Kønne spirer uden vokseværk

Dette er ikke en rykker!

Jo, det er!

Der er digtere, der rimeligt hurtigt (= 2 år) følger op (og lever op til) deres talentfulde debut, tre eksempler: Christina Hagen 2008/2010/2012, Lone Aburas 2009/11 og Amalie Smith 2010/12.

Men så er der digtere, der debuterede talentfuldt for 6-3 år siden, og som stadig lader værkvente på sig, og overfor dem vil jeg gerne tromme ganske sagte på mit armbåndsur med pegefingerneglen, dak, dak, dak:

Maja Lee Langvad: Find Holger Danske, 2006 (har omsider nye tekster med i de seneste numre af Den Blå Port og Hvedekorn, men vi vil have bog, Maja!)

Palle Sigsgaard: Glitrende støv danser, 2007 (hvor var det, han publicerede en villanelle (?) for et par år siden? (sikkert Maskinfabrikken) ellers intet, hvad med bare et halvt haiku et af dagene, Palle!) 

Chresten Forsom: (uden titel), 2009 (udgav trafikkryds-afskriften MANHATTAN, 2011, og det er naturligvis i enhver forstand en værdig og ligeværdig opfølger, men jeg vil urimeligt OGSÅ have egenhændige digte, Chresten, i (nok så ryggesløs) bogform!)

Theis Ørntoft: Yeahsuiten, 2009 (uddrag af romanprojekt i forrige nummer af Victor B. Andersens Maskinfabrik, men uddrag er ikke bog, og jeg er bange for, at han bruger for meget tid på sit tvillingetalent, musikken, her er fx videoen til hans nye gruppe Plants' nye sang "Solar Dish", og den er såmænd da virkelig god, men det er jo ikke en bog, vel, ja, ikke engang en tekst, litteraturen vil have dig for sig selv, Theis:

!)

Gør jer umage bare en smule hurtigere, kæmpetalenter!

Talent er det eneste der tæller, der FINDES

Lene Asp citerer i en blogpost på Promenaden en konsulentudtalelse fra "et mellemstort forlag", der konkluderer følgende om et indsendt manuskript (der har fået en konsulentudtalelse med uforbeholden udgivelses-anbefaling): 

"vi har været i syv sind her på redaktionen [...]. Som du kan se, er konsulenten overmåde positiv, og vi er her i redaktionen fuldstændig enige om, at dine tekster vidner om et kæmpe talent, en særegen kompromisløshed, som vi virkelig godt kan lide – og åbenlyst: en kunstnerisk ambition og en markant litterær bevidsthed. Så vores overvejelser har ikke gået på: kan det antages? for det kan det uden tvivl, men snarere kan det antages her hos os? Vi har gennem den senere tid taget flere debutanter ind, også flere lyrikere, og det er noget vi rigtig gerne vil. Men vores fornemmelse er alligevel her, at [titlen udtaget] ligger tættere på den litterære undergrund, end det ligger naturligt i forlængelse af vores mere etablerede udgivelsesprogram".

Jeg synes først og fremmest, det er DUMT af et forlag ikke at udgive et talentfuldt manuskript, så mange "kæmpe talenter" findes der altså ikke i Danmark, og læren er, at man ALDRIG kan vide, hvilken debutant, der udvikler sig til en betydelig og/eller salgbar forfatter - eksemplerne på smalle begyndelser, der fortsætter ekspansivt, er legio, men lad os bare nævne nogle af de sidste 50 års dobbeltstjerner, Thorup, Mortensen, Smærup, Michael, Aidt, Hamman, Heller - det eneste, man kan se og stole på og som det (i (livs)længden) giver mening at investere i er TALENT, og den forlægger er en IDIOT, der ikke udgiver et kæmpetalent; så kan man diskutere, hvornår et kæmpetalent skal udgives, men det er egentlig heller ikke så svært, det skal det, når talentet har leveret et - nok så åbent og debutantflagrende (så længe det er karakterfuld åbent og fyndigt flagrende) - VÆRK; hvis et forlag med hæderligt betalte forlagsredaktører giver mening er det jo i (sam)arbejdet med at bringe et manuskript i værkform, derfor er det også UANSVARLIGT at overlade kæmpetalentet til undergrunden for så senere, når bambidansen er ovre, at melde debutanten ind i Holiday on Ice, Bambi har (ofte, ikke altid, skumfødt fuldendthed findes!) brug for en hjælpende Stampe lige dér på isen, ikke fordi der ikke gøres et kæmpe og kvalificeret redaktionsarbejde i undergrunden, og tit mere kæmpe og kvalificeret end i overgrunden, men det har overgrunden jo ikke RÅD til at forlade sig på; det blotte syn af kæmpetalent bør føre til umiddelbar, AKUT kontraktindgåelse - i 1 sind!

Indpost

Første blogpost i et halvt år fra the original blogger Martin Larsen på the original blog Udpost, en hemmelighedsfuldt lysende linje, det klart har været værd at vente på, men tilskrevet en mystisk Tzara-maskine, som i hvert fald ikke Google ved af, måske er det en, digtmaskinmesteren Larsen selv har konstrueret, til brug for et kommende værk eller som et værk i sig selv, i hvert fald er jeg dybt nysgerrig og utålmodig efter at finde ud af, hvad den dobbelte Bet-vinder har oppe i ærmet (mens hjertet, for at give plads, sidder og banker ovenpå).

Atterdag, fødselsdag

Sidder og læser i sagde jeg, siger jeg, som det, opdager jeg, er alt for langt tid siden, jeg har siddet og læst i, mens solen stiligt går ned over Frederiksberg, hvor Pia Juul nu om stunder også bor, men ikke uden videre lige nu befinder sig, men det kan jeg sagtens lade som om, så det gør jeg, og jeg har bestemt mig for at finde mit yndlingsdigt af Pia Juul, for hvis jeg har sådant et, må der befinde sig i sagde jeg, siger jeg, som er min yndlingsbog af Pia Juul, bortset fra at det er det ikke, Pia Juul er en yndlingsdigter, og så er alle bøger eller ingen bøger eller ret temmelig mange yndlinge eller hele tiden en ny eller bare den nyeste nye, og det samme med digte og noveller og kapitler og blogposter (åh, dengang Pia (i to omgange) var en flittig blogger, fordi hun troede, hun var en lidt hemmelig blogger) og jo da oplæsninger, juhuede Juul-oplæsninger, og hvad forfatterskabet ellers består af under bogniveau, som jo nemlig i et yndlingsforfatterskab ikke er et primært niveau, men heller ikke et sekundært, alle og ingen og ret temmelig mange og hele tiden nye og den/det nyeste nye er yndlinge, men hvis jeg skulle have en yndling i dag, på fødselsdagen, så ville det være det, der hedder *, men, ja, ja det hedder de alle sammen, bortset fra de dæmoniske, der hedder ***, og de er også i al deres anti-yndighed yndlinge, jeg mener det, hvis første linje er "Atterdag", der som ikke alle, men temmelig mange af alle mine yndlinge er lige så uudgrundeligt, som det er helt, helt enkelt, lige så kunstfærdigt som l-l-l-livligt, og her er det:

Atterdag,
den uhyggelige narkoman
i min sofa
han sirrende finger
i luften
hans "Hvad sagde jeg?"
Jeg er en vals, jeg er i
trefjerdedelstakt, ude af
stand til at
bryde min rytme
Narkomanen i sofaen
slår med hovedet
sin egen takt
pumper med hånden
nedtællingen til
sin egen skadefryd
"Jeg sagde det jo,"
siger han

Hvor ved han
det fra at
der er en
dag i morgen
Fred være med
hans støv som
skal hvile neden
for mit vindue
amen
Atterdag, dejlige drengebarn
skarnsunge, lømmel, forbryder
fæ -
Det dér, det dér du
sagde dér, dit sidste ord
Nu har jeg taget det til mig

Gaveadresser

Scoopet i i dag 50-årige Pia Juuls samlede digte, Indtil videre, der udkom i går, er (unævnt af de hidtidige anmeldelser) inkluderingen af det lille, for længst udsolgte og totalt uopdrivelige B16-hæfte, der udkom på Basilisk for akkurat ti år siden, Adresser (uddrag af adressebogen), og som (sammen med Martin Lars anagram-bugnende B16, Oder - og Rasmus Nikolajsens første bøger) varsler det næste tiårs OULIPO'ske, mere eller mindre masochistisk spilleregel-ophængte minimalsystem-bølge, der kun måske pauserer lige nu (markeret af Nikolajsens nye prosa-triptykon-trip Den ulykkelige boghandler, der så vidt jeg kan læse er ustyret af spilleregler nede i bogstaveligheden (ud over en håndfuld gentagelser x 3, 3 x Sille fx)).

Bag på Adresser står der:

Pia Juul, f. 1962. Har boet mange steder, nu på Sydsjælland.

Og nu, 2012, i Bakkehuset.

Dette er tekst nr. 9:

1981
grumme rastløst unge nød de tilværelsen ved ingenmandslandets gærde således krøb og løb livet efter glæden i englekorets tonefald gennem ødemarkens tomrum efterhånden blev ordene rå gyset afmægtigt livet løb efter ådsler romancen holdt ud sålænge

Mærkelig tekst, men også mærkelig juulsk tekst, ikke sandt!

SpilleregeL (urøbet i både B16-hæftet og de samlede digte og røbet af mig overfor Klaus Rothstein, der skal anmelde bogen i WA, i går ved reception - efter nogen tøven, men jeg kan simpelthen ikke huske, om jeg i sin tid selv regnede den ud, og så syntes jeg, det var rimeligt nok (jeg har så også for længst røbet den i Generationsmaskinen for 8 år siden, men hvem kigger længere i den?)):

Første bogstav i hvert ord staver tilsammen en adresse, hvor Pia Juul har boet.

Ergo bliver den citerede tekst til:

grundtvigskollegiet gøteborg alle århus

(egentlig burde i genoptrykket jo 'ådslet' udskiftes med to ord, der begynder med a, hvad med 'anelsesfulde antiloper'? nej, i hvert fald ikke!)

Jeg synes ikke, det er Pia Juuls mindst vidunderlige værk! I sandhed et grandiost bonus-track!

vi
overraskes
dagligt
rundtosset
over
fantasiens
fingerfærdige
sjoverstreger
virkeligheden
ejer
jo
få
rigtige
edderdunsdyner
drømmene
regerer
inderligt
kaotisk
sandheden
besværer
erindringen
rådner
galvaniser
chokoladen

Med andre ord: Tillykke, digter!

Pia vs. Pia

I dag er det digteren Pia Juuls 50 års fødselsdag, og i går var det digteren Pia Tafdrups 60 års fødselsdag; begge digtere holdt fødselsdagsreceptioner i går, hos henholdsvis Tiderne Skifter og Gyldendal, jeg deltog i Pia Juuls reception, og på et vist tidspunkt forlod en del af vores førende digtere selskabet for at deltage i det andet selskab, og jeg, der blev tilbage og ikke er en af vores førende digtere, tænkte for mig selv, at hvad litteraturhistorien angår, har det været omvendt: først så det ud til at være Pia Tafdrups fest; alle de (kvindelige) digtere, der skrev inderligt rytmisk om krop og metaforisk natur, så var det en tid halvfemserne (det svarer til vandreturen ad små, københavnske gader fra Klareboderne til Læderstræde), og så viste det sig, og for alvor efter sagde jeg, siger jeg, 1999, på en helt anden gennemgribende og talentsmittende måde at blive Pia Juuls fest, alle de (kvindelige men også mandlige) digtere der skriver yderligt forfjamsket, excentrisk, polyfont om HVAD DE VIL, og det har det været lige siden, svært at nævne førende, yngre digtere, der IKKE er påvirket af Pia Juul, umuligt at nævne førende, yngre digtere, der er påvirket af Pia Tafdrup; den kommentar, hvor jeg ville have udfoldet dette synspunkt, men som jeg ikke har fået lov at skrive (pga. kommentaroverload)  skulle selvfølgelig have haft overskriften "Juul hele året", det er er Pia Juuls fest, og hun græder ikke (ret mange af de førende digtere kom tilbage til reception 1 efter at have været omkring reception 2).

For kendt til det her gerningssted

Billedtekst til anmeldelse af de samlede digte i Jyllands-Posten:

Pia Juul er mere kendt som krimiforfatter end som lyriker.

Ikke i denne Scotland Yard-afdeling!

Apokryf, subversiv Moestrup-readymade

Da jeg klikkede Thomas Bredsdorffs trælse 4 hjerter-anmeldelse af Mette Moestrups Dø, løgn, dø frem på Infomedia, sluttede den med en tekst, som jeg hverken genkendte fra bogen eller anmeldelsen, men som på kostelig præcis vis vrænger af Bredsdorffs reaktionært gode poesismag:

Kedsommeligt gennemsnit
I en suite på et dusin digte med denne Cleïs som omdrejningspunkt kommer Mette Moestrups bedste sider frem: energi, vildskab, insisteren. De to højdepunkter fortjener seks hjerter, de slappe mellempartier to. Det giver et kedsommeligt gennemsnit på fire, lidt misvisende, for gennemsnitlig er det sidste, man kan kalde Moestrups 'Dø, løgn, dø'.
TV Barsels-bootcamp: Sådan træner du mavemusklerne.
TV OL-faklen 2012 er forgyldt og har 8.000 huller i sig.
TV Årets Københavner kæmper for den skæve by.
TV Retsformand opremser våbenbeslaglæggelser på stribe.
TV Politiet ransager lejlighed i Herlev.

