Livstegn fra Testrup Højskole

PIA
JUUL
VANDT
MONTANAS
LITTERATURPRIS
SIKKE EN FEST OG
NU ER DET MORGEN

Kæmpevanillekrans

findes!

Hos Emmery's ved Hellerup Station.

Sådan håber jeg dine anmeldelser smager i morgen, Pia!

præanmeldelsesfragmentering er uetisk

- altså når en eller flere bidder af en anmeldelse offentliggøres før den hele anmeldelse er trykt - her har ophavsmanden til det anmeldte vælrk for en gangs skyld ret til at føle sig krænket! - som fx i Information i dag, hvor der annonceres for anmeldelsen af Pia Juuls Radioteateret med hvad der ligner anmeldelsens (tunge) overskrift og (endnu tungere) underrubrik:

Umiskendelig og ufraværende Pia Juul/ I en ny digtsamling bruger Pia Juul radioen som en tidsmaskine, dergenererer danske og tyske stemmer samt motiver som erindring, længsel, besættelse, befrielse, krig og overlevelse [og Beethoven LB]

- mere kriminelt er det selvfølgelig, når der er tale om et stykke negativ kritik (vi må formode at "ufraværende" er et slags superlativ!?), som fx min stadig utrykte anmeldelse af Nikolaj Winding Refns Valhalla Rising til filmbladet Ekko, der efter filmens premiere for et par uger siden blev up-cuttet således i Berlingske Tidende:

Han [Berlingskes Ebbe Iversen LB] giver ikke mere end to stjerner. Det samme gør filmmagasinet Ekko. Her mener Lars Bukdahl, litteraturkritiker i Weekendavisen, at "Valhalla Rising" er forrygende i begyndelsen. Men derefter går det helt galt.
- Det første tyve til femten minutter lange kapitel af "Valhalla Rising" (...) må være Refns mest brillante og langt ude filmiske voldshandling til dato… Mod al forventning lykkes det Refn at skabe en fuldt overbevisende vikinge-samurai-film, grimet og pågående brutal. Men altså desværre kun en vikinge-samurai-kortfilm, skriver Lars Bukdahl i Ekko.

- kan I lade med det omgående, Inf, Berlinger, Ekko og co., det er bare ikke rimeligt!

Marcipanbrødsis

FINDES!

Det er lige så god en overraskelse som en pludselig digtsamling af Pia Juul.

Næsten!

Og det smager lige så helt mærkeligt rigtigt godt.

Næsten!

