My first and last prom?

På Promenanden ligger nu den skriftlige udgave (uden den mundtlige ros til Blogdahl bl.a.) af Niels Franks indledende oplæg på Promenaden-aftenen, "Occupy Literature", som er en typisk Niels Franksk poetik: fuldstændig ude af stand til - sammen med resten af den hidtidige Promenaden-promeneren (der netop og i bedste forstand har været fuld af af "nuancer, komplekse anskuelser, dobbelttydigheder, fordybelser"- at leve op til sine egne forførende velformulerede anti-idealer:

Selv oplever jeg, at der er lidt skøjteløb over at blogge. Jeg føler, jeg bevæger mig hurtigt, lettere svævende, men hele tiden i cirkler omkring uklare punkter. Jeg prøver bevægelser af, figurer, forestillinger, meninger, men ingenting sidder fast på mig, og hvis det gør, skøjter jeg bare lidt hurtigere, eller skifter retning. Jeg er ultimativt uafhængig, ikke blot af den ydre verden, men også af mig selv. Er det, fordi et indlæg på en blog ikke tilhører værket? Det tror jeg egentlig ikke, men bloglivet er måske ligeglad med ting som netop ’forfatterskab’, ’karriere’, ’standpunkt’, ’status’. Måske viser bloggen i virkeligheden, hvor tåbeligt og inferiørt alle den slags dennesidigheder er. Hvor trivielle og dybest set borgerlige, de er. Bloggen skifter dem ud med nærvær, gerne på kanten til ild i røven og lokummer, der brænder, og pis i kog. Bloggen er ligeglad med, om den ophøjer eller fornedrer, for oppe og nede tilhører en tankegang eller et verdenssyn, som den har revet sig løs fra. Eller den har løsrevet sig fra en verdensorden, som nu fx den, jeg beskrev med min fødekæde, der gik fra det tynde papirklip til den tunge akademiske afhandling. Bloggen kaster det hele op i luften, og undervejs ryger der nogle institutioner og taburetter og nogle tilsyneladende urørlige positioner med i bevægelsen. Der opstår simpelthen et tomrum – eller et frirum – dér, hvor et autoritativt mellemlag før befandt sig.

men hvis (suk) Promenisterne ikke vil eller kan og bare slet, slet ikke ikke har tid til at leve op til ordene, skal vi andre nok prøve!

Lige over Niels Franks super-kronikagtige blogpost om blogposters ideelle ikke-kronikagtighed finder man lige nu en scanning af Tue Nexøs noter og stikord fra aftenen og en ideel Promenaden'sk blogpost om og med Thomas Bernard ved René Jean Jensen og min egen på aftenen oplæste pseudo-Pormendaden-blogpost.