EXKLUSIVT: STRUNGE-TALE I (Mai for Caspar)

Anne-Marie Mais tale ved uddelingen af Michael Strunge-Prisen 2016 til Caspar Eric:

-->

Motivering af Strunge-prisen til Caspar Eric

Jeg begynder med slutningen og bagsiden… af Caspar Erics Nike:

It’s the things

we love most

that destroy us

knus Caspar

Der er tydeligvis en flertydighed i dette afsluttende knus. ”Knus” kan opfattes som afsendelsen en kærlig omfavnelse fra digteren til læseren, en opfordring til at omfavne ham eller en bydemåde om at tilintetgøre ham. Og flertydigheden er karakteristisk for den poesi, som Caspar Eric giver læseren i Nike, en titel, der på sin side har mindst tre referencer: til sejsgudinden, til sportsfirmaet og til ekskæresten, som digteren har lovet ikke at skrive om. Og det gør han selvfølgelig heller ikke, for digtenes virkelighedsreferencer er ligesom ”knuset” hverken entydige eller afbildende. Digtene er måder at forholde sig på til billederflader i virkeligheden, i sproget, i tanker og forestillinger og i menneskelige forhold.  Det fremhæves ofte i omtalen af bogen, at den handler om at være handicappet og om et forlist kæresteforhold.  Men betegnelsen ”handle om” passer dårligt på digtene – de bevæger sig først og fremmest strømmende og associerende vidt omkring i adfærd, normer, i oplevelser af lykkelig og ulykkelig kærlighed og af krop og køn.  

Digterens skildring af kroppen, der er mærket af cerebral parese, er hverken en sygehistorie eller handicapanalyse; den minder først og fremmest læseren om kulturens indskrænkede normer og vurderende blik, når det gælder menneskekroppen, normer, som får alt for mange til at regulært at hade deres krop. Nike triumferer med sin skarpe poesi over de indskrænkede kropsidealer og forventningerne til en handicappet. Fordommene om den stakkels eller sympatiske handicappede eller om afvigeren, der skal kanøfles, viser sig at stå i kø blandt voksne og børn, og Nike udstiller både disse fordomme og digterens egne blinde pletter og narcissisme.      

         Nike er formet som et langdigt, en recitation med en rytme som både jazzmusik, spoken words og meditativ refleksion. Som sådant har langdigtet sine forudsætninger og forbilleder i 1960´ernes digtning. Digtenes flotte glid i gennem sproget skifter fart og brydes af gennem indfald og sammenligninger, der griber ind i hinanden på en måde, så man ikke kan se hverken deres begyndelse eller ende.

          Et sted i digtet bevæger digteren sig i en tankerække, der går fra Assistens Kirkegaard via et fitnesscenter til et parkeringshus i Detroit, som jeget sammenligner sig selv med: ”en følelse/ af at være et forladt/parkeringshus i Detroit/ der umuligt kan betale tilbage/ for al den neon og de håb/ der er blevet investeret i mig/ så mange ufærdige broer/så mange skyskrabere/ så mange kontorpladser/ så mange tomme centre/ så mange forladte/ projekter hvis skæbne/ det er at blive glemt/ eller vente/ på at nogle unge/ hipstere kommer forbi/ og giver den sprækkende/ beton en eller anden/ slumromantisk værdi/ perfekt til crazyfucking/postqueertechhouserave/ som de kan tage entré for/ at være en del af/ det fælleskab jeg/ bare skulle være glad for/hvis jeg var en bygning/ på tvangsauktion for/ hvad fuck ville jeg/ ellers gøre når jeg ikke/længere kunne bruges til/ det der var mening i Detroit fx” (s. 78-79).

