Frederikst

"***** DEN ULTIMATIVE FREDERIK-BIOGRAFI" citerer en annonce på forsiden af WA Bøger BT for at have skrevet og bestjernet.

Men den ultimative Frederik-biografi er og bliver da Ebbe Kløvedal Reichs Frederik fra 1972!

Inhabilisme - Hyp, hyp, mit hype!

Jeg er sammen med bl.a, litteraturredaktør på Berlingske og professionel hofsnog Jens Andersen blevet interviewet til en artikel om lune litterære venskaber i sociale medier (inspireret af den artikel, der inspirerede den NY-Times-artikel, jeg citerede og linkede til i en blogpost nedenfor) i Kristeligt Dagblad (kommer på en af dagene), og med udmærket akkuratesse bliver jeg citeret, men altid skriver man jo bedre og præcisere, end journalister transskriberer, at man taler. Nå, men artiklen sluttede i manus sådan her, hvilket jeg godkendte (faktisk var øde ø-billedet mit, men jo ikke så originalt, at jeg ville forlange copyright):

Jeg har altid følt mig beslægtet med digterne, og derfor er det også dem, jeg omgås privat, men som kritiker skal jeg til enhver tid kunne tage temperaturen på mig selv og opstille nogle mindstemål. Som for eksempel at jeg ikke anmelder bøger af nogle, jeg har besøgt privat,” siger han og understreger, at når han har mere end 2.000 venner på Facebook, så har det ikke noget med rigtig venskab at gøre. Og man kan spørge sig selv, om ikke det er hele formålet med de sociale medier, at skabe kontakter med andre, der deler ens passion? I den ideelle verden sad anmelderen måske nok på en øde ø og fik værket leveret af en brevdue, skrev sin anmeldelse og sendte den retur med fuglen (og ikke noget  med at gå på Facebook), men sådan er verden, og den litterære verden heller ikke længere. 'Like' eller ej. 

Så fik jeg en mail fra journalisten, der citerede en mail, som Jens Andersen havde skrevet til hende:

Jeg synes det ser fint ud, men jeg er nødt til at sige til dig, at Lars Bukdahls afsluttende selv-frisering ikke står mål med virkeligheden. Han har i årtier skamløst hypet - og også anmeldt - egne venner, bl.a. Jens Blendstrup. Så det er det rene hykleri, du lader ham slippe af sted med i slutningen af artiklen. Burde du ikke vende tilbage til ham med et opfølgende spørgsmål på det punkt?

Og inden jeg havde fundet en grimasse, der kunne passe til det attak, sendte journalisten et forslag til en omformulering af afslutningen, som jeg, HOV, ikke har bevaret, men som jeg omskrev videre, sådan at den nu lyder således:

Jeg har altid følt mig beslægtet med digterne, og derfor er det også dem, jeg omgås socialt. Jeg mener ikke en anmeldelse kan lyve; hvis den er uoprigtigt kritisk eller rosende, røber det sig i sproget. Man skal som kritiker hele tiden tage temperaturen på egen ærlighed, man må aldrig være forloren. I princippet mener jeg sagtens, at jeg vil kunne anmelde mine venner, og jeg har vel også har gjort det, men de sidste mange år har jeg forsøgt at holde mig i skindet, det gør én unødigt sårbar for inhabilitetsanklager, og så ender jeg heller ikke med at blive ensom og venneløs" siger litteraturkritikeren. Men i forhold til den litterære online-kultur understreger han, at når man har mere end 2.000 venner på Facebook, så har det ikke noget med rigtigt venskab at gøre. Det handler om at skabe kontakt med andre mennesker, der deler samme interesse som en selv. Hvor grænsen for interaktionen som professionel kritiker så går, må man spørge sig selv og sin egen kritikermoral om. I den ideelle verden sad anmelderen på en øde ø og fik værket leveret af en brevdue, skrev sin anmeldelse og sendte den retur med fuglen (og ikke noget med at gå på Facebook), men sådan er verden og den litterære verden ikke længere. "Like"  eller ej.

