tirsdag den 9. marts 2021

En syvhundrede og seksogtredvte gang


 

40 kommentarer:

  1. FINDES - OG FINDES IKKE?

    (Til ENDNU EN GOD DIGTER, der ER GÅET BORT.)

    En zen mester ville sige:
    Du vil ikke findes mere,
    du afspejler alt andet end dig selv.
    Og der er alt for mørkt her,
    hvor jeg findes.
    Mørket siver igennem vægge og lofter,
    og forvandler alt til stilhed.

    Vi så dig som noget,
    vi tilfældigt havde tabt,
    og fundet igen
    i det sorte vand.
    Og mens du lå og ventede der,
    mere hjemløs end mørket,
    spejlede du pludselig os,
    og vi vidste,
    at du stadig var til et sted.

    Og at alt det,
    du drømte om og elskede
    en dag ville ske.
    Igen.
    Så virkeligt som det klæbrige mørke,
    du druknede dig i.

    SvarSlet
  2. CORONA HYSTERIA

    Allerede inden
    der er nogen beviser
    på vinterens tilbagetog
    rydder solen og månen op
    i de blege eftermiddage.

    Dine øjne ser indad
    mod foråret
    som de små guder,
    de er.

    Og dine nervøse drømme
    rejser ansigt til ansigt,
    som de hemmelige forbandelser,
    nogen har slugt.

    Natblomster besætter
    din sovende krop
    som dine øjnes iris,
    og lungerne,
    hjertet og tungen...

    Og undervejs,
    bag alt dette,
    og længere borte,
    i en eller andens drøm,
    løber vi alle rundt med
    børnene i bundløse øjeblikke
    på nætternes skrigende boulevard.


    SvarSlet
  3. NATUREN RYDDER OP

    Det er nu mere end 100 år siden,
    at naturen sidst forsøgte
    at rydder op
    med "Den spanske Syge".
    Vi er tilsyneladende for mange
    efter naturens mening.

    Men jeg har altid hadet meninger.
    Også naturens,
    eller hvad det er?

    Vi kan stadig drømme synkront
    med alle de døde.
    Det ved jeg af drømmende erfaring.
    Og alt vil bryde op
    og bryde sammen,
    når det kommer dertil.

    Men vi dør kun næsten.
    Tankerne kredser
    omkring alle de andre tanker,
    der har været der engang.

    Og som nu er en
    sammenhængende tanke.
    Selvom ensomheden
    kan blive så stor,
    at der ikke er andet at gøre
    end at danse...

    SvarSlet
  4. GYLDENDAL

    Er jo en fantastisk forlag.
    Historisk.
    Men også meget problematisk.
    Jeg har haft fornøjelsen af
    at arbejde for forlaget
    i omkring 30 år...

    Min "svigerfar" Ole Wivel,
    hvis skønne datter
    jeg elskede i syv år,
    antog mine
    "Trodsige Bekendelser" i 71.

    Så gik det derudad med over
    25 udgivelser
    under Rifbjerg m.fl....
    Alle disse receptioner,
    hvor alle mulige genier
    var til stede:
    Sarvig, Dan, Ib Michael,
    Aidt, Tafdrup og mange flere....

    Men. Men. der var naturligvis
    mange op og nedture på forlaget.
    Som der er alle steder.
    Mange blev GLEMT, fyret og fortabt.

    Er det ikke bare en ANDEN abeflok?
    ALT MÅ BRYDE OP
    OG BRYDE SAMMEN
    FOR AT VÆKKE MISUNDELSE
    OG BEUNDRING HOS DEN ANDEN
    ABEFLOK...?

    SvarSlet
  5. PS! "et fantastisk forlag", naturligvis!
    Hvis der var noget vi lærte på Gyldendal var det at stave...
    Ib Michael brokkede sig over det, og naturligvis med et smil- lige som jeg...

    SvarSlet
  6. DET ER KUN HJERNEN

    Det er kun jorden,
    der skjuler vore døde.
    Det er kun jorden,
    og nogle steder
    i erindringen.

    I erindringen,
    der kan være selve
    opstandelsen for den,
    der er død.

    Men også dér i intet,
    når drømmene smuldrer
    i et farveløst lys.
    Hvor kærlighed og sten
    opfylder sig selv...

    Det er dagen,
    der ikke er dagen,
    og natten,
    der ikke er natten.

    Det er dér,
    hvor intet møder
    sig selv,
    og alt er sig selv nok
    i den optiske dag.

