Thit er sygeplejeske!

Mens hendes poesi stadig står at læse i Ud & Se blev Thit Jensen færdig som sygeplejerske. TILLYKKE toughe Nattergal!

- opdatering fra for et par dage siden:

jeg kysser en øl, fordi jeg er blevet sygeplejerske i dag! det er sindssygt!

Ud & Se POESI (nr. 1)

Det nye juni-nummer af UD & SE (pdf på link HER)

indeholder POESI!

1 hel smuk smuk side signeret Thit Jensen (født 1992, endnu ikke i bogform, men i Hvedekorn siden 2011):

- det er første bidrag i en serie på 12, redigeret (og her i første ombæring præsenteret) af mig, LB, med fremragende digtere født i 90'erne - som jeg har glædet mig sådan til at PROKLAMERE. Serien har været over 10 måneder undervejs og kimen til den blev sået, da jeg skrev denne Bogholderi-note i WA Bøger i juli sidste år:

"Yderligere syner

29. juli 2016 Weekendavisen

Jeg sad i en taxa ud til en jysk højskole og læste i juliaugust-udgaven af Ud & Se, DSBs gratis magasin for, som den nye undertitel lyder, »Rejse, kultur, historie, sport & sprog«. Der kunne også bare have stået: »Om hvad som helst minus politik (lige undtagen krydsogtværsens Dansk Folkeparti-annonce)«. En glimrende artikel fortæller om Tom Buk-Swientys arbejde med en bog om Karen Blixen og hendes bror, den Victoriakors-dekorerede Thomas Dinesen, smukt illustreret med et opslagsstort foto af alskens fund fra en kuffert i familiens besiddelse, herunder æsken med Dinesens lykkeamulet, Frederik VIIs kindtand.

Lidt samme tingudpegnings-princip anvendes i en præsentation af seks danske OL-deltageres udstyr, som jeg, indrømmet, bladrede hurtigt igennem.

Til gengæld dvælede jeg glad ved det nye, faste indslag, »Årstiderne«, hvor DJ, forfatter og naturelsker Maria Gerhardt anbefaler planter, bøger og sange, denne gang kirsebærret, salturt, »Cherry Bomb« og Den fremmede.

Det er to et halvt år siden, Ud & Se grusomt indstillede de faste novelle-serier, og når nu den nye redaktør, Julie Moestrup, ikke bare har redigeret Cover, men også gået på Forfatterskolen, må hun være helt enig i, at det er på tide, skønlitteratur vender tilbage som primærlitteratur.

Det behøver slet ikke være noveller, slet, slet ikke. Det skal vel faktisk være poesi: Et nyt »Skanderborg Station« pr. nummer, første gang Henrik Nordbrandt om Nørreport!? 

lb."

- kort efter ringede Julie til mig, mens jeg stod i kø i Fakta ved Nørreport, og slog simpelthen til: Poesi i Ud & Se nu. Og jeg blev helt fortumlet glad. Vi mødtes (på Café Dan Turèll) og blev enige om, at det var rigtigst med en helt renfærdig løsning: Digtere født i 90'erne, 1 sides fri poesi, min-præsentation ved mig. Og så begyndte jeg at skrive lister og sende invitationer ud til de første. 3 har leveret, inkl. Thit, yderligere 3 er blevet spurgt og har med forskellig grad af tøven svaret ja. Det er og bliver så fornemt fedt!

FOR NU KØRER TOGET! MED POESI I! HVER EVIG ENESTE DAG! HENT BLADET i KUPÈ ELLER PÅ STATION NU!

Exclusive: STRUNGE-TALE II (Mai for Ravn)

Vi bringe eksklusivt for Blogdahl Anne-Marie Mais tale (så genialt generøst at der holdes 2 taler) ved overrækkelsen af Michael Strunge-prisen til Olga Ravn for hendes roman Celestine:

Det er svært at fortælle om Olga Ravns Celestine, til gengæld er det ganske let at citere. Man kan som læser slet ikke lade være, for Olga Ravns Celestine er fuld af forunderlige sætninger og billeder, som griber læseren og bliver ved med at husere i ens tanker, som når det hedder ”sommeren var begyndt at blive krøllet og sortrandet”, (s. 15), ”forelskelsen var ufrivillig som en barndom” (s. 65) eller ”jeg gik rundt med en åben grav i mig” (s. 115). Desuden er citatet: ”Da jeg var barn, var jeg skilsmissens sted” – næsten allerede blevet en talemåde.  Når det er svært at fortælle om Olga Ravns roman, er det ikke fordi handlingen er svær at begribe: en ung højskolelærer er i en eksistentiel krise i forhold til sig selv, sin kæreste, sin mor og sin baggrund som skilsmissebarn. Hun er ved at miste sig selv til følelser, hun ikke kan magte og overkomme. Hendes liv og selvfølelse forsvinder, og hun forvilder sig ind sig i væremåder og talemåder, der fjerner hende fra sig selv.  Hun ligner og føler sig som et spøgelse og begynder selv at hjemsøge andre angivelige spøgelser for at give det indre gengangeri et ydre udtryk. Hun tilbyder derfor sin krop til renæssance-jomfruen Celestine, der efter sigende spøger på et gammelt slot.