Og nu er det atter blogposten, der taler:

Min undtagelsesgennemhullede regel er for skams skyld (blevet), at hvis en forfatter er min bedste ven i verden, eller jeg privat er blevet inviteret hjem til en forfatter eller har inviteret en forfatter hjem, og ikke bare til en fest(middag) eller en reception eller et redaktions/planlægningsmøde, som er blevet en RIGTIG VEN med Jodle-Birges ord, eller helt formelt, at jeg har siddet og redigeret i en forfatters manuskript, så anmelder jeg ikke ham eller hende - men HYPE har jeg ingen problemer med at skabe for hvem som helst, der har talent, på samtlige mine andre platforme, i og udenfor avisen, for, som Jørgen Leth legendarisk sagde, da han var filmkonsulent, jeg kan vel ikke gøre for, at mine venner er de mest talentfulde, det er jo bl.a. derfor de er mine venner, talentfuldhed er et forfærdeligt attraktivt karaktertræk, ligesom jeg formoder, kritisk begejstring for ens værker er det, det er jo bare ikke nok til venskab, vel, folk skal for fanden også være sympatiske, og jeg hyper og anmelder glad også alle mulige digtere, som jeg ingen eller ingen synderlig social kontakt har haft med, og også digtere som er decideret usympatiske, men det er sgu alligevel sjældent, at talentfulde digtere er decideret usympatiske, så er det som regel fordi, deres talent er slået læk, men de findes selvfølgelig derude. Trist dog hvis vi skulle have undværet Torben Brostrøms anmeldelser af sin ven Klaus Rifbjerg, og trist at I skal undvære mine anmeldelser af min ven Jens Blendstrup.   

Stormtynde dale

Alle de banale og klichéfulde og forvrængede og idiotiske Storm P.'er, som indvielsen af det imponerende stilige og insisterende generøse, nye Storm P. Museum giver anledning til at føre til torvs (igen) - og som han ikke alle sammen er uden ansvar for. Flere blev trukket af stalden i indvielsestalerne, den Møllehaveske (jeg var to minutter før den første tale kommet til at tænde for Mølleshaves videofilm, der inde fra hans væg bragede igennem et godt stykke tid - undskyld!) livsfilosof, den finurlige (jeg lover at holde mig fra det ord i mindst 14 dage, måske endda tre uger) portrættør af danskernes hverdag og den værste, jeg ved: klovnen, der græder, humoristen med den mørke bagside, hvortil kommer kulturministerens meget mærkelige forslag i sin indvielsestale: Storm P. som globalistisk forbillede, fordi han var i smeltedigelen Paris som ung; til gengæld kunne han i 1920 ikke komme hurtigt nok fra New York hjem til en slavekontrakt med B.T. og så sig fra døgntegneriet i sin Frederiksbergvilla aldrig tilbage; og ingen grænser for det uskarpe ævl, Peter Michael Hornung fyrer af om Storm P.'s "barnlighed" og co. i forordet til den spektakulære plakatbog, museet udsendte på indvielsesdagen og som jeg anmelder i WA Bøger i dag. Men mest pisset af blev jeg alligevel, også fordi jeg skulle forholde mig til det på Kulturen på TV2 News aftenligt, af Berlingskes vinkling, hvor Jens Andersen afrunder/afpisser sin anmeldelse/omtale af det nye museum således, med udgangspunkt i en planchetekst:

»Som barnet og vagabonden er klovnen fri, men bag det komiske ydre findes en mørkere side.« Det er fint sagt, men det får også en til at savne mere lys på de dunkle, ukendte sider af klovneskikkelsen Storm i den ellers så vitale museumsfortælling. I 2008 kom det frem i offentligheden, at Storm P. i årene 1937-44 havde været medlem af den nazistiske propagandaorganisation Nordische Gesellschaft og var ganske klar over, at hans tegninger blev trykt i et tysk soldaterblad. Men intet sted på museets konkrete eller virtuelle vægge, der ellers bestræber sig på at kigge kunstneren over skulderen, fortælles historien. Burde publikum ikke have en eller anden form for adgang til denne mørkere side bag det komiske ydre i Cirkus Storm?.

Som museets dynamo af en direktør Iben Overgaard gentager flere gange i et tredjegradsforhør foretaget af Bent Blüdnikow ved siden af Andersens tekst, og som hun gentog igen i Kulturen på News, så er der intet i skrift eller tegning eller tale, der tyder på, at Storm P. sympatiserede med Tyskland og nazismen eller overhovedet sympatiserede med politik, så der har sandsynligvis ikke været noget som helst politisk i hans foreningsmedlemskab, som han sandsynligvis rent automatisk har fornyet sammen med alle sine andre foreningsmedlemskaber, fx af Naturfredningsforeningen og Sherlock Holmes-klubben The Baker Street Irregulars. Og hvor burde Berlingske skamme sig over at fokusere på sådan en træls ikke-historie om en kunstner, der slavede skønt for Det Berlingske Officin i 30 år, og hvis museum nu er vitalere end nogensinde. Brug bededagen til at finde din egen Storm derinde, der er rig ulejlighed dertil.

