På barken indskrives hvert åndedrag

I stedet for denne lalleglade anmeldelse af Simon Grotrians nye bog, der udkommer i dag, står i morgen i WA Bøger en leddeløs ulykkelig nekrolog at læse, forskrækkeligt nok

Regnbueskytte. Simon Grotrian er stadig en poetisk søjlehelgen, men nu om stunder klinger hans uforlignelighed snarere popstøjende end egentligt ophøjet

Bøjet i regnbuer

Simon Grotrian: Digte. 78 sider. 200 kr. Herman & Frudit

De, sære læser, kan være helt ligeglad med, at det i skrivende stund er nærværende anmelders fødselsdag, blandet andet fordi at det er det ikke længere, når anmeldelsen står i avisen, hvad enten det så bliver den ene eller anden fredag. Men jeg selv kan ikke lade være at tillægge det en vis mening, at det netop er denne onsdag, jeg sidder på min pind i spinatfugleburet og skriver om Simon Grotrians nye digtsamling, som radikalt for ham, der på det seneste har været mester for titler som Zar Brügge og den flamske forvandlinger og Den korsfæstede budding, bare hedder Digte (forrige titel, Mit nøgne hjerte fra sidste år var også enkel, men ikke så enkel).

  Fordi hvert eneste velsignede digt føles som en gave, og fordi Grotrian skriver med en overrumplende fandenivoldsk – eller måske rettere vorherrehimlende – udfoldet humoristisk sprudlen. Hvis det ikke var fordi manden har skrevet så utroligt mange (gode) digte og digtsamlinger (og salmer og salmesamlinger), som ingen, ikke engang hans mest trofaste fans, har overblik over længere, ville følgende skønne besyngelse af selve den sansende, levende menneskeeksistens helt af sig selv knæsætte sig som en decideret folkelig nyklassiker:

  ”Vi lever også med hænderne i en balje vand/ der er fortryllelse nok til hele legemet/ sanserne vibrerer som et fluenet/ der haler verden i gang med hver bevægelse/ et skridt frem kan føre til så meget/ også Åndens kram af lutter luft/som roserne flyder i oven på blikket/ og næsen som en plov går gennem duften af jordbær/ mens blæsten spiller på træerne uden for ruden/ du børster muld af hukommelsen og runder svingene/ hænderne stritter i alle retninger som vitriolfaner/ på barken indskrives hvert åndedrag/ du yder til fællesskabets glæde/ kedlen fløjter som et lokomotiv, vær din egen nyhed.”

 Næseplov/jordbærduft-linjen er decideret er decideret Halfdansk, hvis ikke Jægersk, men Jægersk er så i hvert fald den afsluttende lokomotivfløjtende kedel. Mens hænderne som ”vitriolfaner” ikke kan være noget andet end Grotriansk, fordi det er komplet forbistret, men alligevel ser man det for sig, som et umiddelbart sandt billede: Ja da, selvfølgelig er hænder vitriolfaner, ætsende flagrende.

  Nu jeg har outet mig selv som lykkeligt fødselsdagsbarn, tillader jeg mig at fremføre den helt utidigt biografistiske formodning, at digteren simpelthen er forelsket. Det vil i hvert fald forklare både den generelle overstadighed og eksplicit kærlighedsramte linjer som denne digtbegyndelse:

  ”Derfor rydder du op i kaos/ når du slynger armene om mig/ og sætter brillanten på min mund/ der tynges til siderne af vild forsoning”

  Regnbuer har altid været en kær rekvisit i Grotrians poetiske overskudslager, men i den nye bog er de jublende overalt, og det har ikke nødvendig noget at gøre med, at København lige nu er helt regnbueamok af Pride-festivitas, men et smukt nok sammentræf er det da. Her er nogle af regnbue-højdepunkterne:

  ”regnbuen slår sit vingeslag over kuplens fontanelle” ”dit nærvær/ (….) er så dyr og skrøbeligt som vinglas for enden af regnbuen” ”I regnbuefarvede megafoner/ beordres du til at fægte med lyn” ”Det er knækket i regnbuer/ at jeg elsker verden;/ når jeg ankommer med den røde løber om halsen/ overrislet af jordbær på min klovnetud.”

  Jordbær atter! Handlingsreferat af Simon Grotrians Digte: Jordbær og regnbuer! Fryd og gammen! Hidtil har jeg mest citeret fra det første store afsnit ”Månen er af amisulprid” med større, tætte og tykke digte, men bogen indeholder også mindre og helt små stykker, der snarere stikker end sprudler. Jeg kan selvfølgelig lide denne nonsensperle: ”De falske øjenvipper drev ind mod kysten/ sommerfugle satte sig på dem” og denne akrobatik (og anti-akrobatik): ”Du kysser dig selv under fødderne/ ved den oversavede dames to bårer”. Korteste, klareste formel for, hvilken vild lagkage Simon Grotrians skrift forbliver, må være denne oneliner - tillykke til os alle sammen med ikke mindst den:

  ”Du har spist et æble indefra.”

-->