Inge Pedersen, skyvandrer, 1936-2018

- her er min alvorligt betagede anmeldelse af Inge Pedersens første erindringsroman, Og halsen af en svane (og så kunne man godt ønske sig nogle litterært taknemlige nekrologer i de landsdækkende aviser,(s bogtillæg) ud over min egen (alt for lille) note i WA Bøger i går)

Kalkplettede øjne

21. april 2006

 

Store henrivende Inge. Intenst og boblende og triumferende løber erindringen af med Inge Pedersen, og brat er også læseren (f. 1968) et besættelsesbarn. .

 

Inge Pedersen: Og halsen af en svane. 168 sider. 175 kr. Gyldendal.

JEG skulle ikke langt ind i Inge Pedersens nye bog Og halsen af en svane, med undertitlen og genrebetegnelsen »Stumper af roman«, før jeg havde overgivet mig til skriftens næsten hypnotisk sugende drive og glemt alt om min initiale skepsis ved for penge at skulle læse endnu et stykke barndomserindring inc. Hør bare den første sætning i andet kapitel, »Citronæblet«; emnet kan ikke være mere ydmygt konkret, og det er morens dækkede direkte tale, og ikke barnestemmen selv, der er i front, men alligevel tvinges læsningen dramatisk op i fart med det samme:

»Køkkenbordet i min mors første køkken havde været som seks af mine hænder lagt ved siden af hendes, og køkkenvasken var af sort afskallet jern, bare hun havde skrællet et par kartofler, var den stoppet, sagde hun.«

Ligesom flere af de andre store og små og meget små kapitler kører »Citronæblet« – som fortæller om morens fortælling om hendes og farens første tid sammen – rask deruda’ uden inddeling i afsnit. Det er i en på samme tid henført og viljefast strøm, der erindres, tumlende lige frem med radaren konstant finindstillet på det ene fortidsnu efter det andet.

Og den fortid, hvis nuer erindres, er en barndom i Nordjylland under besættelsen; hvis vi tillader os at skæve til flappens minibiografi, skal jegfortælleren forestille at være 3-4 til 10-11 år, og det passer meget godt, bortset fra, at pigebarnet lige er de kritiske par grader mere intenst opmærksom på stort og småt i verden, end almindeligt er for små pigebørn, nu som dengang. Og det, der sker i den besættelsesbarndom, er det, der sker i sådan en besættelsesbarndom, og det er ikke rasende interessant i sig selv: noget krise mellem forældrene omkring farens sabotagearbejde og fiskerdrømme, idylliske besøg hos farmoren og mormoren, en tante Kitte, der er kommet i uføre, en flygtningefamilie, der må skjule sig for tyskerne, mere eller mindre grimme/grumme oplevelser med lærere og andre børn, altså uskyldstab på uskyldstab på uskyldstab, plus jo så besættelsen, og alt hvad deraf følger af kendte rekvisitter og kulisser. Men uden for sig selv, i écriturens flintrende vold i pigens hoved, er dette hele ikke usædvanlige inventarium mirakuløst nok aldrig mindre end interessant rasende.

Pigen har noget med ord, et helt, lille kapitel handler om ordet Gestapo: »Det lå bare derinde og knasede ge-sta-po som det grå cementstøv på fortovet.« Og ligesom i Arthur Krasilnikoffs erindringsroman Hvalens øje og med samme urimelige held poetiserer forfatterkvinden Pedersen uafladeligt jegpigen Inges bevidsthed, her kan hun efter en ildebrand ikke falde i søvn: »Æbleblomsterne skreg. Æbleblomsterne sneede. Himlen var lille og grøn som snot, og til sidst lå jeg med opspærrede øjne under dynen igen.«

Sidste kapitel, der handler om jegpigens hemmelige, nonsensiske telefonsamtaler med ingen, hedder ligefrem »Et andet sprogs måner for øjnene«, og afrundes med følgende heftige sætning:

»Så jeg aldrig kunne blive mig uden fremmede åndedræt, uden susende skove af fremmede kroppe at høre sammen med inde under ordene.«

Da er man ikke længere i tvivl om, at Og halsen af en svane ikke bare er en smuk erindringsroman, men også en skarp kunstnerroman. Der er en stor, lige præcis poetisk retfærdighed i, at Inge Pedersen iført sit yngre, storøjede og renhjertede alter egos ham brænder så stærkt og klart igennem, at det ligner et veritabelt gennembrud, i al lynende beskedenhed.