    SvarSlet
  7. DØRVOGTERE

    til det personlige helvede,
    eller...
    Med alle tiders
    corona afgrunde
    og fortrængninger.

    Kun igennem
    al din fantasi,
    kan du lukke den defekte dør.
    Og få verden tilbage
    i din solfyldte stue.

    Men fra nu af
    vil jeg ikke længere
    nøjes med
    at opholde mig
    i grå zoner.

    NU vil jeg atter
    ind under din hud,
    og længere ind.
    Om muligt.
    Fuck alverdens elendighed.

    Vi kommer aldrig tæt nok
    på hinanden...




    SvarSlet
  8. MIN FØRSTE OG MIN SIDSTE UDGIVELSE?

    Mine første digte sendte jeg
    til Hvedekorn,
    efter jeg havde skrevet
    i Politiken og i Superlove.

    Jeg fik det svar,
    at "det kun var til skrivebordsskuffen"
    af en herre, jeg ikke nævner navnet på.
    (Det var ikke Poul Borum,
    der heldigvis var ovenud
    begejstret fra begyndelsen...)

    Så henvendte Rhodos sig
    om en udgivelse,
    der blev til ENGLEFRONTEN,
    og det gik over stok og sten.
    Hans Jørgen Nielsen skrev
    en halv side i Information etc.
    om ENGLEFRONT bogen,
    hvor jeg havde valgt en
    lyserød siouxindianer som forside.

    Så kom Gyldendal
    og ville have de næste:
    TRODSIGE BEKENDELSER,
    SKØNHEDSRESERVATET m. mange flere....
    Min redaktør var Ole Wivel
    og så Erik Lindgreen,
    Klaus Rifbjerg m.fl. ...

    Jeg var konsulent
    og antog bl.a. Hanne Hermann,
    der havde indsendt bånd
    og alt muligt guf.

    ... MEN NU må jeg begynde forfra
    i en alder af 74.

    Skal jeg sende min nye digtsamling
    til Gutkind,
    som jeg har hørt er det bedste pt.?

    Måske min sidste bog:
    VIOLENTIA- EN DRÅBE AF EN ENGEL.

    HULK! HULK!
    OP i røven med det...

    Til alle begyndere og
    halvdøde digtere:

    Fortsæt med at skrive trods alt...
    Få lindring
    for nattens og dagens kvælende drømme.
    I digtet danner dine ord
    en lille, hvid sarkofag,
    der fikseres af solopgangen.

    SvarSlet
  9. REGN SPEJL

    EFTERHÅNDEN
    SOM MAN ELSKER,
    VED MAN MERE
    OM SIN ELSKEDE
    END,
    MAN VED OM SIG SELV...

    og MAN FORSTÅR IKKE rigtigt,
    AT HVAD MAN END OPNÅR
    af kys og samhørighed,
    ER DER ENDE på ALT.
    Endelig er man kun din ven
    til sin egen hvisken.

    Men al kærlighed
    er værd at dø for...
    Og at huske dit navn...
    Dit navn er min besværgelse
    af verden.

    Men så begyndte det at regne,
    som det så ofte gør
    i denne del af verden.
    Vi har aldrig eksisteret.
    Kun som regnens spejl.

    SvarSlet
  10. JEG HUSKER

    DENNE BESYNDERLIGE FØLELSE
    AF AT VÆRE LIGEGLAD
    MED EN,
    MAN TIDLIGERE have elsket
    TIL VANVID,
    LIGE SOM DU nu
    ER LIGEGLAD MED MIG,
    SOM DU SAGDE DU ELSKEDE
    TIL VANVID -
    OG ALTID VILLE HAVE
    dybt INDE I DIG...

    Ja, det var engang,
    som om vi boede
    i det samme navn?

    Og vi ventede sammen
    i ni måneders mørke
    på resultatet af denne kærlighed.
    Som alle dyr, der venter...

    Jeg fordybede mig fuldstændigt
    i dine skygger,
    og forsvandt ind
    i dine uforklarlige nætter,
    uden at kunne se.
    Nætterne elsker sine blinde.

    SvarSlet
  11. FRA HEMMELIGHEDERNES BOG

    Alle tilstande er relative.
    På hele vejen venter
    alle prøvelser,
    man ikke har bedt om.
    Jeg vil nødigt lyde som en præst.
    Men hvornår er tiden ikke knap?
    Her med røven i vandskorpen,
    og hvor den ellers er?