         Huset eller ligefrem jeg-huset er en metafor i dansk digtning, som vi kender fra Ole Sarvig: ”Mennesker er huse / med korsruder. / Alle er vi / huse i byen”, skrev han i sin samling fra 1944; i Caspar Erics version bliver metaforikken godt nok opdateret og nærmest sparket i nakken af sig selv. Og sådan går det ofte med sproget og billederne i Caspar Erics langdigt: det velkendte får et tvist som det tvist i hoften, som sygdommen har givet digteren. Som læser møder man således både sig selv og et andet menneske i Nike.  Digtene har ikke en ambition om at være hudløst ærlige, de vil i stedet give os lov til at se huden, kroppen og sjælen i et andet lys end perfektionens. Nike skaber et mandsbillede, der minder om Michael Strunges portrætter af digteren som ung mand til party, på S-togsstationen, på gaden, i sengen og i lejligheden. Samtidig  er Nike selvfølgelig så Caspar Ericsk, at hver sætning har  hans særlige tonefald.  

Nike fortjener egentlig ikke prædikatet, ”den svære to´er”, snarere betegnelsen den sejrende to´er, og derfor er det en fornøjelse at tildele Caspar Eric Michael Strunge-prisen 2016.    

("Detroit's Michigan Theater: A Most Beautiful Parking Lot")

Sønderrivning af Wiener Dog

Fra research til 2 forskellige anmeldelser:

Sønderrivning med heste

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Martyrdom af Hippolytus af Dieric Bouts

Sønderrivning med heste var en henrettelsesmetode, som gik ud på at offerets arme og ben på én gang blev revet fra hans krop. Inden sønderrivningen blev iværksat, blev delinkventen klædt nøgen. Den nødvendige trækkraft var fire heste, der hver var bundet til et af hans fire lemmer. Hestene piskedes til at trække af alle kræfter.
Denne henrettelsesform anvendtes som straf for exceptionelt alvorlige forbrydelser som i Frankrig for anslag mod kongens liv. Se Robert-François Damiens (attentat på Ludvig den 15. 1757) og François Ravaillac (mordet på Henrik 4. 1610). Det spanske kolonistyre henrettede oprørslederen Túpac Amaru II ved sønderrivning.
Henrettelser betragtedes som et offentligt skuespil. Det gjaldt i særlig grad for aflivningen af gerningsmændene til celebre attentater. Store tilskuerskarer flokkedes for at overvære en sønderrivningseksekution. Casanova overværede henrettelsen af Damiens.
Når visse kristne martyrer siges at være sønderrevet af heste, er det snarere anekdotisk end historisk.
Der findes ingen antydning af, at henrettelsesmetoden har været brugt i Danmark.

weinerdog

 

A dachshund, either standard or minature. Called weinerdog because of its resemblance to a hotdog or "weiner". This dog was originally bred in Germany to find moles or badgers.

That's an adorable weinerdog walking down the sidewalk!

Mesterlig hybrid digterkasse

Sigurd Buch Kristensen 

 

added 2 new photos — at Erhvervsskolen Nordsjælland.

Hillerød · 

 

Svendeprøven afleveret! Dommen falder imorgen. Den første af sin slags i verden, en glasfiberkasse med håndtag, mahogniskuffer og låg.

En ukoket sonet

- fra New York Times (link her inkl video) :

Whether Lin-Manuel Miranda is standing with President Obama in the Rose Garden or accepting a Grammy Award onstage, he is known to give his audience a freestyle rap fit for the occasion.

On Sunday, when Mr. Miranda accepted his award for best score for "Hamilton” at the Tony Awards, his second Tony win in this category, he said he was too old to freestyle. So he wrote a sonnet instead, addressing his love for his wife, Vanessa Nadal, as well as the shooting massacre that left 50 people dead early Sunday in Orlando, Fla.

My wife’s the reason anything gets done
She nudges me towards promise by degrees
She is a perfect symphony of one
Our son is her most beautiful reprise.

We chase the melodies that seem to find us
Until they’re finished songs and start to play
When senseless acts of tragedy remind us
That nothing here is promised, not one day.
 

