MIT BOMBAY-KAPITEL OMSIDER

(fraklip fra Jens Blendstrups roman Bombaygryde, jf. min kommentar i WA Bøger fredag; hovedpersonen Leif er indlagt på Militærpsykiatrisk afdeling på Rigshospitalet efter en ulykke med et militært køretøj, mens han er frivillig soldat på Bornholm)

Leif har fået udgang fra Millitærpsykiatrisk for at gå med digtervennen op til hans faster der bor i en stor lækker lejlighed i hjertet af københavn. Digtervennen kommer af en familie som sidder alle mulige steder i kunstverdenen. Ikke at det gør digtervennen howski snowski. Det er nok ligesom de kongelige der har været kongelige så længe at det er blevet hverdag med droscher, tænker Leif. Digtervennen har været i København en hel uge for at holde Leif ved selskab. Så han kan stå opholdet på galeanstalten igennem. Leifs ven er et ejegodt menneske, som Uff mener er millionær og småpervers, fordi han hele tiden inviterer Leif på kakao og kage inde på konditorier i Århus.

Hvad fik i så at drikke Leif?

Kakao, far.

Det er sgu da perverst siger Uff. 

Men vi får da også en bajer engang imellem.

Nå det gør I dog?

Ja.

Det var digtervennen, der havde købt Gøgereden til Leif. Så han havde noget at læse og nu er bogen pludselig uhyggelig aktuel. Bogen handler om folk der bliver låst inde på et hospital i USA. Hvis de ikke makker ret får de elektrochok og piller. Og hvis de stadig ikke makker ret får de det hvide snit. Leif tror det er noget med pulsårerne. Men vennen fortæller ham det er en nerve de klipper i hovedet, så man ikke kan tænke mere. Leif synes bogen er uhyggelig og svær. Han lyver for vennen der hver morgen står og venter på Leif nede foran døren til afdeling O.

Den var da meget god siger han til vennen, selvom han kun har læst små 4 kapitler. Leif ved ikke om det er fordi Uff har inddoktrineret ham eller hvad det er. I hvert fald er Leif ikke den bedste ven for tiden. Digtervennen har skrevet mindst 2 breve om ugen til Leif. Mens Leif kun har sendt 4 i alt på 8 måneder. Og heraf er de fleste ikke rigtige breve, men en slags melankolske hulk blandet sammen med rimede digte om træer og søvnløshed og fængsel. Melankolien er god nok. Den er Leifs til evig tid. Men digtene minder mere om sårede sæler end digte.

Først vil Leif ikke mødes med digtervennen, fordi han er bange for at vennen vil møde op på militærpsykiatrisk og afsløre Leifs blide side. Det kan vennen nemlig godt finde på, for vennen er et paradoks, han råber hele tiden, samtidig med han er enormt kejtet og genert. Han har også en stor næse. Han ligner ikke nogen af dem som Leif omgås med nu. Gudskelov har vennen dog fået briller, det havde han ikke da de mødtes i 1. G. Dengang var vennen nærmest blind, og så havde han en tendens til at høfeberbrække sig hele tiden, samtidig med han var klog og vidste alt om en der hed Køke, som var guldaldermaler. Leif hadede ham i 1.g. Det var der mange der gjorde. Han var så forpulet anderledes.  Nej, besat. Allerede dengang var han besat af kunst. Han sad oven i købet med en spand, så han kunne brække sig hvis han blev dårlig, mens han fortalte om Købke. Han kunne sige noget dybt om Købke, brække sig, og tale videre. Det var utroligt øretæveindbydende. Nogen gange glemte han osse at spise sin madpakke, fordi han var væk i en bog. Så sad han der med Nabokovs Lolita mens Leif spiste Gerd Lillians 4 amagermadder. Vennen drillede Leif med hans tøj. Leif var ungkonservativ og han synes Poul Schlüter så smart ud. Leif havde ikke noget jakkesæt, men han havde en lyseblå heldragt med et rødt læderslips ,som Gerd Lillian troligt bandt hver morgen for Leif. I månedsvis gik Leif og slog digtervennen på armen. Vennen skulle knap nok sige hej til Leif, så daskede Leif ham på armen og sagde, pas på eller du får en lammer. Det var underligt, for Leif var ellers ikke en der slog. Men lige digtervennen skulle have sine lammere. På den måde har venskabet altid trukket de 2 drenge i hver deres retning. Deres venskab gør dem mere ekstreme sammen. Vennens viden vokser pinligt meget, når de er sammen, han gør sig stor på Leifs vegne, samtidig med at Leif gør sig mindre. Leif synes nogen gange, det er som at være en neger sammen med den store hvide mand. Lef ser for sig, hvordan han sidder i en hytte og er en del af en pygmæstamme. Han sidder og udhuler en pind, så han kan suge larver ud af et termitbo, da vennen kommer frem i en bærestol med tropehjelm på hovedet og med et særligt moskitonæsenet på næsen. Han har også sit bibliotek med. Bøger båret på reoler. 100 kilometer væk.

