Jeg - en anekdotisk type

Jeg er med på, at jeg er 90'erkritiker (og 80'erdigter ...), det var det årti, jeg kunne siges at stå for nogen omkalfatrende action - det er således også primært som anekdotisk type, jeg optræder i Skyum/Nexøs/Mogensens 20 før 20:

(fra Skyums Leth-kapitel):

"Derfor erobrede pressen, villigt bistået af mediepara-e intellektuelle, den tomme position som livsverdenens røst og benyttede anledningen til at lave cirkus om ham og sætte hans engang så stabile image i svingninger – svingninger, der ironisk nok ikke stoppede ved skandalen, men snart lod sig vende igen og sendte hovedfiguren på en »genopstandelsestour«, som ingen ende har villet tage.
Hør bare Berlingskes veloplagte reportage fra en Leth-oplæsning med band november 2005, hvor kunstneren hyldes af et kor af mandlige 40+kendisser:
"Musikken er en beatnik-cool jazzfunk-soulopdatering af blacksploitation lm og slæbende halvfemser-triphop (især Portishead). Der spilles på løssluppenhed og tilbagelænet overskud, og det svinger stort.
’Vi er inde i den erotiske zone nu,’ proklamerer Leth.
Bukdahl danser på stedet og headbanger næsten, da Leth går i gang med dugfrisk materiale skrevet i sidste uge i Pisa:
’Kneppe, det er et sprog, der bliver brugt og en historie, der bliver fortalt.’
Martin Krasnik forsøger også at falde ind i rytmen. Men han har ingen, og han danser som en playmobilmand."
Mindre end to måneder efter medieskandalen var grisebassen således omdefineret til musikledsaget maskulint ikon"

 (Både Krasnik og jeg var NB under 40 i 2005)

(fra Routhe-Mogensens Borgen/digte.dk-kapitel (hvor altså Hvedekorn bliver noget stedmoderligt behandlet, ingen omtale af den vellykkede redningsaktion, der førte til Rosinantes overtagelse, og digte.dk som vigtigere, renere debutant-hangout (fordi ingen redaktion ...))

"Villaen, som Borgen holdt til i, var bogstaveligt talt et hus, hvor der skulle være plads til at vokse og folde sig ud. Der blev lavet vegetarisk mad til medarbejder- ne hver dag og afholdt lyrikoplæsninger på fast basis, fortæller Vinter, og til efterårsreceptionerne, hvor Lars Bukdahl var ved at komme op at slås med halvfemser- fænomenet Gordon Inc., blev der ikke sippet hvidvin, men drukket fadøl i haven."

Så gode avantgardister var de vist

IKKE:

citat fra Tue Andersen Nexøs afsnit om "In The Making" i 20 før 20, Informations litteraturhistorie:

"Samtidig slog skikkelser som Lars Bukdahl, Niels Frank og Marianne Stidsen, der på dette tidspunkt forfægtede den litterære og kulturelle avantgardes lyksaligheder, igen og igen til lyd for en ny avantgarde i dansk litteratur. De var trætte af de tidlige firseres og de tidlige halvfemseres patosfyldte, jeg-alvorlige digtning,

der for dem syntes inkarneret af Søren Ulrik Thomsen, især hans digtsamlinger Hjemfalden (1991) og Det skabtes vaklen (1996), og som i slutningen af halvfemserne var en nærmest uforståeligt kontroversiel skikkelse i den danske litterære debat."

 

Ved siden af alle andre uhyggelige udviklinger til det værre så har Stidsen så gu aldrig været  Thomsen-skeptiker, hvilket Niels F og jeg indrømmet i den grad har været (og ER), og det var i hvert fald ikke dengang uforståeligt - for os selv - i forhold til hvor monumentalt monumental hans og hans poesi og hans poetiks betydning i løbet af få år havde vokset sig.