    Du var trappen,
    der ikke førte nogen steder hen.
    Men at gå ad den
    var hele umagen værd etc. ...

    Verden var en spilledåse,
    der fik mig til at danse...
    Bla.bla.bla...

    Men dette skulle jo være
    en kærlighedspoesi!
    Forfra igen:
    Mælk fra engles bryst?
    Livet er en drøm?
    Der er et yndigt land.

    SvarSlet
  12. Kære Lars Bukdahl

    Du har altid været en røst for det lyriske folk, samtidig med
    at du havde din egen tydelige stemme. Det er faktisk
    i dette øjeblik, hvor jeg skriver til dig, at det går op for 
    mig, hvorfor jeg i den seneste tid har tænkt på dig.

    Jeg er vokset op fra 1960, med en far fra landkulturen
    og en mor fra bykulturen. Jeg har altid følt mig dybt
    forbundet til folk - på "land og by" - og jeg har altid
    vidst hvor tyngden i folket/mentaliteten lå, selvom
    den ad åre har forgrenet sig, så det idag er sværrere 
    at "kortlægge".

    I den nedenstående tekst var ledemotivet, at jeg har
    opfanget så mange uudtalte følelser og stemninger
    blandt folk jeg har mødt igennem det forgangne år. 
    Indtrykkene hobede sig op, voksede til og pressede sig 
    til sidst igennem - jeg var nødt til at skrive den tekst,
    som der er henvises til nedenfor.

    Teksten udfylder måske et "hul",
    hvorigennem noget af det som er svært at udtrykke
    måske for luft - på en måde som ikke lige er udtrykt 
    andre steder.

    Jeg håber det kan være til inspiration og opmuntring.

    Du må formidle essayet ligeså meget du vil. 

    https://www.nedersteetage.com/fra-folkedybet/


    Mange varme hilsner i en kold tid, fra
    Omar Ingerslev
    mobtlf 25 92 00 92

    SvarSlet
  13. DANSENDE GUDINDER

    Du danser for mig
    i dit panser.
    Det er den lovende begyndelse
    til ukendte rædsler
    og minlangsomme død.

    Hvis du forsøger
    at komme
    endnu
    længere bort,
    fordi vi var så tæt
    på hinanden,
    har jeg vilje og sorg nok
    til at opsøge dig
    alle de steder,
    hvor vore drømme kunne nå.

    Du foreslår beroligende:
    "Dit liv lever dig,
    du lever ikke dit liv!"

    Men jeg steg op
    igennem hele livet,
    og blev skyllet ned igen
    af både dig og regnen og...

    Du svarede fornuftigt nok
    til min selvmedlidenhed:
    "Kontroller din egen skæbne,
    eller andre vil!"

    Nu danser du for mig
    i mine drømme.
    Men dans er dans,
    og tåge er tåge,
    og det forsvinder.

    SvarSlet
  14. DANMARKS DRØMME

    På danernes øer,
    i danernes mark.
    De danske kyster,
    de danske have, himle,
    sole og bryster...
    De danske kvinder og mænd etc. ...

    Jeg sover kun nødigt hér,
    det er dér,
    at spøgelserne er.
    Tiden.
    Alderen...
    Stedet.

    Her med alderen
    er stadig mere selektiv,
    og stadig mindre attraktiv,
    sætter stadig nye
    grænser op,
    hvor de gamle brydes ned.

    Stedet og tiden:
    en slags død
    inden for døden,
    en slags liv
    uden for livet...

    Jeg ved,
    at jeg ikke burde skrive
    den slags meningsløs poesi.
    I midten af min spejlverden,
    i slutningen af min alder,
    på mit nuværende sted
    uden kærlighed etc. ,
    som jeg stirrer
    mig blind på.
    Og fortsætter.

    Det får mig næsten
    til at tro
    på det næste liv,
    selvom
    jeg ikke tror på dette
    og alle dets sønderlevede
    perspektiver.

    SvarSlet
  15. BORDELLO
    SLADDER

    Noget modvilligt
    kom jeg endelig på bordel
    i en tilskoddet kælder
    langt ude på Amager
    for første gang..

    Det var min gode ven fra Nyhavn
    (Bent Fabriks barnebarn Peter),
    der syntes det var ulideligt
    at høre mig fable
    om tabet af
    min elskede Ulla Diana.

