KB anmelder i stedet statsinstitutioner

Topprosaisten Kristian Bang Foss er særdeles sørgeligt, men i den gode stil som en sand FreeLance Class Hero holdt op som ekstrem læseværdig madanmelder på Politiken - som rapporteret i en artikel i Journalisten:

"En fastansat journalist på Politiken får i gennemsnit 306 kroner i timen inklusive pension, viser Dansk Journalistforbunds lønstatistik.
Som freelance-madanmelder på avisen har Kristian Bang Foss derimod kun fået det, der ifølge ham selv svarer til en timeløn på cirka 200 kr. i timen. Og i modsætning til de fastansatte får han hverken løn under ferie, sygdom, barsel eller betalt efteruddannelse.
Derfor provokerede det ham voldsomt, da han den 28. februar læste en historie hos Journalisten om, at bestyrelsen i JP/Politikens Hus får fordoblet deres honorar.
 ”Det var dråben, der gjorde, at jeg ikke gad at levere indhold til avisen længere for en skaldet timeløn,” siger Kristian Bang Foss til Journalisten.  
Dagen efter sendte han en mail til sine nærmeste chefer på Politiken og bad om at få fordoblet sit eget honorar. Han fik et venligt, men bestemt svar om, at det desværre ikke kunne lade sig gøre.
”Det havde jeg nok heller ikke regnet med. Men jeg synes faktisk, at det vil være rimeligt med et honorar på 4.000 kroner for en madanmeldelse,” siger Kristian Bang Foss, der mandag morgen første gang fortalte om sin opsigelse på Politiken i Radio24syv.
Han forstår simpelthen ikke beslutningen om at fordoble honoraret til bestyrelsen for et mediehus i den kriseramte dagbladsbranche.
”Det er jo ikke bare en principiel diskussion. De millioner, som bestyrelsen bliver forgyldt med, kunne reelt set gøre en forskel for freelancerne. Det er et mediehus i krise uden vækst, og de kan kun levere overskud, fordi de sparer sig til det i en kvalitetsmæssigt nedadgående spiral,” siger Kristian Bang Foss.
”Det er udtryk for en grådighed, hvor der er sket et skred i forhold til, hvad der er acceptabelt for det her bonus-segment. Da jeg gik med til et lavt honorar som freelancer, var det jo ud fra en anerkendelse af, at det ikke var mange penge at gøre med på en avis. Derfor vil jeg ikke længere levere indhold til avisen på de vilkår,” siger Kristian Bang Foss."

Heldigvis holdt kalkunen sig ikke kold længe, i Atlas har en Bang Foss en lang og underholdende og inderligt dybdeborende artikel om sit besvær med at skrive en artikel om Modernsiseringsstyrelsen, der gloriøst begynder sådan her:

"Det var en overskyet efterårsdag med kold, silende regn. Jeg havde lavet kylling i karry. Da vi var løbet tør for ris, benyttede jeg lejligheden til at tage bilen og køre ind forbi Moderniseringsstyrelsen samtidig med, at jeg købte ris.
Moderniseringsstyrelsen ligger inde ved Landgreven. Da det ikke var til at finde en parkeringsplads over jorden, kørte jeg ned i parkeringskælderen under pladsen i stedet. Af en eller anden grund, fandt jeg den hyggelig. Her var lunere end oppe i regnen og også en lille kiosk. Det var nok her, de parkerede, de ansatte i Moderniseringsstyrelsen, der valgte at tage bilen på arbejde. Jeg fik lyst til at købe en kop kaffe i kiosken, men efter et skattesmæk, der åd den opsparing, vi havde som buffer, er vi begyndt at skære alle de små hverdagsudgifter fra. Der var stille i parkeringskælderen, eller også var det bare en anden støj, jeg hørte her under jorden.
Selve bygningen er på en gang både stor og undseelig. Jeg tror, jeg talte seks-syv etager, og vinduerne husker jeg som små og tætsiddende. Der var kun lys i nogle få af dem, men folk var nok også taget hjem sådan en sen fredag eftermiddag. Er der ikke også noget med, man får tidligere fri om fredagen? Jeg søgte ind under et træ, stod på et underlag af smattede, gule og røde blade. De sidste ugers hårde blæst havde gjort kronen så tilpas afpillet, at den ikke ydede noget rigtigt læ mod regnen, men blot gav dråberne mulighed for at vokse sig tungere på grenene, inden de faldt videre.
Jeg ville gerne have set, hvordan de ansatte så ud, men så kun én forlade bygningen – en ung, lyshåret kvinde i noget, der lignede en sort skijakke. Hun satte sig ind i en bil, der holdt og ventede på hende i parkering-forbudt-zonen foran indgangen, og kørte bort.
Jeg gik hen og kiggede ind ad glasdøren, stirrede ind på et flisebelagt gulv, men følte mig utilpas ved det, en følelse af manglende berettigelse krydret med mild paranoia, der nok grundede i den mærkelige kommunikation med Moderniseringsstyrelsen, der havde fundet sted i ugerne forinden. Så jeg satte i langsom gang, købte en pakke jasminris i døgnnettoen på den anden side af blokken og vendte tilbage til Landgreven. Kastede et sidste blik på den regnvåde facade og gik ned til min bil og kørte hjem. Jeg havde jo nok håbet, der ville ske et eller andet. Men hvad fanden skulle der ske? Derhjemme var min kylling i karry en succes, og børnene spiste løs. Det er en primal glæde: at se sine børn spise."

