En bokser der elsker at bade

Jeg søgte på titlen på Madame Nielsens nye roman Den endeløse sommer på Infomedia og fandt denne vilde, konceptuelle anmeldelse af den jo - og det er vel pointen? - i den stik modsatte boldgade pastichiøse roman fra Lokalavisen Nyborg:

Den endeløse sommer

KONKURRENCE: Sommeren fortsætter. Også i Lokalavisens fotokonkurrence

NYBORG: Det strømmer fortsat ind med sommerbilleder fra Lokalavisens læsere. Der er masser af leg og sol på billederne. Som nu for eksempel hunde Heisa. En bokser der elsker at bade og faktisk også kan dykke. På billedet kommer Heisa svømmende med fuld fart og skumsprøjt. Det er ikke kun hunde, der kommer ud i det gode vejr. Oldemor Kirsta er vild med sport på tv, men er alligevel blevet lokket til at spille ringspil i sommerhuset på Langeland. Man kan også bare lege hjemme i haven. Det gør hos Trine Lehd, der er yderst flittig med at sende biller ind fra sin iPhone. Billedet af den unge mand og sæbeboblerne bliver ugens vinder. Der ligger en præmie i Bladhuset til Trine Lehd. Lokalavisens sommerfotokonkurrence synger efterhånden på sidste vers. Fredag den 15. august klokken 12 er sidste chance for at indlevere fotos.
sådan gør du. Send det billede, du vil have med i konkurrencen, i så høj opløsning som muligt som vedhæftet fil på mail til adressen nyborg@fyens. dk.. Mærk mailen med " Sommerfoto 2014," skriv lidt om situationen, og hvor det er taget f. eks.. Skriv også for-og efternavn, adresse og telefonnummer.. Hver uge udnævner vi ét blandt de modtagne fotos til at være ugens bedste. Der er en præmie til vinderen, som kan afhentes i Bladhuset, Nørrevoldgade 58 i Nyborg.. Til slut finder redaktionen det foto, vi mener, er årets bedste. Præmien til " Årets bedste sommerfoto 2014" er en middag for to på Restaurant Teglværksskoven i Nyborg. Værdi 100 kroner. Vinderen får direkte besked.. Frist for fotos er fredag den 15. august klokken 12.

Konceptuelt bør kun konsensus anmeldes

Jeg ville ikke blive så voldsomt småirriteret på Kamilla Löfströms anmeldelse af Vagn E. Olssons Mysterier I i Information i dag, (hvis det ikke var fordi min egen WA-anmeldelse ikke var kommet i avisen endnu og) hvis det ikke havde været for Mikkel Bruun Zangenbergs lige så konceptuelt-ironiske nul-hjerte-anmeldelse i Politiken; både Kamilla og Zangenberg leverer præcise iagttagelser og citater, men begge tilmudrer karakteristik og smagdsdom med utidigt konceptualeri; hos Kamilla er konceptet, at anmeldelsen er en (karma)politianmeldelse (og hvis den så bare helt formelt var udformet som en politianmeldelse, som Susanne Stauns roman (hendes seneste, men forhåbentlig ikke sidste krimi/thriller-serielle) Martas hjerte):

Karma-politi, arrestér denne mand, han taler i matematikske formler, han summer som et køleskab, han er som en skrattende radio. Karma-politi, hans navn er Vagn E. Olsson, sidst han udgav en digtsamling var i 1990, den hed Poemer og blev udgivet på Gyldendal, men nu er han gået til undergrunden, her vil de hellere end gerne udgive en levende legende inden for dansk avantgardemusik, hvad ellers, de kalder jo hvad som helst for et ’mulighedsfelt’. Denne Vagn E. Olsson er ikke bare morsom, han er efter vores bedste vurdering også farlig. Han risikerer at forstyrre almindelig god ro og orden. Han er tydeligvis tilhænger af civil ulydighed, han citerer hvem som helst, selv sjofle elever fra Læsø Efterskole. Han er i det hele taget fikseret på sex på en for os at se usund vis, hvor blev den blide elskov af? Vittigheder er én ting, men når han begynder at tage højst ubehagelige emner som overvågning og krig i Afghanistan op, generer vores statsministre på rad og række fra Schlüter til Lars Løkke, leger galgeleg med dem, ja, hvor er vi så henne?

Utidigt er konceptualeriet - ved siden af at det måske faktisk ikke er rigtigt sjovt, heller ikke som anmeldeles-sådan, netop fordi det underminerer kritikkens nødvendige, fundamentale direktehed; og så kommer jeg selvfølgelig straks i tanke om mine egne koncept-anmeldelser, der ikke er mange, men der var fx den på forsvundne LitLive af en Grøndahl-essaysamling som en roman med upålidelig fortæller, og jeg har før markeret min beundring for Kamillas konceptmod - fordi det for fanden må være pointen, hvis man går ind for en bog som Olssons, at læse og lovprise den som i mindst lige så høj grad genuin god litteratur som al manistreamingen, i stedet for via konceptualeriet at placere den i en pudsig kasse for for påfund, der ikke kan tages rigtigt alvorligt, nul hjerter, hi, hi, bør politianmeldes, hø, hø; hvis man absolut skal anmelde konceptuelt, og det er som nævnt ikke sikkert, at man absolut skal, eller også er jeg bare konceptangst, bør det være slette bøger, det går ud over, og helst slette, konsensus-respekterede bøger, der har forbandet brug for den tur i centrifugen.