    En aften SKULLE jeg altså på bordel!
    Peter vidste alt om den slags.
    Så kom vi frem,
    og blev venligt modtaget
    af en uskyldigt udseende
    bordelmutter...

    Vi ventede i et rum
    fyldt med groteske redskaber
    i form af en rød træhest,
    torve, gynger m.m....

    Det mindede mig om min barndom
    på Sct. Annæ Gymnasium,
    hvor vores gymnastiklærer
    piskede os med sippe torv
    i omklædningsrummet,
    når vi var "uartige".

    Hvor fysiklæreren,
    hr. Rømer gav os en
    på nakken,
    hvis vi havde glemt
    at tage vores tophue af
    på vej op ad vinkeltrappen.

    Nå, endelig blev det min tur.
    Jeg blev henvist til et værelse
    med (naturligvis) sorte lagener.
    (Så man ikke kunne se alt svineriet?)

    Ind kom den søde luder,
    som jeg gav hånd
    og gik i spagat for,
    for at vise
    (for mig selv),
    hvor viril jeg var.

    Hun lagde sig velvilligt
    på det sorte lagen,
    og jeg kravlede på.
    Men nænnede ikke
    at stikke den ind...

    I stedet begyndte jeg,
    for dog at gøre noget,
    at slikke hende.
    Men det gjorde
    tilsyneladende mere ondt,
    syntes hun...
    Den slags var hun
    slet ikke vant til?

    Og hun takkede af
    efter tyve minutter.
    Hvilket var fint for mig.
    Jeg havde intet haft ud af det,
    lige som hende...

    Og så betalte jeg naturligvis
    bordelmutter ved udgangen:
    "11oo kroner, tak!"
    Peter stod og ventede:
    "Var det godt?"

    "NEJ!" svarede jeg sagligt.

    SvarSlet
  16. GINETTE

    Foran mig
    på mit trappetrin i Nyhavn,
    hvor jeg ofte sad
    i disse corona tider,
    stod pludselig
    denne skønne kvinde:
    Ginette.

    Jeg spurgte hende
    om hendes navn,
    og om hun ikke kunne
    blive stående der.
    "Jeg synes,
    at du er vidunderlig!"

    "Jeg er kannibal!
    Jeg kommer fra Congo!"
    Dette udsagn gjorde Ginette
    og mit venskab
    til noget særligt.

    Ginette løb som en gazelle,
    mens jeg red
    VED SIDEN AF
    på min
    islandske hest Rauddreki,
    (Den røde Drage)
    i DYREHAVE skoven.

    Men naturligvis ville
    GINETTE
    HAVE EN YNGRE MAND
    at formere sig med...
    Du er lyset,
    som jeg skal falde ind i...

    SvarSlet
  17. VIL DU?

    En morgen,
    hvor jeg netop
    havde fulgt min søn ind
    (på cykel)
    til den nyåbnede vuggestue
    ved siden af Synagogen
    for universitetsstuderende,
    (jeg læste jura
    og sammenlignende litteratur) -
    så mødte jeg en ven fra
    Huset i Magstræde,
    der sad med en pige på skødet,
    der plagede ham om
    at blive bollet -
    kort og godt...

    Det turde han ikke,
    da han var gift,
    og jeg tilbød mig høfligt
    til opgaven...

    Det tog hun
    (mærkeligt nok)
    straks imod,
    og vi kom hjem til Nyhavn
    og havde det enormt hyggeligt,
    eller hvad man kalder det?

    Vi sås
    sammen med de andre elskerinder
    og elskere i et par år.
    Indtil stikket gik rent hjem.
    Den "rigtige",
    der så med tiden
    blev til "den forkerte"
    dukkede op...

    Her i kærligheden
    er der ingen
    synlige mennesker,
    ingen hjerter,
    meninger,
    eller overflødige ting.

    SvarSlet
  18. I WILL GOST HER

    Det blev et ondt forår
    og en ond sommer.
    Der var hvid støj.

    Jeg havde ellers været dér
    i dansen,
    hvor blodet skinner...
    Eller var det bare GUD,
    der optrådte
    i en hvirvelvind?

    Jeg lever mest i verdener,
    der ikke længere eksisterer.
    Men stjernerne hjælper mig
    til at finde vej.

    Min elskede:
    du var min oversvømmelsesagent,
    da jeg druknede
    i din skønneste stilhed...

    Rigtigt kaos
    laver ingen støj.

