tirsdag den 3. januar 2012

Telefonteori om dobbeltoriginalitet

Blev telefoninterviewet af en journaliststuderende om poesi og mundtlighed og kom til at sige, at mundtlig litteraturoriginalitet var langt sjældnere end skriftlig litteraturoriginalitet, blev spurgt hvorfor dog i alverden? og først vævede jeg lidt om manglende tradition for og bevidsthed om mundtlig originalitet (som noget der gør performancen til mere end nok så smuk/virtuos/slagkraftig/kapabel oplæsning af en (original) tekst), hvilket også er rigtig nok, men primært, slog det mig, er det fordi, at mundtlig originalitet kræver DOBBELT originalitet: oveni eller knopskydende fra eller simpelthen eksploderende en skriftlig/bogstavelig/sproglig (grund)originalitet skal man performe en mundtlig originalitet, og derfor er det så sjældent, man møder ægte mundtlige originaler, hvem findes der af nulevende (ved siden af de bedste rappere, hvor dobbeltoriginaliteten er simultan): Jørgen Sonne, den sene Peter Laugesen, T.S. Høeg, Jens Blendstrup, (Line Knutzon tæller ikke helt, men kun næsten, fordi teksterne er skrevet som dramatik (men i det seneste Måvens og Peder-afsnit i Hvedekorn 1 og 2, 2011, ikke til opførelse af andre end hende)), Lars Skinnebach, måske nok Morten Søndergaard, Pablo Llambías, Mette Moestrup, Ursula Andkjær (uden eller (mest) med musikere), for nu kun at nævne digtere over 35 (de slette slam-performere er ekstra irriterende fordi de kombinerer uoriginalitet med uoriginalitet, 2 x udtyndet Dan Turèll bliver en forsvindende lille pyt af onkel).

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar