnebach nogle digtere på Hovedbiblioteket, som måske, måske ikke, udgør en generation – de-vi svarede ikke rigtig på Lars' spørgsmål, en generation blev ikke manifesteret. I denne uge i en klumme i Information kæder Tue Andersen Nexø nogle tendenser sammen.
Nedenunder kommenterer Olga Ravn forsonligt (overfor både Graff og og generationaliteten):
Hvad er egentlig forskellen på et fællesskab og en generation? Og kan fællesskabet bruges til at kaste lys rundt på hinanden/sig selv på en god måde? Og også på en måde, så flere og flere måske kan komme med? Jeg ved det ikke rigtig. Det kunne måske være en måde at betragte 'generation' på. Men kun måske. Kh Olga
Og på sin blog tænker Olivia Nordenhof offensivt videre:
I min slummer lå jeg og tænkte på det med generationer, rasmus graff har et blogindlæg i går hvor han forsvorer sig (hedder det det?) at skulle være en del af en generation, og i det hele taget udpegningen af generationer. På en måde undrer det mig. Jeg kommer til at tænke tilbage til den der artikel, tidens trodsige tøser. Noget af det der ærgrede mig mest ved den var, at den fik fremstillet det som om, at det vigtigste for os var ikke at blive sat i bås, at være helt alene om det vi gjorde. Jeg synes at det vigtigste aspekt ved tendensudpegning, er at tendensen går fra at være individuelt forankret til at have et politisk potentiale. Fællesskabet har et politisk potentiale. Det tematiske fællesskab også. I stedet for at holde rigidt på vores egen krop, som jeg synes den artikel lagde op til at vi gjorde, synes jeg vi burde slå erfaringerne sammen og på den måde udvide erfaringen til en fælles kamp. Lad der for min skyld endelig være tale om en generation, jeg synes jeg har meget tilfælles med mine jævnaldrende, ikke kun, som Tue skriver, oplever jeg en fælles interesse for krop og seksualitet og identitet, jeg ser også en ny status i fx naturbeskrivelsen, som jeg synes er meget spændende.
Jeg skrev for syv år siden en tyk bog, der ikke for ingenting (men heller ikke uironisk) hed Generationsmaskinen og som Tue på en pæn måde slagtede i Information og som starter med at reflektere over generationsmodellens brugbarhed og sandhedsværdi (lige før har jeg refereret et anti-generations-udfald fra Niels Lyngsø):
(...) generationsmodellen [er] selvfølgelig en fiktion og en konstruktion, men det er forfatterskabsmodellen også, altså postulatet om om at en række værker skal hænge sammen, måske endda i en meningsfuld, organisk udvikling, bare fordi det er signeret af den samme person. Generationsmodellens påstand om, at en række jævnaldrende digteres værker hænger sammen pga. fælles litterære og ikke-litterære erfaringer og påvirkninger og måske direkte arbejdsfællesskaber, er da kun et beskedent hak mindre mere fiktiv og på flere punkter mindre. De er gode chancer for, at der er mere sammenhæng mellem Niels Lyngsøs digtbog Stof fra 1996 og Morten SAøndergaards digtsamling Ild og tal fra 1994 og Merete Pryds Helles roman Men jorden står til evig tid fra 1996, for nu bare at nævne tre af de allernærmeste kolleger (Lyngsø og Søndergaard har været venner og avrebjdskammerater gennem mange år, Pryds Helle lever sammen med Søndergaard), end der er mellem Stof og den slægtsroman i tre bind, som Lyngsøs skriver i 2033. Det er under alle omstændigheder svært at se, hvorfor den ene sammenhæng skal være mere genuin end den anden. den eneste, helt fast, nej, konkrete størrelse er det af forfatteren formelt indrammede værk, alt derudover er fiktioner og manipulationer, som imidlertid, vil jeg fastholde, , har en prægnant, ekstra sandheds- og erkendelsesværdi, der gør det værd at beskæftige sig med sagerne. Men så skal man også holde sig fiktiviteten for øje, og det har litteraturvidenskaben rigtignok ikke altid gjort, i alt for høj grad har periode- og generationskonstruktioner fungeret som pædagogiske reduktioner til laveste fællesnævner, som de enkelte forfatterskaber og værker så blot har været henvisninger til: "Guldhornene" henviser til Oehlenschläger, der henviser til den første danske romantik, der henviser til international romantisk tænkning. Jeg vil hævde, at med en veludviklet fiktions- eller spilbevidsthed kan det modsatte lade sig gøre: at bruge generationskonstruktionen til at åbne op for betydninger og sammenhænge, der kan berige både monolæsningen og stereolæsningen, plus at kritikeren får mulighed for at gå til nogle frivole yderligheder, som selv tryghedssøgende periode- og generationsfans finder obskøne, fx en rigid fødselsårssystematik. Hvis man bare ikke tager den for mere end hvad den er, en kæk konstruktion, en forførende fiktion.