This show is proof that history remembers
We lived through times when hate and fear seemed stronger;
We rise and fall and light from dying embers, remembrances that hope and love last longer

And love is love is love is love is love is love is love is love cannot be killed or swept aside.
I sing Vanessa’s symphony, Eliza tells her story
Now fill the world with music, love and pride.

De sociale medier røber stort og ikke mindst småt

herunder 2016-vinderen(e) af Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris 2016, selvom den officielle proklamation først er publikationen af tale og inventarium i WA Bøger på fredag -

Anders Brønseruds daglige tegneseriestribe:



Opdatering ved Sigrún Gudbrandsdóttir (nomineret i år):

Sigrun Gudbrandsdottir

Hvad der skete på Svejk i Smallegade idag? Der var et langt, langt smalt bord hvor der var helt lunt selvom der var køligt rundt om, nok fordi alle folk kiggede på hinanden med nysgerrig varme. Så selv om redaktørernes aflagte nytårshatte fra 2006 ikke gik til mig, så fik jeg stadig noget meget, meget fint med hjem. Tillykke til Søstrene Olsen for vindingen! Og tak for kaffetåren og blikket.

Fotos ved Gita Pasternak:

Det smalle juhu lyder lidt kinesisk

JU
AA
OO!

De nominerede mønstres og vinderen kåres

om halvanden time på Cafe Svejk:

Ikke længere syv-otteårige Ursula gå til stadighed fornemt og sammenbidt fremad - hvor går hun hen i dag?

- fra hendes Maja-larm-klumme i lørdags:

"7. Jeg går ad Peder Lykkes Vej til skole, jeg er syv-otte år, jeg bider tænderne hårdt sammen, meget hårdt, jeg løfter hagen, jeg har en forestilling om, at det får mig til at se fornem ud, hvad jeg forstår ved fornem, det jeg forstår: Kampklar, som en ridder på vej i kamp, en konge/ dronning på vej i kamp. Solen skinner. Måden hvorpå disciplineringen sidder i min krop og udtrykker sig igennem den. Måden hvorpå friheden sidder i min krop og udtrykker sig igennem den. Min rustning/ trods glitrer.

8. Barnets eventyr rummer en alvor, som den voksnes realitetssans kun er en svag afglans af. At eventyret er virkeligere (= alvorligere) end realiteterne. At realiteterne er en skyggedans i forhold til den oprindelige (til situationen passende) alvor. Det realistiske som en langsom nedbrydning af alt hvad der er væsentligt. Det realistiske som en langsom nedbrydning af alt hvad der er.

9. Jeg går, jeg kan huske fornemmelsen i kæben. Jeg kan huske, hvor overrasket jeg blev, da jeg så, det sammenbidte snarere gjorde mig pluskæbet."

En anden pris vi gerne priser!

er Michael Strunge-Prisen, der i nogle år jo har været bog nr. 2-prisen og som i år (overrækkelse på torsdag i Gyldendals gemakker, sådan cirka det modsatte af Smallegades fortov) går til Caspar Eric, TILLYKKE;  for langdigtet Nike, 2015, hvilket det ville være virkelig dumt at klage over, når nu bogen er og bliver skidegod, selvom CE mildest talt ikke har ude af vælten, herunder pris-vælten, siden han debuterede i 2014 med 7/11 (endnu tidligere, i 2013, var han nomineret til Bukdahls Bet for en pdf-samling), hvilket han da også selv udmærket er klar over, som det med al besværgende klarhed fremgår af hans takke-opdatering på Facebook:

"Jeg har vundet en pris som jeg er meget stolt af. (Jeg er også stolt af Blixenprisen) Men mest af alt er jeg stolt af lille NIKE som jeg aldrig kunne have skrevet hvis ikke jeg havde haft så mange gode støttende mennesker omkring mig også og især i de perioder hvor ting virkede mest mørke og nærmest umulige at komme tilbage fra og jeg er også bare en lille person men den kærlighed virker vigtig for tiden altså den grundlæggende kærlighed så tak for den og tak for at jeg lever i et samfund hvor min krop kun i symbolsk popkulturel forstand hele tiden dømmes til døden (YES HOLLYWOOD i am looking at you with my limping Sauron Heart) og tak for at jeg i hvert fald i litteraturen gerne må have nogle følelser som der ikke er plads til så mange andre steder hvis man fx er en af dem der gerne bare vil efterlade lykkens projekt hvor den hører hjemme i et skab på en togstation hvor alt er gået i stå (Ringsted?) og jeg vil også gerne sige at jeg ved godt at jeg fylder meget at der ER øjne rettet mod min Johnsonske permanente catwalk og jeg prøver at tænke på det og smide hænder i alle mulige retninger og det hjælper fx har universet udvidet sig og hvad er der at gøre ved det (en masse) andet end at prøve også at lade de rum hvor vi kan trække vejret træk (skud ud RESPIRATOR der reddede mit liv før det fandtes) træk vejret"

Sen anmelderdebut 2: Der er noget Jacoformet over Henrik Bruns prosa

Tilbage i marts skrev kriminalromanmakkerparret (der var makkerpar før alle blev makkerpar), Christian Dorph og Simon Pasternak et hårkogt manifest i Information vendt mod den danske/nordiske kriminalromans elendighed - her den indledende salve og første punkt:

"Krimien er de sidste 25 år blevet en stor genre i Danmark og Skandinavien, de væltes stadig ud i store oplag og rydder toppen af bestsellerlisterne. I Tyskland har den skandinaviske krimi været blockbuster længe, i England og USA er nordic noir blevet et kæmpe hit inden for de sidste år. Men i modsætning til de danske krimi-tv-serier som Broen og Forbrydelsen, der har opfundet og udvikler et format og en æstetik, er den danske kriminalroman stort set gået i stå i triste skabeloner.
  Når en genre hitter på den måde, kunne man ellers håbe, at det ville skabe en intens interesse for at udforske genren, bruge den, opfinde den igen og spytte nye nødvendigheder ud, nye stemmer, hvirvle nyt stof op.
  Og for at gøre tristessen omtrent fuldkommen er krimikritikken under niveau og arbejder med dobbeltstandarder, hvor man konsekvent henvender sig til forbrugere og ikke læsere. Det ærgerlige resultat er, at plottet litteratur bliver ved med at være i miskredit, og at formerne ikke udvikler sig inden for den litterære fortælling. Hvis man vil se innovative fortælleligheder, skal man desværre se tegnefilm eller tv-serier.
  Den danske krimis elendigheder kan koges ned til følgende ingredienser: journalisme, sympatisme, feriemoralisme, tomme plots og kritiske dobbeltstandarder.

Journalisme Lars Bukdahl har introduceret et spøjst begreb, 'den socialdemokratiske fortæller', der betegner en særlig rummelig prosa, hvor der skal være plads til alle, og hvor der plukkes lidt rundt i mange bevidstheder. I et anonymt sprog skrives der alenlange indre og ydre monologer, der kunne være sagt eller tænkt af alle og enhver, og hvor alle får plads til at have en følelse eller en tanke, det hele gerne blandet med 'interessant' research, så man kommer rundt i verden og får noget at tænke over. Men en sådan tilgang til fortælling er journalistisk og ikke litterær, og det medfører, at der ikke er plads til alle i journalistisk forhippethed på kommunikation, rummelighed og genkendelse. Litteratur handler om at skærpe synsvinkler og individualisere sprog, kort: at arbejde med en bestemt stemme, se verden fra et idiosynkratisk synspunkt og ikke bare samle en bunke ord, alle og enhver ville kunne benytte sig af for at formidle et budskab, en research, et puslespilsplot.

