Forfatterens forsinkede død

- fra interviews i Rolf Højmarks Forfatterstafetten -

Pia Juul:

"Jeg plejer at bryste mig af, at jeg altid bryder mine egne regler. For eksempel vakte det enorm genklang i mig, da jeg læste hos Helle helle, at hun havde en regel: 'Forfatteren skal dø!' Jeg var helt syg af grin, da jeg læste Hvis det er og nåede til det sted, hvor forfatteren var 'kvalt i en hårnål', og jeg fik et chok over, at bogen samtidig nærmest var slut. Her (i Forfatterstafetten, se nedenfor LB) fortæller hun jo, at hendes oprindelige idé faktisk var, at dette dødsfald skulle have optrådt meget tidligere i bogen, og så skulle den gå i opløsning! Det forstod jeg så godt, for sådan får jeg også altid selv nogle ideer, som jeg skriver ud fra. Man synes. at ideen er skidegod, men den lader sig slet ikke realisere i den færdige bog, fordi den altid gør nogle andre ting for en. Jeg syens, det er et morsomt eksempel på noget, jeg virkelig forstår. Hold kæft, hvor har jeg haft mange smukke ideer om min onkelbog, som slet ikke fungerede."

Helle Helle:

"Måske er det blevet en tvangstanke, at der skal en forfatter med (i alle bøger LB). I Dette burde skrives i nutid er det en irriterende Forfatterskoleelev med opsat hår, der optræder over et par sider. I Ned til hundene er hovedpersonen en 42-årig forfatter kaldet 'Bente' med hang til at skrive om ensomme eksistenser i Udkantsdanmark. Hun drager ud i verden med sine frustrationer og sit selvhad og blive samlet op af to venlige fremmede, John og Putte. Og nu, i Hvis det er, var det til at begynde med min plan, at forfatteren skulle afgå ved døden meget tidligt i handlingsforløbet, hvorefter historien skulle fortsætte. selvsagt med et helt nyt sprog, nu forfatteren ikke var der til at stramme det op. Det mislykkedes selvfølgelig."

pandebånd, romkugle, uge 44, elefantfod

- fra interview med Helle Helle i Rolf Højmarks Forfatterstafetten (alle interviews med HH burde citeres in toto - jeg citerer lidt mere ovenfor og i WA Bøger på fredag):

"Før i tiden sagde jeg nogle gange, at jeg tænkte på mig selv som et kamera, når jeg skrev. Det var i forbindelse med min novellesamling Rester. Før den var jeg debuteret med Eksempel på liv, som i passager nærmest var magisk realistisk. En fugle kunne flyve væk med folks hænder, pludselige huller kunne opstå i gulvet, den slags. Det var meget svært for mig at komme videre derfra. Jeg tror, det var fordi alle muligheder stod åbne. Hvis det pludselig kan være et 30 meter dybt hul i gulvet, så kan alt jo lade sig gøre. Og som jeg sagde er det sværeste at skulle vælge og beslutte sig i skriveprocessen. Jeg kunne ikke klare alle disse muligheder. Så bestemte jeg mig for at skrive noveller, der skulle foregå i små rum. Og jeg ville kun skrive om det, der kunne ses og høres, Altså hvad de gjorde og sagde.
  I dag er det anderledes. En roman begynder blandt andet med en lang liste af elementer, jeg vil have med, fordi de rummer en masse betydning for mig - og dermed måske kan afgive noget til romanen. På listen kan der stå: pandebånd, romkugle, uge 44, elefantfod. Den slags. Det kan også være en bestemt scene: en mand bag et træ i skoven eller i en seng med en fremmed, begge med rundstykker oven på hovedet."

Titel hinsides skoven

- fra interview med Pia Juul i Rolf Højmarks Forfatterstafetten, om Helt i skoven (min fremhævelse):

"Inden jeg fandt på bogens titel havde jeg kaldt den for Ga-da-gung! Jeg ville lave en bog som var et monster, og alt skulle kunne stå i den, og jeg var helt nede og finde nogle gamle tekster, jeg aldrig havde kunnet bruge til noget. Og imens jeg skrev på den og rettede og gjorde hvad jeg kunne, så dukkede der en kriminalhistorie op i den. Og imens jeg skrev, så gik der alligevel orden i det. Bogen endte med at være komponeret i tre dele, som er ret forskellige, men jeg tillod mig selv at inkludere tekster, som jeg ikke selv vil kalde digte. Jeg ved ikke, hvad det er. det er virkelig langt ude. Det var ikke fordi, jeg ville skrive en dårlig bog, jeg havde blot et ønske om at skribe en bog, der virkelig var tænkt igennem på en anderledes måde. Når jeg læser dem i dag, kan jeg næsten ikke huske, hvorfor det blev sådan, men jeg havde en meget god fornemmelse af, at sådan skulle det bare være. Jeg udgav samme år tre andre bøger, men den er nu ikke skrevet, fordi jeg havde behov for at få udgivet endnu en bog. Nogle gange glemmer jeg også lidt, at jeg har skrevet den. Men et monster, det blev den virkelig."