Dagens OKAY!-læsefrugt

er nedenfor nævnte roman, En to tre - Justine, af billedkunstner m.m Iben Mondrup, der er ca. lige så oldgammel som mig og mine generationsfrænder, men iblandt skriver lige så heftigt, energisk vrængende-besværgende-besyngende om jeg og krop og sex (og billedkunst! ) som de bedste, yngste digtere, som selveste Bjørn R. Jeg mangler kun 50 sider og jeg er pænt begejstret på den dejligt overrumplende OKAY!-manér: I did not see THAT coming! Her er jeg kommet til på side 173:

Inden jeg vidste af det, spurgte Ane, helt fortrøstningsfuldt om hvordan det gik med os to, og med vores fremtid sammen?/ "Fremtid," sagde du. "Fremtid ... nu må vi jo se, hvordan det går med os i fremtiden."/ Tonen, og ordene, det hele var sagt i gummi på en måde som kunne bøjes. det lød som om vi havde talt om at vi ville se hvordan det gik med os i fremtiden. Ane tilføjede sød som hun er, det grænser næsten til naivitet, at man jo aldrig kan vide noget om hvad fremtiden vil bringe./ Hvad mente du med de hvisser og måskeer? Forstår du hvor ubehageligt det lød?/ Jeg holdt fast i din krop som faldt på sengen, lyset blev rødt, blev sort, jeg satte mig overskrævs på dig, holdt dit hoved fast under hagen lige over halsens puls, trak din trøje ud af form mens du stemmede i med arme og ben, og du, som den hund du er, pustede:/ "ja, ja."/ Stoffet gav sig, og du åd mine skuldre med dine negle og siden med dine tænder.

Bog med bid!