lørdag den 12. juni 2021

Hvad der er vigtitg at skrive (godt) om

 Også en kommentar til Svend Skrivers mærkeligt minutiøst vrantne monografi Billedstormeren (titlen er jo cool nok) om min kritik (som foreløbig kun har fået 1 anmeldelse, i WA, mon den næste og eneste anden bliver min egen i Passage?):

Lang langt vigtigt end alle de onde og negative og krtiiske anmeldelser af alle mulige yngre og ældre er I SIG SELV mine anmeldelser af Eske K. Marthiesen og deres evigt umulige glædesformler (og deraf følgende diksussion og korrektion og udskældning af): dette er upåtivleligt suverænt brillant, men hvorfor? Her et eksempel, der førte til en af de alt for få prisnomineringer, til WA's Litteraturpris nemlig (og skønt at at have Eske og forlægger Asger med til fest, gøre fortjent stad af dem som de smukkeste tabere!):

(jeg har fra min søgning bevaret kursiveringen af elg, elg burde altid være kursiveret jo)

Flyvende elg

»Jeg kender ikke noget, der kan sammenlignes/ med en løbende elg. Enten er det/ for tungt eller for let./ Og elgen er begge dele.«

Eske K. Mathiesen. Samlet poesi 2004-2008. 72 sider. 150 kr. Bebop.

Hvor mange danske digte om elge findes der? Hvor mange gode, danske digte om elge findes der? Jeg ved det ikke, men jeg er sikker på, at Eske K. Mathiesen ved det, og måske har han oven i købet til en udstilling på et langelandsk galleri af en ukendt, fynsk akvarelmaler samlet dem i et lille og udsøgt katalog. Sandsynligvis fandtes der slet ingen gode, danske digte om elge før Mathiesens eget suveræne nummer i den nye digtsamling, Tranedun, der som den flyvende (titel)rosin i pølseenden følger med Bebops opsamling af »poesi 2004-2008«; sådan lyder, i al forfinet selvfølgelighed, digtet:

»Den er så stor og så tung, elgen/ men den løber så let hen over/ den lysende sne i den grå aftenskumring,/ forcerer et hegn i et svævende spring./ Jeg kender ikke noget, der kan sammenlignes/ med en løbende elg. Enten er det/ for tungt eller for let./ Og elgen er begge dele.«

Måske har Mathiesen skrevet digtet som en udfordring, en dare, til sig selv, for helst er det mere beskedne og diminutive væsener (og dele (og effekter!) af samme!), han portrætterer i sine digte (plus ingen ende på flora); i Tranedun blandt andet muldvarpevinger (!), tranedun, en død mus, »fuldstændig vindtør«, skyggen af en rovfugl, en mursejler, »smalle lysegrå fisk med røde cirkelrunde øjne,« traner, ugler, en finsk flagspætte, en sorlsorthun, en regnorm, en agerhumle(bi?), grønne geder, citronsommerfugle (x 2), et fårekranium og en tudse, foruden - til at holde elgen med selskab - endnu en undtagelse, »gårdens gamle trækhest/ en bred belgier med hvid flagrende manke,« der parallelt med elgen forener massivitet og omhu: da digteren sidst så hesten:

»Forsvandt den ind i birkelunden, der så småt var/ ved at få et rødligt forårsskær i kronerne,/ og den satte sine store hove så forsigtigt/ som vi andre plukker anemoner.«

Bogen inkluderer de fem digt- og/eller kortprosasamlinger, Eske K. Mathiesen har udsendt siden Arenas tykke (og letfodede) bind ESKE Eske K. Mathiesen Forsamlet poesi 1969-2004, Fra Villa Bergshyddan, 2004, Landet rundt, 2005, Raderinger (lille udsøgt katalog), 2005, Stikkelsbær, 2006, Træpenge, 2006, og rimeligt nok, thi i sammenligning med udgivere som Kulturförvaltningen, Stockholm Stad, Gullanders Bogtrykkeri, Tarm Bogtryk, A. Rasmussens Bogtrykkeri, Galerie Dahl og Clausens Kunsthandel er Asger Schnacks enmandsforlag Bebop motherfucking Gyldendal.