Markkerparrets ene halvdel Christian Dorph nøjes ikke med at have det i polemikken, han har sagt ja til det utaknemlige job som anmelder af ny kriminallitteratur i Weekendavisen Bøger, og siden 20.april er det blevet til fem anmeldelser, af 1 svensk og 4 danske spændings- og kriminalromaner, og med træt og snerrende bravur har han ikke være glad for en eneste af dem. I fredags anmeldte han Henrik Bruns Den polske lykkejæger med blandt andre disse morderiske ord - under den perfekte overskrift "Tintin i Polen":

"De første 350 sider går med jagten på en mand, der tilsyneladende ikke har gjort noget, og hvor det eneste mildt mystiske og ubesvarede spørgsmål er, hvorfor han flygter.

Det kan læseren så undre sig over, mens Ketil Brandt holder sin redaktør i Danmark hen og opvarter de dejlige damer (Bruns udtryk) fra politiet. Dem har han nemlig også licens til, side 309: »For fanden, det havde været en fin hyrdetime på hotelværelset i aftes. Bogstaveligt talt. Det havde højst varet en time.« Dejligt, at dét i det mindste går hurtigt, for det gør handlingen mildest talt ikke.

Der er noget Jacoformet over Henrik Bruns prosa, fornuftig, solid og rummelig og med tykke såler og ekstra syninger i form af fraser som skabe moro, ty til korporligheder og tage ad notam og flittig brug af udtryk som markant, formentlig, garant, primært, foreteelse, vitterlig og lidet flatterende.

Sproglige gammelagtigheder kan jo sagtens være fede og interessante, hvis de er med til at karakterisere og skærpe en stemme og en karakter. Men hos Brun er de drysset ud over det hele, og foruden Ketil er der pænt mange fortællere, som alle ræsonnerer på samme jævne og besindige måde og tænker længe, langsomt og sagligt over sagen og sagerne.

Det havde hjulpet på spændingen, hvis handlingen var tilspidset tidligere, og hvis Ketil Brandt havde været lost in translation mellem polsk politi, efterretningsvæsen og den danske fagbevægelse; hvis han var mere blind passager i et farligt og højstemt politisk drama end Tintin i Polen. Men der er nærmest ingen ubekendte, for der er medhør på samtlige personers tanker, selv den polske ambassadør i Danmark, som bare sidder på sin ambassade og tænker over tingene og ærgrer sig over det danske debatklima og overvejer, om han skal skrive et læserbrev."

Sen anmelderdebut 1: En ranglet dreng med lilla hår

Krisian Bang Foss debuterede denne fredag som gæste-madanmelder i Politiken Plus med et særlangt pragtnummer, der - som var det faktisk hans med længsel ventede fjerde roman - begynder så decideret klassisk:

"Restaurant Den Fuldkomne Fisker

 

 

Byskovvej 42. Onsevig. 4913 Horslunde.

