Patetisk dokumentarisk-poetisk fodnote til (hemmelige fraklip fra) Bombaygryde

Det er hårdt at læse i sine gamle digtsamlinger (især når man skal lede efter kærlighedsdigte at læse op i ålborgensisk storcenter!) - men jeg faldt i Mestertyvenes tid fra 1989 over dette digt, "De solgyldne papirer", som jeg rent havde glemt - Poul Borum troede i sin onde EB-anmeldelse, at Rabledrengen var mig selv, men det er selvfølgelig min ven Jens langt borte på Almegårds Kaserne:

Rabledrengen forlod denne verden
med vaskede hænder, alle sine papirer
smed han gennem min ryg, for ikke at blive glemt.

Disse solgyldne papirer
slår mig ihjel .
de har fyldt mig i en sådan grad,
at jeg ikke kan bevæge en finger.

Rabledrengen kaster sig rundt
i klipperne og slår sig
med glæde til blods på en ø,
som jeg ikke kan se.

Samfundet trækker sig hastigt sammen
i fuldmånens skær - papirerne lægger
sig til at sove på mit bryst.

- til gengæld kan hans senere roman ikke få øje på ensomme, forladte mig hjemme i Vejlby-Risskov- bittert suk!

Men, on a brighter note, tillykke med indstillingen til Radioens Romanpris. det er kun begyndelsen, tror jeg på, for det er en FORBANDET god roman.