Viser opslag med etiketten Tine Høeg. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Tine Høeg. Vis alle opslag

onsdag den 19. marts 2014

En lost lynbunke

På grund af noget mix-up, der vist er mit ansvar blev to af hæfterne i nedenstående groft ordknappe anmeldelse, skrevet for nogle uge siden, anmeldt i WA Bøger i fredags af en anden end mig, så nu bringer jeg anmeldelsen her i stedet:

-->
SPRINTPOESI Kærlighedsdigtningen bliver kortere og hurtigere og vittigere, hvert hjerteslag er et wannabe-trendende tweet

Når hjerte rimer på P-tærte

Catherine Francois: Efter vi har klædt hinanden af, 52 sider. Anne Mari Borchert: Please Enjoy My Woods. 50 sider.  Tilsammen 170 kr. Begge forlaget Blarp. Tine Høeg: Hej Sol Fuck Love. 16 sider, ingen pris. AFV Press. Gitte Broeng: Croquis. 21 sider. Ingen pris. Flamme Forlag

Af Lars Bukdahl

4 hurtige, vittige, poetiske hæfter. To er udkommer på det nye forlag Blarp og kan kun købes samlet, som tvillinge-hittebørn. De to andre er udkommet på to norske forlag, men kun det ene er oversat til norsk. Tre af digterne er (hæfte)debutanter, den fjerde er old-debutant fra 2006. Tre af hæfterne handler om kærlighed, den fjerde handler om hvad det skal være, herunder kærlighed.
  Lad os starte med det ene Blarp-hæfte, Efter vi har klædt hinanden af af Catherine Francois, der har et fransk navn, men skriver på dansk. Det er små, skiftevis abrupt cool og følsomt akavede digte om en kærlighed in action: Jeg klart bedst lide de cool digte, men jeg kan måske allerbedst lide de på samme tid cool og akavede; et effektivt, køligt trick, lånt fra sociale medier, er kortlister:
  ”Huden på din hals er rød og udspændt/ DU kaster hovedet bagover i en vild bevægelse// Jeg vrider mig indeni lagenet/ for ikke at spørge/betyder det:// 1. væmmelse, 2. Okay, 3. Okay så”
  Tine Høeg skriver endnu Twitter-kortere i sit dansksprogede, norske hæfte Hej Sol Fuck Love og skriver i og om tiden efter et kærlighedsbrud. Det er fermere digte end Francois, men de lader også en mere lunken, fordi de hver gang er, ikke en vits, men en punchline bare, en sød, letbitter én. Jeg savner skævhed og dirren i attakket. Visse af ”Rebound”-portrætterne har en god overfladeskarphed:
  ”jeg går i seng med en person jeg kender fra/ gamle dage,/ det føles trygt. Svanerne i kanalen/ har fået nye unger, fortæller han. Pakistaneren/ står stadig foran kiosken.”
  Anne Mari Borcherts Blarp-hæfte Please Enjoy My Woods er et vellykket eksperimentarium udi kunsten at Google-søge og -oversætte sig frem til poesi. Ingen egenlinjer, kun stjålne linjer, vendt og drejet, omvendt og fordrejet. Det lyder maskinelt på en sært varsom og forfinet facon. Her et mini-digt med direkte net-link:
    ”GOOGLE/ må jeg få dit nummer?/ Må jeg kondolere?/ Må jeg streame det?”
  Endelig er veteranen Gitte Broengs Croquis, fornorsket af prosa-stjernen Trude Marstein, en samling prosastykker, for store til Twitter, for små til en blog, om et gammelt forhold til en meget norsk nordmand, Gudmund. Et virkelig groft trick her er Wikipedia-info i tide og utide, men det virker sørme. Ironi og ømhed mødes og bliver humor, og så bliver kærlighedsdigtning ikke finere:
  ”Hvordan Gudmund føltes? Jeg kan begynne med norsk granitt, men faktisk var han mindre grov. Marmor fra Carrara er en mulighet. Sandstein en annen. Men tre kommer nærmere. Spissløn (Acer platanoides) kanskje mest. På engelsk heter treet Norway Marple. Den lyse ensartede verden har ingen kjerne, men er sterk og hard. Derfor bruges den til finere ting som fagotter og skulpturer.”

torsdag den 26. maj 2011

Kulturtidsskrifternes betydning for poesien er en hastig aften, ansigtagtigt

En vis Jørgen Leth har nye digte med i Hvedekorn nr. 3, 2011, der udkommer til august, her et af hans debutdigte fra nr. 4, 1961, for ret præcist 50 år siden:

Hastig aften

Der er fugl i hendes øjne,
sværme af fugle, satans til
skrighalse, og tøjsnore i
hendes tænder, som man er
helt spærret inde af.

En tone klirrer, antydet,
ventende på det tilstødte
kærtegn men nej.
Man sidder og har hendes
alvor i lommen og får
fedtede fingre af den.
Hjertets telefonboks
har rustne døre, som
bare rives op i takt
med minutternes fåmælte
scoring. Og hugges i.
Knirkende orgasme.

Men udenfor sidder længslen
fastklinet i en taxas
parkeringslys.

I samme kommende nr. 3, 2011, debuterer bl.a. Tine Høeg, født 1985, med bl.a. dette digt (hvilket hun ikke ved endnu, hun får først brev i morgen eller lørdag):

Jeg tænkte vi kunne
give hinanden prygl
i en skov måske hvis du synes
det er mere romantisk mit ansigt
er mere ansigtagtigt
end jeg bryder om du har lige
været til livekoncert
og er helt vildt levende
jeg tænkte vi kunne
banke virkeligheden ud
af hinanden i dag

Det er kulturtidsskriftet Hvedekorns betydning for poesien, og ikke mindst omvendt:




KULTURTIDSSKRIFTET & POESIEN,POESIEN & KULTURTIDSSKRIFTET
Fredag den 27. maj 2011
Sted: Poesiens Hus, Gothersgade 89, 1123 København K
Tid: 20-22.
Arrangement:
I. Om tidsskrifternes betydning for poesien. Indlæg ved:Lars Bukdahl (Hvedekorn), Gitte Broeng (Den Blå Port) og Erik Scherz Andersen fra det nye nettidsskrift Slagtryk - tidsskrift for digte og kortprosa.
II. Oplæsninger ved: Marianne Larsen, Christel Wiinblad og Naja Vucina Pedersen.
Arrangør: FDK (Foreningen af Danske Kulturtidsskrifter)