Tematik er banalitet

især når den er umiddelbart citérbar - og har intet at skaffe med hverken sprogkunst eller litteraturvidenskab; så hvorfor er akademiske kritikere så store suckers på og efter tematik?

Dobbelteksponeringens logik, hvor der kan opstå noget helt tredje af to billeder lagt oven i hinanden, er hele tiden på færde. Når 'jeg'et' siger om sin tilstand: »Det er noget andet end kærlighed, noget andet end et fravær af kærlighed. Det er det billede, der opstår, når man lægger de to ting oven på hinanden.« Når hun betragter sin sovende mors ansigt og ser sin mormors i det - og samtidig også sit eget: »Et uhyggeligt ansigt er det, dette tredje.« Når hun filosoferer over forholdet mellem sine »billeder« og »livet« og har en uhyggelig følelse af, at »der opstår et eller andet et sted mellem virkeligheden og det skabte«. Når billedet af adskillelsen fra starten overlejrer billedet af mødet: Den dag vi mødte hinanden, var den dag, vi forlod hinanden.Det var den dag, vi døde i hinandens arme."

(Lilian Munk Rösing i Information)

Tankerne hvirvler rundt i cirkler, og ved slutningen af bogen er ingen af hendes problemer løst, måske fordi det er problemer, som ikke lader sig løse. For at illustrere karakteren af tankearbejdet og bogens udviklingsløse struktur skal to citater anføres: " Jeg tænker - jeg har været så forkælet. Jeg har aldrig prøvet at ville have noget, jeg ikke kunne få. Nu vil jeg bare én ting, ham, og nu kan jeg så bare få alt det, jeg ikke vil have." Sådan hedder det på side 16 om den mand, hun er ulykkeligt forelsket i, mens det på side 169 lyder næsten tilsvarende: " I ugerne efter hun mødte den nye mand, tænker hun: der er noget, som er værre end at længes efter dét, man ikke ved hvad er. Værre er: at vide, hvad man længes efter, vide, at det findes, men bare ikke her." Den slags logiske figurer, som inden for retorikken kaldes omvending og modstilling, er Klougart en mester til at tænke i. Det er også den slags retoriske figurer, Søren Ulrik Thomsens bedste digte fra 1990' erne består af.

(Anders Juhl Rasmussen i Kristeligt Dagblad)

Døden og tabet spiller overalt med, det at vi kun er her en kort stund: »Den tanke: at det hele er midlertidigt (...) Det er hele tiden en overgang, bare en overgang«. Taber jeget et glas, der knuses, vælder en tristhed op i hende, til irritation og undren for hendes kæreste, men: »Hun synes, det er urimeligt, at man ikke kan få lov at være ked af, at tiden går. At man hele tiden gør noget, der ikke kan gøres om, at pludselig dør man«.

(Mikkel Bruun Zangenberg i Politiken)

Ja, det er det, romanen ord til andet siger, at den tematiserer, det er virkelig flot citeret, ph.d.´er!

Klougart-anmeldelse - formalistisk version

(ret ca. den samme anmeldelse som i WA Bøger i dag, bare i omvendt rækkefølge, men jeg kan bedre lide den her version, FORDI den er formalistisk (determineret og konsekvent), trompeten er også mere truttende)

BILLEDBLOTTERI Josefine Klougarts tredje roman keder vel rigeligt ved at gennemvade et kærlighedsforhold på - og som - kryds og tværs

Kærestesorg på stylter

Josefine Klougart: èn af os sover. 264 sider, 300 kr. Rosinante

Af Lars Bukdahl

Tre tics-agtige formler i Josefine Klougarts nye, frustrerende flaksende roman Èn af os sover mere end frustrerer mig, de irriterer mig heftigt og, tror jeg, emblematisk:
   1 . Et kolon stukket totalt overflødigt ned i midt i en sætning: ”Klaveret er: støvet af.”

   2.  Et ”noget som:” stukket totalt overflødigt ned midt i en sætning: ”Himmelen, der bliver helt bleg og hvid ved udsigten til noget som: nat.”

