Spoilologi

- i forlængelse af posten nedenfor, der genvisiterer min groft spoilende Kandidaten-anmeldelse.

Mikka Tacza har skrevet en ambivalent klumme i Information om at spoile eller ikke at spoile:

"(...) hvem bestemmer, hvad der er spoilers, og hvad der efterhånden er almen viden? Forleden så jeg en dame harcelere over, at nogen havde spoilet Matador. Efter 40 år og omtrent lige så mange genudsendelser var det åbenbart stadig alt for tidligt at afsløre, at Agnes Jensen ikke forbliver stuepige for evigt (spoiler!). 
Spoiler! Jesus dør. Dobbeltspoiler! Jesus genopstår (ganske som en anden litterær figur af tvivlsom herkomst). Spoiler! Titanic synker, Struensee skulle have holdt javertussen i bukserne, og der bliver sgu ingen lykkelig slutning for Kleopatra og Cæsar.
Det er barnligt. Jeg ved det. Det er jo ikke fordi, jeg ikke forstår irritationen over det minefelt af spoilers, internettet er blevet. Vil man blive oprigtigt overrasket over en ny storfilm, er man nødt til at holde sig fra podcasts, netaviser og Facebook i et halvt år før premieren. Trailers rører man naturligvis ikke; anmeldelser, ha!
Så slap dog af. Får jeg lyst til at sige. Men hver sin lyst. Og det er noget med torne i andres øjne og bjælker i eget, og jeg husker da stadig den date, som henkastet spoilede sci-fi-storfilmen Arrival for mig.
Noget, jeg ikke bed mærke i, før jeg skulle se den hjemme i sofaen, og blev mere og mere ærgerlig, da jeg måtte sande, at jeg ikke blev overrasket en eneste gang (det blev min medseer godt nok heller ikke, og han anede intet på forhånd, så måske er det bare Arrival, der er en forudsigelig film. Spoiler!)"

Andreas Halskov FB-linker til en stor og grundig artikel, han har skrevet til filmtidsskriftet 16:9 om spoileri, som blandt andet inkluderer en nyttig spoiler-typologi:

"Forleden oplevede jeg dog noget temmelig overraskende: Jeg blev mødt med irritation og skepsis, da jeg i forbindelse med en generel introduktion til tragediegenren tillod mig at afsløre Ødipus’ hemmelighed. En hemmelighed, der ellers ikke er synderligt velbevaret og som ligefrem har lagt navn til et klassisk psykologisk kompleks. Disse hændelser har fået mig til at tænke: Er vi blevet mere sensitive overfor spoilers, og hvordan kan vi i givet fald forklare denne sensitivitet? Er der forskel på spoilers, og hvornår – om nogensinde – er det rimeligt at spoile handlingen i en film eller tv-serie? Hvad vil det overhovedet sige at spoile en film eller tv-serie, og forudsætter denne betegnelse ikke, at film er nogle narrative én-gangs-forlystelser, der ikke tåler gensyn?
(...)
Anderledes (end twist-drevne film som i The Sixth SenseLB) forholder det sig med film som Lost Highway (1997) og Citizen Kane (1941). Hvis man på forhånd ved, hvem der siger ordene ”Dick Laurent is dead” i Lost Highway – de ord som Fred Madison (Bill Pullman) hører gennem sin dørtelefon i filmens åbningsscene – så ville det grangiveligt gøre filmen mindre overraskende, men det ville ikke forklare og således udtømme filmen. I modsætning til The Sixth Sense ville det ikke være dækkende at kalde Lost Highway for vildledende, for dens fascinationskraft ligger ikke (alene) i dens evne til at vildlede og overrumple publikum. Filmens fortælling er ganske vist ukronologisk, og dens plot er rigtignok forførende, men den er forførende på samme måde som karakteren Alice Wakefield (Patricia Arquette): Man tror måske, at man har fanget den, men man kan blive ved med at afsøge nye afkroge af mysteriet, og filmen kan ikke til fulde færdiggøres. ”You’ll never have me”. Noget tilsvarende kan siges om Citizen Kane, hvor tilskuerens (forhånds)viden om ”Rosebud” nok ændrer filmoplevelsen, men uden ligefrem at spolere eller udtømme filmoplevelsen (for mere om Citizen Kane og ”Rosebud” se Nielsen 2008).
(...)
således burde man måske sondre imellem følgende typer af spoilers:
(1) Den institutionelle spoiler, dvs. traileren, foromtalen på dvd’en og ”next on”-montagen, som spoiler nogle forskellige (ofte mindre væsentlige) plotelementer mhp. at vække publikums interesse og få dem til at se eller købe den givne film eller tv-serie.
(2) Den kritiske spoiler, dvs. den spoiler, som inkluderes i en anmeldelse af en aktuel film eller tv-serie (som man ofte har set det i Bo Green Jensens ellers velskrevne anmeldelser). Denne spoiler er kritisk i dobbelt forstand, fordi den knytter sig til dagbladskritikken og fordi den risikerer at ødelægge filmoplevelsen for almindelige tv-seere og biografgængere.
(3) Den fanskabte spoiler, dvs. den spoiler, som skabes af og florerer iblandt forskellige fans i nogle såkaldte knowledge communities, uden nødvendigvis at tage højde for fansenes forskellige grader af kendskab til den givne film eller tv-serie.
(4) Den akademiske spoiler, dvs. en spoiler, som ses i akademiske tidsskrifter, monografier eller undervisningskontekster, som netop har til formål at behandle og dybdeanalysere diverse (oftest uaktuelle) film og tv-serier.
(5) Den hverdagsagtige spoiler, dvs. en spoiler, som opleves i en helt hverdagsagtig kontekst ved, at man overhører eller bliver inddraget i en afslørende samtale om en (ofte) aktuel film eller tv-serie hos frisøren, i bussen e.l."

Spoiled critic will spoil

Det er åbenbart en særlig filmkritisk faglighed ikke at spoile plots - klip fra kommentartråd til fornuftig opdatering ved Twin Peaks-ekspert Andreas Helskov om dabtaificering (med link til Blogdahl):

"Søren Frellesen Det er vel ikke et spørgsmål om hvorvidt han har en pointe eller ej. Hvis han ikke selv er bedre end dem som han anklager ryger pointen jo. Og han har mange gange illustreret sin manglende faglighed som filmanmelder, blandt andet ved at afsløre en films handling. Han siger at han er kvalificeret da han har set en hulens masse film. Jeg har læst en hulens masse bøger, men ved godt at jeg ikke ville være egnet til at anmelde litteratur.

Andreas Halskov For mig er det netop kun pointen, som er interessant. Jeg er ligeglad med den mere personlige diskussion. For mig handler det udelukkende om vores syn på faglighed (eller rettere, visse fagligheder), og, nej, pointen ryger ikke. Det kan jeg ikke se. Om LB så er den bedste til at fremføre pointen er en anden sag, som der sikkert er nogle, der kan koge en masse suppe på. Men din kommentar svarer til at sige, at Anders Fogh Rasmussen har uret i, at kreativ bogføring er problematisk alene fordi han selv er blevet taget i kreativ bogføring. Hans pointe ville da fortsat være korrekt, men måske kunne man kalde ham hyklerisk. Den diskussion er dog, for mig at se en anden og mere personlig diskussion. Pointen er stadigvæk god, uagtet om LB er den rette til at fremføre den eller ej.

Søren Frellesen Det har du ret i. Den formulerede jeg dårligt. Men lad os så bare kalde det hykleri

Andreas Halskov Men jeg tænkte netop på dig, Frelle, fordi du vist nok engang delte en anmeldelse fra Information (mener jeg), hvor anmelderen skrev om en skuespiller, som gjorde det godt 'på trods af personinstruktionen.' Det husker jeg som et eklatant eksempel på, hvad en anmelder uden forståelse for mediet og kunstformen kan finde på at sige. Hvordan i alverden kunne hun slutte sig til det?"

- og så fandt jeg lige min famøse plot-spoilende anmeldelse frem, også apropos parallel diskussion her på bloggen i kommentarsporet til blogpost nedenfor om min filmanmelder-faglighed - dette er en filmanmeldelse signeret mig (fra mine tidligere år som Ekko-anmelder, nærmere bestemt 2008):

-->

"Kandidaten

***

Af Lars Bukdahl

Jeg sidder her og prøver at bilde mig selv ind, at før jeg sætter mig til at skrive denne yderst forbeholdne anmeldelse af Kasper Barfoeds kønt åndssvage danske thriller Kandidaten, kan jeg blive nødt at løbe ned i Blockbuster på Vesterbrogade og leje Tony Gilroys skidegode amerikanske thriller Michael Clayton fra sidste år, så jeg kan sikre mig without a shadow of a doubt, at jeg husker ret, når jeg mener, at også den thriller slutter med at lade sin jurauddannede titelperson, i Michael Clayton: George Clooney, i Kandidaten: Nicolai Lie Kaaes, fikst optage skurkens ufikst detaljerede tilståelse på en diktafon/mobiltelefon?

  Men jeg ved jo udmærket, at der ville være tale om en overspringshandling af rang, med ydermere den sandsynlige og uproduktive konsekvens, at jeg desto grundigere kom til at glemme den film, jeg nu alligevel er godt i gang med at anmelde. Den klassiske diktafon-scene i dansk film finder vi naturligvis i Søren Faulis og Bo hr. Hansens De skrigende halse, 1993, da Søren Pilmarks Djarnis beviser, at Thomas Bo Larsens Frank faktisk har kaldt ham Djarnisdrengen: ”Djarnis tager en recording walkman op af lommen og spoler tilbage. Klart og tydeligt lyder det fra den lille højttaler: FRANK: Hej Djarnisdrengen. Djarnis slukker båndoptageren og ser alvorligt på Frank.”

  Ja, det var så en tekstlig overspringshandling, og problemet, jeg så ivrigt forsøger at springer over og forbi, er det anmelder-klassiske, at hvad jeg primært vil kritisere i filmen er historie og plot, men eftersom vi har med en såkaldt thriller at gøre, hvor historie og plot virkelig betyder noget, kan jeg ikke røbe særligt meget af hverken det ene eller det andet og jo i hvert fald slet ikke slutningen, som nemlig er det suverænt mest idiotiske ved filmen. Men der er nok desværre ingen vej uden om, så rødt blink, rødt blink!

  SPOILER ALERT: Længere nede vil jeg røbe alt for meget (mere!) af den såkaldte handling, men det er, tro mig, kære filmbladslæser, for dit eget bedste, dermed slipper du for selv at blive skuffet og mystificeret og kan under filmen koncentrere dig 100 % om de rent filmiske kvaliteter:

  Og først og fremmest er det flot, som filmen er i bevægelse, håndholdt og stedspecifikt, hektisk og stemningsfuldt, gennem København og Nordsjælland, takket være fotograf Manuel Alberto Claro og klipperne Adam Nielsen og Peter Brandt. Bare synd. at Nikolaj Lie Kaaes (som den ambitiøse og hævngerrige advokat Jonas Bechmann fanget i et djævelsk og bedragerisk spil; det var så mit korte, uskyldige handlingsreferat) forpustet er tvunget til at følge med kameramand og klippere, for det giver ham meget lidt mulighed for at spille andet end – meget forpustet.

    Og så – ALERT, ALERT – plottets pinlighed, for jeg er helt med på, at et thrillerplot ikke skal være socialrealistisk sandsynligt, og jeg holder meget af genrens uforudsigelige twists and turns, men uforudsigeligheden kan også blive så automatisk og klichefuld (når fx samme kvinde 2 gange spiller død), og usandsynligheden så klodset og absurd (når fx en advokat og to politibetjente betaler en kvinde for 2 gange at spille død), at man bliver mere enerveret end diverteret. Og frem for alt: Castes Ulf Nattevagten Pilgaard som hovedpersonens sinistert bekymrede gudfar er det for fanden kun uforudsigeligt, hvis han ikke er superskurken, men skal han med forbumlet vold og magt absolut være det, kunne han så ikke have fået lov at være det mere elegant, rent plotmæssigt (det hele djævelske og bedrageriske spil forekommer ikke bare urealistisk, men også direkte unødvendigt, rent plotmæssigt)?

  Alt røbet! Se Nikolaj løbe i ring, prustende."