Dronning Thorup-versionen

KGL. KEDSOMHED Det er begrænset, hvad en hofsnog kan finde gemt under gulvtæppet, demonstrerer Jens Andersens kraftesløst servile Dronninge-biografi

I dag er det Daisy

Jens Andersen: M- 40 år på tronen. Opulent illustreret. 508 sider, 400 kr. Lindhardt & Ringhof

Af Lars Bukdahl

Hav venligst tålmodighed, menige og borgerlige læser, mens jeg prøver en småkroget omvej for at få mig selv til at interessere mig for denne anmeldelse af M – 40 år på tronen, litteraturredaktør på Berlingske Tidende Jens Andersens monumentalt kedsommelige biografi om Hendes Majestæt Dronning Margrethe II af Danmark i anledning af hendes 40 års regentjubilæum til januar, nu det tydeligvis ikke har interesseret Jens Andersen at skrive bogen – ud over chancen for at få sig et ridderkors måske.
  Min overskrift, Idag er det Daisy, er titlen på en nyklassisk, hybrid tekstsamling udgivet 1971, året før tronbestigelsen (hedder det virkelig det? det hedder det virkelig), og skrevet af Kirsten Thorup, født i 1942, tre år efter Dronningen, men begge er de, med titlen på tv-serie. Thorup bidrog til, krigsdøtre. Daisy er som måske bekendt Dronningen kælenavn i den nærmeste familie, mens M er den enkle signatur på hendes billedkunstneriske værker, og sørme om ikke flere tekststykker i Idag er det Daisy også bare hedder - og handler om en vis, i den grad ukongelig - ”M”, fx dette her:
  ”M. sad med Carlos hund på skødet. Den hed ”Suicide Kid”. Det var umuligt at vide hvad hun følte og spørgsmålet var om det overhovedet havde nogen interesse at beskæftige sig med hvad M. lagde mærke til i løbet ad dagen. Hun havde for længst set at gardinerne i vinduet overfor var røde og at der var en fjernsynsantenne men det var ting der hurtigt forsvandt igen. Og at køkkenet lå til højre når man kom ind og at Bessi bed negle og havde store lidt opsvulmede øjenlåg men det var noget hun vidste på forhånd og så snart hun følte sig søvnig gik hun ud og så efter om der var noget i køleskabet.”
  Det er modsat Jens Andersens bog en meta-kedelig-tekst, der besværger og har sjov med sin og sin hovedpersons kedsommelighed. Og jeg kan ikke tro andet end, at Jens Andersen, mens han skrev og researchede på sin bog, har spurgt sig selv, om alle disse ørkesløse nytårstafler overhovedet havde nogen interesse for en litteraturredaktør og ph.d. og forfatter til biografier om dramatiske personligheder som Thit Jensen, Tom Kristensen, Tove Ditlevsen, Frank Andersen og Ole Lund Kirkegaard. Men det er ikke en tvivl, man mærker nogen steder i de 500 siders næsegrus loyale støven rundt i Dronningens fodspor og kragetæer.
  Guderne skal vide, at jeg har haft mine kvababbelser over Andersens privatlivssnagen i tidligere biografier: Hvorfor jeg skal til stadighed belemres med billedet af Tom Kristensen drukkollapset og indsmurt i sit eget bræk i en busk i Virum? Det kan på den anden side også blive for diplomatisk, og hvis man vil have access til Kongehuset, er servilitet selve vilkåret – udover Dronningen (med røde typer – hvorfor ikke blå?) har Prinsgemalen, Prinsesse Benedikte, Prins Joachim og (en temmelig fåmælt) Kronprins Frederik udtalt sig - og intet nyt fortalt, naturligvis.
   Hvad angår biografisk action, har Jens Andersen heller ikke gjort det nemmere for sig selv ved, med enkelte flashbacks, at begrænse sig til de 40 år på tronen; alt andet lige var Dronningens liv vel livligere, før hun blev dronning. Ifølge forlaget og foromtalerne er Jens Andersens scoop imidlertid, at han har ”haft adgang til Dronning Margrethes talemanuskripter gennem 40 år. Ikke kun nytårstalerne, men også fire årtiers taler til jubilæer, overrækkelser, åbninger, mærkedage og – ikke mindst – 100 statsbesøg i udlandet og i Danmark.”  Og tak for forsmagt spand af kold kaffe, siger jeg bare!

