Yin Yang Yeah Yeah Yeah

Fin og lattermild og bogstaveligt talt kvidrende samtale, jeg havde med Juliane Preisler på Bogforum søndag, hun var lige så bemuset (vi mangler en dansk pendant til bemused) som jeg over, hvor totalt min WA-anmeldelse og Thomas Bredsdorffs Politiken-anmeldelse er spejlvendte; vi er begge to helst fri for den ene af digtenes to stemmer, men det er hver sin stemme, vi er imod, mens hun, digteren, jo så bare kan vælge den positive del af hver af vores stemmer og lægge de halvdele sammen til 1 helgod anmeldelse (de "væltede sættekasser af bogstaver" til sidst i Bredsdorffs anmeldelse er en rigtig flot kritisk metafor, som det er mig umuligt at læse negativt):

Jeg har meget svært ved ikke at se hvert digt som to digte, et orddigt og et lyddigt, i kamp og konkurrence, og synes hver gang, at det er lyddigtet, der vinder. Orddigtene er Preislerske genrebilleder, følsomme personer i følsomme situationer, af generel høj kvalitet, virkelig ikke megen senti-henånden og udmærket billedfyndighed, og jo mere kant og flimren og hektik jo bedre. Men hele tiden er de fundamentalt uspændende kukkasse-fikserede fra start til slut./ Hvorimod lyddigtene med en sær, svimmel akkuratesse tager den umulige opgave på sig at tale inde fra digtsituationerne med ting og sagers helt eget, hemmelige og hyperkonkrete, abrupte og udskridende særsprog.

vs.

Juliane Preisler er en erfaren og begavet poet. Blandt hendes talenter er evnen til med dæmpede midler at fylde voldsom sanselighed i digtene./ Det virker ikke så godt denne gang. Hun har fået en ide, som måske kan fungere i en jazz and poetry-sammenhæng, men som bliver monoton og tom på de trykte sider. Ideen er igen og igen at afbryde ordstrømmen med udslip af tegneserieboblesprog.
»Overskridende sit eget/ landskab, med benene/ alt for spredte«, skriver hun, og man ser noget for sig. Men hun fortsætter »Tunk/ Wwwwhhhhooooossssshhhhh«, og så er den, der venter sig noget af ordene, tændt af. I hvert fald når den slags kommer to, tre, fire gange på hver af de 184 sider./ (...) alt det onomatopoetiske bliver upoetisk./ Der er fine glimt af den unge pige og den gamle mand og de vilde drenge og mennesker, der er luftspejlinger i hinandens ørken. Men hver gang et tilløb er godt, kommer disse væltede sættekasser af bogstaver. Ærgerligt. Ggrrrrrr!