(en pedantisk bemærkning til pedanten Schnack: Burde ikke også tidsskriftbidrag, for eksempel digtene i Hvedekorn 1 og 2, 2006 (»Tøv, gå ikke forbi!/ Her hviler en sten./ Dens gang på jorden var kort,/ for den havde ingen ben.«), og 1, 2007, være samlet op?)

Og poetisk retfærdigt nok, thi det var på Schnacks forlag nr. 1, legendariske Swing, Mathiesen i 1976 udsendte debutsamlingen Fra spætternes have; seks samlinger har nu fugletitler, hvortil kommer lillebitte Skyggen af en myg, 1995. Og måske bliver bogen så præcis tydelig, at andre end jeg og Erik Skyum og Jørgen Johansen kan få øje på den og nomineringen til en eller flere af de elg-store litteraturpriser, der sværmer omkring os, muliggøres, måske faktisk!?

I hvert fald demonstrerer buketten af bøger med eksemplarisk generøsitet rækkevidden og mesterskabet i Mathiesens modne praksis: fra de lystfulde, kortprosaiske fabler, som dominerer Landet rundt og Træpenge - »Ring til Pylles taxa og lad være med at tørre køkkenbordet af med undulaten,« til de akkuratessefølsomme, mildest talt poetiske vignetter, som dominerer Raderinger, Stikkelsbær og Tranedun: »Efterhånden kommer gærdesmutten så sjældent/ og sætter sig, at pilekvisten af og til/ må bøje sig for at huske, hvor let den er.«

Midt imellem et sted befinder sig de svenske digte, som dominerer Fra Villa Bergshyddan og gør væsen af sig i Stikkelsbær, og hvortil også elg-digtet hører: de bobler på en prik barokt, gør de, og hvor må altså en svensk læser, især hvis han er poet og har skrevet sonetkranse om elge, blive gul og blå af misundelse: »Hun var virkelig bred over sin/ stribede røv, damen i bussen til Slussen,/ voluminøs som et kæmpegræskar, en pumba, en kurbits,/ eller en gasballon, for da/ vi andre steg af, hvor blev hun af?/ Steg hun til vejrs?«

På en fjollet, men også solid facon bliver man så enormt fortrøstningsfuld af at læse Eske K. Mathiesen, på poesiens vegne, på elgenes vegne, på menneskehedens vegne, på forårets vegne:

Nu har krokusserne i plænen tændt landingslysene, tranerne kan komme."

 - og her (anti)nomneringsteksten:

Hvor mange mon af Eske K. Mathiesens årvågne og elegante digte kan der være inde i denne nominering (med vingerne slået ud): »Spis klid! Spis klid! Spis klid!! lyder det/ i ét væk inde fra skovbrynet, formentlig en finke/ der vil beholde kernerne for sig selv.« 1! »Strandskaden, som af Vorherre fik/ en rød blyant i stedet for næb,/ klager ustandselig over,/ at den hele tiden skal spidses.« 2! »Pli? det har vi! Det har vi!!/ heller ikke, kvidrer spurvene, der/ fuldstændig har overskidt den busk, bag hvilken/ jeg er gået om for at lette mig.« 3! »Mågerne skriger: Stå op! Stå op!/ og kaster sig ned/ i et svimlende dyk.« 4! »De hvide kålsommerfugles rastløse flagren/ over lavendelbedet/ ligner en alt for hurtigt kørt film/ af de små skyers adstadige bevægelser på/ den blå sommerhimmel.« 5 prægtige pip! Fra 1 lille binds oppeppende kor!

 

12 kommentarer:

  1. MIN MÅGE ÅGE

    JEG MÅ INDRØMME,
    AT MIN BEDSTE VEN ER EN HÆTTEMÅGE,
    SOM JEG NATURLIGVIS KALDER ÅGE.

    Den kommer hver morgen præcis kl. 8,
    når jeg skal i havet som vinterbader.
    Den hilser mig først
    ved at tage en runde over mit hoved.