    SvarSlet
  19. BLIXEN DØDSMENU

    Når tiden tillader,
    vil jeg finde beviser
    og vidner på,
    at jeg overhovedet
    har været hér
    eller dér
    blandt Jer!

    Da Karen Blixen
    besøgte min kæreste,
    Anne Wivel og hendes familie.
    gemte de sig under deres entrébord,
    da fruen var så anstrengende
    at få besøg af.

    I al beskedenhed
    har jeg oplevet
    at blive lukket ude
    af samme grund.

    Enhver rejse skal begynde
    og ende et sted.
    For eksempel i disse
    søvngængerdigte,
    over disse drømmebroer.
    I disse blomsterværelser,
    i huse for særlige formål.

    Hvor man er hjemme i intet.

    SvarSlet
  20. AFHÆNGIG AF POESI

    "Jeg har svært ved at forestille mig
    en form for skønhed,
    hvor ulykken ikke findes..."

    Baudelaire


    "Kunst er altid flertydig,
    fordi den vender op og ned på livet,
    og gør formen til sit indhold."

    Nietsche


    Menneskelighed er den ærefrygt
    for mysterier,
    der før blev kaldt for
    "et menneske".

    Jo klogere,
    vi bliver,
    des FARLIGERE BLIVER VERDEN.

    Det er farligt at gå uden for døren,
    man ved aldrig,
    hvor ens fod træder.

    Og så vider,
    og så videre....

    Der er ingen tid at spilde.
    Åbner hanen,
    og lader hovedet løbe ud...

    Pludselig var der så stille som sne.
    End ikke den mindste banken...
    Eller andres bifald
    eller hovedrysten...

    Jeg ventede og ventede på dig,
    men smerten inde i dig
    skriftede aldrig.

    Ingefærliljer,
    implosion,
    løgne,
    der bliver mere og mere tro.








    SvarSlet
  21. STOL IKKE PÅ EN DIGTER,
    DER IKKE KAN DANSE...

    STOL IKKE PÅ EN SLANGE,
    DER IKKE KAN SPYTTE.

    STOL IKKE PÅ ET BARN,
    DER IKKE KAN SPØRGE.

    ... Du ventede,
    til du ikke længere
    var forelsket i mig,
    for at bede om min hånd/ånd.

    Det var mest praktisk for dig...
    Alle følelserne,
    de evige bevægelser,
    der ventede,
    angsten for sygdomme,
    økonomi og nærvær...
    Du havde kalkuleret med det hele...

    Men jeg havde kun
    kalkuleret med det halve,
    lykkelig idiot,
    som jeg var,
    håbløst forelsket i dig...

    Med andre ord:
    videnskabeligt set
    er vi hver for sig
    ikke noget særligt.
    Et eksperiment...
    Måske.
    Sandsynligvis.


    OG HVIS JEG NU HAVDE
    EN AF DE NYE
    pseudopsykologer til hjælp:
    så HOLD DIN HUND I SNOR!

    Men svar er kun af betydning,
    hvis du stiller
    de rigtige spørgsmål...

    Så hvad med sandheden
    på dødslejet:
    har jeg overhovedet
    været her?

    Hele livet
    har jeg arbejdet på
    at udforske de grå,
    lyserøde og
    - sorte zoner.

    Ikke alle har et mål.

    SvarSlet
  22. STRUNGE OG JAC

    Var nogle pragtfulde drenge
    med humor og hormoner
    og alt det der...

    De henvendte sig begge til mig,
    da de var nybegyndere.
    De kunne lide min stil,
    eller mangel på samme...

    Strunge havde en sød,
    rød, sort kilt,
    han ofte bar på Café Dan Turéll,
    hvor vi stod og drak,
    snakkede og hyggede,
    (eller hvad det nu hedder?)

    Strunge ville gerne
    "møde mig i natten",
    som han skrev.
    Jeg var ikke til det,
    hvad det end var...

    Og Jac var lun på
    min skønne kone,
    Ulla Diana,
    kunne jeg fornemme.

    Desuden var jeg en form
    for anarkist
    ligesom han...

    Men det var alt
    for hurtigt forbi
    med både det ene
    og det andet...

    Jeg kører dagligt forbi det sted,
    hvor Strunge kastede sig ud,
    og kender trappevaskeren,
    der var der i samme øjeblik.