Hvad har vi her, siger vennen. Og går straks hen til Leif, der er en pygmæ med et ganske lille lændeklæde.

En primitiv indfødt, råber vennen, så Leif taber ansigt overfor sine 4 pygmækvinder, der viser deres nye afsky ved at flapre med deres lange bryster, flapre og rulle dem op igen ved hjælp af pinde. 

Det kan være frygteligt pinligt for Leif. Sidste gang gik det galt på en cafe. Leif ville gerne have en øl men vidste at vennen ville sige det for ham.

Det Leif gerne vil ha er en øl, sagde vennen til pigen der betjente dem.

Skal det være en guld eller en almindelig, Leif?

En guld, mumlede Leif.

Det min ven mener er at han gerne vil ha en guldøl. forklarede Leifs ven, personligt foretrækker jeg en ganske neutral en af slagsen. ?!

Pigen må jo ha troet at hun var vidne til 2 demente bøsser. Så derfor vil Leif simpelthen ikke have ham ind på Militærpsykiatrisk. Derfor sørger Leif for at sige, han kommer ned, da digtervennen ringer på.

Jeg kommer ned, du bliver der.

Og så prøver han oven i købet på at sige til vennen om han ikke kan gå over og vente i Fælledparken, hvis nu Paw åbner vinduet. 

Paw råber vennen, hvem er Paw?

Shh, hvisker Leif. Stille! Men så bliver det alligevel for pinligt. Nej, bliv du bare stående, jeg kommer ned.

Leif har det lidt som om han ikke vil være ved sin ven. Det er ikke rigtigt. Men vennen er bare ekstremt civil. Ekstremt civil og overdrevent civiliseret. Leif har nogle gange snakket til Mølle med nogle af de ord som vennen bruger, hvor Mølle blev nærmest sur. Han begyndte i hvert fald straks på sin Anna og Lotte. Og nu er det så gået op for Leif at vennen tilhører en særlig race, som ikke bare kan blive blandet sammen med soldaterracen, uden at det godt kan gå hen og blive uhyggeligt, både for vennen, men også for de andre. Ja, det er det han vil sige til vennen senere. At vennen er god nok, men helt uden for kontekst for dræbermaskiner som Paw og Leif selv. Han er osse bange for at fasteren er hjemme, når de kommer. Han er bange for, at hun siger et eller andet om en moderne maler som hun har hængende og derpå vender sig mod Leif og spørger: Hvad synes du om billedet, Leif? Og Leif vil ikke kunne svare. Han vil glo på billedet som sikkert er af en eller anden dansk maler, som anvender både maleri og noget andet, fordi det er det man gør når man er moderne. Og fasteren er sikkert lige som digtervennen. Helt rolig og rar og begejstret. Og han vil ikke kunne svare. For han vil være hunderæd.

Er hun hjemme, hende din faster, Lars?

Nej nej, vi har lejligheden for os selv.

Jamen, det er super. Det er super så. Digtervennen hopper op af glæd, da Leif kommer ud. Leif er osse glad for at se ham. Men han nægter at hoppe, så længe de kan ses fra vinduerne deroppe. Det er først, da de kommer over i Fælledparken, han begynder at hoppe med. Så hopper og spæner d,e mens de råber.: Vi er fremtiden. Men det bliver en alvorlig snak, de skal have. Så meget ved Leif.

Leif vil fortælle ham, han er en dræbermaskine. Optrænet til krig frem for fede sætninger. Sådan er det. For hvis der er noget Leif ikke er nu, er det digter. Det må vennen også kunne forstå. Han bliver nød til at forstå, at Leif må frasige sig skriveriet, fordi livet har modnet ham ekstremt hurtigt og utroligt langt væk fra civilisationen med syv mileskridt. Han vil sige det poetisk, for det kan vennen godt lide, at Leif gør. Han vil bruge en lang række tillægsord, for det begejstrer gerne vennen. For vennen mener jo, at Leif er et urtalent med ord.  Vennen er helt blind på øjet med hensyn til Leif. De sidder ved fasterens kæmpe spisebord i stuen. Leif har oven i købet sat skæbnemusik på hendes pladespiller for at gøre klar til sandheden. Men han siger det som sædvanligt dumt, for ikke at sige sinkeagtigt.

Du tror du veed hvor do har mig. Men der er sket noget. Jeg gider ikke skrive mere, Lars. Jeg gijer bare ikke. Jeg vil helre være havnearbejder, hvis det skal være.

Havnearbejder, gisper vennen og trækker i sit adamsæble, det gør vennen altid når han bliver chokeret, så trækker han i sit adamsæble som om det var en snor til en bådemotor. Men det er også chokerende nyt. Han trækker og trækker i sit adamsæble. Og Leif roder sig mere og mere ud i det med havnearbejderne.

Ja, de losser kontainere blandt andet, siger Leif.