Og så vil jeg selvfølgelig gerne være den første til at fiksere den næste generation (hvis det ikke er den næste igen), født 1990-95, drevent balstyrisk polyfon, og igen mestendels kvinder, og alle Hvedekornsdigtere (1, Cecilie, har udgivet et digthæfte, Ulven åd min eyeliner), Cecilie Lind, Joachim Aa. Sørensen, Ingrid Nymo, Maja Liisberg, Signe Lodahl Gjessing, Thit Jensen, Isidora Cale, Nanna Kornelia ...
torsdag den 24. marts 2011
3 nutidige bemærkninger til Jørgen Leth anno 1967
- dvs. det blærede, eksalterede dobbeltfaktum, der er Sportsdigte, 1967, og Lykken i Ingenmandsland, 1967, mest den sidste her:
1.
Forsøg på opdateret version af midterdelen af "Det ville glæde os" i Lykken:
Bil standser, ud Iben Hjejle,
bildør smækkes i, Bil standser, ud
Tilda Swinton, de smiler begge
da de ser
Bil standser, ud Mikkel Kessler
som ser lykkelig ud
da han ser
Penelope Cruz, Giorgio Agamben og Conor Oberst
som morer sig hjerteligt
da de ser
Bil standser, ud Carey Mulligan
Alberto Contador, Thom Yorke
som ser usædvanlig veloplagte ud
da de ser
Bil standser, ud Noomi Rapace
El Fandi, Niels Frank, Jim Carrey,
bildør smækkes i, glade ansigter,
Bil standser, ud Lykke May
Park Chan-Wook, Erlend Loe, Schleck
bildør smækkes i, alle er kommet,
alle har det dejligt.
Alle er kommet. Nogle minutter går.
En time går.
Så er solen der. Parken lægges ud.
Smilene breder sig.
Hans ansigt. Hendes ansigt. Hans ansigt.
Hendes ansigt. Hans ansigt. Hendes ansigt.
Så er havet der. En sølvgrå krydser
affyrer enogtyve skud.
Glæden spredes ud over det hele.
(...)
Alle males blå.
Derefter males huset og parken blå, og senere blir himlen blå.
(følgende navne er udskiftet: Anna Karina, Marina Valdy (skuespiller), Cassius Clay, Claudia Cardinale, Lévi-Strauss, Bob Dylan, Monica Vitti, Jacques Anquetil, John Lennon, Harriet Andersson, El Cordobes (tyrefægter), Per Højholt, Jerry Lewis, Yvonne Ingdahl (fotomodel), Jezy Skolimowski (filminstruktør), Svante Foerster (forfatter), Gimondi (cykelrytter ligesom Anquetil))
2.