    Han virkede overhovedet ikke
    selvdestruktiv...
    Men hvad ved jeg.
    Jeg har det på næsten
    samme måde
    NU,
    hvor jeg har følelser
    af dødsangst
    og ensomhed.

    (Men det er der vist flere der har!)

    Jeg kendte Strunge ret godt.
    Men...
    Det må havde været
    et eller andet lort,
    han havde indtaget,
    der drev ham dertil...

    De ni måneders mørke,
    han tilbragte
    i sin mors vom?

    Angsten for at elske?
    Angsten for kedsomheden?
    Angsten for natten?
    Angsten for solen?
    Angsten for volden...

    ETC....
    Det er farligt at leve,
    og verden vil altid videre -
    også uden dig.

    Men en blå vinge
    genopretter tomheden,
    uden at sige for meget.

    SvarSlet
  23. LORCAS OG MIT HUS

    Jeg havde et hus i Andalusien,
    som Lorca havde boet i
    i 30erne,
    hvor han skrev skuespillet:
    "DEN UTRO HUSTRU":

    Der var bambuslofter,
    skifergulve,
    stenvægge,
    brandstedet
    med de tykke,
    ulmende olivenstykker.
    Salamander, myg, måne...

    Der var slanger og varaner.
    Der var enorme vildsvin,
    der stod og ventede
    lige over mig om morgenen,
    når jeg stod op.

    Der var stjernehimle,
    som jeg aldrig havde set før:
    Karlsvognen, Orion,
    alle sammen samlet
    i smukke mønstre,
    som om de virkelig
    havde noget
    at sige hinanden,
    og noget med hinanden at gøre...

    Lige som os...
    Lige som livet.
    Og denne udsvævende stilhed,
    der er omkring os.
    Uden et tilsyneladende mål.

    SvarSlet
  24. MÅSKE ER JORDEN BLEVET SKABT RUND

    tilegnet Bjørnvig, Jac, Strunge, Borum, Dan, Sarvig, Sonne, Ib Michael, Høg over høg m.fl. (og alle mine digtervenner igennem mange år)


    Måske er jorden blevet skabt rund
    for at vi ikke skal kunne se
    for langt,
    og se,
    hvad der kunne ske os,
    hvis vi går videre
    i dette liv.
    Til den næste afgrund.

    Dyrene gør alt altid
    for første gang:
    de jager, elsker, slås, æder,
    dør, drømmer, ler...

    Forsigtig nu!
    Vinden er bag os.
    Og rovdyrene kan
    få vores fært...

    NU!

    Da de gamle kortmagere
    tegnede deres kort over verden,
    så skrev de nogle steder:
    "Gå ikke længere,
    hér lever monstre og drager!"

    NU!

    Afgrundene bor lige om hjørnet.
    Lige som bjergene
    og kærligheden...

    NU!

    Og solen stikker dig
    ikke om natten,
    hvor du lige kan nå
    at stikke af
    i tide...

    Alt dette er på spil.
    Men der er også
    en slags trøstende opstandelse,
    som man ikke hører nærmere om.

    ENDNU!

    SvarSlet
  25. FORÅRSTEGN

    Som et synligt tegn
    på noget usynligt,
    der er til:
    Foråret kommer nærmere
    med en nye dag:
    Pest, eller corona etc. ...

    Måske kommer et barn hjem
    fra Syrien
    uden sin mor...
    Måske bliver de
    ikke sindssyge
    før om fjorten dage...

    ENDNU.

    Når hendes øjne brænder i dine,
    så spørg
    hende om barnet i ørkenen...
    Om det er dit
    eller en andens,
    du vil elske dette barn...

    Men det er farligt
    at gå ud af døren,
    man ved aldrig,
    hvad der sker...

    Du er så smuk,
    at jeg vil give dig
    det samme navn to gange...

    Der er ikke noget
    mere bedragerisk
    end det åbenlyse
    i den sorte kalender...

    SvarSlet
  26. PS! Alt dette taler igennem os som sene blomster,
    i en krukke af syre. I iskolde hænder...

    SvarSlet
  27. VI KAN VINDE OVER ALT

    Selv om mørket
    ikke har nogen synlige grænser.
    Og vi befinder os
    i et dødsmuseum,
    for NU ikke at se
    alt for sort på det...
    Hvad?

    Lad ikke verden se din angst.
    Din selvsikkerhed sikrer,
    at selv mørke kan besejres.
    Al angst
    aktiver fjender.
    Og så videre...