En ranglet dreng med lilla hår kom trillende ned ad landevejen på et skateboard. I aften sidder han nok ved en bålplads på stranden sammen med vennerne, tænkte jeg, og knipser splitterne fra dåseøllerne ud over havet, prøver at skyde dem helt til Langeland, eller hvad der nu ligger derude i sommermørket.
Selv kørte jeg i bil mod Onsevig Camping for at spise på Restaurant Den Fuldkomne Fisker. Som altid lå provinsen øde hen, og drengen var den eneste skikkelse, jeg så på den idylliske køretur mellem motorvejen og campingpladsen.
Op ad nabohytten til den hytte, jeg havde lejet, lænede sig en fiskestang, og langs det levende hegn, der omkransede pladsen, stod campingvogne og villatelte med campister i klapstole foran.
Kort efter sad jeg på restauranten, der er opkaldt efter Izaak Waltons mesterværk om lystfiskeri fra 1653. Jeg er selv lystfisker og får af den grund ofte bogen i gave. I øjeblikket står der fem i reolen. Jeg har nogle gange haft mistanke om, at der kører en practical joke bag min ryg. Giverne ved heller ikke, at min far er ivrig samler af ’Den Fuldkomne’ og ejer over hundrede forskellige danske og engelske eksemplarer. Jeg er flasket op med Walton.
Restauranten har udviklet et koncept, de kalder lopas: den lollandske tapas. Ordet lyder så fjollet, at man ikke kan lade være at elske det.
»Det er svært at vælge«, sagde en ægtemand ved nabobordet, mens han læste i menuen. Rådvildheden forstærkede en lollandsk melodi i stemmen, som årene i København ikke havde fået has på. Efter børnene blev store, flyttede parret tilbage til fødeegnen. Nu var de på tur med campingvognen.
Selv var jeg ikke i tvivl, jeg ville have den store lopas-menu, syv retter med vinmenu. Bum.
Min første lopas serveret på Lolland, Sjællands Andalusien, så således ud: et stykke baconomviklet torsk omkranset af tre små stykker varmrøget laks og ærteblomster og kørvel (spiseligt ukrudt, som ægtemanden ved nabobordet kaldte det). Torsken, der i forvejen fik salt fra baconen, var blevet oversaltet, og laksens fedme var for meget sammen med svinefedtet. Retten blev domineret af fedt på fedt og salt på salt. Kold hvidvin havde hjulpet på det, men det glas Pouilly Fumé, som værten gavmildt skænkede med ordene »du skal jo ikke så langt«, var desværre lunken"

Man skal være alvorlig eddikemisbruger for at blive sur på Bet'en

Visse har vrisset ad Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris, der uddeles i morgen klokken 15 for an Cafe Svejk, og jeg har svaret offensivt positivt:

Comments

Arash Sharifzadeh Abdi Dejlig lille indspist gruppe.
Svarer du ikke digtere, der sender ind til Hvedekorn længere?

Lars Bukdahl Kære Hvedekornsbidragydende og WA-anmeldte og vel dermed totalt indspiste Arash. Jeg tør godt garantere, at de 13 på alle mulige ledder sindssygt forskellige nominerede aldrig har spist ved samme bord, heller ikke forskudt - men nogle af dem har helt sikkert, og hvad så? Du er hjertelig velkommen til at komme forbi og blive inddrukket med hvem der end dukker op til den pivåbne prisoverrækkelse på mandag. Og indrømmet, jeg er skrækkelig dårlig til at få svaret indsendere i tide, det er jeg helt ærligt ked af. Kærlig hilsen Prisbestyrer Lars Bukdahl

Arne Herløv Petersen

Bukdahls Bet får igen i år lov til at brede sig over to sider i Weekendavisen. Det er en parodi på en litteraturpris. Prisen er opkaldt efter en anmelder, der helt alene nominerer nogle bøger, han selv har anmeldt positivt eller af andre grunde selv synes om, hvorefter anmelderen spiller dommer og udvælger den af bøgerne, han har bestemt skal vinde. I en kommentar på anmelderens blog forklarer anmelderen, at når han denne gang ikke har valgt bøger af sin bedste ven og af sin kæreste, så er det, fordi han selv synes, han er inhabil, men han vil dog understrege, at hvis han havde givet sig selv lov til det, havde han også valgt dem.
Men det siger jo noget om litteraturens situation i dag. Det hele drejer sig om anmelderens eget lille egomane spil, og forfatterne og deres bøger er staffage og rekvisitter i det store spil om anmelderens fremvisning af sin magt.
Egentlig kunne vi vel helt undvære litteraturen. Anmelderne kunne lige så godt positionere sig og udøve magt ved at anmelde hinandens anmeldelser af andre anmeldere.