Når det er svært at fortælle om romanen, hænger det sammen med, at det nemt kommer til at lyde som om Olga Ravn går en lang omvej i den gotiske roman og en indviklet spøgelseshistorie for at fortolke nogle meget nutidige menneskelige oplevelser og erfaringer, som mange deler: at opleve sine forældrenes skilsmisse, forældrenes nye kærester og disses børn, at have svært ved at få sit eget parforhold til at vare ved, at føle sig hjemme i sin alder og ikke lade tilværelsen glide sig af hænde. Et par af Celestines anmeldere har haft denne indvending mod romanen midt i deres ellers venlige uddeling af kors, bånd og stjerner, og hvad de ellers har at gøre godt med.

Men indvendingen er forkert. Spøgelseshistorien er tekstens kunstneriske balancepunkt, og besværet med at fortælle om romanen, uden at man forkorter og forenkler den, hænger sammen med, at det præcis lykkes for Olga Ravn at tage afsæt i vores hverdagssprogs omtale af, at nogen eller man selv ligner et spøgelse, eller at noget spøger i en bevidsthed, og få denne oplevelse til at leve og trænge sig ind på læseren. Det gør hun ved at skrive en roman, der både er gotisk og realistisk.  Hun kan netop kun komme dybt ind i de både skræmmende og krævende relationer mellem de børn og voksne, som vores nye serielle monogami skubber i armene på hinanden, ved at stå ved, at man kan ende som spøgelser for hinanden og tage den kunstneriske konsekvens af, hvad spøgeriet betyder. Renæssancens skønne ungmø Celestine blev muret inden, da hun brød datidens faderlov, mens den nutidige kvinde indser, hvor små og indestængte skilsmissebørnene og de sammenbragte søskende bliver, når de skal holde sammen på det kartotek af forhold, forældrene har tilegnet sig i deres liv.  ”Vi er spøgelser for hinanden” som det kan siges i slutningen af romanen, da historien har givet denne sætning rækkevidde.  Det gamle kvindespøgelse, der begynder at vise sig for romanens hovedperson i slutningen af historien, er skræmmende. Men det er ikke desto mindre hende, kvinden må lukke ind i sit indre rum, hvis hun ikke skal ende som en indemuret 16-årig. Eller hvad? Romanen fastholder sin ambivalens – dens sætninger og handling slynger sig ud og ind af beskrivelser af menneskelige erfaringer og oplevelser, som mange deler i nutiden, og iscenesætter de spøgelseshistorier, vi benytter os af, for at undgå at se de mentale indemuringer og dødningehoveder i øjnene.  Hen mod slutningen af romanen hedder det: ”Det var en lille og tung ulempe at være Kims kvinde. Han holdt ejerskabet løst i hænderne. Jeg ville være et skældsord i hans mund. Han ville drikke. Sommeren gjorde os øre og tyndslidte som lyse flader, firkanter af græs eller opstartende og nedlukkende skærme.  Sommeren skulle vise hvor let man kan blive. Mit øje skulle fyldes med sølvglimmer og spyt. Jeg skulle blive Celestine, men det blev jeg aldrig. Jeg ved aldrig, om hun kun er noget, man har fundet på, som jeg har fostret i mig, og så sidder jeg tilbage med spørgsmålet om, hvad der er virkeligt.” (s. 149-150).

Tak for både handlingens sære dunk på sjælens dør og det mærkelige klister fra sætningernes edderkoppespind, som man ikke kan få af sig igen.  Romanen giver mindelser om Thit Jensens seancer med ånder, gengangeriet i Ibsens dramatik og de gotiske passioner hos Brontë-søstre – det lyder urimeligt og umuligt. Men det er det ikke: det er Olga Ravns svære og smukke to’er: Celestine. 

 

- unge ur-Thit

Thits finale-dystdigte

1. digt (juledigt hvor ordet jul indgår, skrevet derhjemme)

-->

kære foolemand

daddy-o hænger en skede over kaminen

så du har lyst til at komme

ned

med gaver

kagemor er vanvittigt

ung i glöggpsykosen

elastikken er trukket op

over

honninghullet og det pisser ud

med klejnesved

det er marcipanmasochister der hiver

juleglansen frem og prøver

at tænde cutelys i ridsen og fluekneppe

os

det får vi

tinnitus af, sjoller, og det

er tåget og inkontinent

og i herlev er vaniljekransen bistand

for dem der kun

har risalamamma i storskødet

vi savner

cremen som den lå før vi

blev lavet og vi får kliniske goddagslag med

grydeskeen når det bliver

OK advent

jul er plastique og jesus har frelst os i dag

kære foolemand vi ønsker os

eksemsalve til

langhårssprækkerne og tøsne

2. digt (digt der begynder med linjen: Sneflokke kommer vrimlende, skrevet på stedet)

