Dramatisk lidt tjek på Jokum og Line

Forbandet hjemløs værkkategori, dramatik! Ikke så svært (hvis udgivelserne ikke er hyper-små) at få styr på digteres og prosaisters værker, man kan altid tjekke igennem hos biblioteker, men når man vender sig mod de dramatiske, ikke-bogopsamlede værker; DER FOR FANDEN IKKE ER MINDRE LITTERATUR, fra dramatikere, DER FOR FANDEN IKKE ER MINDRE FORFATTERE, der (som alle mulige andre forfattere) ikke har hjemmesider eller opdaterede Wikipedia-sider, som det er tilfældet med mine to yndlingsdramatikere (DVS. TO AF MINE YNDLINGSFORFATTERE BARE), Line Knutzon og Jokum Rohde (hvis dramatik en lang overgang rimelig samtidigt med udgivet af det lille forlag Drama, det bliver de bare ikke længere), så er det (personligt) frustrerende og (principielt) skandløst så besværligt det er at udarbejde en simpel værkliste.

Her er efter flere timers omkringbladren og -klikken mit forslag til en Knutzon-liste og en Rohde-liste over værker fra og med 2004 (da Generationsmaskinen udkom), men de er garanteret ikke komplette (eller korrekte (og helt kokset er det med de dobbelte årstal for teaterpremiere og bogudgivelse), så suppler meget gerne, teatralske blog-læsere: 

-->

Line Knutzon: Guitaristerne, 2006, Måvens og Peder får samtalekøkken, 2006, Måvens og Peder på Herrens Mark, 2007,  Guitaristernes jul, 2008, Hamlet og Romeo og Julie, 2009 Håndværkerne, 2009, Birkehytten, 2010 (ikke i bogform), Gøngehøvdingen, 2010 (ikke i bogform), Viggos problemer med problemerne, 2012,  Juleferie på Nøddebo Præstegård, 2012 (ikke i bogform), Lille Allan og dobbeltgængerskolen, 2013, Lille Allan – den menneskelige antenne, 2012, Det andet hold, 2013 (i Unge spiller teater, 2013), Frit Flet, 2014 (sammen med Naja Marie Aidt og Mette Moestrup), Gruppe 8. 2014 (delvist trykt i Frit Flet), (Shakespeares samlede værker, 2014 (fordanskning) (ikke i bogform)), Danmarkshistorien på halvanden time, 2016 (ikke i bogform), Heksemutter, 2016 (ikke i bogform), Syng dansk, 2017 (ikke i bogform)

-->

--> --> Jokum Rohde: Lövenlandet, 2005, Århundredet, 2005 (ikke i bogform), Thor: Ultima Ragnarok, 2005 (i bogform 2007), Karnevalsmordet, 2006 (ikke i bogform), København – Con Amore, 2006 (sammen med Søren Ulrik Thomsen), Sally-Stina-skriget, 2008 (ikke i bogform), Rød Oresti, 2008 (i bogform 2008), Darwins Testamente, 2008, De tre musketerer, 2010 (ikke i bogform), Manson, 2011, Hvem myrdede Regitze Rio/ Søvngængeren, 2011, Har-har-har De set min kone?, 2012, (ikke i bogform) Robin Hood, 2013 (ikke i bogform), Vinter-UFO, 2015 (e-bog), Djævlen i Karla Strauss, 2015 (ikke i bogform), Kong Arthur, 2016 (ikke i bogform), Trianglen, 2016, Sidste diligence fra Lykkens By, 2016 (ikke i bogform), Dukkelise, 2017 (ikke i bogform) 

Og så har alle de stykker, der ikke er i bogform, at komme det snarligst! Vi har brug for dem! 

- undervejs i listearbejdet faldt jeg over disse 10 leveregler, som Line bidrog med til bladet IN sidste år:

"10 leveregler:

1. Vær forsigtig med at tro, at de regler og gode råd, du synes virker for dig, også virker for andre. Lad dig inspirere af andres liv, men lad dig ikke forføre af andres synspunkter, heller ikke mine. Man kan godt være kritisk uden at være et dumt svin.