    Den spiser af min sko,
    når jeg fordeler krummerne.
    Den ved nøjagtigt, hvad der er hvad.

    Den er ikke så meget for søde ting.
    Den foretrækker det grove.
    Ikke rugbrød, men grov hvede.

    Hvert år kommer den tilbage til mig
    omkring den 10 juli,
    efter den har været på rede fra maj.

    Jeg bliver så glad,
    når jeg ser Åge igen.
    Det kan ikke vare så længe...

    Men måske har jeg bare fået pip.

    SvarSlet
  2. Der foreligger nu også denne anmeldelse på Kulturkapellet: https://www.kulturkapellet.dk/sagprosaanmeldelse.php?id=894

    SvarSlet
  3. FRA ÅGES JOURNALER

    Ofte bader Hætteåge og jeg sammen.
    Åge sejler mere end den svømmer
    under elegante segl af sølv.

    En dag, hvor Åge sejlede alene,
    kom der en mink svømmende
    under vandet lige imod den.

    (Ved Charlottenlund Fortet er
    der mange frie mink,
    i modsætning til i København,
    hvor der er flest rotter...)

    Da minken nåede frem under Åge,
    bed den sig fast i benet
    lige over Åges fine,
    røde italienske sko.

    Men Åge hakkede den straks i øjet,
    så der ikke var mere mink.
    Derefter fløj Åge op
    og ind over mig,
    som for at sige:

    "Der kan du bare se.
    Det halve af verden sulter.
    Men de kunne bare spise mink!"

    SvarSlet
  4. KLOGE ÅGE

    Åge og jeg var enige om,
    at man ikke måtte tale grimt
    om andre dyr,
    især ikke om måger.

    Men også om mink og kålorme,
    og andre typer måger.
    "Livet er en død sild!"

    Ved Åges hjemkomst til badet,
    giver jeg altid en skarp
    til alle badedyrene klokken 8.
    Vi kalden drikken "Åges Tåge".

    Åge er med.
    Men ikke jeg.
    Jeg drikker først efter klokken 9.

    Åge ser på.
    Den hverken tænker eller taler.
    Men jeg ved nøjagtigt,
    hvad Åge kunne sige:

    "Jeg angriber ikke noget,
    det angriber altid
    af sig selv!"



    SvarSlet
  5. KRUMMERNE FRA DE RIGES ORD

    Åge var nådesløs,
    hvis andre fugle forsøgte
    at opsamle krummerne
    fra de riges bord,
    der befandt sig på diverse sko.
    Mest mine.
    Så gik den amok.

    Det var selv kæmpe havmåger,
    der var set bære små hunde bort,
    som Åge angreb
    med sit sylespidse næb.

    Den var nu af og til
    sammen med en blondine uden hætte,
    som den tillod en enkelt bid.

    Så sås de sølverne segl
    (ikke sejl)
    ikke mere.
    Åge var taget ud
    for at blive til flere...

    Den var "getting down",
    som hættemågerne
    sagde det på engelsk,
    når de slog sig ned
    på Dovers kyst.

    SvarSlet
  6. ALDERS TOM

    Jeg havde undersøgt,
    hvor gammel en hættemåge
    kunne blive.
    Til min overraskelse
    kunne de blive ca. 30 år!

    En solskinsdag,
    da Åge var kommet til mig
    i over 6 år,
    spurgte Åge hvor gammel,
    jeg mon kunne blive!

    "Omkring 74 et halvt."
    svarede jeg.
    "Men det er jo netop det,
    du er ved næste fuldmåne!"
    filosoferede Åge sig frem til.

    "Og dog fortsætter du med
    at skrive digte,
    som ingen vil have?
    Bliver du ikke ked af det?"

    "Poesien føder ikke sorg,
    men er født af noget,
    der ligner sorg,
    og har en slags vinger..."

    Svarede jeg,
    og lettede
    med Åge i kølvandet.
    Og så ankom vi...

    Og vi var der længe nok
    til at se,
    at alt var kommet frem i tide.