Jeg ved ikke, hvor Leth har fundet de blanke, anonyme sætninger i "Læsestykke 2" og "Læsestykke 3" i Lykken - og måske snarere en skolebog end en (dansk-dansk)ordbog, og dog: "segnefærdige"? - men de minder (bortset fra de bittesmå sætningsemner) slående om sætningerne i Rasmus Graffs Folkets prosa; jeg citerer det ukursiverede hveranden-linje-spor i "Læsestykke 2":
Drengene har tabt deres handsker, - Har De tabt Deres hand-//sker, mine herrer / Vi bygger huse - I vælger hatte - Den dovne// eleve svarer forkert; de flittige elever svarer rigtigt. - I forråder// ikke jeres fædreland. - Hønsene lægger æg. - En loppe bider. -// Disse haver. - Cigarer. - Dette brev. - Brevene. - De gode ciga-// retter. - De piber der. - Denne cigar her. - Det æg der. / Min// søster gabede. - Vi var segnefærdige af træthed. Hun sang// falsk; men hun var smuk, og herrerne klappede.
Fantastisk forfærdelig sætning, den sidste.
3.
Peter Stein Larsen udnævner i disputatsen Drømme og dialoger Peter Adolphsens tekst "Readymade" (undertitel og kildeangivelse: "Pia Riber Petersen: Nye ord i dansk, 1955-75/ (ord med h i førsteleddet, s. 553-75") fra Små historier 2, 2000, til at være "den vel nok første 100 % ægte længere readymade i dansk digtning" og fremhæver at "hans readymade er som genre desuden 'renere' end andre danske eksempler på noget sådant, idet der ikke er tale om nogen form for gennemskrivning endsige 'mimen' af noget, men om en ren afskrift med kildeangivelse. Teksten bærer også - i modsætning til teksterne af Højholt, Seeberg og Bukdahl [en fin trio så sandelig!] - titlen "Readymade". Må jeg præsentere Dr. Peter for teksten "Inspektion af Maskinen" i Jørgen Leths Lykken i Ingenmandsland, 1967 (5 år før Peter A blev født), med undertitlen og genrebetegnelsen "(READY MADE"), 37 linjer overfor Adolphsens 31:
Understel [højst tvetydigt! dette er klar nok en erotisk readymade! med link til Duchamps store glas og Picabias maskin-malerier].
Kontroller Understelsbevægelsernes Befæstelse samt Boltene og smør regelmæssigt alle Bevægelser.
Efterse Radiusstængerne samt eventuelle Bardunkryds og Bardunstrammere, Hjul, Affjedring, Sikkerhedswire og Hjulenes Tilstand og Oppumpning. Se efter, at alt er sikret på behørig Maade.
Kroppen og Planerne.
Kontroller Lærred (eventuelt Krydsfinerbeklædning) overalt. Lærredet skal sidde stramt. Eftergaa alle Ribber, For- og Bagkantlister med et let Tryk med Haanden, hvorved eventuelle Fejl let konstateres. Eftergaa Planstøtter, Centralplanstøtter med dertil hørende Barduner og paase, at alt er behørigt spændt og sikret, og at ingen Barduner kan skamfiles i Krydsene.
Efterse Kroppens Beklædning og Planernes Befæstelse til denne.
Styreindretninger.
Underkast alle Styrebevægelserne (Højderor, Balanceklapper og Sideror) et indgaaende Eftersyn.
Styrestænger, Styreliner, Samlinger og Bolte, Bukke og Lejer efterses omhyggeligt og smøres regelmæssigt. Det efterses, om Bardunstrammerne er rigtigt sikret, og Kablerne efterses særlig omhyggeligt, hvor disse gaar over Ruller eller er udsat for Bøjning (f. Eks. ved Planernes Tilbageklapning).
Halfinne, Haleplan, Højde og Sideror.
Se efter, at Lærredsbeklædningen og Ribberne er uskadte, og om Højderor, Sideror og Klapper kan bevæges let og i fuld Udstrækning. Alle Hængsler og Lejer prøves for Slør, holdes rene og smøres regelmæssigt.
Haleslæber-Anordning.