   3. Et ”Ja, hvad egentlig.” med punktum og ikke spørgsmålstegn, stukket totalt overflødigt ned midt i et afsnit  (bonus: overflødigt kolon af type 1): ”Udkanten af byen, der hvor de sidste huse står og væver fra side til side, kvalmende, med udsigten til en afgrund, bremset i tide før: markerne, tømte og pløjede til, ja, hvad egentlig. Åbent land.

  Hvad i alverden forskel ville det gøre at skrive ”Klaveret er støvet af” og ”udsigten til nat” og ”tømte og pløjede til åbent land”?  

  Man kunne sagtens håne disse formler som kælne, stilistiske koketterier, og det gør jeg i og for sig også gerne, men først og fremmest er de emblemer på Klougarts litterære omgang med sin lige akkurat autofiktions-deklarerede  ikke-handling: Hjemme hos familien på Mols tænker en ung, jegfortællende kvinde på et afsluttet, langvarigt kærlighedsforhold og – i mindre grad - et nyt, frisk et plus sin mors overståede, alvorlige sygdom.
  Den litterære omgangssyges navn: Falden i staver.  Insisterende og uafladeligt falder Josefinejeget i slowmotion-genererende, forgrublede og billedmyldrende staver over detaljer og store linjer i sit meget, meget lidt dramatiske kærlighedshalløj; den gamle kæreste kaldes i starten ”min afdøde mand”, hvilket jo antyder melodramatik, men viser sig bare at være et melodramatisk billede på forholdets overståethed. 

   Og prøv bare at se, hvordan citatet ovenfor med ”Ja, hvad egentlig”-indstikket fortsætter, sirligt og træt snublende: ”Åbent land.  Et råb, der kan nå langt og ramme én i ryggen alligevel. Så falder man måske alligevel, så bliver det måske alligevel sådan, at husene styrter./ Men de står./ Bæver på kanten af landsbyen. Alene. ” 

  Her optræder en fjerde irriterende formel: At noget er sådan og/eller det er ikke sådan. Hvilket forstærker effekten af hip som hap,  som om selve det AT der besværgende faldes i staver er langt vigtigere end, hvad der (u)præcist forgrubles og sammenlignes med.

  Som værst resulterer det i lange, vilkårlige sammenlignings-lister a la Asger Schnack, ”en stemme, der lyder sprød, let  antændelig. En solstråle i et glas”,. Og som næsten værst i emfatiske udpegninger rimeligt meget a la Hans Otto Jørgensen, ”Sådan en stendysse”.

  Det er frustrerende er jo så, at Josefine Klougart godt kan skrive både scener og billeder, så de står fyndigt og skarpt,; hele tiden kommer bare den her på samme tid inderlige og yderlige tvangs-dis imellem og utydeliggør uspændende.   

   Utydeliggør situationerne og utydeliggør personerne, både Josefinejeget, hvilket måske er rimeligt nok, eftersom hun inkarnerer røgmaskinen, men også den gamle kæreste, der, hvis han fremstår som noget, fremstår som en temmelig veg og træsk ungersvend, hvilket jo devaluerer den store kærestesorg ikke så lidt – den nye kæreste, en ældre, succesfuld og verdenstræt herre, er nemmere at få øje på, han bliver heller ikke spredt ukronologisk ud over hele romanen som  gammelkæresten, men får sit eget lige ved og næsten sardoniske kapitel.  Men tænk på, hvad af satanisk jævnaldrende forfattere som Christina Hagen og forårsdebutant Stine Pilgaard kunne have fået ud af de starutter – Hagen og Pilgaard har så også humor, og det er nok den prosaiske kvalitet , Klougart savner mest fatalt. I hvert fald i forhold til at danne skikkelser.
  For det er jo ikke sådan, at det er forbudt at skrive lyriske, humorforladte slowmotion-romaner om unge kvinders skrøbelige følelsesliv. Eller det er det måske, men jeg ville så gerne overbevises til at udstede en særlicens, af den poetiske prosas klare og vilde syner og introspektive (nok så langesomme) energi. Det er bare ikke muligt, når øjenlågene bliver så forbandet tunge på både læseren og forfatteren.