2. udgave, UGH!

Jeg havde helt glemt, at jeg allerede for 18 år siden havde afskrevet hele Footit and Chocolat, i min portrætantologi om Laugesen, UGH!, som er noget mindre uopdrivelig end det oprindelige hæfte,

("fra håndsat Cicero Garamond på Original Heidelberg Vinge 1925 hos Edition After Hand Øster No")

måske er den ikke engang udsolgt fra forlaget, som er Spring.

I bogens jumbointerview er vi kort inde over klovne og klovneri:

(Laugesen taler om Schade)
I Frankrig fik de kendskab til ham gennem Asger Jorn, og der kunne de godt lide ham, herhjemme var han bare en landsbytosse.

Det bliver man, og det bliver man nok også nødt til at acceptere, at man er, noget af tiden. 

Det tror jeg, man gør., ellers vil man få det svært. Det er noget, jeg har diskuteret med Klaus Høeck, som hævder, at han ikke vil være, han kalder det nu bajads, men det er han jo alligevel, og det ved han godt.

Han er bare den hvide klovn, hvor vi andre er Chocolat eller August, der får røvfulden igen og igen.

Ja, det er rigtigt, og det skal man bare acceptere, ellers tror jeg ikke man kan lve noget som helst. Hvis man ikke vil være det, så kan man lige så godt lade være, for så tror jeg, man stivner og kommer til at stå og stampe i jorden et eller andet sted.

Derudover sner det

Nogle snefnug
siger UGH!

Andre stræber
efter et UG

------------------

Og okay fnug,
genug ist genug!

Skrifthånd (BIC-man)

Ingen steder i den avis, han skriver for, Information, er Peter Laugesens 70 års fødselsdag i dag eller skriftfesten for ham i aften på Byens Lys nævnt, ikke engang i en forpulet bagsidenote, i stedet er der på kultursiderne en stor artikel om håndskrift, som jeg nægter at læse, her er et citat fra mit interview med digteren i totalskriftportrættet UGH!, der udkom på denne dag for ti år siden, om fyldepenne og kuglepenne (snakken om skrivemaskiner er ulig længere):

Der er to hovedinstrumenter, og det er også dem, jeg bruger i dag, en fyldepen og en kuglepen. Fyldepen i to versioner, jeg har også een af hver i dag, en Parker og en Mon Blanc fyldepen. Parker fyldepennen er et arvestykke, min fars gamle fyldepen, det er en tyktfyldende, blød, modstandsløs, sort streg, som bare glider frit hen over, hvorimod Mont Blanc pennen er en spids og skarpere pen, som river i papiret. Dem arbejder jeg stadig med begge to.
  Så er der kuglepennene, og dem har jeg stadig væk konstant en to-femten stykker af liggende i lommer og rundt omkring, og de skal være så primitive som muligt, BIC-penne i enhver variant. Hovedsalig blå og sort, men også rød. Det er meget, meget længe siden, jeg har set en grøn BIC-pen, de findes tilsyneladende ikke mere, men de fandtes engang. BIC-pennene er gode, fordi de er uforudsigelige, man kan aldrig være helt sikker på, hvad de gør. De kan klatte, og gør det som regel også. Jeg har prøvet ret dyre fabrikata, men de duer ikke.
  Blækmæssigt har jeg også forskellige farver, men overvejende sort. Det er i fyldepennevarianten, i kuglepennen kan jeg godt lide blåt, blåt klattende kuglepenne. Jeg har også arbejdet med rødt og grønt i fyldepennen, men det fungerer ikke, det er for skabet, for hysterisk. Sort er det mest konkrete i fyldepensammenhæng. Jeg kan godt lide blåt også, men man kan ikke få ret meget permanent blåt blæk. Det blå blæk, man får i dag, det falmer, og det er interessant nok, men det tenderer faktisk mod at forsvinde fuldstændigt, og det synes jeg ikke er godt, hvorimod det sorte blæk bliver. Skriver man med Parkerblå, er den fantastisk en fjorten dages tid, så begynder den at blegne, og til sidst bliver sådan noget underligt ... det går fandeme stærkt. Hvis man altså lader den ligge fremme i lyset, og det gør jeg jo. Man kan selvfølgelig lukke den inde i en skuffe, ned i mørke, så sker der ikke noget, man kan gøre, som man skal gøre.