Efterse Stødfjedre, Bespænding, Sikkerhedswire og Slæbesko (eller Hjul).
Førerrummet.
Efterse alle Instrumenter i den Udstrækning, dette lader sig gøre paa Jorden, inspicer Sikkerhedsbælter, Vindskærm og Talerør [!] og paase, at Ildslukningsapparatet er paa Plads, fyldt og klar til Brug.
- Og måske er så afsnit 3 og 4 af teksten "Ekspeditionen" i Sportsdigte de første vedkendte, (sandsynligvis, lad os spørge!) Duchamp-inspirerede tekst-readymades i dansk litteratur, jf. bogens afsluttende note:
En note
Der er brugt tekstcitater i et af denne bogs digte, nemlig i EKSPEDITIONEN 3 og 4: fra Ekstra Bladet 8. juli 1966 og [det er den med "også i dag oplevede jeg noget" ...] fra Ian Flemings "James Bond og Tordenkilen", Skrifola./ JL
Kort sagt (skal råbes, med hårdt g): JØR-GEN! DEN FØR-STE!
1.
Forsøg på opdateret version af midterdelen af "Det ville glæde os" i Lykken:
Bil standser, ud Iben Hjejle,
bildør smækkes i, Bil standser, ud
Tilda Swinton, de smiler begge
da de ser
Bil standser, ud Mikkel Kessler
som ser lykkelig ud
da han ser
Penelope Cruz, Giorgio Agamben og Conor Oberst
som morer sig hjerteligt
da de ser
Bil standser, ud Carey Mulligan
Alberto Contador, Thom Yorke
som ser usædvanlig veloplagte ud
da de ser
Bil standser, ud Noomi Rapace
El Fandi, Niels Frank, Jim Carrey,
bildør smækkes i, glade ansigter,
Bil standser, ud Lykke May
Park Chan-Wook, Erlend Loe, Schleck
bildør smækkes i, alle er kommet,
alle har det dejligt.
Alle er kommet. Nogle minutter går.
En time går.
Så er solen der. Parken lægges ud.
Smilene breder sig.
Hans ansigt. Hendes ansigt. Hans ansigt.
Hendes ansigt. Hans ansigt. Hendes ansigt.
Så er havet der. En sølvgrå krydser
affyrer enogtyve skud.
Glæden spredes ud over det hele.
(...)
Alle males blå.
Derefter males huset og parken blå, og senere blir himlen blå.
(følgende navne er udskiftet: Anna Karina, Marina Valdy (skuespiller), Cassius Clay, Claudia Cardinale, Lévi-Strauss, Bob Dylan, Monica Vitti, Jacques Anquetil, John Lennon, Harriet Andersson, El Cordobes (tyrefægter), Per Højholt, Jerry Lewis, Yvonne Ingdahl (fotomodel), Jezy Skolimowski (filminstruktør), Svante Foerster (forfatter), Gimondi (cykelrytter ligesom Anquetil))
2.
Jeg ved ikke, hvor Leth har fundet de blanke, anonyme sætninger i "Læsestykke 2" og "Læsestykke 3" i Lykken - og måske snarere en skolebog end en (dansk-dansk)ordbog, og dog: "segnefærdige"? - men de minder (bortset fra de bittesmå sætningsemner) slående om sætningerne i Rasmus Graffs Folkets prosa; jeg citerer det ukursiverede hveranden-linje-spor i "Læsestykke 2":
Drengene har tabt deres handsker, - Har De tabt Deres hand-//sker, mine herrer / Vi bygger huse - I vælger hatte - Den dovne// eleve svarer forkert; de flittige elever svarer rigtigt. - I forråder// ikke jeres fædreland. - Hønsene lægger æg. - En loppe bider. -// Disse haver. - Cigarer. - Dette brev. - Brevene. - De gode ciga-// retter. - De piber der. - Denne cigar her. - Det æg der. / Min// søster gabede. - Vi var segnefærdige af træthed. Hun sang// falsk; men hun var smuk, og herrerne klappede.