    Hvem de end er?
    Vi elsker altid
    mest det,
    vi ikke kan få.
    Og hvis vi får det
    er der ingen grænser.

    Og blot tanken om
    den elskede,
    vil bringe hende tilbage
    til dig
    til verdens ende...

    Der er ikke noget stærkere
    end et frivilligt hjerte.
    Hvis man ingenting tør,
    risikerer man det hele.

    Og sådan kan man blive ved...
    Men lad for guds skyld være med
    at lægge følelser i dine sår.
    Det skaber kun betændelse.

    SvarSlet
  28. JAMBHAlA,

    HIMMELENS VOGTER

    Hvor svært kan det være
    at leve?
    Hvor svært kan det være
    at dø?
    Desværre er det sidste ved
    at være aktuelt for undertegnede.
    Dog ikke umiddelbart,
    men bare det,
    at tiden går,
    og forvandler en,
    er tid,
    der går NU...

    Hvis man kunne friste
    et par stjerner mere,
    kunne man flygte
    til et sted,
    og måske kunne leve dér
    for evigt?

    Man har lavet et eksperiment
    i Frankrig med 40 mennesker,
    der skulle være helt alene
    i meget lang tid.

    Der var ingen
    synlige mennesker
    til deres rådighed,
    ingen hjerter, øjne,
    eller overflødige ting.

    Det er en tynd verden
    vi lever i.
    Lige sindsoprivende
    om du deltager,
    eller kun ser på.
    Bristefærdig af verden.

    SvarSlet
  29. PS! Kærlighed og sten opfylder sig selv.

    SvarSlet
  30. LIVET

    Hvis jeg vidste,
    at livet var så vidunderligt,
    var jeg aldrig
    kommet ind i det.

    Jeg havde holdt mig
    for mig selv.
    Jeg havde ikke forsøgt
    at knække koden,
    (som jeg har forsøgt
    i 60 bøger, musik,
    og unævnelige
    malerier nu...

    Og,
    bl.a. mit knuste hjerte
    er i stumper,
    der er så små,
    at de kan komme
    igennem et nåleøje...
    Etc....

    Men du skal slet ikke tænke
    på dig selv.
    Du skal danse ved havet,
    i skoven, i byen...

    At leve er kun
    trods alt
    at trodse tvivlen.

    Men hvorfor besvimer
    din skygge
    så ofte
    i den forgiftede vind?

    SvarSlet
  31. PS! Solen stikker dig ikke om natten. Og "måske" er kun for tabere.

    SvarSlet
  32. INSPIRATION

    ER ALTID NU:
    en form for spontan
    idioti,
    snarere
    end en nådesgave...

    Da jeg efterhånden
    blev en bedre digter,
    havde jeg svært ved
    at råbe visse anmeldere op.

    De kunne finde på
    at skrive:
    "Du er en ener,
    du kan ikke lide andre
    mennesker!
    I begyndelsen
    befandt du dig i tiden.
    Nu er du ingen steder..."

    Nej det tror fanden,
    når alle pludselig blev
    forvandlede fra blomsterbørn
    til skabskommunister.

    Men jeg var aldrig
    nogen af delene...
    "Du har gravet
    din egen grav!"

    Men hver gang,
    nogen har skubbet mig
    ned i graven med et:
    "Han længe leve!"
    Er jeg faldet død om
    som nyfaldet sne
    i tøvejr... Og...

    Digtere og anmeldere
    kan godt henfalde til
    en vis for for kannibalisme.
    Hvis vi bare fandt ud
    af sandheden,
    var det hele
    pludselig overstået.

    (Og det ville vare ret kedeligt!)

    Men:
    poesi er en sund smitte
    fra udstødte,
    faldne engle,
    der falder på steder,
    man ikke har været før.

    I selskab med
    smertens fader
    og lykkens moder.

    SvarSlet
  33. PS! Kan man ikke bare gå hver sin vej. Og blive lykkelige sammen?

    SvarSlet
  34. PS! To stavefejl! Det er ren poesi!

    SvarSlet
  35. KVINDER

    Hvor jeg elsker kvinder!
    Solen skrider over himlen,
    verden går i månesort.
    Hvad er det
    i forhold til
    bare ét kys?

    Min mor elsker jeg
    naturligvis
    mest?
    Hun døde under et telefonopkald
    til mig kl. 1 om natten,
    i sidste sekund af hendes liv,
    hvor jeg ikke
    kunne råbes op...

