Det sårede mig alligevel, da hans gamle ven Ulf Pilgaard udtalte i et interview, at min far aldrig ville røbe i en anmeldelse, at han, Ulf (eller altså den karakter han spillede), var skurken i den elendige film, ingen længere husker det mindste om (Kandidaten)
2. del
Jeg sidder i onsdags, hvor jeg sidder nu, på bænken foran Lagkagehuset i Charlottenlund, med høretelefoner og skriver løs, da jeg oplever mig tiltalt, jeg tager bøfferne af og løfter blikket, det er Ulf Pilgaard, ULF PILGAARD, venligt, men også drilagtigt smilende, læderbrun og goodlooking, og det, han står og siger, er noget i retning af, at det sandelig er et stille sted, jeg har fundet mig, jeg befinder mig i mildt chok og bejaer stammende, og vi har den mindste fine, akavede konversation om klapvognen der står foran mig, og have barn i institution her og have boet her, men nu bo på Amager, og at der er grønt begge steder (det er mig, der får mig fumlet derhen), og så siger han, hyggeligt at møde dig, og er videre i sin gode revy- og tv- og FILMstjernestil, og jeg sidder shaken og forløst tilbage.