Fantastisk forfærdelig sætning, den sidste.
3.
Peter Stein Larsen udnævner i disputatsen Drømme og dialoger Peter Adolphsens tekst "Readymade" (undertitel og kildeangivelse: "Pia Riber Petersen: Nye ord i dansk, 1955-75/ (ord med h i førsteleddet, s. 553-75") fra Små historier 2, 2000, til at være "den vel nok første 100 % ægte længere readymade i dansk digtning" og fremhæver at "hans readymade er som genre desuden 'renere' end andre danske eksempler på noget sådant, idet der ikke er tale om nogen form for gennemskrivning endsige 'mimen' af noget, men om en ren afskrift med kildeangivelse. Teksten bærer også - i modsætning til teksterne af Højholt, Seeberg og Bukdahl [en fin trio så sandelig!] - titlen "Readymade". Må jeg præsentere Dr. Peter for teksten "Inspektion af Maskinen" i Jørgen Leths Lykken i Ingenmandsland, 1967 (5 år før Peter A blev født), med undertitlen og genrebetegnelsen "(READY MADE"), 37 linjer overfor Adolphsens 31:
Understel [højst tvetydigt! dette er klar nok en erotisk readymade! med link til Duchamps store glas og Picabias maskin-malerier].
Kontroller Understelsbevægelsernes Befæstelse samt Boltene og smør regelmæssigt alle Bevægelser.
Efterse Radiusstængerne samt eventuelle Bardunkryds og Bardunstrammere, Hjul, Affjedring, Sikkerhedswire og Hjulenes Tilstand og Oppumpning. Se efter, at alt er sikret på behørig Maade.
Kroppen og Planerne.
Kontroller Lærred (eventuelt Krydsfinerbeklædning) overalt. Lærredet skal sidde stramt. Eftergaa alle Ribber, For- og Bagkantlister med et let Tryk med Haanden, hvorved eventuelle Fejl let konstateres. Eftergaa Planstøtter, Centralplanstøtter med dertil hørende Barduner og paase, at alt er behørigt spændt og sikret, og at ingen Barduner kan skamfiles i Krydsene.
Efterse Kroppens Beklædning og Planernes Befæstelse til denne.
Styreindretninger.
Underkast alle Styrebevægelserne (Højderor, Balanceklapper og Sideror) et indgaaende Eftersyn.
Styrestænger, Styreliner, Samlinger og Bolte, Bukke og Lejer efterses omhyggeligt og smøres regelmæssigt. Det efterses, om Bardunstrammerne er rigtigt sikret, og Kablerne efterses særlig omhyggeligt, hvor disse gaar over Ruller eller er udsat for Bøjning (f. Eks. ved Planernes Tilbageklapning).
Halfinne, Haleplan, Højde og Sideror.
Se efter, at Lærredsbeklædningen og Ribberne er uskadte, og om Højderor, Sideror og Klapper kan bevæges let og i fuld Udstrækning. Alle Hængsler og Lejer prøves for Slør, holdes rene og smøres regelmæssigt.
Haleslæber-Anordning.
Efterse Stødfjedre, Bespænding, Sikkerhedswire og Slæbesko (eller Hjul).
Førerrummet.
Efterse alle Instrumenter i den Udstrækning, dette lader sig gøre paa Jorden, inspicer Sikkerhedsbælter, Vindskærm og Talerør [!] og paase, at Ildslukningsapparatet er paa Plads, fyldt og klar til Brug.