  Jens Andersen gør et stort nummer af Dronningens fyndighed og poetiske billedsprog, og jeg er enig i, at hun på sin egen gammelmodige måde er en temmelig prof festtaler, men det manglede sgu da også bare! Her er en fremhævet passage fra Dronningens tale ved Prinsgemalens 70 års fødselsdag:

  ”Din mobiltelefon ringer i tide – og utide; hvert år er du at finde ved roret i din drage, og fra tennisbanen lyder boldenes pling og plang mod ketsjeren, akkompagneret af lystige tilråb”

   Og her er Jens Andersens imponerede tekstkommentar:

  ”Med ”pling og plang” er man sprogligt set tilbage på Robert Storm Petersens tid og tangerer den københavnske slagfærdighed, Dronning Margrethe arvede fra sin far og aldrig har lagt fra sig.”

  Små slag i Ping-klubben! På parallel facon overdriver Jens Andersen Dronningens betydning for danmarkshistorien og verdenshistorien: Øjensynlig befriede Uffe Ellemann ikke de baltiske lande alene, Dronningen hjalp til! Og som venstresnoet medarbejder på en højredrejet avis finder jeg Dronningens fremmedvenlige bemærkninger absolut sympatiske, men det gør hende altså ikke til den førende hallalhippie, som hun efter Jens Andersens mening er. Bortset fra at han meget helst ikke mener noget om noget inde i bogen og slet ikke - han er dog en slags æstet!? - om Dronningens kreative sysler.

  Så vidt jeg kan se og læse har Dronningen væsentligst haft betydning for Kongehuset selv; gennem sin kloge og værdige og lettere nervøse (og dermed åh så menneskelige) varetagelse af det håbløst anakronistiske og dekorative job, det er at være regent i repræsentativt demokrati, har hun mod alle odds bevaret og udvidet Kongehusets popularitet, og det er da, på en spøjs meta-manér, ganske godt gået.

  Hvis jeg skal udnævne en mere reel Dronning af Danmark, falder mit valg på akkurat Kirsten Thorup, der har haft de sidste 70 års danmarkshistorie forpligtende tæt inde på livet og illumineret den i blivende kunstværker, der har gjort en forskel, både for litteraturen og for de få og mange danskere, der har læst dem. Og jeg ved så ikke, om det er Helle Helle eller Kirsten (den II) Hammann, der er Kronprinsesse, det er nok Helle. Også ved det hof er Jens Andersen ansat som kammertjener, men iveren synes betydeligt ærligere. Slå ham med en tusindfryd!

Hold kæft med digternes elendige liv

Jeg har som oversprings-research til Ekko-anmeldelse af den nye, hverken loyale eller nyskabende 3D-tegnefilmsversionering af Orla Frø-snapper (!) læst mig gennem Jens Andersens Ole Lund Kirkegaard-biografi fra sidste år, som jeg på et eller andet tidspunkt har snuppet en dublet af på avisen, og er blevet bekræftet i, hvor DEPRIMERENDE LIGEGYLDIGT OG LIGEGYLDIGT DEPRIMERENDE biografiS er og bliver: endeløse anekdoter om barndom, gymnasietid (på Aarhus Katrdraslskole, hvor også Jens B og jeg gik, hvilket INGEN nogensinde, heller ikke os selv, må fortælle evt. biografer anekdoter om), soldaterliv, seminarietid, lærerjob og den afsluttende gåen i hundene: flere gange kollapsede OLK af druk foran sine døtre, HVORFOR skal jeg have det at vide om en vitalt læselig, nyklassisk børnebogsforfatter?, og forsvindende lidt om, hvad dog hans KUNST gik ud på, og hvordan, hvis det endelig skal være biografisk, den blev skabt: Jens Andersen burde få lige så meget gedigen buksevand, som han hælder fordærvet opvaskevand ud af ørerne!