Michael Strunge var meget glad for sin bog
nummer to, Fremtidsminder. Han så den
som et poetisk reservoir af billeder og visioner om en moderne verdens
undergang, et rumeventyr på kanten af tider og steder, hvor kun det poetiske
sprog og kærligheden er et håb. Jeg tænkte meget på Strunges bog, da jeg læste
Eikas noveller, Efter solen. Der er
nemlig flere paralleller mellem de to bøger. Eika er selvfølgelig som Strunge
helt sin egen, men alligevel er der noget, de deler: en ambition om at bringe
poesien og fortællingen ud over nutiden, ind i en slags messiansk fremtid med
himmeldybde og kosmiske syner. I Eikas bog kan vi læse en utopisk passage, hvor
fremtiden gløder i et gult lys:
Himlen glider over i en mørkere blå med sort i
kanten, stranden buer rødligt mod vest. Vi følger den og når til et næs,
hvorfra vi kan se ud over havet til begge sider. Det bugner af Para-sol der
trænger det blå på himlen tilbage. Det gule langs horisonten toner ud. Til alle
sider blusser jorden op i et mildt, orange lys der antyder dens runding i den
sorte morgen. ”Kom, lad os gå ind i landet”. (s. 159)
Man skal ikke have læst langt i Strunges Fremtidsminder for at finde indslag, der
leder tanken hen på dette fine stykke ordkunst af Jonas Eika.
Hos Strunge lyder det eksempelvis:
Luften er intenst stille, men ikke som før torden. Det er en
afladet stilhed, som efter et elektrisk uvejr i 5 minutter på Venus – glas, lys
og ilt […] Langsomt kan jeg mærke det nye i luften, stille, sort og køligt er
det nye, endnu, i natten, i afventning af det rigtige øjeblik for en ny
opladning til udladning af alt det uformede og blanke. Luften er trykkende varm.
Som før en ny tidsalder. (s. 75)
I Eikas noveller er vi på kanten af en ny tidsalder.
Kapitalismen er kørt videre og fortsætter nu ud over sin egen ruin, men vi kan
stadig genkende spekulationen, selv om den har mistet enhver jordforbindelse og
er blevet en besynderlig epifyt. I ørkenen i Nevada møder vi UFO-tilhængere og
skabninger, der forsøger at forene sig med et ukendt materiale. Det mærkelige
metal ligner en slags livs-træ fuldt af pattedyr, fugle og alger.
Vi oplever scenerierne fra feriestrande med de rige
turister, der vartes op af beach boys, der leverer diverse ydelser for
sparsomme drikkepenge. Og vi ser skyggen af de mærkelige forretninger, der er i
gang omkring seksuelle ydelser og forbrydelser.
En dreng bliver slået ihjel, men genopvakt af de andre drenge
i et ritual af kropsvæsker, himmelsyner, sang og dans. Igen tænker man på
Strunges fremtidsminder, hvor generationens ”vi” danser og synger til luften
bliver klar og tæt.
Novellerne er gådefulde og har en egen humor. Eika selv har
talt om, at han skriver en form for flagrende realisme, hvor teksten arbejder
med forskellige virkelighedsskred, og hvor der er en fascination af visionerne
af denne skræmmende og fremmed fremtid.
Man er ikke et øjeblik i tvivl om, at Eikas noveller er
noget ganske særligt. Ingen skriver som han, selvom science fiction er blevet
en meget yndet genre. Jeg er blevet overrasket og rystet, som da jeg som barn
første gang læste Cecil Bødkers novellesamling Øjet, der blandt andet fortæller om atomkrigens univers. Cecil
Bødkers noveller blev klassikere og kernetekster for generationer af læsere.
Jeg spår Eikas noveller en lignende skæbne, og derfor skal han selvfølgelig
tildeles Michael Strunge-prisen 2018.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar