Spoiled critic will spoil

Det er åbenbart en særlig filmkritisk faglighed ikke at spoile plots - klip fra kommentartråd til fornuftig opdatering ved Twin Peaks-ekspert Andreas Helskov om dabtaificering (med link til Blogdahl):

"Søren Frellesen Det er vel ikke et spørgsmål om hvorvidt han har en pointe eller ej. Hvis han ikke selv er bedre end dem som han anklager ryger pointen jo. Og han har mange gange illustreret sin manglende faglighed som filmanmelder, blandt andet ved at afsløre en films handling. Han siger at han er kvalificeret da han har set en hulens masse film. Jeg har læst en hulens masse bøger, men ved godt at jeg ikke ville være egnet til at anmelde litteratur.

Andreas Halskov For mig er det netop kun pointen, som er interessant. Jeg er ligeglad med den mere personlige diskussion. For mig handler det udelukkende om vores syn på faglighed (eller rettere, visse fagligheder), og, nej, pointen ryger ikke. Det kan jeg ikke se. Om LB så er den bedste til at fremføre pointen er en anden sag, som der sikkert er nogle, der kan koge en masse suppe på. Men din kommentar svarer til at sige, at Anders Fogh Rasmussen har uret i, at kreativ bogføring er problematisk alene fordi han selv er blevet taget i kreativ bogføring. Hans pointe ville da fortsat være korrekt, men måske kunne man kalde ham hyklerisk. Den diskussion er dog, for mig at se en anden og mere personlig diskussion. Pointen er stadigvæk god, uagtet om LB er den rette til at fremføre den eller ej.

Søren Frellesen Det har du ret i. Den formulerede jeg dårligt. Men lad os så bare kalde det hykleri

Andreas Halskov Men jeg tænkte netop på dig, Frelle, fordi du vist nok engang delte en anmeldelse fra Information (mener jeg), hvor anmelderen skrev om en skuespiller, som gjorde det godt 'på trods af personinstruktionen.' Det husker jeg som et eklatant eksempel på, hvad en anmelder uden forståelse for mediet og kunstformen kan finde på at sige. Hvordan i alverden kunne hun slutte sig til det?"

- og så fandt jeg lige min famøse plot-spoilende anmeldelse frem, også apropos parallel diskussion her på bloggen i kommentarsporet til blogpost nedenfor om min filmanmelder-faglighed - dette er en filmanmeldelse signeret mig (fra mine tidligere år som Ekko-anmelder, nærmere bestemt 2008):

-->

"Kandidaten

***

Af Lars Bukdahl

Jeg sidder her og prøver at bilde mig selv ind, at før jeg sætter mig til at skrive denne yderst forbeholdne anmeldelse af Kasper Barfoeds kønt åndssvage danske thriller Kandidaten, kan jeg blive nødt at løbe ned i Blockbuster på Vesterbrogade og leje Tony Gilroys skidegode amerikanske thriller Michael Clayton fra sidste år, så jeg kan sikre mig without a shadow of a doubt, at jeg husker ret, når jeg mener, at også den thriller slutter med at lade sin jurauddannede titelperson, i Michael Clayton: George Clooney, i Kandidaten: Nicolai Lie Kaaes, fikst optage skurkens ufikst detaljerede tilståelse på en diktafon/mobiltelefon?

  Men jeg ved jo udmærket, at der ville være tale om en overspringshandling af rang, med ydermere den sandsynlige og uproduktive konsekvens, at jeg desto grundigere kom til at glemme den film, jeg nu alligevel er godt i gang med at anmelde. Den klassiske diktafon-scene i dansk film finder vi naturligvis i Søren Faulis og Bo hr. Hansens De skrigende halse, 1993, da Søren Pilmarks Djarnis beviser, at Thomas Bo Larsens Frank faktisk har kaldt ham Djarnisdrengen: ”Djarnis tager en recording walkman op af lommen og spoler tilbage. Klart og tydeligt lyder det fra den lille højttaler: FRANK: Hej Djarnisdrengen. Djarnis slukker båndoptageren og ser alvorligt på Frank.”

  Ja, det var så en tekstlig overspringshandling, og problemet, jeg så ivrigt forsøger at springer over og forbi, er det anmelder-klassiske, at hvad jeg primært vil kritisere i filmen er historie og plot, men eftersom vi har med en såkaldt thriller at gøre, hvor historie og plot virkelig betyder noget, kan jeg ikke røbe særligt meget af hverken det ene eller det andet og jo i hvert fald slet ikke slutningen, som nemlig er det suverænt mest idiotiske ved filmen. Men der er nok desværre ingen vej uden om, så rødt blink, rødt blink!

  SPOILER ALERT: Længere nede vil jeg røbe alt for meget (mere!) af den såkaldte handling, men det er, tro mig, kære filmbladslæser, for dit eget bedste, dermed slipper du for selv at blive skuffet og mystificeret og kan under filmen koncentrere dig 100 % om de rent filmiske kvaliteter:

  Og først og fremmest er det flot, som filmen er i bevægelse, håndholdt og stedspecifikt, hektisk og stemningsfuldt, gennem København og Nordsjælland, takket være fotograf Manuel Alberto Claro og klipperne Adam Nielsen og Peter Brandt. Bare synd. at Nikolaj Lie Kaaes (som den ambitiøse og hævngerrige advokat Jonas Bechmann fanget i et djævelsk og bedragerisk spil; det var så mit korte, uskyldige handlingsreferat) forpustet er tvunget til at følge med kameramand og klippere, for det giver ham meget lidt mulighed for at spille andet end – meget forpustet.

    Og så – ALERT, ALERT – plottets pinlighed, for jeg er helt med på, at et thrillerplot ikke skal være socialrealistisk sandsynligt, og jeg holder meget af genrens uforudsigelige twists and turns, men uforudsigeligheden kan også blive så automatisk og klichefuld (når fx samme kvinde 2 gange spiller død), og usandsynligheden så klodset og absurd (når fx en advokat og to politibetjente betaler en kvinde for 2 gange at spille død), at man bliver mere enerveret end diverteret. Og frem for alt: Castes Ulf Nattevagten Pilgaard som hovedpersonens sinistert bekymrede gudfar er det for fanden kun uforudsigeligt, hvis han ikke er superskurken, men skal han med forbumlet vold og magt absolut være det, kunne han så ikke have fået lov at være det mere elegant, rent plotmæssigt (det hele djævelske og bedrageriske spil forekommer ikke bare urealistisk, men også direkte unødvendigt, rent plotmæssigt)?

  Alt røbet! Se Nikolaj løbe i ring, prustende."