Freelancere, foren eder!

Jeg har skrevet under på nedenstående opråb fra og om freelancere, selvom jeg med en kontrakt på Weekendavisen, hvor jeg får et fast månedligt beløb, er at betragte som en slags luksusfreelancer, men det er jo kun, når jeg kigger nedad, når jeg kigger opad, kan jeg temmelig langt skyde en hvid pind efter de WA-fastansattes løn og goder - uden at ramme, så derfor og i solidaritet med det store flertal af freelancere, der bliver latterligt og ydmygende lavt stykbetalt, er mit navn at finde blandt de for længst flere end 85 underskrivere:

af 85 FREELANCERE PÅ LANDETS AVISER

FOR TIDEN GÅR bølgerne højt på fagbladet Journalisten, som kan dokumentere, at freelancejournalister arbejder for en meget lav hyre på de danske dagblade.Journalistens opfordring lyder slet og ret: Sig selv fra, I har jo selv valgt det. Freelancerne har »utvungent valgt en tilværelse som selvstændige, hvor de skal prissætte sig selv«, skriver Øjvind Hesselager, Journalistens ansvarshavende chefredaktør. Som freelancere på blandt andet Politiken, Information, Weekendavisen og Jyllands-Posten er vi glade for, at Journalisten gennem flere artikler har sat fokus på freelancernes arbejdsbetingelser. Men vi er skuffede både over avisledelsernes reaktioner og over fagforeningens passive holdning. Som det er nu, må vi betragtes som medieverdenens østarbejdere, der påtager sig det samme arbejde som de overenskomstansatte, men til en langt lavere hyre. Vi freelancere skriver mellem en og to tredjedele af samtlige artikler i Politiken, Berlingske Tidende, Kristeligt Dagblad, Weekendavisen og Information - ingen ved, hvordan det ser ud på landets øvrige aviser. Men selv om vi er uundværlige, synker vores løn hvert år, mens de fastansatte journalisters løn stiger. Som Fagbladet Journalisten har beskrevet, får vi mellem 1.000 og 5.000 kr. for artikler, det tager dage at researche til og skrive. De allerfleste har ikke noget ferietillæg, ingen pension, ingen betaling for børns og egne sygedage, ingen betalt efteruddannelse. Og hvis en redaktør er blevet træt af os, er der ingen fratrædelsesordning. Vedkommende kan fra den ene dag til den næste lade være med at ringe eller skrive til os mere. VORES HÅRDT tjente håndører står i skærende kontrast til de fastansatte journalisters løn, selv om vi laver det samme arbejde. På Weekendavisen har de fastansatte eksempelvis en gennemsnitsløn på 49.000 kr. om måneden.Kunne man forestille sig, at en gruppe håndværkere bare troppede op og tilbød at udføre samme arbejde som de overenskomstansatte langt billigere, uden at fagforbundet ville reagere? Og hvad ville en håndværker sige til at blive bedt om at udføre en bunden opgave til en pris, mester selv satte? Han ville sandsynligvis sige nej og føle sig tryg ved, at hans tillidsmand stod bag ham, men som freelancer har man ikke glæde af avisernes tillidsmænd. De må ikke forhandle på freelancernes vegne. På Information har freelancerne de sidste år organiseret sig og er blevet bakket op af tillidsmænd og fastansatte undervejs. Nu sidder man, efter flere års arbejde, i kollektive forhandlinger med ledelsen. Men ellers synes den gennemgående holdning på ledelsesgangene at være, at spalterne skal fyldes så billigt, som man kan slippe af sted med. Faktisk er det uacceptabelt, hvis freelancerne er utilfredse. »På Kristeligt Dagblad har vi ikke noget ønske om at beskæftige folk, som er meget utilfredse, og derfor har jeg en forventning om, at de går nogle andre steder hen, hvis de ikke er tilfredse med forholdene på avisen«, siger Kristeligt Dagblads chefredaktør Erik Bjergager til Journalisten. »Kan man ikke levere for de penge, har man jo lov at sige nej«, siger Berlingskes Lisbeth Knudsen. Begge synes at tro, at deres avisers freelancere uden problemer kan udskiftes med andre. Men nogle af dagbladenes bedste og mest markante profiler på bl. a. udlands-og kulturområdet er freelancere. Vores bylines er en del af avisernes identitet. I stedet burde de spørge sig selv, om deres læsere får gode aviser ud af den dårlige betaling. At arbejde under så ringe arbejdsvilkår, som freelancere gør, slider - ikke mindst på ambitionerne. Mange giver før eller siden op og søger over i andre brancher, hvor deres arbejdskraft og skrivetalent bliver værdsat. DET ER PÅ tide, at Dansk Journalistforbund langt mere aktivt gør en indsats for de af deres medlemmer, der er allermest udsat på arbejdsmarkedet. Den slags burde ikke afhænge af den enkelte freelancers initiativ, men af fagforeningens. Det er trods alt det, de er til for. Avisernes ledelse må så gøre op med sig selv, hvor meget vi er værd for dem og deres læsere.Vi mener selv, at det er meget mere, end vi får nu.