Dette er ikke en anmeldelse af Radioteateret,

for sådan en må jeg slet ikke skrive, heller ikke på nettet, før bogen udkommer på næste fredag, og jeg har kun læst bogen 1 speedet snublende gang, og det er en bog, man skal læse mindst 5 ½ gange, før man udtaler sig kritisk kvalifceret om den på forpligtende skrift, fordi selve dens form er et virvar og selve dens virvar er en form, der måske er mere lunsk end som så, eller i hvert fald med mellemrum sandsynligvis er lumsk, og jeg kunne i hvert fald godt tænke mig at tegne et diagram over personerne, som tydeliggør hvornår og og hvor meget og i hvilken sekvens. de optræder og hvem af dem der taler sammen - og må tale sammen med hvem (hvis der overhovedet er nogen regler), men jeg har jo slet ikke sagt noget konkret om formen endnu, den er som sagt et virvar med ifølge personlisten bagi 26 navngivne talende personer (heriblandt en by (titelbyen), Koblenz, og som nævnt i blogpost nedenfor, mindst tre (det skal jeg også have undersøgt nærmere) gamle Juul-personer, Hanne Birgitta, Elly Byde , Peter Jyde), der skiftevis fører dialoger og enetaler (/-digte) og siger enereplikker og udbryder eneudbrud, plus et ukendt antal bare "lyde", genren er "radioteater", men radioteater forstået som en særlig læsedrama-form, en nemlig med et ikke-episk virvar af stemmer og lyde, hvor tiden ikke står stille, men farer frem og tilbage, fx er Eliza C, "hovedperson, synes hun selv" evigt omkringfarende i sit liv som henholdsvis 10-, 20-, 40-, 60-årig, næsten lige så meget hovedperson er den tyske by Koblenz (ifølge forsiden, det skal også undersøges, en af de faste stationer på en gammeldags radio, og virvaret kan godt skele til sådan en skruen rundt mellem stationerne på en gammeldags radio, et øjeblik her, et øjeblik dér), og både fra Koblenz og de andre personer får vi en masse informationer om Koblenz, fremtrædende personer er desuden Hildegard, "tysk kvinde fra Koblenz, i live", en nøgterne overlevende, og Krysillis, der er "drømmer" og som drømmer, det er i høj grad et virvar, et elektrisk melankolsk virvar, af erindringer (i Eliza C's tilfælde for-erindringer) og drømme (hvis ikke et helt requeim: der er rigtig meget død, herunder jo radioteatrets!) når altså personerne overhovedet gives en chance for at samtale og enetale (/-digte) for alle afbrydelserne og afbryderne, en særlig irriterende afbryder er "den glade hjemmehjælper" naturligvis, den fulde titel lyder: RADIOTEATERET/ Vi sender:/ KOBLENZ/ en digtsamling/ af Pia Juul" og på sin blog inde på litteratursiden skriver digteren, at "Hver replik er et digt, eller omvendt. Og regibemærkningerne er også tænkt som digte", og er vel, regibemærkningerne, deres egen lille serielle hymne til lyde, ligesom bogen som en helhed er en celebrering af mundtligt/lydligt virvar (herunder også deklamatorisk, retorisk mundtlighed) på og som skrift, altså er genren digtsamlings-formateret/forsplintret radioteatermanuskript, og burde måske faktisk have været udstyret som sådan et radioteatermanuskript, jeg har flere på min reol, i A4-format, gaffa på ryggen, og et farvet omslag med hul ind til titlen, og mens jeg lige nu skriver, forsøger jeg af alle kræfter at huske, hvad der egentlig sådan indholdsmæssigt foregår af virvar i bogen, men det er virkelig ikke nemt, den fløj, nej, flaksede bare forbi, som en hel solsorteflok (hvis solsorte flyver i flok, sådan noget ved jeg ikke), en Juul-encykolpædi (jf. de gamle Juul-personer) i fri dressur kunne man måske også tale om, der er vist sådan ca. alle forfatterskabets (akkurat) tongange repræsenteret, fra ung, pur virren til moden, drilsk og tummelumsk ironi, tilspidset konverserende novelle/drama-dialog og nynnende klar decideret poesi,, ikke ulig rodekasse-sektionen i Helt i skoven, hvad hed den nu (og hvem har taget mit ex. af Helt i skoven?), bare med et helt andet virvar jo, eller bogen skal forestille at være en eksplosion simpelthen af fascinationen af lyden/ skriftbilledet "Koblenz" på barndommens radio, og nu skal jeg se Wild at Heart på dvd med min søn ...

... en smagsdom? Det er en vidunderlig bog, underlig vid og underlig AF vid.

Jeg læser Radioteateret ...

- shhh!

Nu er Radioteateret kommet!

Men jeg har ikke tid til at læse den lige nu - tror dog ikke, at jeg ikke har bladret, energisk forfjamsket - der skal købes ind og laves orden på kalendre - Hvedkorn kan IKKE lanceres fra en tyrefægerarena i Madrid! - og alt muligt, men lige om lidt læser jeg den!

Mens jeg venter på Radioteateret,

som jeg sandelig håber (for mig selv!) ankommer med posten i dag, har jeg læst 1968-fødte Katrine Grünfelds roman Sommerferie - hvis titel og anmeldelsescitater (altså citater fra den i anmeldelser) jeg har anmeldt i blogposter nedenfor - og genlæst Pia Juuls første og netop genudgivne roman Skaden (i originaludgaven) fra 1990, da digteren var 28 år.

Og Skaden er lige så meget en i henrevet/henrivende forstand ung roman, som Sommerferie er en i deprimeret/deprimerende forstand en midaldrende roman.

Den sidste først: Det er svært at finde ud hvor meget af den vissent velformulerede vrængen af alt og alle, der er jegfortællerens vrængen af hendes håbløst forudsigelige midaldrende familieliv, med træsk husbond og petit affære på en sommerferie på Fanø, og hvor meget der er forfatterens vrængen af hendes håbløst forudsigelige roman om en jegfortællers håbløst forudsigelige midaldrende familieliv, med træsk husbond og petit affære, på en sommerferie på Fanø. Og principielt har jeg intet imod vrængen som litterær modus, men det skal for syv søren være en energisk vrængen, som i x antal digte af Peter Laugesen og i Pablo Llambás' vandalisering af Suzanne Brøggers Kærlighedens veje & vildveje og i de anti-nationale svar i Niels Franks Spørgespil (og i hans svar til Skyum i Inf. i dag); dette er en træt, sur vrængen, og sådan en bliver læseren bare træt og sur af.