    SvarSlet
  7. GATE TO HEAVEN

    En dag sad Åge fast
    mellem to brædder på Søbadet.

    Alle var bekymrede,
    men kunne ikke hjælpe
    med mindre man ville have et hak
    fra Åges minkdræber næb.

    Åge kom fri af sig selv.
    Men haltede på de italienske sko.

    Alt dårligt og alt godt kan ske.

    På den anden side af fornuften
    er der meget mere end her,
    og det absolutte,
    hvor alt brænder i evigheden
    efter overraskelsens princip.

    SvarSlet
  8. ÅGES FORELSKELSE

    Blondinen sad der
    på en klippekant i Dover,
    og Åge kunne ikke styre sig.
    Nu fik hun lov til at spise før Åge...
    Det var et skråplan.
    Uhørt.
    Krummer og fisk og muslinger...
    Blondinen huggede det i sig.

    Åge skrev endog et digt til hende:
    "Du er min verden,
    så langt ordene rækker...
    Det er med andre ord det,
    som man mere kynisk
    vil kalde "midlertidigt".

    Åge vidste,
    at kærligheden
    gør en blind
    lige som solnedgange,
    og solopgange,
    der kan gøre en synsk,
    hvis man tror på den slags.

    Hvis man elsker nogen,
    så ejer de en for altid,
    selvom de har såret andre
    tusinde
    navngivne hjerter.

    SvarSlet
  9. ÅGE VAR LIGE BLEVET STUDENT

    Og det fejrede måger
    altid med at skrige
    og blotte sig,
    og danse rundt om sig selv.

    Åge var klar over,
    at dette var en
    éngangsfornøjelse,
    som alle andre fornøjelser.

    Kan vi ikke blive her lidt endnu?
    Måske for altid?
    Åge så på blondinen,
    der sad og hakkede
    i en død sild:
    "Nu bor jeg i det åndes by..."

    Nu forstår jeg endelig
    ordet
    ENGLEFISSE.

    SvarSlet
  10. PARRET TIL PSYKOLOG

    Efter Åge var blevet student,
    skulle han til parterapeut
    sammen med blondinen,
    der (i øvrigt) hed Åse.

    Det var Åses idé,
    fordi hendes søster
    havde haft held med det,
    da hun kom sammen
    med en pelikan.

    Bare alt havde været som før!

    "Lige bag spejlet er
    den virkelige overflade!"
    forklarede psykoterapeuten.

    "Det er kun den klogeste
    og den dummeste,
    der ikke kan ændre sig...

    Og nu,
    hvor du blevet student,
    og Åse er i familie med en pelikan...
    Hvad får det Jer til at tænke?"

    "Gåder, gåder, som flagermus
    bag ens ryg!"
    sagde Åge.

    "Min søsters pelikan har et
    meget større næb end dig, Åge!"
    sagde Åse.

    "Stor, større, størst!
    Skal vi ikke holde det udenfor!"
    mente Åge og gabte
    med munden fuld af
    de urokkelige skuer over dem.



    SvarSlet
  11. HELE VERDEN ER SKABT PÅ 6 DAGE
    (finale...)

    Det havde Åge læst som student.
    Det var med pelikaner, skyer,
    hav, Åse og det hele.
    Ikke mindst andre måger,
    naturligvis.

    Men Åges forlovelse
    gik ikke længere.
    Lige under sit næb og Åses
    mødte han kun en skål
    med iskoldt vand.
    Og alk den snak om pelikaner...

    Men alt må videre,
    og Åge havde et møde
    med Rolf og badedyrene
    og alle krummerne på Søbadet
    nu og her den 10 juli
    i Charlottenlund.

    Her i solens syre,
    i alt det,
    der dråbe for dråbe
    atter vil gøre dig lykkelig,
    til kærligheden og hele verden
    atter fødes og dør.

    Og måske også en søsyg mink,
    man kan hakke i stykker....

    SvarSlet
  12. PS. Åge vendte tilbage i munden på en pelikan,
    der sagde, at den hed Kurt og ikke ville nøjes med krummer fra de riges ord.

    SvarSlet