SNEFLOKKE KOMMER VRIMLENDE
OG NU BLIVER DET TAMPON-ISH
SOM ANDRE LABERVÆSKER
OG JEG SKAL SINDSSYGT
TIL AT SLUGE RÅ GELATINE
FOR HVORDAN HELVEDE KAN
MAN VRIMLE
NÅR ALLE ER BLEBLEGE OG
ANGSTFLYDENDE
MEN JEG ER IKKE
INTERESSERET
I KOMMER BARE JEG
VENTER PÅ AT I FUCKER MED
MIG OG
OP
FLOKKE SKAMVARMER DE
KUSSER DER
IKKE KAN FINDE UD AF
AT HELVEDESVRIMLE

Thits VINDER-dystdigte

Thit Jensens 2 digte i Den Store Poesidyst i går aftes på AK24syv (se link nedenfor)

1. (kærlighedsdigt henvendt til et du, skrevet hjemmefra)

-->

du hudfilmer

din fletning er en dunkel nydelse

og din lejlighed har proletarlys,

som smider mit

hjerte på en ond

tur

det er en luder at

være din fucking badebold

det er en badebold at være

din fucking playmobilluder

og jeg kan ikke pakke dig

op pga. ingen

hænder

og du har ikke noget græs til

at tabe din pussy

whipped eksophidselse

og det er min

kummerlige hoppeborg at

elske dig opad

jeg er ved at

rivejerne mig selv på dig

så tag du din aftenkloral fordi

så kommer jeg fucking

og så

æder jeg dig

før du slipper mig helt

2. digt (mindst 5 sammenligninger på hele eller dele af den elskedes krop, skrevet på 15 minutter på stedet)

dit skræv er som en en pakke blodfeta
undskyld, mand
grænselandet mellem dine øjne
er som de amputerede råsilke-
marker i mit land
dit spyt ligner trussevin
men jeg er nede med det
din skygge er som mit
spøgelse af lykkeligt opkast
dit tihi-fnis er som liderstøv
og det virker på mig
og det virker på mig

2 spontane, adresserede lytte/læseglædesytringer i sommervarmen

På Facebook

Fra Mads Eslund til Majse Aymo-Boot:

Kære Majse, hold op, hvor er det mageløs litteratur, du skriver! Har lige læst din roman på terrassen (under en hidsig sol iført slidsede, sorte løbeshorts, hvis du vil vide det, sådan nogle combi naturfags- og idrætslærershorts) og er opløftet og vildt imponeret. Eller noget i den stil, det er svært at forklare min begejstring. Tak! (-:

Fra Jakob Slebsager Nielsen til Thit Jensen:

hej Thit, jeg kan stadigvæk huske, fra oplæsning på Bogforum, din linje: "på gensyn dør". det synes jeg fandme er en god linje. tænker det tit, når jeg forlader rum. ses dør.

En oplæsning er en cirkusforestilling, bare bedre

Jeg synes virkelig, I skal komme til Hvedekornsoplæsning i aften i Rosinante&Co's lokaler, Kultorvet 11, lige over Klaptræet, klokken 20.00, ikke for min eller digternes eller poesiens skyld, men for jeres egen skyld, den poetiske berigelse vil være uforholdsmæssigt stor i forhold til den beskedne indsats det er at møde og I vil fortryde bitterligt - gennem, lange søvnløse decembernætter - hvis I lader være, og se engang, hvem der rent faktisk læser op, hvis I ikke kender dem, burde I gøre det, men kommer alligevel snart til det helt af sig selv, alle bidrager til Hvedekorn 4, 2011, der udkommer i dag og kan købes på stedet:

Sarah Elise Bruun (I Hvedekorn siden 2007)

Caspar Eric Christensen (debut)

Thit Jensen (debut)

Cecilie Lind (i Hvedekorn siden 2008)

Kristoffer Raasted (i Hvedekorn siden 2008)

Nyt Hvedekorn opvejer MED POESIVÆGTIG LETHED Ib Michaels cykeltyveri

Jeg hentede det i dag inde på Rosinante&Co, og det er så smukt med endnu mere smukt indeni, poetisk poesi og billedskønne billeder (ved Per Mølgaard), jeg citerer lige et digt fra nummeret af debutant Thit Jensen (den II), der læser op på udgivelsesdagen på tirsdag den 22. november, klokken, 20, i Rosinante&Co's festlokaler, Kultorvet 11, sammen med Sarah Elise Bruun, Caspar Eric Christensen, Cecilie Lind og Kristoffer Raasted, det er ikke en option at gå glip:

Årv, nej, nej. Det er bare
vores lille ynkelige mand.
Han kan gøre, som han vil.
Og så løfter vi. Måske vores
fjernvarme – den er for svag?

På pinden. Inde i buret.
Grønne genfærd. Fordi vi
ytrer om vand og problemer.
Vi bygger en bro fra os til

ham. En bro af træ.