DIG MIG VI TO TRÆJLER I EN SEJLSKO

- ville også have haft det her digt eller "Dagbrev" med, fra Dalsgaards mappeudgivelse på After Hand, Femten dage, 1995, som en fjerde Hamlet-monolog om JEG der ER, men valgte det fra for ikke at overbefolke talen, men det er fandeme et godt digt (meget Oliviask faktisk i dets intense looseness):

En mørk -aften-vinter-ensom skov - -,
Har du givet fuglene noget brød - - ,
Dig mig vi to sejler i en træsko, - dig og mig vi to træjler i en
sejlsko
DIG MIG VI TO SEJLER SEJLER
DIG MIG VI TO TRÆJLER I EN SEJLSKO
Sveden grød fra ens barndom, bare lugten -
Fra isse nd til strømpr hvor der (vistnok) en
begyndelse til et hul, og hvis vi ikke har noget garn af den
farve, hvad så, rosafarvet eller grøn som akacier i maj
Kommunikation er helt udenfor rækkevidde, ligegyldig hvem
du håber og tror på så kommer der ingen og hjælper
ingen der forsvarer dig, men en bidsk syg hund møder der altid op
for at vise blankpolerede hjørnetænder mens den hvisler
"HVAD SÅ" - og hele ens tilværelse har været forgæves
har været en alvorlig fejltagelse der ikke står til at ændre
Og i min nakke kæmper blodet sig vej gennem den forkalkning
jeg har været år om at fremkalde og bag det igen Sanches og
medejev der klasker tennis som de nu gør når de er nået
til at være mellem de femogtyve bedste og kun nummer tredive fyrre
hvis de har et publikum der skriger sig hæse af manglende
beundring - på samme måde som mit dårlig syn og mit store
cigaretforbrug er med til at mindske enhver formkurve til
det minimale o.s.v.
Hvorimod speakeren nødvendigvis må leve op til en mængde seere
 der kun lever livet afventende o.s.v.
(Som et fremmedlegeme i den her situation viser det sig
at neglen på min venstre pegefinger er så meget for lang at man
uvilkårlig vil tænke at den sku da trænger til at klippes)
Mit blik fremad kan rettes mod aprils begyndende knopper
på piletræet har vist sig og at der pt ikke er nogen af de
forbandede katte der vil æde ikke blot fuglene men også den
tørre franskbrødsskive jeg har smidt ud til fuglene solsorte gråspurve
måger også hvis der skulle komme en kongeørn forbi mine nypolerede
vinduer-
Om kort tid ca. otteogtres minutter begynder det at mørkne
og så er det kun tyvene de blinde og dem som ikke er i stand
til at fin de hjem hvor de bor.
De går bare forbi med et hastig i kik til mine vinduer mens
de gudskelov det ikke er - - -.

          Dagbrev
          3/4 - 93

(da Dalsgaard var 78)

Sven på nippet til 100

I maj har Sven Dalsgaard 100 års fødselsdag (Og Yahya Hassan 19 års fødselsdag), og jeg afsluttede i dag en artikel om SD's poesi til en bog, Randers Kunstmuseum udsender på dagen, her er 1 såkaldt "Dagbrev" fra After Hand-mappen Femten dage, sikke en digter den Sven også var - og er:

Igen op af jordens planter
Mellem planter
At tro at dette tørre der ligner
Af jord er uden lyde uden
Tavs som aske
Og jeg forventer at det der kaldes tid
må være nok til
Være nok
Ren jord mikrober af mængder af liv af
Sammen med vand må det være det som
At en dag kommer håbet
Realistisk voldsom i sin væren kraftfuld som
Men lad dette være
Synk tilbage i tid dengang da
Da alt kom AF SIG SELV
Uden nærvær
Blot at provokere øjnene til at se
At være nærværende på kommando med lemmer stablet op med
krykker i balance med
-
Hvor kulører skifter farve uden at vide hvorfor eller
-
-
-
-
En fugl blev tilfældig ens læremester i at


og her et digt fra Tumor nr. 1, 1989, redigeret af Bo hr. Hansen og Peter H. Olesen (der venligt har tilsendt mig et frisk nummer, fordi mit eget eksmeplar er lost i en flyttekasse):

ØJEMÅL

Jeg har tænkt mig at slå mig ned
et sted på landet
hvor der både er langt og kort
mellem husene
hvor min sølvmetallik Mercedes
kan nyde udsigten fra bakkerne
og drømme sig til de tyske
blanke autostradaer
uden så meget som at flytte sig
en tomme
og jeg selv kan sidder
bag de blankpudsede ruder
og tænke på
at det er med en fandens fart
markerne pløjes op
her i slutningen af april



- og endelig et digt fra Vild Hvede nr. 6, 1945 (oprindeligt skrevet med små bogstaver garanteret):

Et Stykke Vej frem

De vilde Dyr kommer tilsyne bag de grønne Buske
naar vi begynder at gaa over Bakkekammen.
De stirrer paa os med stenhaarde Øjne.
Vil de os noget ondt,
fordi vi skal over den grønne Bakkekam?

Vi tænker paa de kostbart udstyrede Pavilloner,
hvor vi kunde have søgt Ly,
og vi tænker paa de kolde Vaaben, der dræber.

Fødderne gaar i Græsset som I pavillonens bløde Tæpper
og vi mærker Pavillonens venlige Hygge
bølge op bag vor Ryg, idet vi gaar forbi Dyrene.

Oppe på Bakkekammen standser vi
forundrede over den vide Udsigt
" - Er der saa langt - -?"
Og vi vender os og ser tilbage ad den vej, vi kom.
og vi ser, at de vilde Dyr, der staar som Stenstøtter,
stirrer samme Vej som vi.