Lars Bukdahl Tænk, jeg troede, jeg på festlig vis ville hædre nogle værker, der ikke har fået den opmærksomhed, de fortjener, på grund af deres såkaldte "smalle" kvaliteter og faconer, men hvad ved jeg? I hvert fald forekommer du, Arne, mere optaget af nominatoren end de nominerede, som jeg såmænd bare håber, at folk, inkl. dig, inciteres til at opsøge og læse. Forklar mig venligst, hvordan jeg holder op med at være egoman, hvis jeg også er det, når og fordi jeg bruger min pegefingers lysstyrke til at pege udenfor kanon, forfatter- såvel som genre- og forlagsmæssigt? (og ja, prisen er en parodi (i sin tid konciperet som en bogstavelig omvending (detournement) af Læsernes Bogpris), men en helt oprigtig én, på spejderære!

(intet svar fra AHP - længere nede i kommentartråden:) 

Per-Olof Johansson Lars Bukdahl får nævnt en del navne, som ellers ikke når frem i 'omtalekulturen' og kriterierne synes jeg ok er interessante. Om udvalget helt kan leve op til kriterierne bob-bob. Som udgiver mangler jeg en oplysning om, hvordan bøgerne når frem til ham. Sender forfatterne 2 eksemplarer til WA - et til LB og et til BØGER.

Per-Olof Johansson Det jeg mener er, at Lars Bukdahl med de kriterier ikke kan medtage Mikkel Thykier, hvis forfatterskab i den grad er blevet eksponeret med hele to kronikker i Politiken samt tilbud fra Jes Stein Pedersen om at have hele tillægget til sin rådighed til at forklare sig yderligere! At hans seneste udgivelse ikke 'direkte' er nævnt, er jo kun en finte...

Arne Herløv Petersen Signe Gjessing falder vel også udenfor, Udkommet på Gyldendal og anmeldt alle vegne. Han har vist lavet om på reglerne for at få hende med. Tidligere måtte de ikke have været anmeldt i store aviser.

Per-Olof Johansson Ja - men nu er det jo kun noget vi leger...😉

Lars Bukdahl Altså, jeg ser mig jo bare omkring, så rundhorisontalt som muligt, selvfølgelig er det smart at sende mig og/eller avisen et eksemplar, men det er ikke nogen betingelse

Lars Bukdahl og tjek lige kriterierne, der er ikke noget der forhindrer en meget anmeldt bog eller en kronik-skrivende digter i at blive nomineret til Bukdahls Bet. Nomineret bliver fremragende, smalle værker, som jeg ikke mener har fået den opmærksomhed og hæder, de fortjener, og smalhed findes der mange parametre for, noget, der gør Gjessings og Thykiers fremragende bøger særligt og sært smalle er deres usædvanlige, men velbegrundede formater. Bortset fra det har en del "almindelige" digtsamlinger, også fra store forlag og selv fra Gyldendal, været nomineret mellem år og dag, fordi, som skrevet står i formaliteterne, at en digtsamling altid allerede er smal (med ganske få undtagelser, Lex Y)

Godt driv - I'll settle for that!

I Norge bliver de ved at være skeptiske overfor Mars er for tabere's letlæslighed - jeg tænker lidt sådan: hvis det er SJOVT at læse, så er det også LET(TERE) at læse!. Uddrag fra bunkeanmeldelse af Hilde Dybvikk på sitet barnebokkritikk.no:

"Mars er for taparar – en heltefortelling
Danske Lars Bukdahl og Morten Voigts Mars er for taparar er en science fiction-fortelling om Billy Bob, elev ved «NASAs hemmelege rakettskule». Dette er ikke en skole for pingler; her handler det om liv eller død. Vår helt påtar seg et oppdrag som enten kan innebære å «redde menneskeslekta eller å døy heltemodig i forsøket». Billy Bobs erkefiende kommer ham likevel i forkjøpet, og vi blir vitne til en dramatisk kamp i rommet mot et kosmisk kattedyr der liv og ære står på spill, og der Billy Bob må komme sin egen fiende til unnsetning.