Og sådan som Pia Juuls unge roman paradoksalt nok er en energisk fordrømt roman, en viljestærk besvimelse: Frem(over!) hvirvler digteren sammen med sin jegfortæller, en ung soldat lost mellem kvinde(skæbne)r i en ubestemt krig, med sin og hans på samme tid frimodige og betændte følsomhed - og der er sørme også et plot, eller et plottwist i det mindste, det havde jeg helt glemt, explicit knipsende i hovedet på læseren modsat den implosive mordgåde i sidste år Mordet på Halland, der nemlig er en energisk forfjamsket midaldrende roman - med fordrømte støjsignaler fra ungdommen(s roman) (til gengæld imploderer jo så den nedtællende apokalyptik i Skaden, og det har den rigtig godt af).

Nå, nu kan jeg ikke vente længere. Jeg går ned og kigger efter i postkassen.

I stedet for selve Radioteateret,

som en i udgangspunktet ikke umulig 2. anmelder, der jo altså bare ikke er mig, har modtaget, kan jeg forstå, læste jeg lige nu uddraget fra samlingen - som jeg virkelig ikke turde tro var et reelt uddrag fra en kommende samling, selv om titlen omstændeligt (men jo derfor!) er "Af:/ RADIOTEATRET/ VI SENDER/ "Med det samme"/ EN DIGTSAMLING AF/ PIA JUUL", jeg troede, det var en hel digtsamling i sig selv! - fra Ildfisken nr. 40, 2009.

Uddraget har to sektioner, "Forskellige former for replikker" (der består af flere "ex."(empler)) og "Forskellige lyde" (der er sådan ca. 1 tekst).

Her er et ex. på en form for replik:

"Du gør mig nervøs"
siger en mand til tjeneren.
Den mand elsker jeg!
Nej, jeg kender ham ikke.
Hvorfor skal man kende den
man elsker? Det er en
tåbelig regel, og dog.
Jeg kender jo dig, jeg
kender dig temmelig godt
ud og ind fx.
Til bevidstløshed?
Bevidstløs ligger jeg i din
arm, så godt kender jeg
dig. Du ville aldrig sige
Du gør mig nervøs
til en tjener.

- det er nu 18 minutter siden, jeg bestilte bogen fra Tiderne Skifter, og hvad venter de på?

Radioteateret!

Jeg troede bare det var denne her ene solo-sære tekst i Ildfisken sidste år; men så var der pludselig et omslag med en gammel radio og forfatternavnet Pia Juul og titlen Radioteateret og genrebetegnelsen "Digte" som digterens profilbillede inde på Facebook - og hvad sker der lige her? spurgte jeg ude af mig selv mig selv og klikkede videre til Tiderne Skifters hjemmeside, der rigtignok havde Pia Juuls digtsamling Radioteateret listet som en kommende bog, og så googlede jeg titel og digternavn og fandt på saxo.dk en behørigt forvirrende og forvirret forlagspræsentation:

Det er under alle omstændigheder altid vanskeligt at fortælle om en digtsamling. For de fleste digtsamlinger handler jo ikke om noget. Det gør Pia Juuls nye af slagsen heller ikke. Men den handler naturligvis om dig – enhver bog handler om læseren. Den er et radiospil som kun vil blive opført i dit hoved, så i den kommende tid skulle Radioteateret gerne genopstå i adskillige hoveder. Den var så én måde at præsentere dette nye udspil fra Pia Juul, som i november 2009 modtog Danske Banks Litteraturpris på 300.000 kr. for sin lille perle af en ikke-krimi Mordet på Halland. Men Pia Juul er en fabelagtig lyriker, en af de få i Danmark som altid får sine digtsamlinger trykt i flere oplag – senest udkom Helt i skoven og En død mands nys. Radioteateret – med undertitlen: Vi bringer: Koblenz handler som sagt ikke om noget. Men ud over lytterne optræder bl.a. Eliza C, Hildegard, Krysillis, Peter Jyde [den myrdede i Helt i skoven LB], Hanne Birgitta (grum novelleperson LB), Elly Byde (mystisk novelleperson LB), mormor, morfar og byen Koblenz. Pia Juuls nye digtsamling ligger i forlængelse af Helt i skoven fra 2005, hvor mange af digtene også var replikker.

Men forklar mig venligst, hvordan det er meningen, at jeg skal forestille at vente på den bog?

Og hvorfor vil ingen fortælle mig til præcist hvornår?

Og skal du ikke lige 3 måneder til Mauritius, Leonora? Jeg betaler!