Hjerteoppumpning 2

De fremturer, Politiken, med deres uforholdsmæssige hjertegivning i markeret skeptiske anmeldelser af genrelitteratur. I dag gælder det Leif Davidsens nye roman Min broders vogter, om hvilken det i Sophie Engeberg Sonnes anmeldelse bl.a. hedder:

(...) den seneste omgang 'krimiunderholdning møder historieundervisning' fra storsælgeren Leif Davidsen (...) romanens rejse (...) er imponerende i sit omfang - og en lille smule udmattende. (...) Man må tage det gode med det onde, når det kommer til Davidsen. Det er nemlig de samme ting, der gør hans romankunst så levende og læsevenlig, der gør 'Min broders vogter' lidt trættende. (...) Somme tider tipper tonen mod det ophobet vidensformidlende – der går historietime i fortællingen, og Davidsen har en tendens til at blive lidt pedantisk i sin viden.
Grundighed er en dyd, men den overdrevne detaljerigdom truer enkelte steder med at blive en hæmsko for læsningen af de 464 tætskrevne sider.

Og tik - tik- tik- tik så får bogen fire hjerter! Sonnes anmeldelse er ikke så sønderknusende som Bo Taos af Hammmer'ne, men med de citerede klare, flere gange gentagne forbehold burde man ikke komme op på mere end tre hjerter (taget på ordet var Bo Taos anmeldelse til en eller to hjerter). Og jeg vil vove at påstå, at hvis det i stedet havde været en anmeldelse af en digtsamling eller anden boglig smalhed, så ville en karakterstik af bogen som udmattende, trættende, ophobet vidensformidlende, pedantisk etc. aldeles have umuliggjort en karaktergivning på fire hjerter. Fordi generelitteratur (angiveligt, vi er nogle der er uenige, for den gode genrelitteraturs skyld!) ikke skal kvalificere sig litterært, trækker en kritik af dens litterære kvaliteter ikke fra i bedømmelsen, tværtimod, Men det virkelig urimelige er jo, at hos både Bo Tao og Sophie Sonne er kritikken (også) en kritik af bøgernes genre-performance eller -funktionalitet: Davidsen har (som sædvanlig, jeg har læst en håndfuld) skrevet en roman, der er åndssvagt leksikalsk tung i røven, og det er sgu da et større og mere centralt problem, når genren er historisk spændingsroman end hvis genren fx bare var historisk roman, eftersom en historisk spændingsroman skal forestille være en historisk roman, der er spændende. En spændingsroman, der ikke er spændende, er nu ikke bare bedre end en digtsamling, der ikke er poetisk, men automatisk top-hjertelig rigtig, rigtig god! That ain't right!