Okayyyyyyyyy . . . TILLYKKE THOMAS B!

Thomas Boberg har fået tildelt Det Danske Akademis Store Pris, også kaldet den Store Klat, og TILLYKKE! med det - og bestemt ikke noget urimeligt valg, tre fjerdedele af de sidste 15 års bøger har i al deres rasende og indædte, sort lysende koksethed været vildt glimrende, de bedste: Americas, 1999, En stående aftale, 2002, Livsstil, 2005, Under uret, 2006, og frem for alt og allersenest Hesteæderne I  og II, 2010-11.

Valget følger Akademiets yderst forsigtige og langsomme, 1 etage ned, 5 op, elevatortur ned gennem generationerne (i litteraturens fra bunden stadig voksende babelstårn); 80'er-generationen fik sin foreløbigt eneste store klatmodtager med F.P. Jac, født 1955, for 4 år siden, og nu er vi så nået ned til sen-80'er-digterne (i et par årtier har det været en betingelse at være fyldt 50) med Boberg, født 1960 - og det ligner mistænkeligt et konsensusvalg, jeg kunne godt nævne andre (levende) digtere (af ikke mindst digte) fra den kvalitativt eksplosive mellem-generation, jeg ville have peget på først, selvom det er lidt skarnagtigt at gøre, men jeg er og bliver kritisk skarn: Pia Juul (der som akademimedlem ALDRIG kan få prisen, bizart nok, Inger C fik den heller ikke, grotesk nok - men OK, S.U. Thomsen og P. Tafdrup sidder også i Akademiet ...), Niels Frank og Simon Grotrian. Af ældre, prisværdige digtere vil jeg nævne favoritterne Henning Mortensen, Eske K. Mathiesen, Viggo Madsen (der ikke har fået en eneste Akademi-pris), Hans Otto Jørgensen og Marianne Larsen ( MARIANNE!). Om 2 år er det atter en gammelforfatters tur, og helst en af de nævnte selvfølgelig, og om 4 år kan elevatoren så rykke ned til 90'er-generationen, hvis mest fremragende (alle jo kvindelige) medlemmer til den tid så småt er i 50'erne, Balle, Hesselholdt, Aidt, Knutzon, Helle, Pryds, Hammann, og dem kan de næste ti-tolv år så gå med at give prisen, før turen omsider kommer til Ursula A.O, og om 25 år skriver jeg blogpost (direkte på jeres hjernebark) om, at det fandeme var på tide, at Theis Ørntoft fik den store klat.

Bla, bla, bla! TILLYKKE THOMAS!

Rosinroman

Lige endnu en billedkunstnerisk roman: Mikael Thejls bidrag, "Rosiner findes", til gruppen Skulpturis cool opfindsomme udstilling "Rundtenom" i den Fri Udstillingsbygning, som I skal tage og og se, mens tid er:

Luksuriøse kæmpefotografier af de ca. 430 rosiner i en Sunmaid-rosinæske og originalrosinerne sat på nåle (parallelt med alle nålene på Elliot Hundleys Louisiana-værk) foran et lille studiebord og en gratis plakat med udvalgte rosiner; stærke personligheder disse rosiner har, lutter karakterfuldt rynkede skrumpehoveder:

Tæl til 2, svaner

Okay, jeg kunne sagtens gå ind for de de små, dunede svaneunger ved bredden af Skt. Jørgens Sø, mest fordi de jo potentielt kan vokse op og bliver H.C. Andersen'er - voksne svaner har jeg, siden et eksemplar ved Damhussøen jagede mig og, aldeles uskræmt i sin klapvogn, min søn, haft det mindre harmonisk med; jeg foretrækker at se dem som kalligrafisk svungne 2-taller langt ude på søen, fjerne, køligt dekadente tegn.

Romanen på væggen

De 5 kunstværker (men desværre ikke billeder af dem, I må derop og se løs med egne øjne), jeg udvalgte til min WALK AND TALK i går på Louisianas udstilling af nyerhvervelser 2009-2011, Pink Caviar, og de 5 romaner og uddrag fra samme, jeg kontrasterede dem med:

Marcel van Eeden: Witz, 2009
(installation med og "om" personer, der hedder Witz til efternavn i telefonbogen for New York)

+

Martin Larsen: Monogrammer 1-8, 2007:

Sibel Hoffmann
Paulowa Lauritsen
Maheen Sommer
Hans-Henrik Overgaard
Jensmine Ravn
Alesandr Johnsen
Salahdin-Arbi Sørensen
Malaine Petersen
Suzann Nissen

-

Simon Evans: Everyone, 2011
(collage med forbindelseslinjer mellem et utal af personer, private og kulturelle relationer)

+

Charles Dickens: Our Mutual Friend, 1864-65:

The majority of the guests were like the plate, and included several heavy articles weighing ever so much. But there was a foreign gentleman among them; whom Mr Podnsap had invited after much debate with himself - believing the whole European continent to be in mortal alliance against the young person - and there was a droll disposition, not only on the part of Mr Podsnap but of everybody else, to treat him as if he were a child who was hard of hearing.
  As a delicate concession to this unfortunately-born foreigner, Podnsap, in receiving him, had presented his wife as 'Madame Podsnap;' also his daughter as 'Mademoiselle Podsnap,' with some inclination to add 'ma fille' in which bold venture, however, he checked himself. The Veneerings being at that time the only other arrivals, he had added (in a condescendingly explanatory manner), 'Monsiuer Vey-nair-reeng,' and had then subsided into English.
  'How Do You Like London?' Mr Podsnap now inquired from his station as host, as if he were administering something in the nature of a powder or potion to the deaf child; 'London, Londres, London?'
  The foreign gentleman admired it.
  'You find it Very Large?' said Mr Podsnap, spaciously.
  The foreign gentleman found it very large.
  'And Very Rich?'
  The foreign gentleman found it, without doubt, enormément riche.
  'Enourmously Rich, We say,' returned Mr Podsnap, in a condescending manner. 'Our English adverbs do Not terminate in Mong, and We Pronounce the 'ch' as if there were a 't' before it. We say Ritch.'
  'Reetch,' remarked the foreign gentleman.

-

Eliot Hundley: A Cairn of Cyssonema, 2009
(kæmpe collagebillede med mange fjer og fotos på nåle)

+

James Joyce: Ulysses, 1922:

So warm. His right hand once more slowly went over again: choice blend, made of the finest Ceylon brands. The far east. Lovely spot it must be: the garden of the world, big lazy leaves to float about on, cactuses, flowery meads, sneaky lianas they call them. Wonder is it like that. Those Cinghalese lobbing around in the sun, in dolce far niente. Not doing a hand's turn all day. Sleep six months out of twelwe. Too hot to quarrel. Influence of the climate. Lethargy. Flowers of idleness. The air feeds most. Azotes. Hothouse in Botanic Gardens. Sensitive plants. Waterlilies. Petals too tired to. Sleeping sickness in the air. Walk on roseleaves. Imagine trying to eat tripe and cowheel. Where was the chap I saw in that picture somewhere? Ah, in the dead sea, floating on his back, reading a book with a parasol open. Couldn't sink if you tried: so thick with salt. Because of the weight of the water, no, the weight of the body in the water is equal to the wight of. Or is it the volume is equal of the weight? It's a law something like that. Vance in High school cracking his fingerjoints, teaching. The college curriculum. Cracking curriculum. What is weight reallly when you say the weight? Thirtytwo feet per second, per second. They all fall to the ground. The earth. It's the force of gravity of the earth is the weight.

-

Michael Majerus: Ohne titel/ Studio Wall, 1996-2002 (kan ses i Politiken i dag)
6 x 5 kvadratiske grelt kulørte, abstrakte/figurlige malerier

+

Per Kirkeby: 2,15, 1967

Princess Alessandro, twenty-six years old, married to Prince Ruspoli, is the golden-haired, golden girl of Europe. She looks so young it is hard to believe she has been married five years and has three children. She is a little heady for a royal princess. She is, inevitably, a public person.

Vinden havde bidt sig ind i hans blå øjne. Sandet havde slidt ..

Ørekule, Jettebrink, Hundevangsfald, Hundevængeklint, Fruerstuefald, Vidskud, Skrædderrende, Lille Steilebjerg, Steilefald, Store Steilebjerg, Grårygfald, Gråryg, Nellerende, Nellerendenakke, Sommerfald, Sommerspir, Sandfald, Sandpynt, Græder.

-

Wolfgang Tilmans: Freischwimmer 130, 2009
Stor, grøn-blåt foto af sædceller i kaotisk aktion

+

Laurence Sterne: The Life and Opinions of Tristram Shandy, 1759-63

I wish either my father or my mother, or indeed both of them, as they were in duty both equally bound to it, had minded what they were about when the begot me; had they duly considered how much depended upon what they were then doing; - that not only the production of a rationel Being was concerned in it, but that possibly the happy formation and temperature of his body, perhaps his genius and the very cast of his mind; - and for, aught they know to the contrary, even the fortunes of his whole house might take their turn from the humours and dispositions which were then uppermost: - Had they duly weighed and considered all this, and proceeded accordingly, - I am verily persuaded I should have made a quite different figure in the world, from that, in which the reader is likely to see me. - Believe me, good folks, this is not so inconsiderable a thing as many of you may think it; - you have all, I dare say, heard of the animal spirits, as how they are transfused from father to son &c. &c. - and a great deal to that purpose: - Well, you may take my word, that nine parts in ten of a man's sense or his nonsense, his successes and miscarriages in this world depends upon their motions and acitivity, and the different tracts ands trains you put them into, som that when they are once set a-going, whether right or wrong, 'tis not a halfpenny matter, - away they go cluttering like hey-go-mad; and by treading the same steps over and over again, they presently make a road of it, as plain and as smooth as a garden-walk, which, when they are once used to, the Devil himself sometimes shall not be able to drive them off it. 
  Pray, my dear, quoth my mother, have you forgot to wind up the clock? - Good G-! cried my father, making an exclamation, but taking care to moderate his voice in the same time, - Did ever a woman, since the creation of the world, interrupt a man with such a silly question? Pray, what was your father saying? - Nothing.

DEAR ART COMMUNITY MEMBERS

(teksten på den eksklusive plakat, den engelske kunstner Simon Evans collage-kreerede fredag ud af Louisianas Pink Caviar-udstillings officielle plakat)

DEAR ART COMMUNITY MEMBERS THIS FEELS LIKE  PROJECT RUNWAY MAKING THIS POSTER TO THE END TODAY IS FRIDAY IN THE CHILDRENS WING THE ONLY PLACE IN THE MUSEUM WHERE WE CAN MAKE OUR MESS COMPOSE THE VISIBLE AND UNFOLDED BOOK OF THE FUTURE THIS IS CONCESSIONS FOR RECIEVED DREAMS ALSO A BIG THANK YOU NOTE LIKE CHILDREN LEAVE ON FIELD TRIPS IN ICE CREAM SHOPS

Hybridforbud - Roskilde slukker for Frode

Dette er (heller) ikke orden! Jeg får en ubændigt lyst til at akkompagnere samtlige mine 15 Hvedekorn-oplæsere tirsdag-torsdag med lavt, disharmonisk blokfløjtespil (fra artikel i net-tegnseriemagasinet side 9):

Med kort frist har tegneseriefolk og en kendt digter fået forbud mod at spille den musik, der var en planlagt del af deres optrædener under festivalen.
I 2011 var der fire aftener på Roskilde Festival med Tegneseriebeats, hvor livetegnede billeder til tonerne af musik blev filmet og blæst op på et lærred. Det var en del af underholdningen for de mange mennesker i festivalens teltlejre, og i år er tegnerne blevet inviteret tilbage. Men nu har festivalen meddelt, at der ikke må spilles musik under Tegneseriebeats i år.
Musikalsk digter også gjort stille
Tegneseriebeats deler en scene med flere af de danske skønlitterære forlag, som holder litteraturoplæsninger og forfatterinterview i løbet af dagtimerne. Og forfatterne bliver også ramt af det nye musikforbud. Digter, musiker og (sommetider) tegneserieforfatter Jens Blendstrup skulle have optrådt med sit band Frodegruppen, men det må han ikke alligevel. - For mig og Frodegruppen er det helt og aldeles grotesk, siger Blendstrup. - Vi har i snart et år regnet med vi måtte spille. Men ikke engang ét nummer må vi spille. Intet. Jeg har hørt, at Per Vers heller ikke må sige lyde med sin mund.
Festival-ledelse: Musik giver støj på linjen
Der er usikkerhed blandt kunstnerne om, hvorfor Roskilde Festival slukker for musikken.
- Jeg ved faktisk ikke, hvem der forbyder os at spille musik. Men jeg ved, at Gyldendal har været helt oppe på ledelsesniveau for at få et svar, oplyser Jens Blendstrup. Tegneseriebeats har fået besked om, at det er rettigheder til musikken, der er problemet: - Roskilde Festivals folk har fortalt, at rettighedsorganisationerne Koda og Gramex har forbudt musik på festivalens teltområde, siger Marianne Eskebæk Larsen, som sidder i bestyrelsen for Dansk Tegneserieråd og står for at afvikle Tegneseriebeats. Det er imidlertid Roskilde Festival selv, der ikke længere vil have, at der indgår ’ukurateret’ musik i tegneserie- og forfatterarrangementerne. - Musik er fremragende til at skabe stemning, og Tegneseriebeats er ikke de eneste, der gerne vil have lov at spille det i forbindelse med deres aktivitet, skriver Christina Bilde, talskvinde for Roskilde Festival i en mail. Hun fortsætter:
- Vores holdning er, at det ganske enkelt skaber for meget ‘støj’ på linjen/festivaloplevelsen, hvis den musik, der er del af festivalprogrammet, suppleres af musik fra andre aktører, hvor musikken er sekundært element. Det skal være muligt at tage en pause, og den musik, der er, skal have lov at leve og stå for sig selv.

- Man må alvorligt overveje på kommende litteraturfestivaler at forbyde optrædende musikere at synge tekster, kun scat-sang kan i særlige tilfælde tillades, ellers vil det skabe for meget støj på linjen/festivaloplevelsem hvis den oplæsning, der er en del af festivalprogrammet, suppleres af sproglig artikulation fra andre aktører, hvor ordene er et sekundært element. 

Premierehierarki

1. Spillefilm
Bliver altid og alle sammen anmeldt på premieredagen

2. Teaterstykker (opera, ballet, etc:)
Bliver som regel anmeldt på dagen (efter dagen efter premiereaftenen), hvis det er forestillinger på større, anerkendte, hypede, københavnske scener

3. Koncerter
Bliver ofte anmeldt på dagen (efter dagen efter koncerten), hvis det er koncerter på ... og med ...

4. Cd'er
Bliver ofte anmeldt på udgivelsesdagen (eller dagen eller er et par dage før), hvis det er cd'er med ... 

5. Bøger
Bliver ofte anmeldt på dagen, hvis det er bøger skrevet af ... udkommende på ... (men af alle de i hierarkiet nævnte kunstnergrupper, måske lige undtagen teaterfolk, er det forfatterne, der går mest og fuldstændig uforholdsmæssigt hysterisk op i at blive anmeldt på dagen)

6. Kunstudstillinger
Bliver som regel ikke anmeldt på dagen (men mindre det er blockbuster-udstillinger på Louisiana, Arken eller Statens Museum) og måske ikke overhovedet, selv hvis det er udstillinger på større, anerkendte, hyppede gallerier af større, anerkendte, hypede kunstnere

7. Restauranter (for slet ikke at tale om større, anerkendte, hypede restauranters nye menuer, som vel er restaurantens værker, nøjagtig ligesom et teaters teaterstykker)
Bliver ikke anmeldt på åbningsdagen (eller dagen eller få dage efter), og det bliver jeg hysterisk over - den anden dag opdagede jeg, at Claus Meyer og co.'s nye nordisk-asiatiske restaurant Nam Nam på Vesterbrogade, som jeg har ventet utålmodigt på at spise på, faktisk var åbnet, det kunne nogen sgu da godt have fortalt mig, og helst en (helst begejstret) anmelder!

Boykot Støvring Gymnasium!

Nævenyttig nordjysk krejlerskole!

Fra mail til mig fra foredragsbureauet Athenas:

Hvad gør vi med foredraget for Støvring - de har skrevet følgende: Kommentarer til foredraget? [åben] "Temmelig uheldigt, at foredragsholderne kommer en dag for tidligt, og at de ikke "bare" kan komme igen en dag senere. Vi bør have en prisreduktion, når vi aflyser undervisning, som skal omplaceres, med ½ times varsel, for at løse et problem, som foredragsholderne har skabt.; De fleste elever fandt, at foredraget var spild af tid (gymnasieelever). Foredragsholderne var for fjollede og virkede improviserende - men ikke på en professionel måde."

Mit svar til Athenas:

Jeg stiller mig fuldstændig uforstående overfor denne mail (for slet ikke tale om dens tone, men den lader jeg være at tale om). Ja, jeg havde set forkert på datoen og vi ankom en dag for tidligt; det passede især Jens dårligt (pga. interview-forpligtelser) at vende tilbage næste dag (vi havde imidlertid overnatning, hos min svigerfar), men da vi var i gang med at finde ud af, hvordan det (fx med fly) nemmest lod sig gøre, henvendte skolen sig til os og spurgte, om vi kunne optræde et par timer senere, og det sagde vi ja til. Der var ingen snak om, at dette pga. skemabesvær skulle betyde et nedslag i prisen (hvilket vi også ville have sagt nej til), og så kan man selvfølgelig ikke komme rendende bagefter og kræve det. Hvad angår selve forestillingen, oplevede både Jens og jeg det som en komplet succes, grin og klapsalver og lydhørhed, positive spørgsmål fra salen og ros bagefter fra flere elever og (dansk)lærere, og efter over 20 års optrædener, både solo og som par, kan vi godt kende forskel på fiasko og succes, men selv hvis vi havde været en eklatant fiasko, kan man jo ikke kræve nedslag, når vi præcist leverer varen = Litterær Hypnose, dilettant og oplæsning (inkl. flere direkte til forestillingen skrevne tekster). Jeg har gennem de over 20 år aldrig oplevet noget lignende og kan selvfølgelig ikke acceptere, at gymnasiets krav på nogen måde bliver imødekommet. Mange hilsner Lars

Jeg stjæler Merkur

Apropos fremragende, så har Pia Juul offentliggjort en af de nye, utrolige tekster, hun læste op til Promenaden-aftenen, og som hun af en eller anden grund kalder "noveller" (måske af hensyn til dansklærerne, som det er helt OK at tage hensynsfuld hensyn til), på Promenaden, og kun rimeligt, når jeg nu har foræret Promenaden en blogpost, at jeg stjæler Juuls tekst til Blogdahl, synes jeg nok:

Excentrisk

 

Det er Merkur, siger hun og ser vist på mig. Den drejer den forkerte vej. Det er derfor der sker så vilde ting lige nu. Få den til at holde op, siger jeg, men det magter hun ikke, hun kan ellers alting, hun står alt igennem, bryder sammen men rejser sig. Jeg kan intet. Er lille, ved ikke engang med Merkur, hvor den

befinder sig eller hvad den er og hvordan. Jeg slår det op; det magter jeg. Men kan ikke se nogen steder at det skulle gå den forkerte vej. Og dog, jeg finder at baneexcentriciteten varierer kaotisk og denne tilstand opstår i perioder med høj excentricitet. Det gør mig glad, det lyder rigtigt, jeg forelsker mig straks i Merkur som ikke har nogen stabilitet i sine omdrejninger eller ruter eller baner eller hvad det er, og excentricitet, hvor er det dejligt at vide at selv planeter er uforudsigelige. Eller upålidelige. Eller ustabile. Ligesom mig. Det er mig der er skyld i alle de vilde ting der sker lige nu. Jeg er en planet. Det er mig der er Merkur, jeg er den mindste af dem, jeg drejer faktisk den forkerte vej og befinder mig meget meget tæt på solen. Av. Av!

Og nu kom der tre nye tekster af René Jean Jensen på! Promenaden marcherer, nej, stepdanser!

Farveægte begejstring

i Lilian Munk Rösings og Tue Andersens Nexøs anmeldelser i Politiken og Information PÅ DAGEN af Christina Hesselholdts fortællekreds Selskabet gør - det var den gode konsekvens af Rösings 4 hjerter til Pia Tafdrup, ingen vej udenom at give Hesselholdt 6 hjerter (= anmelder-sex, undskyld!) - og jeg tror ikke, at Tue nogensinde har skrevet en både kvalitativt og vurderingsmæssigt (dobbelt anmelder-sex!?) bedre god anmeldelse, men så åbenbart heller ikke læst en bedre bog, det er meget skønt, når begejstring ikke har uld i mund, men taler i tunger, der er kritisk inspirerede, ekstatisk præcise (nu får jeg Nexø til at lyde som Hesselholdt, men det er jo det, han (næsten) gør på trods af hans skepsis overfor akkurat Rösings (gentaget ved flere universitetslektioner i anmelderi, som vi alle 3 har deltaget i) fremhævelse af mimetisk farvning som en godartet smittefare ved anmelder-sex (som jo ikke er sex mellem anmelder og forfatter, men mellem anmelder og bog, og vel faktisk en art voldtægt, eftersom bogen, i/til den forbindelse, ikke har noget at skulle have sagt, se det ikke for jer, nøjes med, det er slemt nok, at se de ved læsning opstemte ører i Højholts Auricula):

(...) Hesselholdts pen – som sagt: det er det egentligt nye i Selskabet gør op – (er) simpelthen vildere og mere udkokset end nogensinde før. Prosaen springer rundt som en forvirret bevidsthed, helt retningsløs og uforudsigelig. Skriftens fremdrift afbrydes konstant af parenteser, pludselig optræder et citat fra Hesselholdts tidligere bog Kraniekassen. Knopskuddene synes uendelige og uendeligt rige, glidet fra erindring til erindring er på en gang sørgmodig og perlende let og uforudsigelig og livlig, som jeg ved ikke hvad./ Enkelte steder bryder syntaksen nærmest sammen. Her er Camilla endt på en rideskole:/ »Det var nær den lyden kom fra. Fra et udendørs løbebånd. Og på løbebåndet gik en hest. Gik og gik en hest i sin trædemølle, tramp tramp tramp. Over den på ridehallens mur gik dens sorte skygge og trampede i sin egen sorthed.«/ Der er strøm på, også i forhold til Hesselholdts tidlige forfatterskab, hvor hver sætning var perfekt og kontrolleret. Og det er skønt, skønnere end nogensinde før. Et eksempel til, for der er hele tiden noget nyt at glæde sig over. Alma tænker på de lektioner hos en danserinde, »tung som en havnearbejder, denne danserobot«, hun tog engang, så hun kunne danse brudevals med Kristian. Dén Kristian, hun nu ikke kan udholde og må skilles fra:/ »Mange lektioner senere mente jeg at noget nær fuldendthed var opnået, og jeg ønskede at hun kunne erstatte Kristian, bare i de frygtelige minutter på den store dag det tager valsen at sentimentalisere sig gennem tiden; en melodi fuld af standsninger, som nogen der bærer på et skab og hele tiden må sætte det fra sig, alternativt slæbe det et stykke. Brudevalsen er sørgmunter, et frygteligt ord, og lader forstå at efter bølge kommer dal, men efter dal sørme atter bølge.« Læg mærke til, hvordan prosaens perfekte rytme og det fuldstændigt fantastiske billede af brudevalsens stop-go-bevægelse faktisk kun bliver bedre af det lidt for lange ord »sentimentalisere« og den fine distance, der ligger i mundtlighedens »sørme«. Det her er ikke perfekt, det er den sprødest kæntrende prosa, man kan forestille sig på dansk.

Imens bliver Pia Tafdrup ved med at få anstrengt lunkne anmeldelser af sin digtsamling Salamandersol, senest af Erik Svendsen i JP, Erik Skyum i Information og Klaus Rothstein i Weekendavisen, kun Peter Stein Larsen i i Kristeligt Dagblad lyder som om, han VITTERLIGT går ind for bogen - og jeg er så bange for at læse det flere sider lange digt om 80'er'digtningen/digteren, det lyder i citaterne SÅ slemt, men jeg kan nok ikke lade være.

Til gengæld vil jeg pludselig gerne, efter Kamilla Löfströms anmeldelse i Inf og især Nanna Gouls i WA, læse Christel Wiinblads nye roman Ingen åbner; jeg var midest talt ikke glad for første del af det, der vistnok skal bliver en romantrilogi, Prolog, men her LYDER det som om, at den hårdt pointerede, stilistiske styring, der i Prolog klumpede helt til, i sin nye, sardoniske i stedet for sentimentale udformning giver skarp og skærpende mening; Hvor dejligt, hvis det er sandt, at bogen er rigtig god.

Men selvfølgelig står I alle sammen lige nu i kø ved nærmeste boghandler for at købe eller stjæle Selskabet gør op, det er en simpel læserpligt!

My first and last prom?

På Promenanden ligger nu den skriftlige udgave (uden den mundtlige ros til Blogdahl bl.a.) af Niels Franks indledende oplæg på Promenaden-aftenen, "Occupy Literature", som er en typisk Niels Franksk poetik: fuldstændig ude af stand til - sammen med resten af den hidtidige Promenaden-promeneren (der netop og i bedste forstand har været fuld af af "nuancer, komplekse anskuelser, dobbelttydigheder, fordybelser"- at leve op til sine egne forførende velformulerede anti-idealer:

Selv oplever jeg, at der er lidt skøjteløb over at blogge. Jeg føler, jeg bevæger mig hurtigt, lettere svævende, men hele tiden i cirkler omkring uklare punkter. Jeg prøver bevægelser af, figurer, forestillinger, meninger, men ingenting sidder fast på mig, og hvis det gør, skøjter jeg bare lidt hurtigere, eller skifter retning. Jeg er ultimativt uafhængig, ikke blot af den ydre verden, men også af mig selv. Er det, fordi et indlæg på en blog ikke tilhører værket? Det tror jeg egentlig ikke, men bloglivet er måske ligeglad med ting som netop ’forfatterskab’, ’karriere’, ’standpunkt’, ’status’. Måske viser bloggen i virkeligheden, hvor tåbeligt og inferiørt alle den slags dennesidigheder er. Hvor trivielle og dybest set borgerlige, de er. Bloggen skifter dem ud med nærvær, gerne på kanten til ild i røven og lokummer, der brænder, og pis i kog. Bloggen er ligeglad med, om den ophøjer eller fornedrer, for oppe og nede tilhører en tankegang eller et verdenssyn, som den har revet sig løs fra. Eller den har løsrevet sig fra en verdensorden, som nu fx den, jeg beskrev med min fødekæde, der gik fra det tynde papirklip til den tunge akademiske afhandling. Bloggen kaster det hele op i luften, og undervejs ryger der nogle institutioner og taburetter og nogle tilsyneladende urørlige positioner med i bevægelsen. Der opstår simpelthen et tomrum – eller et frirum – dér, hvor et autoritativt mellemlag før befandt sig.

men hvis (suk) Promenisterne ikke vil eller kan og bare slet, slet ikke ikke har tid til at leve op til ordene, skal vi andre nok prøve!

Lige over Niels Franks super-kronikagtige blogpost om blogposters ideelle ikke-kronikagtighed finder man lige nu en scanning af Tue Nexøs noter og stikord fra aftenen og en ideel Promenaden'sk blogpost om og med Thomas Bernard ved René Jean Jensen og min egen på aftenen oplæste pseudo-Pormendaden-blogpost.

Radikal holdningsløshed 2

Som om May Schack efter Lilian Munk Rösings yderliggående krysteriske anmeldelse af Pia Tafdrups nye digtsamling Salamanderhjerte vil demonstrere, hvor crazy holdningsløst en Politiken-anmelder kan te sig, når hun virkelig gør sig umage, leverede hun i går en (ligesom Tafdrup-anmeldelsen) 4 hjerter-anmeldelse med 1 eneste (slet ikke entydigt) positivt adjektiv. Bogen er Anne-Cathrine Riebnitzkys debutroman Den stjålne vej (i parentes bemærket udkommet på det forlag, der er opkaldt efter avisen, Politikens Forlag), og her er anmeldelsens afslutning med det omtalte adjektiv ("illustrativ" og "klar" (når det gælder et budskab) betagter jeg ikke som (heller ikke tvetydigt) positive adjektiver i en æstetisk smagsdom i 2012 (men måske nok i 1972)):

Romanen er således et indlæg i debatten. den er illustrativ, budskaberne er klare, og fortællingen føres effektivt frem. Forfatteren har virkelig noget på hjerte i sin skildring af et så pilråddent samfund, der skaber så store menneskelige lidelser, at man har svært ved at se for sig, hvad det overhovedet kan ende med.

At (virkelig) have noget på hjerte er heller ikke en æstetisk kvalitet eller ros. Det eneste, romanen sprogkunstnerisk prises for, er. at den bliver ført effektivt frem, hvilket jo ikke syner særligt overbevisende, som ros af sprogkunst, når det står alene, fordi det så bare syner som ros for håndværksmæssig professionalisme, der jo ikke er det samme som kunst, selvom et kunstværk selvfølgelig sagtens (men ikke uden videre helst) kan være håndværksmæssigt professionelt. Tidligere i anmeldelsen, der uendeligt refererer handling og (debatmæssig) tematik og (journalistisk) vinkling, konstateres det, parallelt med Rösings Tafdrup-anmeldelse, at der også er "plads til humor, som når en afghansk kvindelig læge uddeler de forbudte p-piller. Malika kommer dem i anden-hustruens mad - hun vil ikke have, at det 13-årige barn bliver gravid. Der er bare det, at manden spiser kvindernes rester ..." Det er som om, at hvis der bare gøres et ærligt forsøg på humor i en bog eller af en forfatter af udpræget uhumoristisk tilsnit, så er det automatisk en spektakulær, litterær kvalitet, men det er da egentlig en stor hån overfor det uhumoristiske projekt, der jo netop ikke vil kvalificere sig på humoren - og som bekendt er al humor ikke god eller stor humor ... Min vurdering er, at May Schack vinder svingdørsmesterskabet, hun er lige nogle kritiske grader værre end Lilian Munk Rösing til ikke at tage personlig, faglig, litteraturkritisk stilling - på sand forloren Politiken-manér (selvom hun nok reelt - men hvor skal vi vide det fra for sure? - er gladere for Riebnitzkys roman end Rösing er for Tafdrups digtsamling).

Hardcore Hannah

Da jeg var forbi Louisiana i går for at vælge værker til min WALK AND TALK nåede jeg også at se udstillingen "Avantgardens kvinder" endelig og omsider, og jeg kunne med et stort smil lide det hele og dem alle i det mangfoldige mylder af værker, fra Sonia Deleunays konstruktivistiske modetøj til Claude Calhuns autotfiktive portrætbilleder, men selvfølgelig var jeg gladest for dadaisten Hannah Höchs suverænt og oprømt vrængende/ fabulerende foto-montager, dette er fx da klart nok et pararazzi-snapshot fra tirsdag aften i LiteraturHaus, det er Tue øverst og mig forneden:

Afstemning om omvisningsmotor

Jeg har udgrublet tre omdrejningspunkter for min WALK AND TALK på Pink Caviar, Lousianas udstilling af nyerhvervelser 2009-2011, lørdag 16:30-17:30, der er en del af museets kunstfestival Two Days Art - hvad for en skal jeg vælge (nr. 2 og 3 er Storm P.-maskinerne naturligvis)? spørger jeg - mere skræmt end på skrømt! - bloglæserne:

KUNSTVÆRKET SOM ROMAN(UTOPI)
værker af Hundley, Majerus, Tilmans, Evans, van Eeden

KUNSTVÆRKET SOM/MED (FRAVÆR AF) TALEBOBLE(N)
værker af Gupta, Bourgeois, Calle, Ruppersberg, Johansson, Gudmundsson

KUNSTVÆRKET SOM VITS (/(WITZ)
værker af Kempinas, van Eeden, Tal R, Wurm, Gudmundsson

?   ?   ?   ?   ?   ?   ?   ?  ?   ?   ?   ?   ?   ?   ?   ?   ?  ?   ?  ?   ?   ?   ?   ?   ?   ?   ?

Stormhjerne

Hjælp, mit hoved er blevet en Storm P.-maskine. Til Promenade-aften i LiteraturHaus i forgårs aftes skulle jeg virkelig tage mig sammen for ikke at kontrastere de luddovne (med et virkelig grimt ord, de insisterer på at bruge) promenister med myre- eller rettere flueflittige Storm og med malmrøst recitere TVANGSINSPIRERET MANIFEST (aftrykt i blogpost nedenfor). Ligesom jeg som koncept til den WALK AND TALK, jeg uhyggeligt nok (for mig selv) skal foretage på Louisana I OVERMORGEN, sgu da ikke, selvom jeg meget gerne vil, kan komme udenom: Hvad nu hvis ... man forestillede sig Louisiana som Storm P. Museet - og moderne kunst som Storm P.-tegninger, herunder ikke mindst -opfindelser - nu Storm P.-Museet ikke længere tror, det er Edvard Munch Museet, HVAD FANDEN SÅ?

Kæden ryger pragtfuldt for Prins Jesus

Pludselig spiller iTunes The Jesus & Mary Chains coverversion af Princes "Alphabet Street", som jeg aldrig har hørt før, og det lyder bare så rigtigt helt forkert som alt det, jeg gerne vil have alting til at lyde som, skramlet forførende, offensivt henrevet - med sangens naive ord:

Put the right letters together and make a better day

Sæt de rigtige bogstaver sammen og skab en bedre dag

(i denne blogpost citerer jeg hele sangen og fortæller om dengang jeg IKKE forærede Per Højholt pladen, på hvilken den er hittet, Lovesexy)

Minimalreferat

af i gårs Promenaden-aften i LiteraturHaus

& uden tvivl efterårssæsonen 2012:

en masse glimrende ævl

OG UTROLIGE, NYE NOVELLER AF PIA JUUL

(OM BL.A. POLITI, BISKOP, MERKUR)

UNDSKYLD HESSELHOLDT-FANS, GL. OG KOMMENDE!

Jeg fandt først ud af i går - forlag og avis har venligt ikke bebrejdet mig forbrydelsen - at min opkørt begejstrede anmeldelse af Christina Hesselholdts fortællekreds Selskabet gør op blev trykt HALVANDEN UGE for tidligt, bogen udkommer først på fredag, og jeg må i min anmelde-iver bare have set forkert på følgesedlen, og jeg undskylder mange gange, for det er virkelig ikke i orden af 1 eneste graverende god grund: at de avislæsere jeg evt. og forhåbentlig fik lokket til at købe bogen, måtte gå forgæves til boghandleren, men jeg håber stærkt, at de har været tålmodige, det fortjener den fortrinlige og ualmindeligt uimodståelige bog, og vender frugtbart tilbage i overmorgen.

I dag promenerer Blogdahl prominent

Jeg svigter i dag Blogdahl til fordel for Promenaden, som jeg har skrevet en pligtskyldigt promenerende blogpost om og til, som jeg læser op i aften i LiteraturHaus, før den, formoder jeg, senere havner på selve den kollektive slowmotion-blog:

PROMENADEN LIVE

• • Today
  • 8:00pm

     

• THOMAS BOBERG - LENE ASP - TUE ANDERSEN NEXØ - LARS BUKDAHL - NIELS FRANK - MARTIN GLAZ SERUP - TORBEN MADSEN - PIA JUUL - KAMILLA LÖFSTRÖM Det omdiskuterede og succesfulde litterære blogkollektiv bevæger sig nu ud fra cyberspace, og fortsætter den hæmningsløse og ærlige litterære debat på scenen i LiteraturHaus! Ovenstående eksklusive håndfuld promenister vil skabe en debat om PROMENADEN og kritisere og præsentere den litteratur de læser og skriver i øjeblikket. Pia Juul og Martin Glaz Serup vil blandt andet læse op fra endnu ikke publicerede tekster. På PROMENADEN mangfoldiggøres de hede debatter gennem kommentarfelterne, og dette koncept skal ligeledes komme til udtryk når bloggen går live, så publikum skal endelig blande sig og give sit besyv med.   Vel mødt!

Svingdørsmusik

Sikke mange kræfter Politikens Lilian Munk Rösings stresset citatoverfylde og parafrasepressede (som i afpresning: "At ordene både er ar efter sår og spor efter kærtegn, født af livets både blide og brutale berøringer"), 4 hjerter-anmeldelse af Pia Tafdrups nye digtsamling Salamandersol bruger på at undgå at tage stilling til bogen, til sidst er der ingen vej udenom, men hold op, hvor er det forbeholdsforet:

I dag er det svært at goutere ord som "illumination", "smaragdgrøn" og "salamandersjæl", men hvis man ikke lader dem blokere sin hørelse, kan man også høre dødsbevidstheden bimle diskret med små klokker af sort humor. Og hvis man lader sig bære med af ord- og billedstrømmen, får man en ret svimlende og bevægende oplevelse af et muterende liv med nedsmeltninger og genfødsler og føler sig lidt mere klar til at fortsætte sit eget liv med og mod døden.

Kunne jo have været fint, når nu anmeldelsen myldrer med (stærkt nedklippede) citater, at få et enkelt eksempel på sort humor (og spøjst hvordan humor, efter anmeldelsen distanceret har omtalt poesiens dagsordenskift til "ironi, sprogspil og kløvet tunge", alligevel er en primær og forløsende kvalitet, for det er det sandelig og sandt nok ikke for Tafdrup) men måske synes Rösing, at det er sort sjovt med det citerede, dødsbevidste digt om digteren der sidder "en nat mellem præparerede ligdele i en rus af poetisk inspiration, indtil et færdigt digt stirrer på hende, og hun er "alene tilbage mellem formløse skygger/ hvor den griber ud igen, døden -/ med mulighed for at indgå/ i samlingen på Anatomisk Institut""? Ikke rigtig skægt, vel? Den afsluttende flovse er kriminelt graverende: Føler Rösing sig VIRKELIG lidt mere klar til at fortsætte sit eget liv (og hvad betyder det helt præcist?) efter at have læst Tafdrups digtsamling, og hvor meget er lidt mere klar, 1, 2, 3, 4, 5 % mere klar, og hvor længe holder virkningen monstro? Hvis hun altså rent faktisk har ladet sig bære af ord- og billedstrømmen, det afslører hun ikke, om hun har, ligesom hun heller ikke røber, om de nævnte ord har blokeret hendes hørelse (jeg er i parentes bemærket nu ret glad for ordet "illumination"). Og læg mærke til (ved simpelthen at fjerne den), hvordan gradueringen "ret" reducerer graden af (potentiel) svimmelhed og bevægelse i lige så høj grad som "lidt" minimerer den (potentielle) forøgede livsparathed; det er svært at få en positiv smagsdom til at lyde mindre genuint begejstret. Men hvad skal man gøre, når det er digterens 60 års fødselsdag og anmeldelsen skal på forsiden af 2. sektion med stor portrættegning og stort digt? Man kunne, hvis man ikke lod sig bære med af svingdøren, være ærlig.

Nøjj, der er bogstaver på!

Jeg elsker billeder, døde og levende, med bogstaver på, fordi jeg elsker bogstaver, og det er helt sikkert derfor, jeg er så glad for kubisme, fordi der er så mange (kalkerede eller direkte udklippede avis)bogstaver på Picassos og Brques og Gris' malerier, og i det hele taget for collager, fordi der næsten altid er bogstaver på collager, jf. bare Schwitters - og derfor jeg fryder mig særligt over BBC's som sådan skarpt virtuose serie Sherlock om en moderne Holmes, fordi ikke bare bogstaver, men tekst, elegant animeret, hele tiden popper op på skærmen, når fx Sherlock modtager en sms fra Moriarty, og jeg kan forbandet nok ikke finde noget relevant YouTube-klip, så her er et stykke kubisme af Braque, og jeg synes stadigvæk, man skulle lavet et tv-program om litteratur bare med (og om!) bogstaver, fordi der ikke er noget mere visuelt end bogstaver, vel?

Helt ærlig anti-helt

Svar til Christian Jungersens blog-kommentar nedenfor:

Kære CJ

Jeg kan ikke huske, at jeg har skrevet i WA, at selvom jeg ikke havde læst den, var jeg sikker på, at Krat var elendig, men jeg kan alt for godt huske, at jeg brugte et par hårde sommerferiedage i sommerhus på at læse Krat og at jeg som åbenbart forudset ikke brød mig om den. Hvad angår Undtagelsen, skimmede jeg den selvfølgelig ikke, før jeg anmeldte den, jeg læste den, som jeg læser alle bøger, jeg anmelder, så kan jeg afhængigt af bogens incitament læse mere eller mindre grundigt (eller decideret flere gange, som senest Rasmus Nikolajsens stadig trælst underanmeldte Den ulykkelige boghandler) - men jeg kan godt lide at være ærlig omkring læseomstændighederne, og de er som anmeldelses-sådan jo aldrig ideelle, og så kan der i forskellig grad være yderligere kritiske momenter, men i og med jeg rent faktisk expliciterer omstændighedernes forbandethed kan læseren jo netop selv relativere smagsdommen accordingly, sådan som du gør i blogposten; det er lidt absurd at jeg skal være en skurk for, modsat mine anmelderkolleaer, at spilde bønnerne om, hvor kompromitteret af hverdag og deadlines og alskens forces majeures en læsning altid er. Ligesom i den kriminelle blogpost, hvor jeg tillader mig at være ærlig omkring det faktum, at en kritiker (og enhver læser) ikke læser alting (hvilket jeg tidligere faktisk prøvede på; alting = alt, jeg mistænkte for at være godt + alt der var hypet tydeligt; nu har jeg valgt at nøjes med alt, jeg mistænker for at være godt) og kan blive nødt til at bruge sin kvalificerede fordomsfuldhed - baseret på tidligere læsninger af samme forfatter og vagtsom anmeldelses-aflæsning - til at vælge til og fra. Jeg kan godt se, at det er frustrerende, når du af en eller anden grund gerne vil læses og vurderes af mig, at jeg ikke over en dørtærskel stoler på, at din bog er umagen værd at spilde tid på, men selvfølgelig ikke kan afvise, at den faktisk er det, hvilket jeg jo for fanden hele tiden besværger - jeg er meget omhyggelig med ikke at lyve om, hvad jeg kvalificeret kan udtale mig om. Sådan som sagerne står iflg, min fordoms-scanning, vil jeg langt hellere læse Selskabet gør op endnu en tre-fire gange end læse din roman, og det er jeg velsagtens i min gode ret til!?

kh LB

PS: du spørger til mine vurderingskriterier, dem har jeg igen og igen sat på formel de sidste 20 år, enklest lyder de til stadighed: Skønhed og originalitet; man kan også bare, hvilket alle under alle omstændigheder bør gøre, læse Selskabet gør op: Sådan!

Hvor er de croissaintkrummer der faldt i går?

Atter slog det mig, da jeg støvsugede tæppet under spisebordet, at de mange croissaintkrummer, der burde være det, ikke er der, og hvordan kan det være? Er croissasntkrummer en særlig fin slags krummer, der simpelthen bare pulveriserer og går i opløsning, pif, paf, puf, af sig selv eller lander de et helt andet sted, Eventyrland eller London Bridge anno 1852 eller et af Christian Jungersens mange internationale arbejdsværelser?

Pudlens kærne er chokoladens peanut

Priset være og blive forårets rekordmange skønno bøger af (jeg glemmer ædelstensikkeret nogen) af Amalie, Bue, Casper, Christina, Glenn, Ida, Hans Otto, Harald, Jesper, Kenneth, Klaus, Kristina, Mia, Olga, Peter, Rasmus 1, Rasmus 2, Sissel, Stine, Simon, Susanne, men også til ham, eller måske snarere hende, der har opfundet den nye "Intense 65 % de Cacao" udgave af Peanut M&M's, der smager akkurat lige så intenst godt og umiskendeligt, og lige så svært er det at spise dem med måde, for UHM&M!

I dags bedste halve sætning - og verbum

I interview med Christina Hesselholdt i Politikens kulturtillæg

"Hvis jeg skriver en fjerde bog om Camilla ..."

HVILKET MÅ BETYDE, AT HUN IKKE UDELUKKER AT SKRIVE EN FJERDE BOG OM CAMILLA - HVILKEN FORJÆTTENDE IKKE-UDELUKKELSE!

"Og da Charles så er stavret væk,skal hun lige tage sig sammen før hun skal ud i noget nyt."

STAVRET!

Skal jeg virkelig læse de sædvanlige makværk-mistænkte?

Altså dem, der som sædvanlig, iflg. mine velunderbyggede fordomme, er mistænkt for atter at have skrevet elendige bøger 2011-12, bl.a. og frem for alt Ib Michael, Jens Christian Grøndahl, Hanne-Vibeke Holst, Katrine Marie Guldager, Christian Jungersen (der ved festen for De Gyldne Laurbær kraftigt opfordrede mig til at læse hans nye roman, fordi den bl.a. faktisk er sjov, men sikke en usjov måde at insistere på sjov!), for nu slet ikke at nævne alle femikrimierne. Jeg har tidligere pligtskyldigt læst de sædvanlige markværk-mistænkte, fordi jeg så havde moralsk ret til at disse, sådan løst omkring og i min anmeldelse af årets skønlitteratur i Nordisk Tidsskrift, men nu kan jeg mærke, at jeg simpelthen ikke gider, når jeg skal gøre det frivilligt og er ikke er under anmeldelsestvang. Selvom guderne skal jeg vide, at jeg på avisen savner at sætte kløerne i noget vægtigt (= i offentligheden tydeligt - og derfor umagen værd at gøre et nummer ud af at finde) kritisabelt i stedet for bare konstant at være så (forhåbentligt kvalificeret) lalleglad, men i de nævnte tilfælde dømmes jeg hver gang for forudsigelig til at anmelde (selvom de alle til stadighed får masser af forudsigeligt begejstrede anmeldelse, især af Bjørn Bredal i Politiken, hvorfor må der så ikke være plads til en enkelt forudsigeligt negativ anmeldelse pr. spærreballon?) - det forbandede, men sgu da også overlevelige, synes jeg i min ret absolute læse-ugidelighed, er imidlertid, at jeg bliver nødt at slå fast, at PRINCIPIELT kan Michael, Grøndahl, Holst, Guldager, Jungersen have skrevet gode og glimrende og fremragende bøger, men med 99 % sikkerhed er det ikke sket. Og hvorfor skal det være et problem, at jeg ikke kan smagsdømme konkret om de pågældende forfatterskaber fra et vis årstal, jeg har læst dem så rigeligt (og i Michaels tilfælde zigzagget dramatisk (men zagget mere end zigget), og i Guldagers tilfælde gået næsten direkte fra begejstring til mismod men jeg kan jo sagtens af de øvrige anmeldelser, postive eller negative, fornemme, hvilket bedrøvelig vej det går denne gang/fortsat), at jeg ikke orker betragte det som et problem længere, ergo er det det ikke!

Mickey og Maurice

Maurice Sendak, født 1928 (ligesom fx Per Højholt), billedbogsmesteren bag bl.a. og frem for alt Where the Wild Things Are, døde i sidste uge, her et klip fra et 2009-interviwew i det nye nummer af New Yorker:

I was born in 1928. Same year as Mickey Mouse, but he made out better straight to Hollywood, straight to the cosmetic department. I did not approve of his buying into all that crap and letting his soul get despoiled. I remained poor and depressed, as a Brooklyn child should. Mickey wasn't depressed, but anyone who looked like thjt should have been. He became a schmuck, a very famous schmuck. And God knows I adored him¨, but I was a schmuck, too. I lived in Brooklyn. What else do you do in Brooklyn? You go to the movies, get away from the house, go to the Kingsway Theatre, which is just a block away from where you live. And you and your sister go to see every Merle Oberon, every Bette Davis - every movie. You just sit there and watch them over and over. And when the Mickey Mouse cartoon shows in between, you go crazy. Mickey Mouse brought something out in me that even analysis couldn't put back together again.

Jeg hader bebrejdelser

men accepterer og velkommer (nok så uvilligt) kritik, derfor hader jeg tandlæger og cykelsmede, fordi de patroniserende altid bebrejder (også bare så grimt gnidrende et ord!) mig noget: "du smører din kæde for lidt". JA, JEG GØR, OG HVAD FUCKING SÅ, JEG HAR SÅ MEGET ANDET FORNUFTIGT OG UFORNUFTIGT AT FORETAGE MIG, OG NU BETALER JEG DIG OG BETALER DIG DYRT FOR AT SÆTTE MIT GEAR PÅ PLADS; HVIS JEG HAVDE SMURT MIN KÆDE SOM EN GOD DRENG, HAVDE DU IKKE HAFT DET AT LAVE OG FÅ KASSEN FOR, råber jeg ikke, jeg skammer mig bare, og jeg hader at skamme mig.

Ib Michael har smadret min forlygte

i går eftermiddags udenfor Café Dan Turèll (sågar!), det er a new low, en ny lavhed, før nøjedes han med at stjæle cykel og/eller hjul, nu er han gået over til ren vandalisme, så bliver det ikke mere umagisk realistisk, og jeg synes ikke, det er i orden.

Dømt til at dømme

Olga Ravn har en fin, stadig mere lyrisk rablende klumme i Informations bogtillæg, på Facebook selvbeskrevet som "det sædvanlige tynde suppe om træer", der åbenbart og trist nok er hendes sidste "i det mindste for en tid"; det er allerede over et halvt år siden, opdager jeg, at hun haft en anmeldelse i avisen, mens hun vistnok stadigvæk anmelder til 1-5 F'er i Femina (senest 4 (eller var det faktisk 5? nej det må have været 4) F'er til Christian Jungersen gudhjælpeme (ja, ja, jeg har ikke læst bogen endnu, og måske gør jeg det aldrig) - jeg har lige smidt en ordentlig bunke blade i containeren; dameblade i flok er TUNGE). I klummen fremhæver Olga klummen på bekostning af anmeldelsen:

Klummen kan anskues som et brev, den ligger tættere på den personlige, næsten private, henvendelse og på den skønlitterære tekst end så mange andre journalistiske former. Det kunne være fint, hvis en anmeldelse også kunne blive sådan, men jeg ved ikke, hvordan man gør. Det er svært at finde en balance mellem brev og dom, jeg er så uinteresseret i dommen, Virginia Woolf skriver i A Room of One’s Own fra 1929: Truth is only to be had by laying together many varieties of error, jeg tror på det. Brevet, det kommer altid fra et konkret sted, det har afsenderadresse, poststempel, det udpeger den skrivendes krop, jeg skriver til Dem fra Østjylland, brevet har geografi. Der er dødelighed i det, og rum.

Hvorfor skulle anmeldelsen ikke kunne være personlig og have geografi og dødelighed og rum? Det er svært at opnå i Femina, kan jeg godt se, men hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre i Information, jf. ikke mindst Kamilla Löfströms og nu Politiken-opsnappede Lilian Munk Rösings anmeldelser? Og hvad er det for et falsk skisma mellem brev og dom? Breve er da fulde af domme og ikke mindst (unge og yngre, midaldrende og ældre) forfatteres konversation er spækket med domme om bøger skrevet af folk, der ikke er med i konversationen. Vi dømmer hele tiden, vi kan ikke lade være, og vi har brug for, at nogen, vi stoler på (også til at tage sytematisk fejl!), dømmer for os og forsøger at gøre det kvalificeret og personlig og med dødelig rumlighed, hvordan skulle vi ellers navigere vores læsning? Efter intuition og venners/netværks råd (jeg har tidligere vrisset af FB- og blog-tendensen (også på Olgas blog) til automatisk at fremhæve (med store coverfotos) bøger skrevet af klassekammerater/netværksmedlemmer)? Vi læser Gertrude Stein, fordi stærke læsere kæmpende mod andre stærke, anti-Steinske læsere har dømt hende læseværdig. Olga lukrerer totalt på andres domme, og hvorfor skal vi ikke have lov til at lukrere på hendes, når der nu er så frygteligt få SYNLIGE, yngre kritikertalenter (i forhold til digtertalenterne, som hun også befinder sig iblandt, men hvorfor vælge mellem det ene og det andet talent, når man nu blæret nok har begge?)?

I en klumme fra november, efter hun var holdt op med at Inf-anmelde, opremser Olga flere anfægtelser over anmelderiet:

Langsomt, som bogen (hendes egen debutbog LB) materialiserede sig, som den blev mere og mere virkelig, blev det sværere og sværere at sige og skrive noget om andres bøger, at skrive anmeldelser simpelthen. Jeg blev i tvivl om, hvorvidt anmelderen var nærig, om man kunne se på det som en ikke-generøs praksis at æde af andres arbejde, at smykke sig med deres dumhed eller evne, kleptomanisk. Men jeg tænkte også: læseren konstituerer anmelderens position som hævner. Jeg har aldrig modtaget så mange thumbs up, som da jeg skrev min ondeste anmeldelse af Carsten Andersens roman Ifølge Lukas. Læseren skænker måske anmelderen mere magt, end hun er berettiget til, og hos læseren vejer dommen oftest tungere end analysen af værket. Der er ikke på samme måde plads til af fejle i anmeldelsen, som der er i det litterære værk, hvor omveje og vildfarelser kan bringe meget godt med sig, og alligevel er det i anmeldelserne, at vi konstant fejler, i den hastige skrift, de er, i den hurtige meningsdannelse.

Jeg synes da anmelderi er og kan og bør være en totalt generøs praksis: Skrift brugt til at illuminere, lyst eller mørkt, anden skrift, engageret, (i de dårlige, jo tit TYKKE bøgers tilfælde) opofrende læsning smidt i grams. Hvad er det for en trælst hierarkiseret, autenticitetsforhippet model af forholdet mellem litteratur og kritik, Olga bringer til torvs, når hun taler om kleptomnai og at æde af andres arbejde (al skrift æder kleptomanisk af andre arbejde for syv søren). Og hvorfor skulle man ikke, bevidst om egen fejlbarlighed, kunne tøve og stamme i en anmeldelse? Og hvor ved Olga fra og hvorfor overhovedet kere sig om, at læseren er mere interesseret i dommen end analysen? Og for fanden dommen og analysen hænger siamesisk sammen, det er kun på universitetet, hyggende sig i pensums gummicelle, at man tror sig helligt velforvaret. Kanon som for helvede neverending kritisk samtale. Som du simpelthen ikke får lov at melde dig ud af, Olga, nu du har givet den en glitrende lillefingernegl. Og hvad er der galt med hurtighed? Jf. bare dagens klumme i al hast om træer!? KH

Feberfrit hotel

Trist at måtte henvise til Hotel Cab Inn, når turisten siddende på knæ med åben kuffert og solbriller spurgte efter forjættende Hotel Cabin Fever.

Hvad nu hvis der virkelig er en million engle i Rasmus' hår

Selvfølgelig vil jeg ikke finde mig i, at Klaus Rothstein anmelder Rasmus Halling Nielsens Tvillingerne kritisk i vores fælles avis! Det ville, lige meget hvad han konkret skrev, uden videre være for galt, men det, han konkret skriver, vil jeg så også meget gerne konkret anholde og sætte i - hedder det? - rutebil på iskold asfalt. Hvis vi nu starter bagfra, tales der om "gode digte med mislyde", jf. Skinnebach-titlen Enhver betydning er også en mislyd, for mon ikke der arbejdes meget bevidst med mislyde (der vel også kan betyde kattelyde, miav'er!?). Så roser Rothstein og citerer et helt digt (og ros til Rothstein for at bruge 1 ud af 4 spalter på citat): digtene rejser sig "stolt og stejlt fra siderne, når Rasmus Halling Nielsen er rå og illusionsløs, som f.eks. i denne slebne tekst (...) En statue rejst af børn med brækkede hænder. Det kalder jeg en scene, som er svær at glemme, og det vokser kun i styrke når digtet i næste sætning med en klædelig tvetydig ubeskedenhed opfordrer "lad nu det billede hvile i sig selv...""" Very well og nuvel (og jeg forstår ikke helt det med stejlt, når Rasmus nu skriver så langlinjet, men det lyder godt nok godt - og slebent? snarere i slipstrøm på sig selv). Så kritiserer Rothstein vistnok, at Rasmus henviser til digtere og billedkunstnere (selvom han sandsynligvis har fået fat og styr på henvisningerne via et google-link til den i Hallingiana-blogposten nedenfor linkede orkidé-artikel (ellers er det virkelig svært at gennemskue, hvem Asger er, når nu digtsamlingen er tilegnet Asger Schnack - og HJ Nielsen-henvisningen er næsten totalt uigennemsigtig (bare ordet "hvid") og Svend Johansen helt usynlig; langt mere oplagt ville det være at pege på den eksplicitte Moti Vizki-henvisning, titlen, Fire raketter, fire prikker, og -påvirkning)), men hvordan kan (mere eller mindre skjulte) henvisninger og meta-effekter være lig med stiløvelser (man kan jo strengt taget ikke skrive som Jorn og Birkemose maler, og det er kun indirekte, Rasmus skriver som Svend Johansen (som Rothstein har læst hvor meget af?) og Nielsen skriver han slet ikke som - og meta-effekter er vel ikke som sådan defineret som stiløvelser? måske er meta-effekter ofte mere NØDVENDIGE end al mulig pyntet eksitentialitet, det føles de i hvert fald som hos Rasmus)? og vurderer, at et ordspil på vende- og venne- er plat, fordi det er et ordspil, men et ordspil er vel ikke i sig selv plat, bare fordi det er et spil på ord?: "Rasmus Halling Nielsen er en digternes digter. Han henviser poetisk og personligt til sine forbilleder i litteraturen (Svend Johansen og Hans-Jørgen Nielsen) og billedkunsten (Jens Birkemose og Asger Jorn), han strejfer tit digte som sprog og skriveproces. Det er dog hverken særlig interessant eller originalt, faktisk ligner det stiløvelser mere end nødvendighed. På samme måde er det en temmelig lam idé at skrive "... jeg har aldrig fået læst krebsens vendekreds færdig men/ den er min vennekreds.." Vendekreds, vennekreds -- fik I den?" Ja, vi gjorde, med glæde! Så kommer anden halvdel af Rothsteins kritik af den genkommende vending, highlightet på bagsiden, "En million engle kan ikke tage fejl i mit hår", efter et citat af anden halvdel af det pragtfulde digt "flere millioner galakser væk", som tilfældigvis er det digt, jeg for en uge siden havde valgt til nærmere eftersyn på Gentofte Hovedbibliotek og som i sin helhed står at læse i Hallingiana-blogposten nedenfor - top- og lyspunkt i anmeldelsen er udtrykket "sprogligt velhavende", det kan jeg sgu godt lide: "Dette digt er sprogligt velhavende, det har poetisk potens og det fremkalder stærke og overraskende associationer. men jeg får en allergireaktion af Rasmus Halling Nielsens engle og hår, særligt håret som jeg syens dræner digtet for betydning. Ikke så meget fordi engle og hår nemt bliver et banalt new age-symbol (det er dog næppe tiltænkt en spirituel rolle), men snarere fordi det virker som fejlplaceret studentikos humor - dog anerkender jeg det samtidig som en slags kvalitet, at et digt kan fremkalde idiosynkrasier hos læseren." Idiosynkrasi indeed, jeg kan slet ikke følge Rothstein (og lad os bare citere første del af engle-i-hår-kritikken, før citatet, først som sidst (men hvad er engle-linjen? et tema (nix) eller et motiv (næppe) eller bare et refræn (velsagtens)): "(..) på bagsiden står et enkelt citat fra bogen: "En million engle kan ikke tage fejl i mit hår"/ Når en forfatter på den måde fremhæver en særlig sætning, må det være, fordi han tillægger den speciel nøgleværdi, og engle i håret er også et gennemgående tema. Rasmus Halling Nielsens repetition af motivet er ikke desto mindre irriterende, og det svækker de ellers seriøst gode digte./ Første gang vi støder på motivet, lyder det sådan her i forfatterens tegnløse skrivestil, hvor sætningerne brydes med en selvfølgelig unaturlighed:" - hvis ikke en kunstfærdig selvfølgelighed). Jeg synes så helt ærligt, at linjen "en million (eller flere millioner) engle kan ikke tage fejl i mit hår" er er en poetisk topskøn, betydningsrig linje, der i sin kukkede, renfærdige boblen sagtens bærer at blive refræn; jeg kan hverken få øje på den banale new age-symbolik (medmindre engle som sådan er banale new age-symboler, det synes jeg ville være en streng engle-generalisering), eller studentikositeten (som man kan hævde er til stede i brander-ordspil som vendekreds- vennekreds) - hvis noget er i spil, så er det, som påpeget af Gentofte-publikummet, reklameslogans a la 5 millioner Elvis-fans kan ikke tage fejl og parodien på samme: 5 milliarder af fluer kan ikke tage fejl: spis lort. I den citerede digthalvdel, der begynder som en opvågning/morgensecene ("rise and shine"), læser jeg helt enkelt linjen som en poetisering af morgenhår (og her bliver jeg så biografisk: Har man set digterens hår i dagform, er det ikke svært at forestille sig det amok morgenligt), som bliver emblematisk og eksemplarisk - fortsættelsen er vigtig: "kan ikke tabe pusten/ en glød en glæde en fugl fra din skulder i drømme" (kunne man tale om en morgenhårets kaosteori i digtet!?) - for digtet/digterens forsøg på at komme i eksistentielle omdrejninger, at hæve sig, og meget gerne i skriften (fingrenes dans), fra den skide virkelighed og frygten (også i og med skriften) for usammenhæng; afslutningens geniale, konkretistiske imperativ "hængsammen" henviser direkte til refrænet, det er som millionerne af engle i håret, at digteren, digtet, læseren, verden skal hænge sammen og faktisk, hvis man som Ramus kan få øje på englene og anerkende dem som sådan, hænger sammen. Kort sagt: Jeg kan virkelig ikke se, hvordan flere millioner engle kan tage fejl i Rasmus' hår.

Årets statslige tilklatninger

9 litterære modtagere af Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat: Alen Meskovic, Camilla Stockmarr, Christina Englund, Kamilla Hega Holst, Mads Nygaard, Martin Glaz Serup, Mette Holm (oversætter), Morten Leth Jacobsen, Nikolaj Zeuthen.

Kun 1 og 1/2 primært lyrisk/hybrid forfatter (begge med Z!), Martin Glaz (på tide!) og Nikolaj Zeuthen (i ordent! - 1 roman, 2 digtsamlinger, 1 tegneserie, 2 plader)  (Meskovic debuterede med en digtsamling, men får pengene for sin debutroman), det er lettere pinligt, synes jeg nok. Og så har jeg med skam at melde ikke læst nogen af prosaisterne Camilla Stockmarrs og Mads Nygårds og Morten Leth Jacobsens bøger (og heller ikke Meskovics roman, og det burde jeg virkelig have gjort, Stockmarr har jeg også dårlig samvittighed over). Kamilla Hega Holsts debutroman En kærlighedshistorie kunne jeg godt lide for dens kuldslåede råhed, og jeg har hørt lutter pålideligt godt om hendes nye roman, Sort, som jeg har liggende til umiddelbar indoptagelse. Christina Englund debuterede som 17- årig med purt fordrømte Uden egentlig at sove i 1992 og skrev så en håndfuld forglemmelige dusin-romaner, men vendte stærkt tilbage med gøgerede-idyllen Dør til et værelse, 2008. 4 jeg kan lide og 4 jeg ikke har læst og 1 oversætter (fra cool nok japansk), det må siges at være OK!

To af de største undladelsessynder, Rasmus Nikolajsen og Mikkel Thykier, har hver fået 100.000, men at de ikke har fået det treårige er stadig mere skandaløst (en tredje for længst fortjenende, Marius Nørup-Nielsen, har slet ikke fået noget i år).

Andre yngre, skønne, smalle, der har fået arbejdslegater (og jeg lader så være med at nævne alle dem, der burde have fået (fra Sternberg, Glenn Christian, Rasmus Halling (der netop er gået legit) og derudad) - men det ligner en klar forfordeling til fordel for nylige debutanter på overgrundsforlag - Julie Sten-Knudsen, IKKE den mest spændende af årets talentfulde debutanter, har fået både 100.000 og en produktionspræmie på 75.000 - men hvorfor så ingenting til seje Hanne Viemose?): 50.000 til Rasmus Graff og Peter-Clement Woetmann, 100.000 til Eva Tind Kristensen, Amalie Smith, Julie Sten-Knudsen, Olga Ravn, Stine Pilgaard, Iben Mondrup, 150.000 til Bjørn Rasmussen og - som den største, glædeligste overraskelse - Frank Kjørup.

Det kunne være meget værre og en hel del bedre, udtaler boglegatholderen.

hr. gamle dreng

Bo hr. Hansen, der har frygtelig fine Død & status-outtakes med i det lynsnart kommende nummer af Hvedekorn, nr. 2, 2012, oplyser i en kommentar til blogposten om Opdigtet onsdag-antologien nedenfor, at hans "bidrag er en tekst skrevet i 1983 og trykt første gang i tidsskriftet/fanzinet Sidste Skrig, første optræden overhovedet som "hr."", hvilket jeg er glad for at få at vide, for ellers var jeg måske nok blevet noget (menneskeligt) bekymret (men kritisk nysgerrig) over, hvad han var ude i; jeg synes, det er og bliver en ret intenst kokset tekst:

"MASSIV" "NAIV" "PER SPÆK TIV"

Notér
Alle avantgarder taler om pikke
Her er endnu én
Gør den så lang som muligt
Månen folder sig ud og ind
som et spøgelse
                 "Han forstår sgu at bruge
                  knoppen
                  Han har aldrig lært at stave
                  Han er lykkelig som saven
                  der sætter tænderne i alle bær"
Giv magten til æggene
og de store fugle
Mennesket vil kravle
ned fra disse klipper
                  avantgarde
                  begæret er en enig ungdom
                  begæret er en sober knægt
                  vær aldrig alene i skuffen
                  med en uren skjorte
OHØJ
Overalt i armhulen
Jeg er gud
kamelen med de kranse
                  dette er lykkens vej
                  ikke på papiret
                  men i virkeligheden min ven
                  frels dig ikke alene
                  i ord
Når det er nødvendigt
taler han
Han er den stille
men han er ikke stum
              Jeg øver mig i dagevis
              på at spille korrekt
              Jeg kigger i mit bæger
              Jeg ser at øllet flyder
              dovent
"SKRUB DIT GULV, O SKYL DIN SKJORTE

Bo hr. er lykkeligvis også blevet min skribent- og anmelderkollega på Ekko og bidrager i det nyeste nummer med en smuk, rigt anekdotisk knækprosahyldest til sin ven og tidligere samarbejdspartner (på Vinterbergs klart bedste film (der er et par stykker, jeg ikke har set ...), Sidste omgang, Drengen der gik baglæns  og De største helte) Thomas Vinterberg, "Thomas, din gamle dreng", her afslutningen, der sensationelt afslører, at Bo takkede nej til at skrive med på manuset til Festen og vistnok næsten ikke fortryder (gad god at have set ham i smoking dér på - hvad hedder det? - croissetten):

Men jeg sagde nej til at være med på Festen i telefonen
Hvorfor fanden gjorde jeg det
Jeg kan kun sige at jeg troede på at du ville lave noget rigtig stort
Og at du ku' klare dig uden mig
Jeg var reelt bange for at blive spist af Cirkus Vinterberg
Det var på et tidspunkt hvor jeg ville skrive ydmyge ting for mig selv
som kun jeg kunne lave
Jeg frygtede Festens velsignelse og forbandelse før filmen var blevet til
Jeg ved jeg må lyde temmelig bagklog nu ikke desto mindre er det sandt
Og dengang ku' du ikke forstå jeg sagde nej
for hvorfor sku' nogen sige nej til dig
Du var lidt rystet
(det er du nok ligesom kommet over)
Jeg bildte mig på et tidspunkt ind
(noget indbildsk ja)
at mit nej var med til at give dig et skub videre
Tænk hvis jeg havde været med
så var den sgu blevet dårligere eller noget andet
Eller også havde jeg hverken gjort fra eller til
Øv nu taler jeg om mig selv men gu' er det svært punkt i mit liv
det indrømmer jeg
(og hvad rager det andre?)
Jeg er dog sikker på at alt gik som det skulle
Festen sendte dig til himlen og slog dig i jorden
men alt det vrøvl om one hit wonder og hvad jeg ellers har læst
Det gør mig sur
Du laver personlige film
Jeg kan mærke dit begær din rastløshed din glæde og vrede
Hmm alle dine film er selvportrætter
Lyder det helt åndssvagt eller hvad?
Nu er jagten gået ind
Du har lavet en film der skal jage en palme jeg bider negle
Den sidder lige i skabet siger folk der har set den
Og læg mærke til at jeg ikke har nævnt noget som helst
om en gul og grøn tale
Jeg har kun skrevet én
HELD OG LYKKE I CANNES DIN GAMLE DRENG

Nye undergrundsboere

Jeg havde som tidligt nævnt håbet, at ejendommens kælder-erhvervslejemål efter at være blevet forladt af den navnløse kaffe/rygeklub og den clairvoyante Joy Foundation ville blive overtaget af et par eller en hel hoben små- og mikroforlag - og på et tidspunkt hang der fortjættende nok en plakat for Cirkus Arena på det ene vindue! - men nu har de nye lejere afsløret som til højre en køreskole, Urban Køreskole - i mange år lå til venstre Codan Køreskole, hvis smukke, himmelblå gårdskilt jeg har hængende på min væg, nu ligger der så en køreskole til højre, højst opfindsomt! - og til venstre et lille håndskrevet skilt med det forunderlige navn Rosimar de Souza, der lyder som en sandsigerske fra en Hans Scherfig-roman og sandsynligvis også er det. Velkommen til dem under vores grund!

He said, she said - and who cares?

For 11 år siden, da jeg anmeldte Kraniekassen WA, fik jeg et ordentligt møgfald af Christina Hesselholdt i telefonen, fordi jeg ikke havde kunnet lade være med at pirke til bogens autofiktivitet (vi havde begge boet på Peter Bangs Vej, og jeg havde set kameraholdet fra Edderkoppen være i gang med optagelserne af dobbeltmordet oppe i hendes lejlighed) og sammenligne bogens mange jeger med daværende CH-ægtemand og levende person Claus Beck-Nielsens udviskede jeg i sin hjemløs-performance - hvad jeg ikke havde opdaget, da hun ringede, var, at dengangs redaktør med et snuptag havde fjernet den dominerende ros fra anmeldelsen, så kun den antydningsvis skepsis stod tilbage: Hovsa-sa! Nå, i dag anmeldte jeg Hesselholdts endnu meget bedre og uden videre fremragende, splinternye bog, Selskabet gør op, tredje bind i Camilla-trilogien, der udkommer på fredag, og selvom autofiktiviteten her på en helt anden klokkeklar facon skriger til himlen - især nå man krydslæser med Hans Otto Jørgensens seneste auto-roman, Strange days indeed, det er ret nøjagtig den samme elendige ryg, som Hans Ottos Hans Otto og Christinas/Camillas Charles lider af og samme fejldiagnose, HO og C raser imod - havde jeg ikke noget behov for at omtale den, autofiktiviteten, jeg forbød mig heller ikke at omtale den, jeg opdagede bare til sidst, at jeg ikke havde gjort det - fordi det sgu da grundlæggende er skide ligegyldigt, når teksten former sig så overlegent artistisk og betyder så overvældende rigt og værkliggør sig så inciterende egensindigt (det samme gælder for Hans Otto Jørgensens roman(er), bortset fra at der her drives et markeret og ekspliciteret spil med autobiografien og de øvrige erindringsværker), fordi autofiktiviteten her ikke er er et traurigt fængsel af fortidsdyng, men bare den perfekt rapfodede trampolin for den sirlige spontanitet: hvad jeg skønnest kan komme i tanke om at skrive lige lige nu.

Brabrandtomt - varsomt blomstrende

Jeg er glad i hovedet og kroppen af at have læst Peter Laugesens nye, store digtsamling Yak og Yeti, der udkommer næsten uge på dermed stadigvæk eksisterende Borgens Forlag - og lidt trist, fordi det er den bog, hvor Laugesens elskede hund Chenga dør, hvilket først er blevet et virkelig faktum, nu det er sket i en bog, men lad mig skrive mere om det i anmeldelsen, her vil jeg markere den selvfølgelige og akutte glæde, det altid er at læse en ny Laugesen-bog, og hvordan det nogle gange, hver anden gang måske faktisk, er de enkleste, helt renfærdigt ævlende digte, jeg bliver gladest for og spejler mig komplet, dirrende genkendt i, som nu dette her (egentlig ret turèllske) på side 97:

Jeg har ikke nogen fornemmelse af
at der er nogen mening
i det jeg gør
Jeg har ikke nogen fornemmelse af
at det betyder noget
hvad jeg gør
Jeg har ikke nogen fornemmelse af
hvad det overhovedet er
jeg gør
Jeg må være på rette vej

Samtale mellem Mr. Gulpidge og Mr. Spiker

Derefter noterede jeg mig, at Mr. Gulpidge og og Mr. Henry Spiker, der hidtil havde været meget fjerne, indgik en forsvarsalliance mod os som den fælles fjende og udvekslede en gådefuld dialog tværs over bordet for at nedlægge og besejre os.
  "Den sag med den førsteprioritet på de fire tusind femhundrede fik ikke det forløb, der var ventet, Spiker," sagde Mr. Gylpidge.
  "De mener H. af A.'s?" sagde Mr. Spiker.
  "G. af B.'s!" sagde Mr. Gulpidge.
  Mr. Spiker lod øjenbrynene gå til vejrs og så meget bekymret ud. "Da sagen blev forelagt Lord -, jeg behøver ikke at nævne ham," stoppede Mr. Gulpidge sig selv.
  "Jeg har forstået," sagde Mr. Spiker. "N."
  Mr. Gulpidge nikkede mørkt. "- blev forelagt ham, var hans svar: penge eller nixen."
  "Jamen du gode Gud!" udbrød Mr. Spiker.
  "Penge eller nixen," gentog Mr. Gulpidge fast. "Så nægtede komaparenten - De forstår mig -?"
  "K.," sagde Mr. Spiker med et uheldsvangert blik.
  " - K. så definitivt at skrive under. Man opsøgte ham i Newmarket udelukkende med det formål, men han nægtede rent ud at gøre det."
  Mr. Spiker var så interesseret, at han blev ganske forstenet.
  "Så foreløbigt står sagen uafklaret hen." Mr. Gulpidge slængte sig tilbage i stolen. "Vor ven Waterbrook undskylder mig nok, hvis jeg undlader at forklare mig nærmere i betragtning af omfanget af de involverede interesser.

- fra David Copperfield (genudgivelse af Eva Hemmer Hansens solide oversættelse og med glimrende nyt forord af Peter Laugesen)

Tabloidens forbandede tyngde

Aviser skal have broadsheetformat som New York Times og det meste af Politiken og halvdelen af Weekendavisen; hvis (en del af) en avis er i tabloidformat, skal den være smal som Weekendavisen Bøger og Informations bogtillæg og indtil denne lørdag Politikens bogtillæg, men nu er Politikens bogstof blevet indlemmet i det dyndtunge, tabloid-formaterede lørdags-kulturtillæg og sikke en træls byrde det er på mine lørdags-lår. "En litterær avis" er overskriften på Jes Stein Pedersens velkomst til de nye litteratursider, hvor han bl.a. får afleveret denne flovse af en definition af litteratur og litteraturkritik: "Skønlitteratur, både prosa og poesi, er en slags grundforskning i, hvad det vil sige at være menneske. Litteraturkritikkens opgave er at bedømme resultatets æstetiske kvalitet (punktum, men nej), - og civilisatoriske relevans (jeg ved ærligt talt ikke, om jeg orker at læse andet end civilisatorisk irrelevante forfattere, ud over lige Dickens, som vi for længst ikke behøver læse efter civilisatoriske relevans-kriterier)". Nå, men så tæller jeg efter, og det gamle bogtillæg fyldte 16 tabloidsider mod nu 10 tabloidsider om lørdagen og 2 (internationale) broadsheetsider om søndagen, og ingen anmeldelse af sidste uges vigtigste danske bog, Rasmus Nikolajsens Den ulykkelige boghandler. Politiken - en 12.5 % mindre litterær avis.

Censureret Blendstrupcentrisk sætning

(fra min "anmeldelse" til onsdagsavisen (fordi Mr. Micawber er en viderefabuleret udgave af Dickens' far))

På den led er David Coppefield Dickens’ Gud taler ud - der ikke behøvede at have været 980 sider lang som DC, 425 sider havde været alt nok, det er 148 sider ikke.

MIT BOMBAY-KAPITEL OMSIDER

(fraklip fra Jens Blendstrups roman Bombaygryde, jf. min kommentar i WA Bøger fredag; hovedpersonen Leif er indlagt på Militærpsykiatrisk afdeling på Rigshospitalet efter en ulykke med et militært køretøj, mens han er frivillig soldat på Bornholm)

Leif har fået udgang fra Millitærpsykiatrisk for at gå med digtervennen op til hans faster der bor i en stor lækker lejlighed i hjertet af københavn. Digtervennen kommer af en familie som sidder alle mulige steder i kunstverdenen. Ikke at det gør digtervennen howski snowski. Det er nok ligesom de kongelige der har været kongelige så længe at det er blevet hverdag med droscher, tænker Leif. Digtervennen har været i København en hel uge for at holde Leif ved selskab. Så han kan stå opholdet på galeanstalten igennem. Leifs ven er et ejegodt menneske, som Uff mener er millionær og småpervers, fordi han hele tiden inviterer Leif på kakao og kage inde på konditorier i Århus.

Hvad fik i så at drikke Leif?

Kakao, far.

Det er sgu da perverst siger Uff. 

Men vi får da også en bajer engang imellem.

Nå det gør I dog?

Ja.