2. Snob ikke opad. Snob ikke nedad. Vær dig selv, og vær snobbet med det.

3. Hvis du har rynker og slap hud, er det, fordi du ikke er død som 45-årig. Folk over 45 år taler ustandseligt om deres rynker. Jeg tumler p.t. med en plan om at lave en klinik, hvor jeg fjerner folks rynker ved slet og ret at slå dem ihjel (mod at jeg arver en fjerdedel af, hvad de ejer). Du er velkommen, når jeg åbner, så løser jeg problemet for dig. Med andre ord: Vær nu glad eller bare ligeglad du kan ikke være andet bekendt.

4. Skam dig ikke over et eventuelt manglende sexliv. Lige så mange glæder der er ved at have et sexliv, lige så mange glæder er der ved ikke at have et.

5. Stræb ikke efter at blive den rigeste på kirkegården. Der er i forvejen en benhård mobbekultur blandt døde, og det går særligt ud over dem, der tog de største formuer med sig i graven. De bliver grinet af fra morgen til aften.

6. Elsk teenagere. Tal med dem. Spørg dem om noget. Fortæl dem noget. Vis dem noget. Giv dem noget.

7. Kig på verden. Den laver teater for dig hver dag. Alt lige fra politik, TV Avisen, kongehuset og -aktuelle debatter- til Danske Bank er skuespil, som andre -opfører- for dig i nøje udvalgte kulisser og sirligt udvalgte kostumer med sjuskede manuskripter. De vil så gerne have din opmærksomhed og have dig til at tro på, at de er virkelige. Men det er de ikke. Det er teater. Tro mig. Jeg er selv dramatiker og ved, hvad jeg taler om.

8. Elsk et dyr, hvis du har praktisk mulighed for det. Et dyr hjælper dig til at få øje på alt muligt, du havde glemt og ikke vidste.

9. Uddel ros. Jeg elsker at få ros. Derfor leder jeg altid efter noget at rose andre for. I et snedigt håb om, at de så vil rose mig tilbage. Det er en win-win-situation.

10. Man siger, der er én (kæreste) til alle. Det er der ikke. Jeg bliver altid i dårligt humør, når folk siger det, og jeg siger det aldrig til andre. Hellere leve i et oplyst rum end henslæbe sit liv i en romantisk ørken uden vand."

Genrekuk i Klareboderne (og sødmeskruk)

Kuriøst nok udgiver Gyldendal for tiden mere salmedigtning end dramatik. Simon Grotrian fik en salmesamling, Natterøde daxis, ud i 2013, og en ny samling, Ravnekost og slagere, ser dagens lys i dag. Så vidt jeg kan overskue, så er det seneste stykke dramatik i bogform, som Gyldendal har udgivet, Astrid Saalbachs Rødt og grønt/ Pietá i 2010 - derudover indgår små dramatiske scener og et uddrag fra Line Knutzons i Gruppe 8 i Aidt/Knutzon/Moestrups Frit flet, 2014. Godt for salmedigtningen, som så heller ikke har andre for alvor kunstnerisk kvalificerede udøvere end Grotrian (og OK, Sten Kaalø - og i Hvedekorn 4, 2016, Bo Reinholdt), synd for dramatikken, der har en hel del flere kunstnerisk kvalificerede udøvere end Saalbach (fx Line Knutzon).

Her er en af de skæppeskønne salmer, der udkommer i dag:

Nike træder vande som palet
i den solomsuste atmosfære
alt, hvad Herren bød, er vores ret
lukkeloven gør os til hans kære.

I den store død på livets spids
drejer han os rundt i blå balletter
der er sørget godt for alle, hvis
bålet stiger op om Djævlens fætter.

Kragerne har tømt et maleri
havets bølger er de ægte spejle
vendt og vendt slå himmelskatten i
nåe vi træder bort fra hjul og stejle.

Den soltsruin i tidlig dug
splintrer fantasiens øvre barre
verden er et brøl af sødmeskruk
livet har en maske, lad dig narre.

