Jeg er glad i hovedet og kroppen af at have læst Peter Laugesens nye, store digtsamling Yak og Yeti, der udkommer næsten uge på dermed stadigvæk eksisterende Borgens Forlag - og lidt trist, fordi det er den bog, hvor Laugesens elskede hund Chenga dør, hvilket først er blevet et virkelig faktum, nu det er sket i en bog, men lad mig skrive mere om det i anmeldelsen, her vil jeg markere den selvfølgelige og akutte glæde, det altid er at læse en ny Laugesen-bog, og hvordan det nogle gange, hver anden gang måske faktisk, er de enkleste, helt renfærdigt ævlende digte, jeg bliver gladest for og spejler mig komplet, dirrende genkendt i, som nu dette her (egentlig ret turèllske) på side 97:
Jeg har ikke nogen fornemmelse af
at der er nogen mening
i det jeg gør
Jeg har ikke nogen fornemmelse af
at det betyder noget
hvad jeg gør
Jeg har ikke nogen fornemmelse af
hvad det overhovedet er
jeg gør
Jeg må være på rette vej
Ingen kommentarer:
Send en kommentar