 

Mars er for taparar er beregnet på eldre barn og ungdom som allerede er gode lesere. Den har enkelte oppslag uten illustrasjoner i det hele tatt, men andre steder krever illustrasjonene at leseren stopper opp, for eksempel der kartet over astronautskolen er viet en hel dobbeltside.
Bøkene er for barn som vil lese «korte historier med høg illustrasjonsgrad», og har «lettlesen» tekst. Imidlertid framstår ikke denne boka som lettlest. Det er få språklige tilpasninger å spore. Setninger som «Sånne doble sett av elektriske klør som tek kvelartak, er ikkje akkurat det mest oppmuntrande videoklippet å ha rullande for det indre blikket sitt ein måndag morgon klokka tjue minutt på åtte på trinn nummer femten hundre og eitt eller anna» er verken korte eller spesielt enkle å lese. Språket har godt driv og historien er spennende, for all del, men jeg forstår ikke hvorfor Mars er for taparar er plassert i Leseland-serien i det hele tatt. Det virker noe spekulativt: Leseland-serien påberoper seg å være allerede «kvalitetssikra» bøker, og dermed kan man stole på dem også når leseferdighetene skulle tilsi at man faktisk kan lese bøker utenfor dette konseptet."

Og pludselig er den anden af Borums Bowier fundet og ankommet og kan læses her!

Det er præsentationen af Lets Dance i Gyldendals Bogklubs medlemsblad, som redaktør i Samlerens Bogklub Anna Johansen har gravet frem, TAK, og som viser sig at være identisk med Borums anmeldelse af pladen i Ekstra Bladet, men det gør den jo ikke mindre fin og vigtig og uundværlig, vær så god, heeeeeere's P-O-U-L!:

LET'S DANCE

Let's Dance er ikke David Bowies mest dybsindige eller nyskabende plade. Til gengæld er det hans mest umiddelbare bud til dato på iørefaldende, rockende, livsglad, dansende, stakåndet, fuldstændig cool og behersket kropsmusik til alle.

af Poul Borum

Bowies længe ventede nye lp har fyrre minutters musik, selv om der kun er otte numre. Men hvilke numre - ! 'Cat People' kender man allerede så godt, at man synger den i søvne, og titelnummeret 'Let's Dance' gik lige ind med det samme, da det kom som single. To af de andre numre er kendte: 'China Girl' komponerede Bowie til Iggy Pop (der skrev teksten) i 77, og den er med på Iggys The Idiot., og 'Criminal World', det eneste af numrene Bowie ikke selv har lavet, er fra den engelske gruppe Metros første plade fra 78.
  Bowie forvandler det hele til kunst. Hans studiemusikere er fremragende, men lidt anonyme, og den overraskende medproducere Nile Rodgers (fra Chic) har gjort en flot indsats. Men først og sidst er det Bowies stemme med alle dens små karakteristiske udsving og drejninger, der gør pladen til et mesterværk. Han er enestående, fordi han er så forskellig - og de otte numre spænder virkelig vidt, men novra, hvor kan man danse til dem allesammen. Der er en stor kunstners personlighed bag. Han er på samme tid helt enkel og utrolig kompliceret - og han kan forvandle banaliteter til svimmel dybde.
  Som i titelnummeret, hvor der står 'lad os svaje, i månelyset', og så tilføjer han i omkvædet, 'this serious moonlight', dette alvorlige månelys, og hele hans genialitet viser sig i det tillægsord.
  Ligesom i den spændende og svære sang, der hedder 'Riccochet' - at ricoochettere er det en kugle eller bold gør, når de rammer en væg og slår tilbage. I musikken illustreres denne bevægelse direkte (og hvilket arrangement!), og teksten handler om det, så det ligesom også bliver et billede på den bevægelse sangen gør hen imod den lyttende. Og det er bevægelse i begge ordets betydninger.
  Bowie har atter lavet et al-kunstværk, dvs. et kunstværk for hele mennesket, for hjerne, hjerte, blod, krop, kønsdele, fødder. Det er gennemtænkt, gennemfølt og gennemsanset. det er pragtfuldt!