Det var digtervennen, der havde købt Gøgereden til Leif. Så han havde noget at læse og nu er bogen pludselig uhyggelig aktuel. Bogen handler om folk der bliver låst inde på et hospital i USA. Hvis de ikke makker ret får de elektrochok og piller. Og hvis de stadig ikke makker ret får de det hvide snit. Leif tror det er noget med pulsårerne. Men vennen fortæller ham det er en nerve de klipper i hovedet, så man ikke kan tænke mere. Leif synes bogen er uhyggelig og svær. Han lyver for vennen der hver morgen står og venter på Leif nede foran døren til afdeling O.

Den var da meget god siger han til vennen, selvom han kun har læst små 4 kapitler. Leif ved ikke om det er fordi Uff har inddoktrineret ham eller hvad det er. I hvert fald er Leif ikke den bedste ven for tiden. Digtervennen har skrevet mindst 2 breve om ugen til Leif. Mens Leif kun har sendt 4 i alt på 8 måneder. Og heraf er de fleste ikke rigtige breve, men en slags melankolske hulk blandet sammen med rimede digte om træer og søvnløshed og fængsel. Melankolien er god nok. Den er Leifs til evig tid. Men digtene minder mere om sårede sæler end digte.

Først vil Leif ikke mødes med digtervennen, fordi han er bange for at vennen vil møde op på militærpsykiatrisk og afsløre Leifs blide side. Det kan vennen nemlig godt finde på, for vennen er et paradoks, han råber hele tiden, samtidig med han er enormt kejtet og genert. Han har også en stor næse. Han ligner ikke nogen af dem som Leif omgås med nu. Gudskelov har vennen dog fået briller, det havde han ikke da de mødtes i 1. G. Dengang var vennen nærmest blind, og så havde han en tendens til at høfeberbrække sig hele tiden, samtidig med han var klog og vidste alt om en der hed Køke, som var guldaldermaler. Leif hadede ham i 1.g. Det var der mange der gjorde. Han var så forpulet anderledes.  Nej, besat. Allerede dengang var han besat af kunst. Han sad oven i købet med en spand, så han kunne brække sig hvis han blev dårlig, mens han fortalte om Købke. Han kunne sige noget dybt om Købke, brække sig, og tale videre. Det var utroligt øretæveindbydende. Nogen gange glemte han osse at spise sin madpakke, fordi han var væk i en bog. Så sad han der med Nabokovs Lolita mens Leif spiste Gerd Lillians 4 amagermadder. Vennen drillede Leif med hans tøj. Leif var ungkonservativ og han synes Poul Schlüter så smart ud. Leif havde ikke noget jakkesæt, men han havde en lyseblå heldragt med et rødt læderslips ,som Gerd Lillian troligt bandt hver morgen for Leif. I månedsvis gik Leif og slog digtervennen på armen. Vennen skulle knap nok sige hej til Leif, så daskede Leif ham på armen og sagde, pas på eller du får en lammer. Det var underligt, for Leif var ellers ikke en der slog. Men lige digtervennen skulle have sine lammere. På den måde har venskabet altid trukket de 2 drenge i hver deres retning. Deres venskab gør dem mere ekstreme sammen. Vennens viden vokser pinligt meget, når de er sammen, han gør sig stor på Leifs vegne, samtidig med at Leif gør sig mindre. Leif synes nogen gange, det er som at være en neger sammen med den store hvide mand. Lef ser for sig, hvordan han sidder i en hytte og er en del af en pygmæstamme. Han sidder og udhuler en pind, så han kan suge larver ud af et termitbo, da vennen kommer frem i en bærestol med tropehjelm på hovedet og med et særligt moskitonæsenet på næsen. Han har også sit bibliotek med. Bøger båret på reoler. 100 kilometer væk.

Hvad har vi her, siger vennen. Og går straks hen til Leif, der er en pygmæ med et ganske lille lændeklæde.

En primitiv indfødt, råber vennen, så Leif taber ansigt overfor sine 4 pygmækvinder, der viser deres nye afsky ved at flapre med deres lange bryster, flapre og rulle dem op igen ved hjælp af pinde. 

Det kan være frygteligt pinligt for Leif. Sidste gang gik det galt på en cafe. Leif ville gerne have en øl men vidste at vennen ville sige det for ham.

Det Leif gerne vil ha er en øl, sagde vennen til pigen der betjente dem.

Skal det være en guld eller en almindelig, Leif?

En guld, mumlede Leif.

Det min ven mener er at han gerne vil ha en guldøl. forklarede Leifs ven, personligt foretrækker jeg en ganske neutral en af slagsen. ?!

Pigen må jo ha troet at hun var vidne til 2 demente bøsser. Så derfor vil Leif simpelthen ikke have ham ind på Militærpsykiatrisk. Derfor sørger Leif for at sige, han kommer ned, da digtervennen ringer på.

Jeg kommer ned, du bliver der.

Og så prøver han oven i købet på at sige til vennen om han ikke kan gå over og vente i Fælledparken, hvis nu Paw åbner vinduet. 

Paw råber vennen, hvem er Paw?

Shh, hvisker Leif. Stille! Men så bliver det alligevel for pinligt. Nej, bliv du bare stående, jeg kommer ned.

Leif har det lidt som om han ikke vil være ved sin ven. Det er ikke rigtigt. Men vennen er bare ekstremt civil. Ekstremt civil og overdrevent civiliseret. Leif har nogle gange snakket til Mølle med nogle af de ord som vennen bruger, hvor Mølle blev nærmest sur. Han begyndte i hvert fald straks på sin Anna og Lotte. Og nu er det så gået op for Leif at vennen tilhører en særlig race, som ikke bare kan blive blandet sammen med soldaterracen, uden at det godt kan gå hen og blive uhyggeligt, både for vennen, men også for de andre. Ja, det er det han vil sige til vennen senere. At vennen er god nok, men helt uden for kontekst for dræbermaskiner som Paw og Leif selv. Han er osse bange for at fasteren er hjemme, når de kommer. Han er bange for, at hun siger et eller andet om en moderne maler som hun har hængende og derpå vender sig mod Leif og spørger: Hvad synes du om billedet, Leif? Og Leif vil ikke kunne svare. Han vil glo på billedet som sikkert er af en eller anden dansk maler, som anvender både maleri og noget andet, fordi det er det man gør når man er moderne. Og fasteren er sikkert lige som digtervennen. Helt rolig og rar og begejstret. Og han vil ikke kunne svare. For han vil være hunderæd.

Er hun hjemme, hende din faster, Lars?

Nej nej, vi har lejligheden for os selv.

Jamen, det er super. Det er super så. Digtervennen hopper op af glæd, da Leif kommer ud. Leif er osse glad for at se ham. Men han nægter at hoppe, så længe de kan ses fra vinduerne deroppe. Det er først, da de kommer over i Fælledparken, han begynder at hoppe med. Så hopper og spæner d,e mens de råber.: Vi er fremtiden. Men det bliver en alvorlig snak, de skal have. Så meget ved Leif.

Leif vil fortælle ham, han er en dræbermaskine. Optrænet til krig frem for fede sætninger. Sådan er det. For hvis der er noget Leif ikke er nu, er det digter. Det må vennen også kunne forstå. Han bliver nød til at forstå, at Leif må frasige sig skriveriet, fordi livet har modnet ham ekstremt hurtigt og utroligt langt væk fra civilisationen med syv mileskridt. Han vil sige det poetisk, for det kan vennen godt lide, at Leif gør. Han vil bruge en lang række tillægsord, for det begejstrer gerne vennen. For vennen mener jo, at Leif er et urtalent med ord.  Vennen er helt blind på øjet med hensyn til Leif. De sidder ved fasterens kæmpe spisebord i stuen. Leif har oven i købet sat skæbnemusik på hendes pladespiller for at gøre klar til sandheden. Men han siger det som sædvanligt dumt, for ikke at sige sinkeagtigt.

Du tror du veed hvor do har mig. Men der er sket noget. Jeg gider ikke skrive mere, Lars. Jeg gijer bare ikke. Jeg vil helre være havnearbejder, hvis det skal være.

Havnearbejder, gisper vennen og trækker i sit adamsæble, det gør vennen altid når han bliver chokeret, så trækker han i sit adamsæble som om det var en snor til en bådemotor. Men det er også chokerende nyt. Han trækker og trækker i sit adamsæble. Og Leif roder sig mere og mere ud i det med havnearbejderne.

Ja, de losser kontainere blandt andet, siger Leif.

Og hvad så?! råber vennen. Han har nærmest tårer i øjnene. Leifs ven har heller aldrig interesseret sig for havnearbejdere. Han har faktisk aldrig hørt det ord før. Og nu sidder hans bedste ven på udgang fra Militærpsykiatrisk og snakker om at han vil være havnearbejder og vende det der er deres fællesskab ryggen. Vennen fatter det ikke. Han rejser sig rasende og begynder at spankulere rundt om bordet, mens han laver fagter til højre og venstre. Han fatter det ikke. Men det er jo fordi han ikke er dræbermaskine som Leif.

Det mener du jo ikke, Leif.

Jo jeg gør siger Leif. Eller også vil jeg være telegrafmand.

Telegrafmand!? Vennen trækker sit adamsæble helt ud, det truer med at blive hængende ude. Du kan jo ikke andet end at skrive.

Jo, jeg er en dræbermaskine, hvisker Leif og hiver op i sin t-shirt hvorpå der står the Danish Marinecorps. Han har fået nogen gevaldige bøffer. Det vil han gerne vise, fordi det måske kan overbevise vennen. Men det gør det ikke. I løbet af 5 minutter har vennen talt ham fra det igen. Det er noget vennen kan. Leif skal bare roses. Han skal bare klappes, så svinger han. Så vil han ikke længere være havnearbejder. Og vennen har tilfældigvis udtalelsen med fra det forlag som har haft Leifs digte inde. Og selvom der dybest set står, at det er en meget meget mærkelig bunke digte som Leif har skrevet, så læser vennen det ikke. For det er ikke noget han ser, når han retter Leifs håndskrevne ark. Det er ikke noget han ser, når han sender hans digte ind og underskriver sig Leif Balleby. Det er ikke noget han ser som promotor. Han er besat af Leif. Og Leif er besat af vennens besættelse og af sig selv.  På den måde går det hele op. Leif skal bare blive ved et år mere med at skrive sine digte, så er den der. Det står der sgu i konsulentudtalelsen: giv den et år på fuld tryk, så tror vi den er der. Og inden der er gået 10 minutter har de lagt planer for de næste 20 år. De skal sidde på parnasset.

Jeg skal herske, råber vennen og trækker i sin hals. Og du skal være den største digter.

Mener du virkelig det, siger Leif, og føler han til en slags sjælefrisør.

Ja, jeg skal også være stor, siger vennen, men du skal være den største! Fordi dit talent er primitiviteten. Den uigennemtænkte poesi. Du ved jo ikke engang selv hvad du laver.

Nej siger Leif. Jeg er et medie. Og så skåler vennen og Leif i fasterens enorme lager af øl fra Carlsberg, som hun får fordi hun sidder i en form for bestyrelse der har med Carlsberg at gøre. Og Leif bliver helt varm over det hele af forhåndsberømmelse. Det kribler i ham. Vennen sætter David Bowie på grammofonen, de hører Let's dance. Leif kan ikke lide David Bowie, men vennen er meget glad for David Bowie. Han skråler med. ”Put on your red shoes and dance the blues…” Leif kan ikke forstå Bowies tekster. Og Leif bliver som sædvanlig lidt utryg af vennens skrålen. Der bor jo både nogen ovenpå og nedenunder fasterens lejlighed. Men så kommer han i tanke om, at der ikke er nogen der kan høre dem, og hvis de kan, er der ingen som kender dem, derfor har de ret til at larme, mennesker der bare er i verden må godt larme. Og Leif ved også godt, at det ikke hjælper noget at tysse på vennen, så bliver vennen bare endnu mere skrålende. Det er en af vennens egenskaber. At han midt i sin civilisation faktisk er mere havnearbejderagtig end Leif. Og nogen gange misunder Leif også vennen for hans ret til at være ung, for Leif synes ikke han har lov til på samme måde at være ung. Ikke fordi der er nogen der har sagt det højt, men Leif har ligesom bare altid været født med en masterplan. Han har ligesom brugt sin barndom på at huske den i stedet for at være i den. Og på den måde kan Leif ikke bare skråle som vennen. Han optager den jo samtidig i sin huskemaskine. Senere, lige inden de brækker sig fordi de er faret vild inde i Jorcks passage, holder vennen en lidt mere kritisk tale for Leif. Det er fordi Leif ikke ved hvem Michael Strunge er, og i sin iver for alligevel at lade som om han ved det, påstår det er en der hedder Henrik Strube.

Ham Mikael Strube, Har han ikke tinnitus spørger Leif? Har han ikke lige fået tinnitus fordi han er med i Røde Mor? Nej, Leif. Hvordan kan man være så dum! Michael Strunge er død! Han er digter! Henrik Strube er musiker. Du er for dum, Leif. Du er en stor poet, men du er utrolig uvidende. Du skal læse noget. Jamen jeg har da læst, siger Leif.

Ikke Kim-bøgerne, men noget andet, siger vennen, mens han knækker sig.

Of course siger Leif. I know siger Leif. Som mere tænker på hvordan han skal komme hjem til Milpsyk.