Ord er håndgribeligt rod

Tale ved tildelingen til af Kritikerprisen 2013 til Pia Juul for hendes samling af ”noveller og episoder” Af sted, til stede

Hvis jeg var dramatisk anlagt, ville jeg benytte denne lejlighed til at melde mig ud af Litteraturkritikernes Lav, fordi min ikke synderligt hemmelige ambition med medlemskabet omsider er realiseret: Pia Juul har fået Kritikerprisen, og jeg holder talen.

  Se selv! Jeg står her! Hun står dér! Hvor ultimativt rigtigt er det ikke!?

  Jeg har ikke talt op, hvor mange gange hun er blevet nomineret, og jeg vil ikke spørge, selvom hun sikkert ved det alt for godt. Men jeg tror roligt, jeg kan sige så meget som, at sjældent har en forfatter skrevet og fået nomineret så mange fremragende bøger, inden hun har fået Kritikerprisen. Eller mere præcist: Aldrig er så selvfølgeligt et valg blevet undgået så længe. Det er denne særlige selvfølgelighed og selvfølgelige særlighed, som lige fra starten af har kendetegnet Pia Juuls og hendes bøgers fremragendehed, der gør forsinkelsen så ekstraordinært pinlig. Undskyld for at prisen kommer så sent! Tak for at den ikke kommer for sent: At der er endnu en fremragende bog at særligt og selvfølgeligt præmiere, den der hedder Af sted, til stede og påstås at indeholde ”noveller og episoder”.

   Særligheden og selvfølgeligheden skyldes, tror jeg, at ikke bare har Pia Juul altid holdt af ord, ordene har altid holdt af Pia Juul. Og hvem kan argumentere imod ordenes egen præference? Det er simpelthen en af de helt store kærlighedshistorier i dansk litteratur, ordene og Pia Juul. På samme tid varsomt og håndfast holder de af hinanden, og holder de om hinanden, og holder de øje med hinanden. De er skabt for hinanden, som man siger, og forfatterskabet har altid fornøjet sig usigeligt med det, som man siger. 

  Min eneste ambition med denne tale er at citere to tekster fra den prisbelønnede bog in toto. Den første er titelteksten, der lumsk befinder sig på venstre omslagsflap; lumsk for mig i hvert fald, der først forleden, da jeg læste bogen for fjerde eller femte  gang, fik øje på den – med et chok jeg stadig ikke har forvundet, derfor er teksten uundgåelig som førsteeksempel:
  ”Den havelåge. Den vandlåge. Jeg ser den fra min stol, de fører begge veje, men jeg flytter mig ikke. Da jeg var barn skulle jeg cykle til skole. I medvindens kedsomhed varierede man hændernes placering. Uden hænder på styret, begge hænder på, den højre eller venstre på og da med den anden hængende nonchalant ned langs siden. Nonchalancen måtte indøves og egnede sig egentlig bedst til landsbyens gader, ikke til landevejen og slet ikke når mælkebilerne og foderstoffens lastvogne kørte tæt forbi eller revisoren som kørte alt for stærkt. En dag faldt det mig ind at krydsede hænder måtte være det rigtige, faktisk en genistreg. Jeg forestille mig overkroppens tyngde som et hjælpemiddel der ville gøre det let, jeg så for mig at denne variation var den eneste rette. Men jeg nåede knap nok en meter frem; før jeg så mig om lå jeg blødende på asfalten og havde flere år efter stadig så følelsesløse knæ, at jeg kunne stikke en knappenål dybt ind dem begge uden at mærke noget.”

  Lige så meget som teksten handler om, hvad en dansklærer kunne mene, at den handlede om, eksistentiel balance og ubalance, modenhed og overmod, sathed og eventyrlyst, handler den om at nå frem til formuleringen af de jo helt konkret rammende to paradokser, ”medvindens kedsomhed” og ”Nonchalancen måtte indøves”, og ja, ja, det er også alt sammen poetik, Men lige så meget som eksistens, paradoks og poetik handler teksten bare om ord, erindringsord som ’foderstoffen’, skæve ord som neologismen ’vandlåge’ (Google kender kun vandlage og vandlås) udsøgte, selvnydende klenoideord som ’nonchalance’ og ’genistreg’, klare, samklingende ord som ’knæ’ og ’knappenål’ – i en sekvens, som ordene selv knopskydende og hinkestensspringende bestemmer, fra bløde ’blødende’ til ’asfalten’s hårdhed. Men mest handler teksten vel om at falde i staver over de to fine, fine ord eller næsten-ord i bogens og tekstens titel eller rettere om pauserne i dem: Af()sted, til()stede, hvor man kan tage afsæt eller ophold alt efter behag og nødvendighed.