Og hvad så?! råber vennen. Han har nærmest tårer i øjnene. Leifs ven har heller aldrig interesseret sig for havnearbejdere. Han har faktisk aldrig hørt det ord før. Og nu sidder hans bedste ven på udgang fra Militærpsykiatrisk og snakker om at han vil være havnearbejder og vende det der er deres fællesskab ryggen. Vennen fatter det ikke. Han rejser sig rasende og begynder at spankulere rundt om bordet, mens han laver fagter til højre og venstre. Han fatter det ikke. Men det er jo fordi han ikke er dræbermaskine som Leif.

Det mener du jo ikke, Leif.

Jo jeg gør siger Leif. Eller også vil jeg være telegrafmand.

Telegrafmand!? Vennen trækker sit adamsæble helt ud, det truer med at blive hængende ude. Du kan jo ikke andet end at skrive.

Jo, jeg er en dræbermaskine, hvisker Leif og hiver op i sin t-shirt hvorpå der står the Danish Marinecorps. Han har fået nogen gevaldige bøffer. Det vil han gerne vise, fordi det måske kan overbevise vennen. Men det gør det ikke. I løbet af 5 minutter har vennen talt ham fra det igen. Det er noget vennen kan. Leif skal bare roses. Han skal bare klappes, så svinger han. Så vil han ikke længere være havnearbejder. Og vennen har tilfældigvis udtalelsen med fra det forlag som har haft Leifs digte inde. Og selvom der dybest set står, at det er en meget meget mærkelig bunke digte som Leif har skrevet, så læser vennen det ikke. For det er ikke noget han ser, når han retter Leifs håndskrevne ark. Det er ikke noget han ser, når han sender hans digte ind og underskriver sig Leif Balleby. Det er ikke noget han ser som promotor. Han er besat af Leif. Og Leif er besat af vennens besættelse og af sig selv.  På den måde går det hele op. Leif skal bare blive ved et år mere med at skrive sine digte, så er den der. Det står der sgu i konsulentudtalelsen: giv den et år på fuld tryk, så tror vi den er der. Og inden der er gået 10 minutter har de lagt planer for de næste 20 år. De skal sidde på parnasset.

Jeg skal herske, råber vennen og trækker i sin hals. Og du skal være den største digter.

Mener du virkelig det, siger Leif, og føler han til en slags sjælefrisør.

Ja, jeg skal også være stor, siger vennen, men du skal være den største! Fordi dit talent er primitiviteten. Den uigennemtænkte poesi. Du ved jo ikke engang selv hvad du laver.

Nej siger Leif. Jeg er et medie. Og så skåler vennen og Leif i fasterens enorme lager af øl fra Carlsberg, som hun får fordi hun sidder i en form for bestyrelse der har med Carlsberg at gøre. Og Leif bliver helt varm over det hele af forhåndsberømmelse. Det kribler i ham. Vennen sætter David Bowie på grammofonen, de hører Let's dance. Leif kan ikke lide David Bowie, men vennen er meget glad for David Bowie. Han skråler med. ”Put on your red shoes and dance the blues…” Leif kan ikke forstå Bowies tekster. Og Leif bliver som sædvanlig lidt utryg af vennens skrålen. Der bor jo både nogen ovenpå og nedenunder fasterens lejlighed. Men så kommer han i tanke om, at der ikke er nogen der kan høre dem, og hvis de kan, er der ingen som kender dem, derfor har de ret til at larme, mennesker der bare er i verden må godt larme. Og Leif ved også godt, at det ikke hjælper noget at tysse på vennen, så bliver vennen bare endnu mere skrålende. Det er en af vennens egenskaber. At han midt i sin civilisation faktisk er mere havnearbejderagtig end Leif. Og nogen gange misunder Leif også vennen for hans ret til at være ung, for Leif synes ikke han har lov til på samme måde at være ung. Ikke fordi der er nogen der har sagt det højt, men Leif har ligesom bare altid været født med en masterplan. Han har ligesom brugt sin barndom på at huske den i stedet for at være i den. Og på den måde kan Leif ikke bare skråle som vennen. Han optager den jo samtidig i sin huskemaskine. Senere, lige inden de brækker sig fordi de er faret vild inde i Jorcks passage, holder vennen en lidt mere kritisk tale for Leif. Det er fordi Leif ikke ved hvem Michael Strunge er, og i sin iver for alligevel at lade som om han ved det, påstår det er en der hedder Henrik Strube.

Ham Mikael Strube, Har han ikke tinnitus spørger Leif? Har han ikke lige fået tinnitus fordi han er med i Røde Mor? Nej, Leif. Hvordan kan man være så dum! Michael Strunge er død! Han er digter! Henrik Strube er musiker. Du er for dum, Leif. Du er en stor poet, men du er utrolig uvidende. Du skal læse noget. Jamen jeg har da læst, siger Leif.

Ikke Kim-bøgerne, men noget andet, siger vennen, mens han knækker sig.

Of course siger Leif. I know siger Leif. Som mere tænker på hvordan han skal komme hjem til Milpsyk.