- Og måske er så afsnit 3 og 4 af teksten "Ekspeditionen" i Sportsdigte de første vedkendte, (sandsynligvis, lad os spørge!) Duchamp-inspirerede tekst-readymades i dansk litteratur, jf. bogens afsluttende note:
En note
Der er brugt tekstcitater i et af denne bogs digte, nemlig i EKSPEDITIONEN 3 og 4: fra Ekstra Bladet 8. juli 1966 og [det er den med "også i dag oplevede jeg noget" ...] fra Ian Flemings "James Bond og Tordenkilen", Skrifola./ JL
Kort sagt (skal råbes, med hårdt g): JØR-GEN! DEN FØR-STE!
tirsdag den 16. november 2010
Jeg vil sgu da gerne være et subjekt med kæpheste!
Det vrinskende højdepunkt i Thomas Seests og Christina Wendelboes lille, fine videoserie med forfatterskolelever, der på 1 minut forholder sig til deres eller begrebet eller ordet "kæpheste", der kan ses hos Third Ear her, er selvfølgelig Ursula Andkjær Olsens bidske, tavshedsgennemhullede manifest MOD kæpheste, lænet mod stok/kæp, som jeg er fuldstændig uenig i (eller rettere fuldstændig enig i, men jeg er uenig i, at kæpheste derfor er noget slemt og hadværdigt!) og derfor har transskriperet her:
Jeg vil sige at alt, alt er min kæphest!
Jeg vil sgu da ikke være et subjekt med kæpheste, en ildsjæl med kæpheste!
Kæpheste er omtrent lige så slemt som idiosynkrasier, det er sådan noget man bruger til at skille sig ud med, de er bare lidt værre end idiosynkrasier!
Kæpheste er sådan nogle man bruger til at bolle de andre i røven med!
Kæpheste er sådan nogle man spænder for livets hjul og kører deruda'!
Man spænder livets hjul for sin jegvogn, fuck-dig-vogn og kører deruda'!
Jeg hader kæpheste!
Fremhæves bør også de to anti-forholden sig'er: Rasmus Graff's lyddigtificering og Majse Aymo-Boots uaflæselige bogfremvisning (er den lille pjosker Skinnebachs I morgen findes systemerne igen?) - men alle er hør- og seværdige (jeg kunne ikke i dag åbne Thomas Lagermand Lundme, om jeg så må sige)
Jeg vil sige at alt, alt er min kæphest!
Jeg vil sgu da ikke være et subjekt med kæpheste, en ildsjæl med kæpheste!
Kæpheste er omtrent lige så slemt som idiosynkrasier, det er sådan noget man bruger til at skille sig ud med, de er bare lidt værre end idiosynkrasier!
Kæpheste er sådan nogle man bruger til at bolle de andre i røven med!
Kæpheste er sådan nogle man spænder for livets hjul og kører deruda'!
Man spænder livets hjul for sin jegvogn, fuck-dig-vogn og kører deruda'!
Jeg hader kæpheste!
Fremhæves bør også de to anti-forholden sig'er: Rasmus Graff's lyddigtificering og Majse Aymo-Boots uaflæselige bogfremvisning (er den lille pjosker Skinnebachs I morgen findes systemerne igen?) - men alle er hør- og seværdige (jeg kunne ikke i dag åbne Thomas Lagermand Lundme, om jeg så må sige)
torsdag den 16. september 2010
Herre Jemini: Ungdommen læser Kierkegaard!
Rasmus Graff citerer og fist-bumper:
Menneskene ere dog urimelige. De bruge aldrig de Friheder, de har, men fordre dem, de ikke har; de har Tænkefrihed, de fordre Yttringsfrihed.
Menneskene ere dog urimelige. De bruge aldrig de Friheder, de har, men fordre dem, de ikke har; de har Tænkefrihed, de fordre Yttringsfrihed.
-
- det er sgu meget lækkert at han sætter tænkningen før ytringen
Asta Olivia Nordenhof up-cutter natligt:
til min læser
at opgaven er i en dobbelt retning
det komfortable og
bekymringen for en evig salighed
det menneskelige beskytter (protegerer)
det menneskelige
lovtale over menneskeslægten eller bevis for
en vanskelighed
hvilken lykke at vi ikke alle er præster!
Abonner på:
Opslag (Atom)