   Den eneste forskel på Pia Juuls digte og korte prosatekster er, at digtene har stjerner, asterisker, *’er, mens prosateksterne har titler. De fleste titler i Af sted, til stede består af et enkelt ord fra teksten selv, hvor det ofte kun står nævnt en enkelt gang. Og det er ikke tematisk, at teksten handler om det ord; det er poetisk, at det ord handler med teksten, bringer teksten i bevægelse eller sætter den i oprør, anfægter eller forvirrer eller betager. Eller ordet sidder bare i et fjernt hjørne og blinker, henkastet, men uimodståeligt, som er teksten en leksikonartikel på hovedet:

  ”Hvedebrødsdage”, ”Feber”, ”Gift”, ”Excentrisk”, vigtigt ord, vigtig tekst (i den rækkefølge nemlig),  ”Katar”, ”Lately”, ”Prægtig”, ”Glas”, ”Mandolinfeber”, ”Viljesakt”, ”Brudevals”, ”Hængt”, ”Selvbeherskelse”, ”Rya”, ”Armbåndsur”, ”Brandfælde”, ”Smitsom” (der næsten lyder som et navn, Smithson), ”Glimt”, ”Pergament”.

   Ord er ikke mindst navne hos Pia Juul, og navne nævner titlerne også, særlige og selvfølgelige, ”Pusjkin”, ”Hansen”, ”Vildbjerg”; projektet i teksten ”Hansen” er simpelthen at fortrylle navnet Hansen til at blive et navn for lykke, hvilket mirkauløst nok lykkes. Et selvfølgelig navn illuminerer og illumineres af et selvfølgelig ord.

  Ellers er metoden og måske handlingen i bogen, at de særlige ord konkretiserer de selvfølgelige ord, sætter dem i musik og i spil, og frem for alt ordet lykkelig (og dets antipode: u-lykkelig). Her er et citat apropos fra teksten med den dobbelttydige titel, mindst!,  ”Det røde hav”:

  ”I skuffen finder jeg affaldsposer og går alligevel ind i stuen, hvad vil det sige være lykkelig, det er jo bare et ord, men rod er håndgribeligt.”

  En Juul-person er virkelig i kulkælderen, hvis hun siger, noget ”bare” er et ord, selv ordet lykkelig. Snarere er ord et håndgribeligt rod - og et håndgribeligt og jonglerbart udtryk for livets rod, der jo i en god og ond cirkel tit forårsages af ord, af bedragerisk selvfølgelige ord, og frem for alt ordet lykkelig.

  Et par titler peger ikke bare et enkelt, men flere af tekstens ord ud – det er NB forbudt for alle undtagen Pia Juul at bruge kommaer i titler! – ligesom jeg gjorde i titelteksten lige før: ”Le Bonheur, idiot” og ”Kaffe, smugkro, hårlok”, som er den anden tekst, jeg vil citere. Fordi de tre ord bliver bogens mest slående og sugende, på samme tid særlige og selvfølgelige kodeord for lykke, eller længslen efter lykke, eller lykken ved længsel, den bogstavelige lykke og den lykkelige bogstavelighed; bortset fra at handlingen mest handler om ulykke:

  ”I Pouls barndomshjem var der altid kaffe på kanden. Folk elskede hans mor og kom tit forbi. Huset var lille og lå nærmest på en mark. De var to forældre, syv børn og en bedstemor i de små rum. De måtte hverken danse, spille kort eller drikke alkohol. Da han blev udlært tog han til Amerika. Sådan hed det. Det var i forbudstiden, og han smagte alkohol for første gang på en smugkro. Det var en stor oplevelse. ”Da vi kom ud var det som om gaden kom farende op i hovedet på mig,” sagde han. Det glemte han aldrig. Jeg var 21, da han fortalte det. Da havde jeg allerede selv oplevet gader og veje komme farende op i hovedet på mig. Der var for eksempel den nat jeg vaklede ud af minibussen fra kroen og gik op ad bakken med blikket bekymret fæstet på lyset i gavlen af vores hus. Min far var bestemt ikke vågen fordi jeg kom for sent hjem, men jeg gik derop. Han lå og læste. Poul var på besøg og var blevet syg om natten, nu var han på hospitalet. Der gik mange år endnu før han døde, men denne nat var vi bange. Her tænke vi at det kunne ske. Jeg havde frygtet det i hele min barndom. Nu troede jeg det skete. Det skete ikke. Men senere skete det. Som det jo bare må. Hans søster Agnes var den sidste af dem der døde. En dag sagde hun fortabt: ”Hvad skal jeg dog gøre af alle mine forældres ting. Der er en bibel og breve og en lok af Sigrids hår.” Den lok af den lille søsters hår. Hun døde to år gammel af den spanske syge. De nævnte hende tit. Den lok. Hvem ville have den? Jeg tænkte: Det vil jeg. Det vil jeg.”

  Vi kan desværre ikke give dig en lok af Agnes Henningsens hår, det havde ellers været noget særligt. Her er anderledes selvfølgeligt en klækkelig check.

  Lykke til, ord og Pia!