    Og jeg elsker naturligvis
    mine tre koner:

    Den første skred
    med en grønlandsk narkoman
    på femten år,
    så jeg var alene
    med min 1,5 år gamle søn,
    DANIEL,
    da jeg var godt 20.

    Hvor jeg savner Daniel,
    der nu må være 54 år gammel?
    Og som jeg ikke ved,
    hvor er,
    da han blev skizofren
    under kokke lærer arbejde
    på Kong Hans.

    Tonen i disse miljøer
    skulle være lige så syg,
    og farlig
    som på en sukkerplantage
    med slavearbejdere
    i Syd Amerika.

    Hvor jeg stadig elsker kvinder.
    Min anden kone
    ville have mig ned
    med nakken,
    fordi jeg elskede hende
    grænseløst...

    Min tredje kone
    ville bare af med mig
    efter 35 år,
    hvor hun havde bollet sig
    igennem hele min omgangskreds.

    Men en dag fandt så en,
    ifølge nære venner:
    "sindssyg psykiater"
    under en dans på Bakken.

    Jeg elsker stadig kvinder.
    Og de tre koner
    ser naturligvis anderledes på det.
    Jeg fastholder blot retten
    til friheden,
    kærligheden og livet
    for os alle.

    Jeg elsker kvinder.
    Ingen ved virkelig,
    hvor grænserne går.
    Vore navne alene
    fordrer dødsstraf.

    SvarSlet
  36. CRACK ON

    Begynder først at leve
    på kanten af det ukendte.
    Den kloge handler kun
    ved ikke at handle etc..
    Deep fake....

    Jeg sagde farvel den dag,
    vi mødtes.

    (Lyv gerne for alle andre,
    men ikke for dig selv.)

    Men så blev vores kærlighed
    pludselig værd AT DØ FOR...
    MEN,
    HVOR LÆNGE ER MAN NU DØD?
    SPURGTE MIN SØN.

    Fra de ældste tider til nu!
    Man svæver i måneskinsskoven...
    Man er dér i spejlet
    mod naturen.

    Man er døden i skjul.
    Alle skygger.
    En hvisken og ekstase.
    En bøn om forvirring.
    Dråber af dine egne kys.

    Skyggernes fangst.
    Men hvordan begraver man
    en skygge?

    "En la pared!"
    som man siger på spansk:
    "Op mod væggen!"

    SvarSlet
  37. LISTE OVER ALT DET, JEG ALDRIG FIK GJORT

    Deltagelse i en snemands
    eftermiddag.

    Det allermest nødvendige
    til et selvmord.

    Studier i en lærebog
    for bedemandsarbejde.

    Kun ved at gøre sig selv lille,
    bliver man stor?

    Det virkede rigtigt,
    da jeg gjorde det...
    Nu knap så godt.

    En digter som Ekeløf troede mere
    på idenfikation,
    end på påvirkning.

    Hvad rager det mig...
    Kunst er altid flertydig.
    Skabt af sultne erindringer.

    SvarSlet
  38. LIGE FØR MÅL

    En kæmpestor chance
    lige før mål.
    Men denne bagstopper,
    får hjørnespark,
    og jeg ryger lige ind
    i fjendemålet
    under time out...

    Hvor jeg endelig får fred,
    måske fordi det er
    store bededag...
    Bla., bla, bla...
    Nej, hvor er det godt!

    Lægger mig tilbage i feltet.
    Publikum råber og...

    Du når næsten at miste mæglet,
    inden du får indført et nyt ord:
    MOR!
    Straffespark!

    Det er en tynd, tynd verden,
    lige sindsoprivende
    at opholde sig i...
    Eller kun at se på.

    SvarSlet
  39. I SKÆRSILDEN

    DU ER IKKE BORTE -
    DU ER BARE VÆK!

    Men du bevogter stadig
    digtene og billederne.
    Du ånder og lever
    med den ægte tomhed.

    Under stjernernes kompleksitet,
    og under valmuernes tårer etc. ...

    Hvad du end gemmer på,
    vil du dø med.
    Selvom mørket aldrig ender.

    Hvis man forelsker sig
    i ensomhed,
    ender man i den...

    I løbet af livet møder vi
    omkring 10.000 mennesker,
    og måske kun i sekunder -
    eller i 100 år.

    Vi fortjener det umulige.
    Men historien og sandheden
    er kun noget,
    vi er blevet enige om.

    SvarSlet