SE Henrik Dahl anmelde en bog om noget han ikke har set eller læst eller ved noget som helst om og mene noget perfidt om det

Fra anmeldelse i Weekendavisen af Birgitte Hesselaas Det dramatiske gennembrud. Om nybruddet i dansk dramatik fra 1990'erne til i dag, 2009:

I hovedsagen består hendes bog af to dele. En gennemgang af seks dramatiske forfatterskaber: Astrid Saalbach, Morti Vizki, Nikoline Werdelin, Jokum Rohde, Line Knutzon og Peter Asmussen. Hver af gennemgangene er opbygget på den måde, at hun giver en ultrakort biografi af de pågældende, hvorefter hun refererer og analyserer et udvalg af deres værker. Denne gennemgang er så efterfulgt af en perspektivering, hvor den nyere, danske dramatik sættes i forhold til sin samtid og diskuteres ud fra en række samfundsvidenskabelige forfatterskaber.

Hvad jeg nu skriver, er på ingen måde en kritik af Birgitte Hesselaa. For med visse forbehold - der dog peger på noget mere principielt - har hun skrevet en virkelig god og informativ bog. Men hold da lige op, hvor er de seks dramatikere, med undtagelse af Nikoline Werdelin, dog fulde af den slags fordomme og banaliteter, Søren Ulrik Thomsen beskriver.

Og hvor forekommer de problemer, de sætter til debat, derfor banale og røvkedelige.Jeg mener: Er der noget nyt i at diskutere, hvordan teknologien går amok i det kapitalistiske samfund? Er det ikke bare et dannet standard-synspunkt, man kan fodre svin med? Er det ikke hamrende banalt at påvise, hvordan den borgerlige kernefamilie begrænser individet? Er det ikke dødsens kedsommeligt og allerede vist hundrede gange på scenen og lærredet, at under den småborgerlige normalitet lurer der vold og incest og unævnelige perversioner? Er det efterhånden ikke et temmelig fortærsket paradoks, at i et sygt samfund må det nødvendigvis være sådan, at de gale er normale, mens de normale er splittergale? Og helt ærligt: Hvad Fanden kan almindelige mennesker i det hele taget lære af at se på nogle grimme, dumme, ulækre og afvigende karakterer, de ikke har en skid til fælles med? Fuck, hvor det bare en langgaber. Og hvor har sådan nogle stykker fortjent at blive taget af plakaten efter at have spillet fem dage for de få mennesker, der ikke kan se, hvor kliché- og fordomsfuldt den slags modernistisk kitsch i grunden er. Det kan godt tænkes, at stykkerne virker ganske anderledes, når de bliver opført, end når man læser dem i Birgitte Hesselaas referat. Det kan også være, at Birgitte Hesselaa er dårlig til at referere. Men begge dele er vanskelige at tro. Derfor er det nødvendigt at spørge videre i Søren Ulrik Thomsens ånd: Hvor kan alle fordommene komme fra? Og hvorfor er der ingen, der forsøger at sætte en stopper for klichéerne?

(...) jeg (undrer) mig over manglen på radikal kritik. Det fremgår under gennemgangen af flere af forfatterskaberne, at deres dramatik minder ikke så lidt om Samuel Beckett eller Harold Pinter eller Eugene Ionesco. Det synes jeg også, ud fra referaterne - og med det forbehold, at jeg er absolut lægmand. Men hvordan kan man tale om et »nybrud« (ordet indgår oven i købet i bogens titel), hvis mange af dramatikerne fortsætter en tradition, der navnlig blomstrede i halvtredserne eller tresserne? Det ville jo, inden for mit eget fag, svare til, at nogen bare kørte videre på traditionen fra Roland Barthes eller Michel Foucault. Der er ikke noget i vejen med dette - jeg kunne bare ikke drømme om at kalde det et nybrud. Kort og godt vækker den tilsyneladende traditionalisme blandt nyere danske dramatikere min nysgerrighed - men jeg finder desværre ikke svar hos Birgitte Hesselaa.

- over én bank hånes 4 førende danske dramatikeres produktion for at være "modernistisk kitsch", selvom ikke 1 stykke er læst eller set - go, go, go, anmelderetik!